Flachau: Sommersjov i Østrig er skrevet af Jens Skovgaard Andersen.
Hvorfor Flachau?
Midt i bjergene syd for Salzburg i Østrig ligger landsbyen Flachau.
Områdets mange skisportssteder gør Flachau til en attraktiv destination for skientusiaster og snowboardere, men i sommerhalvåret åbner der sig en helt ny verden af oplevelser for rejsende, der ønsker en ferie med sport, naturoplevelser og eventyr.
Aktiv ferie eller afslappende alpeidyl – det er helt op til dig.
Flachaus engelske slogan er “The peak of fun”, så det er ikke for sjov – tøhø – når vi siger, at der er meget at opleve. Læs med her og bliv klogere på de mange aktiviteter, Flachau har at tilbyde.



Funsport til den store guldmedalje i Flachau
Hvis du har lyst til at opleve sport, der er lidt ud over det sædvanlige, så er Flachaus funsport-aktiviteter et godt sted at starte, og du behøver ikke være superatlet for at tage del i morskaben.
Du kan fx prøve ‘stand up paddle’, hvor du både kan træne din balance og plaske løs i vandet i floden med det tungebrækkende navn Flachauwinkl.
Er du ikke en vandhund, så kan du også komme vidt omkring på segway. Der er både guidede ture og mulighed for at tage på opdagelse i landskabet på egen hånd.
Eller hvad med at kaste dig ud i en omgang ‘mountain-carting’? Først går turen med bus op ad bjerget. Så bliver du udstyret med en introduktion, køretøj og hjelm. Derefter kan du suse i eget tempo igennem terrænet hen over bump, igennem sving og ned i de grønne dale.
Har du fået blod på tanden efter mere, så kan du give dig i kast med aktiviteter som ‘mountain skyving’, ‘zorbing’, tage en tur i rutschebanen Lucky Flitzer eller give børnene en tur i ‘mini-quads’.
➡ Se de bedste rejsetilbud her
➡ Find de billigste flybilletter til destinationen her



Til lands, til vands og i luften
For den seriøse sportsentusiast er der også masser at tage fat på. Med mere end 500 kilometer cykel- og mountainbikestier og ruter i forskellige sværhedsgrader er Flachau det perfekte sted at springe på den tohjulede. Du kan fx leje mountainbike, landevejscykel, ‘fatbike’ eller el-cykel til formålet. Nyd de betagende bakker, smukke udsigtspunkter og grønne dale på din vej.
Flachau er også et oplagt sted at opleve til vands. Du kan tage ud og ro i kajak eller deltage i en ‘canyoning’-tur. Her vandrer du igennem den grønne flod og kløfterne, hvor du skal forcere den uspolerede naturs forhindringer på din vej.
Hvad med paragliding for det ultimative adrenalinsus og et uforglemmeligt udsyn over de østrigske alper? Turen foregår sammen med en erfaren pilot, så du ubekymret kan nyde turen, mens I svæver ned mellem bjergene.



Et gratis kort med frynsegoder
Hvis du overnatter i to nætter eller mere i Flachau, så kan du få et gratis Flachau Summer Card. Kortet giver adgang til en tur i lift med Bergbahnen Flachau.
Her kan du nyde udsigten over områdets betagende bjerge og dale. Du kan også frit deltage i guidede vandreture eller tage familien under armen til daglige sportsaktiviteter som fx fodboldtræning, beachvolley og bueskydning. Du skal bare spørge efter kortet der, hvor du overnatter.
Find de bedste og billigste flybilletter her



En bid af Østrig
Med så mange aktiviteter er det nemt at få oparbejdet en god appetit. Den kan du få stillet i traditionel østrigsk stil på en af de mange lokale restauranter, der ligger i byen og i hytter oppe i bjergene. Kalder smagsløgene mere på internationale madklassikere, så kan det også snildt lade sig gøre.
Som du måske kan se, så er der virkelig mange fede oplevelser hente i Flachau og i hele delstaten Salzburg, og der er endnu flere aktiviteter, som fx fester og events fordelt ud over hele året, sportsbegivenheder og meget mere.
Bare se at komme afsted – Flachau venter på dig.
Se meget mere om Østrig som rejseland her



Hvad kan opleve i Flachau?
- Funsports – fx. segway eller mountain-carting
- Aktiv ferie – fx. moutainbikes eller ro i kajak
- Paragliding
- Bergbahnen Flachau
Dette indlæg indeholder links til nogle af vores samarbejdspartnere. Hvis du vil se, hvordan det foregår med samarbejder, så kan du trykke her.
Kommentér