RejsRejsRejs » Rejsemål » Nordamerika » USA » New York City: Top-5 steder du ikke må misse
USA

New York City: Top-5 steder du ikke må misse

USA - New York, Times Square - rejser
Når rejsen går til New York City, er der oplevelser, du ikke må gå glip af. Eric Lang bor i byen, som aldrig sover, og han giver dig sin egen top-5.
 

New York City: Top-5 steder du ikke må misse – tekst og billeder af Eric Lang.

USA - New York - Skyline - By - Vand - Rejse

New York City – byen der aldrig sover

Byen der aldrig sover, The Big Apple, drømmenes by. Ja, kært barn har mange navne. New Yorks mange muligheder, pulserende byliv og skønne atmosfære gør det nemt at forstå, at det er et af danskernes favoritsteder at tage på storbyferie. Har du stadig et besøg i skønne New York til gode? Så guider Eric fra NewYorkCity.dk dig her til 5 steder, du absolut ikke må misse på din tur til The Big Apple og USA.

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

USA - New York, Top of the Rock, Empire State - rejser

Top of the Rock i Rockefeller Center

New York City har efterhånden mange observationsdæk: Empire State Building, Top of the Rock, One World Observatory og Edge. I efteråret 2021 åbner endda endnu et udsigtspunkt efter planen, nemlig The Summit. Observationsdækkene byder på hver deres udsigt og oplevelse, og de er absolut et besøg værd allesammen. Min personlige favorit er Top of the Rock, da jeg synes, man får den bedste udsigt over New York herfra. Her kan du nemlig også nyde udsigten til Central Park og Empire State Building.

Det er dog svært at komme uden om et besøg i Empire State Building, da det vel nok er New Yorks mest ikoniske bygning. Har du tiden til det, lyder min anbefaling derfor at besøge Top of the Rock i dagslys, så du for alvor kan se Central Park, og at tage op i Empire State Building, når mørket er faldet på, og New Yorks millioner af lys pryder byens skyline. På den måde oplever du kontrasten mellem de to skyskraberes forskellige vue over New York City.

Hvis du gerne vil endnu højere op end Top of The Rocks 70. etage og Empire State Buildings 86. etage, kan du tage op i One World Observatory eller Edge. One World Observatory ligger i New Yorks højeste bygning, og her kan du nyde både en spektakulær elevatortur og en udsigt over byen fra 102. etage.

Det nyåbnede Edge i Hudson Yards ligger på 100. etage på en terrasse, der stikker ud fra bygningen. På en lille del af terrassen er der glasgulv, så her kan du vitterligt stå og kigge 100 etager ned, hvis du tør!

Vil du også gerne nyde New York fra en anden vinkel, eller er du ikke så vild med højder, så kan en sejltur langs Manhattan varmt anbefales. Det er samtidig en rigtig fin måde at få set en del af de vigtigste seværdigheder på – Brooklyn Bridge, Frihedsgudinden og One World Observatory. Der er forskellige sejlture at vælge mellem, både nogle korte af 1-1,5 times varighed, som tager dig forbi de vigtigste seværdigheder, og en 2,5-timers tur hvor du sejler hele vejen rundt om Manhattan.

USA - New York, Brooklyn Bridge - rejser

Brooklyn Bridge – et ikon i New York City

Ingen rejse til New York er komplet, uden at man har oplevet den imponerende Brooklyn Bridge. Den flotte bro er et af New Yorks absolut mest berømte vartegn, og den opleves bedst ved at krydse den til fods. Sørg for at afsætte god tid til at krydse broen, for gåturen tager godt 45 minutter i roligt tempo – og det kan nemt tage endnu længere, hvis du vil tage mange billeder undervejs.

Jeg anbefaler altid at tage metroen over på Brooklyn-siden og starte gåturen derfra. Bydelen Brooklyn ligger sammen med Queens på øen Long Island. Tager du gåturen over broen fra Brooklyn mod Manhattan, kan du nemlig nyde Manhattans flotte skyline hele vejen, og broen skråner også lidt nedad i den retning. Forlad dog ikke Brooklyn-siden for hurtigt. Der er nemlig mange steder lige ved broen, der er et besøg værd.

Den hyggelige Brooklyn Bridge Park ligger, som navnet kraftigt antyder, ved Brooklyn Bridge, men den strækker sig også et godt stykke længere ned langs vandet. Her kan du kan tage en gåtur langs stierne eller slappe af i græsset og nyde den gode udsigt for en stund. I parken finder du også den fine vintage-karrusel Jane’s Carousel, hvor selv voksne kan snuppe en tur uden at blive kigget skævt til.

Ikke langt derfra ligger Empire Stores, som byder på en flot udsigt over broen og Manhattans skyline fra tagterrassen. Her kan du også få en bid mad på Time Out Market, der består af lokale spisesteder udvalgt af magasinets redaktører. Hvis du er i humør til en pizza, så er det Grimaldi’s Pizzeria, der ligger lige på den modsatte side af broen, du skal aflægge et besøg. Det er et af de bedste pizzeriaer i New York, og derfor er der som regel også en lang kø foran.

Tag også et smut forbi Washington Street, der ligeledes ligger i området lige ved Brooklyn Bridge. Det er lidt af et fotogent smørhul, hvor du kan tage et flot feriefoto med Empire State Building indrammet af Manhattan Bridge.

USA -  Highline Park - rejser

High Line – fra togbane til trendy åndehul

High Line er en af de mest usædvanlige parker i New York City. Den er anlagt på en nedlagt højbane, som tidligere blev brugt til at fragte varer gennem byen. Af den grund er High Line en ret smal, men langstrakt park. I godt og vel 30 år var jernbanen ikke i brug, indtil første del af den nye park blev åbnet i 2009. High Line er noget ganske særligt med sin urbane natur, og den specielle og smukke udsigt.

Eftersom den er hævet over det travle gadeniveau og omgivet af glasbygninger, giver det en sjov kontrast mellem grøn oase og summende byliv. Parken er et besøg værd på alle årstider, men især om foråret og sommeren, hvor planterne og træerne står i fuldt flor, er det en flot oplevelse.

Det betyder ikke så meget, om du går den ene eller den anden vej langs High Line. Du kan starte din dag med at se dig omkring i Manhattans nye kvarter Hudson Yards, som rummer det specielle bygningsværk Vessel, der åbnede i 2019. Det består af en masse trapper, der er forbundet af platforme, hvor du kan nyde en fin udsigt over omgivelserne. Der er dog også en elevator, hvis du ikke har mod på at bestige så mange trapper. Der er gratis entré til Vessel, men alligevel er det en fordel at bestille billetterne online på forhånd, så du ikke skal stå lang tid i kø.

I området finder du også Edge Observation Deck, der er byens højeste udendørs observationsdæk, og det nye shoppingcenter The Shops & Restaurants at Hudson Yards. Her kan du både kan få stillet shoppetrangen og sulten, eksempelvis på det spanske madmarked Mercado Little Spain.

Jeg kan dog også varmt anbefale at snuppe gåturen på High Line først og at runde turen af med en frokost på Chelsea Market, der ligger nede ved den anden ende af parken. Her kan du også vælge at købe forskellige lækkerier til en lille picnic i 14th Street Park.

Lige i nærheden findes også den nyanlagte Little Island, som er endnu en speciel park. Den er nemlig bygget på pæle i Hudson River, ud for Hudson River Greenway. Placeringen ud til vandet gør den til et ideelt sted at søge hen på en varm sommerdag og nyde en kølende brise for en stund.

USA - Grand Central - rejser

Grand Central Terminal – hovedpulsåren i New York City

Den storslåede Grand Central Terminal er den største togstation i verden. En station lyder måske ikke umiddelbart som den mest interessante turistattraktion, men det her er altså en temmelig flot en af slagsen med mange fascinerende detaljer. Stationens nok mest berømte vartegn er det ekstravagante ur i opal, som er vurderet til at være mellem 10 og 20 millioner dollars værd.

Sørg også for at se op i loftet, der er prydet af flotte stjernebilleder. De var ellers blevet dækket til af tjære og tobaksrøg, men heldigvis lykkedes det at få dem frem igen efter en gennemgribende restaurering. Der er faktisk stadig bevaret en lille firkant af snavs for at minde de besøgende om, hvordan hele loftet engang tog sig ud.

Grand Central Terminal byder på masser af overraskelser. Vidste du, at der er en tennisbane på stationen? Den ligger noget afsides, ovenpå Grand Central, og derfor går den de flestes næse forbi. Der er også en hemmelig perron, spor 61, som fører direkte ind til naboen: Hotellet Waldorf Astoria. Præsident Franklin D. Roosevelt brugte den i sin tid til at undgå journalister.

Og endelig er der det såkaldte Whispering Gallery. Det består af buer i keramik, der er bygget på en sådan måde, at det lyder som om, man råber, når man hvisker ind i dem! For at prøve det af skal I være to. I skal stå i hver jeres ende af buen, vende mod hjørnet og hviske til hinanden.

På Grand Central Station ligger også et lille dansk islæt i Claus Meyers bageri, som ganske enkelt hedder Meyers Bageri. Her kan du købe danske lækkerier som for eksempel flødeboller, frøsnappere og kanelsnurrer.

Danske bagerier er i det hele taget blevet populære i New York, og der er også kommet tre afdelinger af Lagkagehuset – eller Ole & Steen som de hedder her – til i bybilledet. En af dem ligger ved den hyggelige Bryant Park, en kort gåtur fra Grand Central Terminal.

Find billige flybilletter til New York her

USA - Central Park - rejser

Central Park – den grønne pause midt i New York City

Vi har allerede været omkring en del parker, men den største og mest berømte af slagsen i New York er naturligvis Central Park. Og den må du bestemt heller ikke gå glip af. Det grønne åndehul er det perfekte sted at tage en pause fra det travle storbyliv.

Central Park er altid et besøg værd, men den tager sig især flot ud om sommeren og efteråret. Det er typisk i starten og midten af november, man for alvor oplever efterårets flotte farvelade i parken.

Det er en god idé at afsætte tid til at udforske Central Park, da den dækker et areal på hele 3,4 km² og indeholder mange seværdigheder. Hvis du gerne vil se så meget som muligt, kan det anbefales at leje en cykel. På cykel kan du nemlig komme hele parken rundt og få alle højdepunkterne med i løbet af et par timer.

Blandt seværdighederne kan nævnes Central Park Zoo, Belvedere Castle, Bethesda Terrace med det flotte springvand og udsigt over søen, John Lennon-mindesmærket Strawberry Fields, søen Jacqueline Kennedy Onassis Reservoir og den romantiske bro Bow Bridge, som har lagt kulisse til mange frierier i tidens løb.

Vidste du, at du også kan møde selveste H.C. Andersen i Central Park? Det er ganske vist! Hans Christian Andersen Monument blev til med støtte fra Danish American Women’s Association og blev rejst i 1956 i anledning af forfatterens 150-års fødselsdag.

Langs Central Park, på Fifth Avenue, løber den såkaldte Museum Mile, hvor museerne ligger som perler på en snor. Central Park kan derfor med fordel kombineres med et museumsbesøg på Metropolitan Museum of Art eller Guggenheim Museum. På den anden side af parken findes også det populære American Museum of Natural History, som blandt andet udstiller dinosaur-skeletter.

Der er nok af seværdigheder at gå i gang med, og nu har du i hvert fald en god håndfuld at starte på.

Du kan læse meget mere om rejser i USA her

God rejse til New York City – byen man aldrig rigtig bliver færdig med!

Om forfatteren

Eric Lang

Eric Lang tabte sit hjerte til New York med det samme, da han besøgte byen for første gang. Han har taget New York-livet til sig med alt, hvad det indebærer, og har sammen med sin familie kaldt New York for sit hjem i 6 år. På NewYorkCity.dk og i den gratis app Eric’s New York til iOS og Android deler han ud af sine gode tips og fortæller alt, der er værd at vide om The Big Apple. Eric har gjort det til sin fuldtidsbeskæftigelse at hjælpe folk med at planlægge den perfekte rejse til New York, og han kan svare på næsten alle de spørgsmål, der måtte melde sig. Hvad end du er på udkig efter New Yorks bedste burger, museer, rooftop-barer, seværdigheder at besøge med børn eller noget helt femte, så har Eric svaret!

Tilføj kommentar

Kommentér her

Nyhedsbrev

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Inspiration

Rejsetilbud

Facebook coverbillede rejsetilbud rejser

Få de bedste rejsetips her

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.