
Ski i Østrig – verdens bedste skiløb i Saalbach Hinterglemm er skrevet af Frederik Bregndahl Mikkelsen. Redaktionen var inviteret med på turen af AustriaTourism. Alle holdninger er som sædvanlig redaktionens egne.

Saalbach Hinterglemm: Ski i Østrig i verdensklasse
Lige siden jeg var en lille knægt, har jeg været på skiferie på mange af de europæiske tinder. Især ski i Østrig har en speciel plads i mit hjerte.
Men det er langt fra hele Østrig, jeg har oplevet på de to brædder. Derfor er jeg taget til det populære område Saalbach Hinterglemm Leogang Fieberbrunn, som jeg aldrig har haft muligheden for at besøge.
Området ligger i den vestlige del af Østrig, hvor det er svært at placere fingeren på et kort uden at ramme et skisportsområde, men området skiller sig alligevel ud med fantatiske forhold for hele familien.

Verdens bedste ski i Østrig
Selvom jeg ser mig selv som værende en erfaren skiløber, så har jeg altid beundret de professionelle skiløbere, når de kommer susende ned ad pisten med over 100 kilometer i timen i styrtløb eller stilfuldt styrer udenom portene i storslalom.
Jeg har dog aldrig før set det i levende live, før denne tur. For Saalbach var i februar 2025 vært for FIS Alpine World Ski Championships – VM i alpint skiløb – hvor hele verdenseliten var til stede.
Og det var bestemt ikke sidste gang, jeg overværede en alpin skikonkurrence. På trods af, at de østrigske værter skuffede og ‘kun’ høstede seks medaljer ved verdensmesterskaberne, mens ærkerivalerne fra Schweiz ryddede bordet, var stemingen i bunden af pisten elektrisk.
De østriske fans forstår at skabe en helt særlig stemning omkring sporten, som jeg ikke har oplevet i nogen anden sport, mens byen Hinterglemm dannede en fantastisk ramme for alle de festligheder, der fulgte med verdensmesterskabet i ski i Østrig.

Hundredevis af skikilometer
Rammerne og stemningen omkring verdensmesterskabet viste lige præcis, hvad området har at byde på.
Lige meget om du er en veteran eller helt grøn på ski, så har Skicircus Saalbach Hinterglemm Leogang Fieberbrunn noget for alle med alt fra de lettere blå pister til stejle og udfordrende sorte pister.
Området tilbyder perfekte forhold for ski i Østrig med 270 kilometer piste, hvoraf 140 kilometer er blå, 112 kilometer er røde og 18 kilometer er sorte, og det danner rammen om den perfekte skioplevelse for hele familien.
Bor du, som jeg gjorde, i den lille hyggelige by Fieberbrunn og vil prøve kræfter med Saalbach Hinterglemm-området, så er det bare på med brædderne, og så kan man nå derover på cirka en times tid. På vejen kommer du over de høje bjergtoppe og gennem smukke dale, der gør turen en oplevelse i sig selv.
Og så kan det også lige så godt betale sig at stå på ski mellem Fieberbrunn og Saalbach Hinterglemm – turen i bil tager nemlig også en time, da man så skal hele vejen rundt om bjergområdet.

På ski mellem byerne
Turen fra Fieberbrunn til Saalbach Hinterglemm nåede jeg kun at tage en enkelt gang. For nok er der næsten uendelige muligheder for at udforske nye pister i området, men jeg forelskede mig i det lokale område omkring Fieberbrunn.
For mig er der næsten ikke noget bedre end at være en af de første på pisterne og mærke de snorlige riller i sneen, efter pistemaskinerne har været i gang.
Ligesom resten af området så har Fieberbrunn noget for alle niveauer på ski – dog med et flertal af røde pister, der ikke er for svære for letøvede skiløbere.
Ikke nok med at skiløbet i Fieberbrunn er i topklasse, så er lokalbefolkningen i byen det også.
Uanset om jeg befandt mig på pisten eller i byen, så blev jeg ikke mødt af andet end smil og gæstfrihed.
Specielt i de mange små alpehytter på bjerget var stemningen lige så fænomenal, som jeg har oplevet andre steder, når jeg har været på ski i Østrig.
Ski i Østrig? Det skal du smage!
Hvad er en skiferie i Østrig uden en kæmpe skosål af en schnitzel og kaiserschmarrn? Det ved jeg ikke.
Jeg har aldrig været på ski i Østrig uden at få den magiske kombination, og turen her var heller ingen undtagelse.
En aften blev jeg hentet af en ombygget pistemaskine og kørt op til en lille alpehytte midt på bjerget, hvor der blev serveret den ene østrigske specialitet efter den anden.
Udenfor vinduerne væltede sneen ned, mens et tomandsband med harmonika og guitar spillede klassisk østrisk musik, mens det østriske par, der forpagter hytten, langede weissbier over disken.
Selvom det østrigske køkken ikke byder på de største kulinariske oplevelser, og man nok finder større madoplevelser i Italien, så kan de klassiske østrigske retter et eller andet. Det er en helt speciel varme, der spreder sig i kroppen, når man tager en skefuld gullasch eller en bid schnitzel med tyttebær.
Ren afslapning i Fieberbrunn
Jeg var indlogeret på Hotel Alte Post i Fieberbrunn, og det firestjernede hotel danner de perfekte rammer for tur på ski i Østrig.
Hvis man er frisk, tager det ikke mere end et kvarter at gå til foden af bjerget, hvor man kan opbevare sit udstyr, og to forskellige gondoler kan tage dig op ad bjerget.
Ellers går der en shuttlebus mellem byen og gondolerne hvert tiende minut – det er en bustur, der tager under fem minutter fra Hotel Alte Post.
Efter en lang dag på pisten kan du også koble helt af på Hotel Alte Post. Der er nemlig fri adgang til hotellets spaområde, hvis du altså er gæst.
Med både saunaer, dampbade og liggestole er der rig mulighed for at løsne op i musklerne. Jeg var især glad for den opvarmede udendørs pool på hotellets tag, hvorfra man kunne se ud over områdets pister og bjergtoppe.
Turen til Saalbach Hinterglemm Leogang Fieberbrunn havde alt, hvad en skiferie skulle have, og det er et sted, jeg helt sikkert vender tilbage til.
Hvad er det bedste ved skiferie i Saalbach Hinterglemm?
- Fantastiske skiforhold
- Timok’s Alpine Coaster
- Mærk varmen fra det østrigske køkken
- Tag en pause fra pisten og få en kop varm kakao eller glühwein
- Lækre spaoplevelser
- Afterski, du sent vil glemme
- Østrigsk gæstfrihed
Vidste du: Her er 7 oversete mad-oplevelser du skal prøve i Østrig
7: Gourmet i 3,000 meters højde på Ice Q restaurant i Tyrol
6: Spis ost på oste-gaden i Bregenzerwald ved Vorarlberg
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:
Tilføj kommentar