RejsRejsRejs » Rejsemål » Europa » Østrig » Oplevelser i Zillertal – mere end ski og jægerte
Østrig

Oplevelser i Zillertal – mere end ski og jægerte

Zillertal-østrig-bjerg
En hyggelig dal i midten af Østrig. Smuk natur med gode muligheder for ski og meget andet.
 

Oplevelser i Zillertal – mere end ski og jægerte er skrevet af Martin Bøgild.

opøvelser i Zillertal, Østrig, Kort over Østrig

Vinter i Zillertal

Som alle andre skisportsområder i Tyrol er naturen omkring Zillertal i den øverste liga. På skyfrie dage strækker de sneklædte bjerge sig, så langt øjet rækker, når du forvilder dig op på de øverste tinder – det perfekte sted at nyde middagsmaden eller varme sig på en jægerte, når benene trænger til pause.

Kommer du om sommeren, er landskabet som forvandlet. De sneklædte bjerge er nu blevet grønne og byder de besøgende på vandring, mountainbike og klatring i frodige og idylliske omgivelser. Uanset årstiden er der masser af oplevelser i Zillertal både for de magelige og for de eventyrlystne. Med 180 lifte og 530 pistekilometer tager det lidt tid, før man bliver træt af at stå på ski i Zillertal.

De fleste pister ligger i cirka 2.000 meters højde, men går faktisk helt op til 3.250 meters højde, og derfor er der snegaranti hele vinteren. Her er både noget for børnefamilierne, avancerede skiløbere og alt derimellem, og verdensmesterskaberne i slalom, styrtløb og Super-G har endda været afholdt her.

Trænger du til en pause fra skiløb, kan du tage en tur i klatrecentret i Zillertal eller i klatrehallen ved Camping Aufenfeld, hvor du finder klatrevægge med forskellige sværhedsgrader og op til 16 meters højde.

Skal pausen være lidt mere afslappende, kan du besøge termalbadet i Fügen. Foruden wellness byder Fügen også på sjov for de små og andre legeglade eksempelvis med en 133 meter lang vandrutschebane.

Her er også noget for feinschmeckerne, og både i skiområderne og dalen finder du madoplevelser af høj kvalitet. I byen Hochfügen ligger fx restauranten Alexander, som serverer mad i den rigtig gode ende. Det samme gælder for restauranten på Hotel & Chalet Wedelhütte, hvor du sammen med maden kan nyde stedets smukke panoramaudsigt.

Der er med andre ord masser af udfoldelsesmuligheder og en bred vifte af oplevelser i Zillertal.

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Østrig - oplevelser i  Zillertal

Sådan kommer du nemt til Zillertal 

Uanset hvilke oplevelser i Zillertal, der trækker i dig, er der rig mulighed for at komme afsted. Der er flere danske rejsebureauer, der har kvalitetsrejser til de østrigske alper.

München Lufthavn er den internationale lufthavn, der ligger nærmest Zillertal. Der er flyafgange direkte fra Danmark til München.

Vil du køre i bil eller tage toget, er der også gode muligheder. Og hvis du mest er til at rejse bæredygtigt, så er der masser af muligheder for det i Tyrol og Zillertal. I det hele taget er livet i Østrig i tæt harmoni med naturen. Det kommer af at leve med de ofte voldsomme naturkræfter som en del af hverdagen.

Oplevelser i Zillertal og sommer i Tyrol

Tyrol tiltrækker langt flere skientusiaster end sommergæster, og Zillertal er ingen undtagelse. Flere og flere danskere får dog øjnene op for sommerens mange muligheder på disse kanter.

Området omkring Zillertal har over 1.000 kilometer vandreruter i smukke omgivelser. Det er balsam for sjælen, når du går og nyder udsigten over de græs- og træklædte bjerge, som indrammes af den blå himmel på toppen og floden Ziller i bunden af dalen.

Apropos himmel og vand er her både gode forhold for paraglidere og badegæster. På bjerget Spieljoch er der særdeles fine betingelser for paraglidere, og for nybegyndere er det muligt at prøve en tandemflyvning med en garvet paraglider. I dalen kan du slappe af og bade ved friluftsbadet Fügen og naturbadesøen Schlitters.

Er du mere til pedalsport, har Zillertal 800 kilometer velbeskrevne cykelruter, hvor højdeprofiler, distancer og GPS-data fremgår og gør planlægningen af cykelturen nem.

Her kan du både leje mountainbike og racercykel, og for de mere magelige er her el-cykler, så også de mindre motionslystne kan nyde omgivelserne på to hjul.

Østrig - cykling bjerge - rejser

Events, markeder og musik-oplevelser i Zillertal

Zillertal og Tyrol i det hele taget er fuld af festivaler og events året rundt. Om vinteren er det meste naturligt nok fokuseret omkring sne, ski og kulde. Resten af året står den på markedsdage med masser af lokale lækkerier fra områdets bondegårde.

Også musik står højt på hitlisten – og ja, det er ofte tyrolermusik, der er på plakaten. Der er garanti for god stemning og højt humør, når de lokale orkestre træder op. Der er selvfølgelig også andre genrer tilgængeligt, hvis det bliver for meget med messingblæsere og umpa-umpa.

Selv om Tyrol ikke umiddelbart er kendt for vin, så bliver du heller ikke snydt for vinfestivaler med masser af smagsprøver. Østrig er et stort vinland, og du bør ikke snyde dig selv for at prøve de lokale varianter af både rød og hvid.

Udover markeder, musik og vin i stride strømme, er der madfestivaler af enhver art, og du skal nok få lov at smage alt, hvad Tyrol har at byde på. Det bjergrige og frodige landskab giver perfekte forhold for dyrkning af friske råvarer, og smagen af Tyrol er frisk.

Se alle de bedste og vildeste rejser med danske rejsebureauer her

Uanset årstiden er der masser af oplevelser i Zillertal – god fornøjelse og viel Spaß i Østrig!

Om forfatteren

Martin Bøgild

Martin er en rejselysten journaliststuderende med stor kærlighed til Afrika og Sydamerika. Han er tidligere uddannet cand.merc., og de lange sommerferier blev brugt på at udforske fjerne egne af verden.

Tilføj kommentar

Kommentér her

Nyhedsbrev

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Inspiration

Rejsetilbud

Facebook coverbillede rejsetilbud rejser

Få de bedste rejsetips her

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.