RejsRejsRejs » Rejseguides » Booking.com: 5 tips til at spare på booking af hotel og overnatning – og 3 ting du IKKE kan bruge siden til
Rejseguides

Booking.com: 5 tips til at spare på booking af hotel og overnatning – og 3 ting du IKKE kan bruge siden til

Bora Bora - resort, strand, vand, vulkan - rejser
Leder du efter den perfekte overnatning til din rejse? Så læs med her, hvor vi giver dig de bedste tips til Booking.com
Skodsborg banner Tropical islands Berlin

Booking.com: 5 tips til at spare på booking af hotel og overnatning – og 3 ting du IKKE kan bruge siden til er skrevet af Anna Christensen.

Sådan bruger du Booking.com til at spare penge

Booking.com er en af de største online bookingportaler, hvad angår overnatning. Selvom bookingsiden er mest kendt for booking af hotel, så kan du finde alt fra hostels, hytter, glampingpladser og ferieboliger derinde. Ja, du kan sågar finde mikrohuse!

Du har måske allerede brugt Booking.com til at booke overnatning, og måske sidder du endda og tænker: “Hvad skal jeg med en guide? Hvor svært kan det være at skrive destination og dato og så trykke på ‘book’?”.

Men der er faktisk nogle ting, der er temmelig gode at vide omkring Booking.com, inden du booker din overnatning; det omfatter blandt andet tips til, hvordan du kan spare penge på dine overnatninger.

Derfor har vi samlet en komplet guide til, hvordan du får mest muligt ud af bookingsiden.

Portugal - Algarve - Tivoli Marina Vilamoura Hotel - Atlanterhavet - havudsigt - overnatning - booking.com

Brug filtre til at finde det bedste hotel for dig

En af de bedste ting ved Booking.com er de mange filtre, som man kan bruge til at indsnævre sin søgning og finde det helt perfekte overnatningssted.

Der er rigtig mange filtre, så du kan tilpasse din søgning til lige præcis de overnatningssteder, der passer bedst til dine behov. Du kan for eksempel sortere efter dit budget, hvor mange stjerner hotellet har, og endda efter hvor bæredygtigt hotellet er. Så behøver du ikke scrolle en helt masse overnatningssteder igennem, inden du finder et, der lever op til dine krav.

Her er nogle filtre, der kan være oplagte at bruge ved booking af hotel:

  • Afstand til centrum
  • Pris
  • Morgenmad inkluderet (hvis du er til det)
  • 24-timers reception (specielt hvis du ankommer på et skævt tidspunkt eller ikke kender dit ankomsttidspunkt)
  • Parkering – specielt hvis du er på køreferie eller roadtrip
  • Gratis wi-fi
  • Brugeranmeldelser

Du kan også bruge den glimrende kort-funktion til at begrænse antallet af mulige hoteller.

hotel booking - overnatning - booking.com

Spar penge med Genius-status

Hvis du gerne vil spare penge på dine overnatninger – og hvem vil ikke det? – så er det en fordel at oprette en konto inde på Booking.com og tilmelde sig deres loyalitetsprogram Genius.

Det er gratis at tilmelde sig Genius-programmet, og du når allerede til første niveau bare ved at tilmelde dig og logge ind, hvilket giver dig op til 10% rabat på din booking og leje af bil.

Jo flere bookinger du laver, jo højere niveau af Genius-status opnår du. Efter 5 bookinger når du til niveau 2, og efter 15 bookinger indenfor to år, når du til det højeste niveau 3. Du kan se, hvilke fordele du får som Genius-medlem her:

Niveau 1 Genius medlem:

  • 10% rabat på overnatninger
  • 10% rabat på lejebiler

Niveau 2 Genius medlem:

  • 10-15% rabat på ophold
  • 10% rabat på lejebiler
  • Gratis værelsesopgraderinger på udvalgte ophold
  • Gratis morgenmad på udvalgte ophold

Niveau 3 Genius medlem:

  • 10-20% rabat på ophold
  • 10% rabat på lejebiler
  • Gratis morgenmad på udvalgte ophold
  • Gratis værelsesopgraderinger på udvalgte ophold
  • Prioriteret kundeservice på alle bookinger af ophold

En anden god ting ved at have en konto er, at du kan gemme dine favoritophold og overnatningssteder til fremtiden.

find et godt tilbud banner 2023
Tyrkiet, Alanyakysten, Konakli, hotel, Rejser - overnatning

Udsolgt på Booking.com betyder ikke nødvendigvis udsolgt

Hvis du har brugt Booking.com før, har du helt sikkert oplevet, at siden fx skriver: “Kun 1 værelse tilbage på denne dato”. Det er dog ofte et trick, som bookingportalen bruger til at få dig til at handle hurtigere. Der er altså ofte flere værelser tilbage, end hvad der advares om.

Er du så uheldig, at drømmehotellet er udsolgt på Booking.com, så må du ikke miste alt håbet. Bare fordi et hotel er udsolgt på bookingsiden, betyder det nemlig ikke, at hotellet ikke har flere værelser tilbage på dine ønskede datoer.

Det er nemlig sådan, at bookingsiden kun får et vist antal værelser, de kan sælge videre. Hvis det er udsolgt på Booking.com, kan det derfor sagtens være, at du kan finde det på andre overnatningssider eller på hotellets egen hjemmeside.

Det er derfor altid en god idé at tjekke hotellets egen hjemmeside eller andre bookingportaler såsom Hotels.com, hvis der står, at overnatningsstedet er udsolgt på Booking.com.

Lithaen - Vilnius - Grand Kimpenski Vilnius - rejser

De øverste muligheder er ikke nødvendigvis de bedste

Da bookingsider som Booking.com lever af de penge, de tjener på din booking af hotel, så går de også efter at tjene så meget som muligt.

Derfor placerer bookingsiden de overnatningsmuligheder, som de tjener mest på, øverst i søgningen for at få dig til at vælge dem. Når du søger på overnatningsmuligheder, er det derfor ikke nødvendigvis de bedste, der dukker op først.

I stedet er de øverste muligheder ofte dem, som Booking.com tjener mest på at promovere. Nogle gange er det den bedste løsning, men det er værd at tjekke på tværs af andre portaler, før du booker din overnatning.

Brug filtrene ude i ventre bjælke til at filtrere søgningen efter dine behov, så du er sikker på, at du får de resultater, der passer bedst til dig, og ikke hvad Booking tjener mest på.

anmeldelse - booking.com

Brug tidligere gæsters anmeldelser

En af de gode ting ved Booking.com er, at du kan finde tidligere gæsters anmeldelser af overnatningsstedet. Brug dem – de er der af en grund.

De tidligere anmeldelser kan redde dig fra at booke en overnatning på et sted, der giver dig mareridt i stedet for søde drømme. Et overnatningssteds gæstekarakter siger rigtig meget om, hvad du kan forvente, så gå altid ind og læs anmeldelserne.

Et godt tip er at læse nogle af de enkelte brugeranmeldelser og lede efter store ting, som går igen. Det kan være problemer med wi-fi, sengelus, problemer med larm, snyd med billeder eller lignende. Du kan også krydstjekke med fx Tripadvisors anmeldelser af samme sted.

Du kan sagtens finde billige steder med gode anmeldelser, så tjek altid stedets gæstekarakter, inden du booker en overnatning.

Hotel - pool

Tjek for ekstra omkostninger

Det er vigtigt at være opmærksom på eventuelle ekstra omkostninger ved booking af hotel eller anden overnatning gennem Booking.com, for det kan have en stor indvirkning på prisen i sidste ende.

Mange steder er morgenmad og afbestilling ikke inkluderet i prisen, så det skal man betale udover. Men de vigtigste ting at tjekke er de lidt mere ‘gemte’ udgifter såsom varme, aircondition, internet eller lokale skatter. På nogle overnatningssteder skal man betale ekstra, hvis man gerne vil bruge varme eller aircondition, og det kan blive dyrt, så tjek om der er tilkøb.

Det vil som regel fremgå, hvis overnatningsstedet tilbyder gratis afbestilling indenfor en vis tidsperiode. Det kan være rigtig godt at have denne sikkerhed, da rejseplaner kan skifte, og noget kan komme i vejen. Hvis der ikke står noget om afbestilling, så regn med, at det koster penge at afbestille.

Så husk altid at tjekke det med småt og udregn ekstra omkostninger. Nogle gange kan det betale sig at bo et bedre sted, simpelthen fordi der er mere inkluderet i prisen.

The St. Regis Downtown Dubai Rejser

3 ting du ikke kan bruge Booking.com til

Booking.com er en bookingportal. Det betyder, at du kun kan bruge den til booking af hotel og andre overnatninger, og du kan derfor ikke sammenligne med andre steder, som du for eksempel kan på Trivago eller Momondo.

Det er det første, du ikke kan bruge booking.com til.

Hvis du vil sammenligne priser på overnatningssteder, skal du i stedet bruge en sammenligningsportal. Det er altid en god idé at gøre det, inden du booker din overnatning ligegyldigt hvad, så du er sikker på, at du får den bedste pris.

Sammenligningsportaler kan lidt ses som det øverste lag af hele bookingpyramiden. Nogle af de mest kendte sammenligningsportaler er Momondo og Trivago. Deres funktion er at finde de steder, der har det billigste tilbud på specifikke bookingportaler. De bruges til at sammenligne på tværs af bookingsider, så du kan altså ikke booke overnatning direkte hos sammenligningsportaler.

Bookingportalerne er det næste niveau. Det er her, du faktisk kan booke din overnatning, og de håndterer din bookinganmodning til overnatningsstedet. Det er for eksempel sider som Booking.com, Hotels.com og Airbnb.

Det andet er, at du heller ikke kan være sikker på, at du får den laveste mulige pris – heller ikke med Genius rabatter.

Det er altid en god idé at tjekke hotellets egen hjemmeside – eller andre sammenligningsportaler – for at se, om de har et bedre tilbud, end du kan finde på Booking.com. Det har de nogle gange, da bookingportalerne tager et stort gebyr fra hotellerne, som de så kan spare, hvis du booker direkte.

For det tredje, kan du heller ikke være sikker på, at finde alle hoteller – eller alle værelser – i det område du skal bo i. Booking.com har virkelig mange hoteller med, men ikke alle. Typiske vil meget succesfulde, nye eller meget lokale hoteller ikke være med.

Det kan også være, at du kun kan finde nogle af de typer værelser som et hotel har. Hvis et hotel altid selv kan sælge fx deres luksusværelser, men ikke deres standardværelser, lægger de ofte kun standardværelserne på booking.com.

Det er derfor altid en god ide, at tjekke hotellets egen hjemmeside, og andre portaler inden du bruger booking.com.

Spanien, Mallorca, Purobeach, Puro, hotel, luksus, Palacio can Marqués, arkitektur,

Sådan får du mest ud af Booking.com

  • Brug tidligere gæsters anmeldelser til finde det bedste hotel
  • Spar penge ved at oprette en konto og få Genius-medlemsrabatter
  • Det første hotel er ikke altid det bedste, men det Booking.com tjener flest penge på
  • Brug altid deres filtre og søgemuligheder til at finde den bedste løsning for dig
  • Udsolgt på Booking.com betyder ikke nødvendigvis, at hotellet ikke har flere værelser tilbage. Tjek også andre sider og hotellets egen hjemmeside
  • Tjek for ekstra omkostninger inden du booker – ellers kan det hurtigt blive dyrt
  • Husk at tjekke, om du får gratis afbestilling i forbindelse med bookingen, og hvordan tidsfristen for afbestilling er
  • Download bookingsidens rejse-app, så du har den ved hånden på rejsen

Om forfatteren

Anna Christensen

Tilføj kommentar

Kommentér her

Nyhedsbrev

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Inspiration

Rejsetilbud

Facebook coverbillede rejsetilbud rejser

Få de bedste rejsetips her

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.