RejsRejsRejs » Rejsemål » Europa » Østrig » Rejse til Østrig: Det her skal du se fra øst til vest
Østrig

Rejse til Østrig: Det her skal du se fra øst til vest

Østrig - natur - bjerge
Her er redaktionens rejsetips til at finde lige præcis det sted i Østrig, der passer til din rejse.
Bandholm banner
Tropical islands Berlin princess cruises banner

Rejse til Østrig: Det her skal du se fra øst til vest er skrevet af Jacob Gowland Jørgensen.

østrig ski - kvinde - rejse til østrig

En rejse til Østrig er alt det du kender – og meget mere

Du kender helt sikkert Østrig som land, men kender du det som rejseland? For der er store forskelle i det brede land midt i Europa, og der er mange forskellige typer seværdigheder og oplevelser.

Østrig er i øvrigt et oplagt rejseland året rundt. Bare vælg det hjørne, der passer til dig og det tidspunkt, du rejser på.

Østrig er dobbelt så stort som Danmark og næsten 600 km langt fra øst mod vest. Hele vejen fra Bodensøen på grænsen mod Schweiz og Tyskland i vest til Neusiedlersøen på grænsen mod Ungarn i øst.

Så tag med her, når du gerne vil rejse i Østrig, og se, hvad der er af kendte og ukendte områder, byer og seværdigheder. Fra øst til vest, og fra nord til syd.

Wien - Silver Tray rejsetilbud - rejser

Klassiske Wien og sletterne mod øst

Østrigs hovedstad Wien er en af de absolut mest oversete og interessante kulturbyer i Europa, og byen har rigeligt med oplevelser for alle aldre. Den er både klassisk og underfundig og er både smuk og har kant.

Wien lå engang placeret i midten af et stort rige, men som tilfældet er med København, er hovedstaden nu endt med at ligge i den østligste del af landet. Donau flyder igennem byen og delstaten Wien, og floden giver liv og luft til storbyen.

I Wien skal du naturligvis opleve den klassiske kultur. Vi kan anbefale slottet Schönbrunn, Künstlerhaus, Klimt Villa og naturligvis Sigmund Freud-museet. Og bagefter skal du ud og opleve den levende by.

Tag i forlystelsesparken Prater i hjertet af Wien, hvor der er liv og glade dage, og hvor du skal en tur i pariserhjulet. Det er lidt Wiens svar på Dyrehavsbakken og er ret hyggeligt.

Besøg også Hundertwasser-huset midt i centrum, og find en god café og nyd bylivet. Og ikke overraskende producerer man faktisk vin i Wien, og du kan derfor nyde meget lokale druer.

Wien er også kendt for flere store musikfestivaler som Sunsplash og Donauinselfest, og naturligvis masser af klassiske koncerter med wiener-musik.

Byen er også et epicenter for shoppemuligheder. I Wiens gamle bydel finder du mange luksuriøse butikker i gaderne og hos magasinet Goldenes Quartier i samme område. Hvis man er til lidt andre prisklasser, er Mariahilfer Straße en klar favorit blandt besøgende til at få afløb for shoppetrangen.

Ønsker man at smage på lidt andre sager end Østrigs meget kødtraditionelle køkken, byder Wiens mange spisesteder på et hav af grønne alternativer for både veganere og vegetarer.

Wien er et oplagt stop på vejen på din rejse til Østrig eller til en forlænget weekend.

Wien ligger på de flade sletter, der strækker sig ind i Ungarn, og naturen ligner derfor heller ikke det klassiske billede af Østrig.

Du kan sejle på Donau igennem floddalene og nyde den flotte natur. Og når du alligevel er ude at opleve Donau, er det også oplagt at besøge vin-mekkaet Wachau lidt uden for Wien, hvis du godt kan lide vin.

Banner rejsekonkurrence
Østrig - Graz, Kunsthaus Graz - Rejser Rejse i Østrig

Graz og din rejse til det sydøstlige Østrig

Hvis du bevæger dig mod syd, finder du Østrigs næststørste by Graz, der er på størrelse med Aarhus og et besøg værd.

Ved første øjekast er det tydeligt, at Graz er en by i midten af Europa med indflydelse fra alle retninger og til alle tider. Smukke barok- og renæssancehuse i italiensk stil ligger ved siden af vilde og futuristiske bygninger.

Hvis du er til vin og motion, så er der en oplagt cykelrute, som har udgangspunkt i netop Graz.

Graz er samtidig centrum i regionen Steiermark, der grænser op til Slovenien. I det sydlige Steiermark og nabo-regionen Kärnten er klimaet varmt og mildt om sommeren, ja, nærmest middelhavsagtigt.

Du er tæt på Italien, og samtidig er der alpehytter ad libitum. Det sydøstlige Østrig er en oplagt destination som en del af kør-selv-ferie i denne del af Europa.

find et godt tilbud banner 2023
Østrig - hallstatt søen Rejse i Østrig - rejser

Salzburg, Salzkammergut og Hallstatt: Søhøjlandet a la Østrig

Hvis du bevæger dig længere ind i Østrig, finder du nogle af de verdensberømte naturperler i søområdet Salzkammergut, og ikke mindst den kendte by Salzburg. Salzburg er Østrig i topform.

Her er der Mozartkugler, kulturen fra “The Sound of Music” og det hele lige midt i Alperne. Salzburg er i det hele taget bare Østrig, når det er rigtig dejligt. Hvis du skal have mere kultur, ligger den tidligere europæiske kulturby Linz kun halvanden time væk.

I området Salzkammergut, som ligger syd og øst for Salzburg, ligger søen Halstatt, som naturligvis er på lister over naturperler i Europa, og området er i det hele taget imponerende smukt.

Salzkammergut er også oplagt som badedestination, da de utallige søer er kendte for deres ekstraordinært rene vand, så tag bare børnene med og tag en dukkert. Det er også her, du finder Himmelstigen.

Hvis du leder efter den optimale skiferie til familien i de fantastiske østrigske alper, så er St. Johann in Salzburg stedet for dig. Området er særligt egnet for begyndere og letøvede, hvilket er perfekt, hvis børnene skal have ski på fødderne for første gang. Området tilbyder dog også udfordringer og aktiviteter til alle ildsjæle, som ikke kan få nok af livet i sneen.

30 kilometer længere mod vest finder du Schladming-Dachstein, der er særlig kendt for sine børnevenlige aktiviteter. I Rohrmoos – 10 minutters kørsel fra Schladming – ligger eventyrstien Märchenweg. Her kan børn og barnlige sjæle gå på opdagelse og møde velkendte eventyrfigurerer skåret i træ og malet, så vi kan kende dem. Der er også masser af muligheder for skiferie her.

Længere mod vest ligger det kendte Zell am See-Kaprun. Nær Zell am See ligger gletsjeren Kitzsteinhorn, som kan opleves med eller uden ski på. Uanset hvad er den i hvert fald et besøg værd. Her finder du også Flachau, der har mange sommeraktiviter som fx mountain carting.

I Zell am See-Kaprun er der også rig mulighed for afslapning, hvis det er dét, man har brug for. Der er nemlig adskillige spa-steder at finde både i og omkring byen, hvor man kan få en afslappende massage eller bade i de uden- og indendørs bassiner. Dette kan du blandt andet opleve på TAUEN Spa, der ligger i området.

Spa-hotellerne er naturligvis ikke kun begrænset til dette område, og du kan finde disse wellness-oaser mange steder rundt omkring i Østrig. Fx i den mondæne by Bad Gastein.

Længere mod vest er Salzburger Saalachtal endnu et smukt område, der er kendt for familieaktiviteter og klatring for alle. Saalachtal grænser op til den måske mest kendte region i Østrig: Tyrol.

Østrig - Kitzbühel Tyrol - landskab golfrejse - rejser

En rejse til Østrig rummer tit Tyrol & omegn

Der er en grund til, at Tyrol blev en kendt rejsedestination, da danskerne begyndte at opdage Europa i 60’erne.

Præcis ligesom andre klassikere som Harzen og Mallorca er det et smukt naturområde, der har masser af hyggelige småbyer og en fremragende infrastruktur.

Her finder du en perlerække af feriebyer som St. Johann in Tirol, der er oplagt til familieferie og til vandring. Der er også Brixental med igloer, Hopfgarten med det ikoniske bjerg Hohe Salve og et kæmpe skisportområde, og Zillertal, der er kendt som et område, hvor der er mere end almindeligt mange aktiviteter året rundt.

Wildschönau ligger i en dal midt i Tyrol ved Kitzbüheler Alpen og omfatter kirkebyerne Niederau, Oberau, Thierbach og Auffach. Byerne er præget af familiedrevne hoteller og restauranter, hvor du bliver forkælet kulinarisk med mad fra det traditionelle tyrolske køkken.

Tyrol er måske nok mest kendt for sine bjerge, men du kan også spille golf her, og det er naturligvis oplagt at cykle i Tyrol på de mange skiltede ruter.

                                                                 

Vidste du: Her er 7 af de bedste lokale madmarkeder i Danmark!

7: Grønt Marked i København
6: Økomarked i Randers
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

                                                                 

Østrig - Krystalwelten - crystal world innsbruk Rejse i Østrig - rejser

Innsbruck og Swarowski Crystal Worlds

Længere mod vest finder du Tyrols hovedstad Innsbruck, der ligger mellem de sneklædte alper og er værd at besøge alle årets fire årstider. Om vinteren er det et af Østrigs fornemmeste skiområder, hvor sommeren i stedet byder på et utal af storslåede vandreruter gennem grønne dale.

Er du i stedet klar på lidt af et adrenalin-sus på din rejse til Østrig, kan du springe bungee-jump fra Europa-broen.

Swarowski er verdensberømt for krystaller, og de har endda åbnet en temapark, hvor krystallerne er i fokus. Parken Kristallwelten – eller ‘Crystal Worlds‘ på engelsk – er blandt andet kendt for det unikke vandfald og ligger ret tæt på Innsbruck.

Østrig arlberg rejser

Vest-Østrig: Ski og Liechtenstein

Helt i vest ligger der flere flotte områder klemt inde mellem Tyskland, Liechtenstein, Schweiz og Italien, og det er oplagt at tage på dagsture i grænseområderne, fx til Vaduz i Liechtenstein og til Bregenz på kanten af Bodensøen.

Det vestligste Østrig er klassisk skiferie-land.

I det tysk-østriske skiområde Oberstdorf Kleinwalsertal er der rig mulighed for at boltre sig på løjperne. Der er nemlig hele 130 sammenhængende pistekilometer. De er spredt ud på Nebelhorn, Fellhorn, Söllereck, Kanzelwand, Heuberg, Walmendingerhorn og Ifen.

Hvis du er til udfordrende pister, smuk natur og munter afterski, så er Arlberg i Østrig stedet for dig. 

Tidligere udgjorde offpiste-mekkaet Sankt Anton am Arlberg samt pisterne ved Lech Zürs to separate områder.

Etableringen af en ny lift, Flexenbahn-liften, smeltede de to områder sammen til én stor destination, som er blevet en af verdens bedste. Der er nu 305 kilometer sammenhængende pister, så der er masser af plads at boltre sig på.

Som det hidtil eneste sted i Østrig kan du her dyrke heli-skiing, så det er muligt at besøge ellers utilgængelige bjergtoppe. 

Der er selvfølgelig også afterski ad libitum. Mest kendt er baren ‘MooserWirt’, og det er her, du skal tage hen, hvis du er til klassiske schlagerhits. Baren har desuden ry for at være det sted i Østrig, der sælger flest fadøl pr kvadratmeter.

Østrig - Flachau - high ropes course - rejser

At rejse i Østrig

Østrig rummer virkelig mange oplevelser og seværdigheder. Og så fungerer det. Alt er velorganiseret, de lokale er venlige og hjælpsomme, og priserne er lavere end i Danmark – specielt på mad og drikke.

Faktisk går de forskellige byer og områder ret langt for at gøre det meget nemt at være besøgende. Der er tit gratis adgangskort til oplevelser, lifte og busser inkluderet i overnatningen, og der er altid flere fuldt skiltede dagsture at vælge mellem, uanset hvor du kommer hen.

Cykelruterne har GPS-kort, du kan hente til din telefon, og er også skiltede undervejs. Ruterne går både i cirkler og på tværs af byer, så du selv kan vælge, hvor langt du vil cykle. Hvis du vil have lidt ekstra medvind på cykelstien, kan det anbefales at leje en el-cykel.

Mange mindre byer har også både søer og badeanstalter, du kan muntre dig i, hvis varmen bliver for intensiv hen over sommeren. Og så er byerne bundet sammen af tog og busser på kryds og tværs.

Den meget varierede natur giver naturligvis nogle ret forskellige klimazoner, men uanset hvor du tager hen, er du aldrig langt fra det, du lige mangler. Hvis du vil blive klogere på de forskellige hjørner af landet, er der en god oversigt her og hos det østrigske turistbureau.

Østrig er et oplagt rejseland året rundt. Bare vælg det hjørne, der passer til dig og det tidspunkt, du rejser på. Uanset om det er på en kør-selv-ferie til Østrig, en camping-tur, på en togrejse, eller du flyver derned.

Se meget mere om at rejse i Østrig her

God rejse til Østrig.


Vidste du: Her er 7 oversete mad-oplevelser du skal prøve i Østrig 

7: Gourmet i 3,000 meters højde på Ice Q restaurant i Tyrol
6: Spis ost på oste-gaden i Bregenzerwald ved Vorarlberg
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Om forfatteren

Jacob Jørgensen, redaktør

Jacob er en munter rejsenørd, der har rejst i mere end 100 lande fra Rwanda og Rumænien til Samoa og Samsø.

Jacob er medlem af De Berejstes Klub, hvor han har været bestyrelsesmedlem i fem år, og han har en omfattende erfaring med rejseverdenen som foredragsholder, magasinredaktør, rådgiver, forfatter og fotograf. Og naturligvis vigtigst af alt: Som rejsende. Jacob nyder både at rejse traditionelt som fx bilferie til Norge, krydstogt i Caribien og storbyferie i Vilnius, og mere ud-af-boksen rejser som solotur til Etiopiens højland, road trip til ukendte nationalparker i Argentina og vennetur til Iran.

Jacob er landeekspert på Argentina, hvor han har været 10 gange indtil videre. Han har tilbragt næsten et år i alt på at rejse igennem de mange forskelligartede provinser, fra pingvinlandet i syd til ørkener, bjerge og vandfald i nord, og har også boet i Buenos Aires i et par måneder. Derudover har han særlig rejseviden om så forskellige steder som Østafrika, Malta samt landene omkring Argentina.

Udover rejseriet er Jacob en hæderlig badmintonspiller, Malbec-fan og altid frisk på et brætspil. Jacob har desuden haft en karriere i kommunikationsbranchen i en årrække, senest med titel af Communication Lead i en af Danmarks største virksomheder, og har i en del år desuden arbejdet med den danske og internationale mødeindustri som konsulent, bl.a. for VisitDenmark og Meeting Professionals International (MPI). Jacob er i dag også studielektor på CBS.

Tilføj kommentar

Kommentér her

Nyhedsbrev

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Inspiration

Rejsetilbud

Facebook coverbillede rejsetilbud rejser

Få de bedste rejsetips her

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.