RejsRejsRejs » Rejsemål » Europa » Slovenien » Slovenien – Europas gemte perle
Slovenien

Slovenien – Europas gemte perle

Bled sø - kirke - bjerge - sø
Rejs til Slovenien og oplev landets fortryllede natur og imødekommende lokalbefolkning.
Bandholm banner
Tropical islands Berlin princess cruises banner

Slovenien – Europas gemte perle er skrevet af Trine Søgaard.

Et ukendt land – turen går til Slovenien

Slovenien? Jeg har godt hørt landets navn før, men hvor i alverden ligger det egentlig? Jeg har netop fået fortalt, at jeg skal på min første opgave som rejseskribent, og turen går til dette – i hvert fald for mit vedkommende – temmelig ukendte land.

Med en lettere følelse af ydmyghed over min egen mangel på geografisk viden kigger jeg diskret mod kontorets verdenskort, der hænger på væggen. Arh – dér er det jo.

En uge senere flyver jeg afsted med kurs mod Balkan for at blive klogere på dette land. Dette er min fortælling om Slovenien, dets betagende natur, gamle traditioner, folkets fascinerende tro på det overnaturlige, og hvorfor det er værd at besøge.

Slovenien Natur Landskab Rejser

Enestående omgivelser

Efter min mening er Sloveniens rå og samtidig fortryllende natur en overset perle af mange rejsende – og ikke mindst mig selv. Det lille land ligger i Centraleuropa og grænser op mod Ungarn, Kroatien, Italien og Østrig.

Alperne i nord river det ellers flade landskab op og skaber fantastiske bjergområder. Her lægger novembertågen sig tungt omkring tinderne og indhyller de mørkegrønne nåleskove i en mystisk dis.

Nedløbsvandet fra bjergene løber brusende gennem nationalparkerne som et utal af krystalklare floder, hvor Soča og Krka nok er dem, man kunne have hørt om før.

Vejret er mørkt og koldt på denne tid af året, og om natten til andendagen falder sneen. Ved dette syn ryster min slovenske rejseleder Petra på hovedet, for vi skal ud og køre i bjerge. Alligevel aner jeg et glimt af begejstring i hendes mørkebrune øjne.

Slovenerne er nemlig vilde med at være udendørs. Et lag af nyfalden puddersne er en uimodståelig invitation til at bruge en dag på langrend eller på løjperne, og jeg forstår det sådan set godt.

Mens vi bevæger os op ad de snoede bjergveje, fortæller Petra muntert om de mange ting, de elsker at lave især om sommeren: Kajak, cykle, svømme, vandre, og opremsningen fortsætter. Jeg er ikke i tvivl om, at hvis man elsker friluftslivet, så er Slovenien stedet at tage til.

Om sommeren springer landet ud i frodig vegetation og farvestrålende blomster, mens temperaturerne ligger omkring de 30 grader. Det lyder dejligt, men i dette øjeblik er det en anelse svært at forestille sig med mine iskolde tæer og sneen udenfor.

Faktisk går slovenernes kærlighed til at udfordre sig selv i den bakkede natur så langt, at det er velset, at man mindst én gang i sit liv bestiger landets højeste bjerg Triglav, som er lidt over to kilometer højt.

Jeg spørger Petra, om hun også har gjort det. “Selvfølgelig,” svarer hun og griner. “To gange endda”.

Hvis turen går til Slovenien, er et udendørseventyr i smukke natur derfor næsten et must.

Bled eller Como-søen?

Ud af de mange natursteder vi skulle nå at opleve på fem dage, glædede jeg mig især til at se Bled-søen. Kendt for sin ikoniske hvide Maria-kirke placeret i midten af det smaragdgrønne vand omringet af bjerge. Præcis som jeg havde set på billeder.

Da vi nåede frem, lå de grå skyer lavt hen over dalen. Vandets næsten sorte farve gav mig meget lidt lyst til at skulle krydse søen i en træbåd uden køl. Som i øvrigt også er den eneste måde at komme ud til kirkeøen på.

Dog lod jeg mig fortælle, at Bled på sommerdag kan sammenlignes med Como-søen i Italien. Efter den bemærkning måtte jeg lidt skuffet indse, at når man rejser til Slovenien, så er november måske bare ikke er den bedste måned at besøge disse seværdigheder i.

Heldigvis viste det sig, at der er andre ret imponerende muligheder for at opleve den slovenske natur, hvor man hverken er afhængig af vejr eller årstid. 50 km syd for Ljubljana ligger Postojna-grotterne nemlig. Det er et snørklet virvar af tunneller, som består af millioner af år gamle stalagmitter og stalaktitter.

Til sammen danner de imponerende naturlige dekorationer i de enorme hulrum. Med tog bliver man fragtet dybt ind i undergrunden, hvor temperaturen ligger på omkring 9 grader året rundt, så varmt tøj er nødvendigt.

Trine Søgaard - Slovenien - Predjama Slot - bjerg - turen går til

Middelalderslotte og heksekunster

Hvis turen går til Slovenien, vil du se, at landet bærer tydeligt præg af at være et land med en lang historie. Alle steder finder man levn fra en storslået fortid. Med sine strategiske placeringer troner gamle middelalderslotte på bjergtoppe og endda midt i hovedstaden Ljubljana. Og Predjama-slottet ser ud til at udspringe fra en klippevæg midt i den vilde natur. Dette er virkelig et imponerende syn.

Dette afspejles lige så vel i nogle af landets små byer, hvilket bliver tydeligt, da vi passerer gennem Radovljica til fods. Denne lille landsby er en af de bedst bevarede i Slovenien, og byens charmerende barokarkitektur er betagende.

Mens vi bevæger os langs hovedgaden, får jeg øje på en velkendt skikkelse gennem porten til en baggård. Det var Jesus på korset udskåret i en stor træfigur. Men dette syn er faktisk ikke usædvanligt, når man rejser til Slovenien.

Mange steder langs de øde og snoede landeveje finder man disse forpinte Messias-statuetter slået op på en pæl samt små kapeller med mindelys. Måske er det ikke så underligt endda, da over halvdelen af den slovenske befolkning tilhører den kristne kirke. Men mest interessant er, at her i landet findes tro i mange former.

Banner rejsekonkurrence
Slovenien Landsby Rejser - turen går til Slovenien

Charmerende landsbyer i Slovenien

I selv samme by, Radovljica, bød en middag blandt andet på grønsagssuppe krydret med tørrede blomsterblade. Alt groet og høstet af den lokale heks, der dyrkede afgrøderne efter solens og månens cyklus. Denne henkastede bemærkning fik mig til at spærre øjnene op, men den var god nok.

Troen på hekse og magiske ritualer stammer helt tilbage fra det 17. århundrede. Dengang mente slovenerne, at nogle mennesker besad evnerne til at spå i fremtiden, kaste besværgelser og endda helbrede de syge.

I dag handlede denne heks’ høstritual dog knap så meget om magisk udøvelse. Det handlede snarere om det at føle sig forbundet med naturen. Et behov man hurtigt fornemmer, at mange slovenere har, men det gør det ikke mindre fascinerende.

På trods af en betydelig økonomisk vækst efter selvstændiggørelseni halvfemserne er Slovenien et land, jeg som skandinav oplevede at kunne rejse billigt i.

Men i yderkanterne fornemmer man en livsstil, der har været – og til dels stadig er – præget af fattigdom. Til gengæld er det under netop disse vilkår, jeg andre steder ude i verden utroligt nok har oplevet den største gæstfrihed. Samme gæstfrihed møder du, når du rejser til Slovenien.

Trine Søgaard - Slovenien - Zorenci

En blodig tradition

I landsbyen Zorenci møder jeg Nataša, der med åbne arme og uden at kunne et ord engelsk inviterer os på middag i hendes lille bed and breakfast. I timevis har den lille sorthårede dame stået i køkkenet.

Her har hun formået at sammensætte et overdådigt bord af traditionelle retter. Hun har lavet suppe, and og svinekød, som hun serverer for os i stuen under hovedbygningen, der tidligere har fungeret som stald.

Da jeg senere – lettere omtåget af mæthed – bevæger mig ud for at kigge på de frosne marker og sneklædte bjerge omkring byen, bryder et skingert hvin pludselig den idylliske stilhed. Jeg forfølger nysgerrigt lyden ind i midten af naboens gård. Her viser det sig, at en flok mænd er i færd med at tage livet af en skrigende gris.

Humøret er højt! De omkringstående kvinder forklarer venligt på gebrokkent tysk, at de i Slovenien har tradition for at slagte en gris, når den første sne er faldet. Imens dør hylene ud, og lugten af blod blander sig langsomt med røgen fra skorstenen og stanken fra stalden. En kvalmende cocktail.

Kun en enkelt gang før i mit forskånede liv har jeg set et større dyr blive slået ihjel med de bare menneskenæver. Måske er det derfor, at denne oplevelse virker en smule overvældende, mens den står på. Men sådan foregår livet nu engang i den lille slovenske landsby.

Og denne særlige tradition – og meget autentiske del af landets kultur – ville jeg ikke have været foruden. En ældre kone med skæve tænder rækker mig et glas sød hvidvin. “Na zdravje!” bliver der råbt, og vi skåler sammen, som var vi gamle venner.

Uanset hvordan du rejser til Slovenien, har landet meget at byde på. Om så man gerne vil se smuk natur, spændende historie, en særlig kultur eller det enormt venlige folkefærd. Tilsammen udgør de en perlerække af oversete og unikke oplevelser. Lige præcis det gør dette land til sin helt egen og uden tvivl et besøg værd for de eventyrlystne.

God rejse!

find et godt tilbud banner 2023
Slovakiet - Bratislava - Rejser til Slovenien - turen går til Slovenien

Hvad skal man se i Slovenien? Seværdigheder og attraktioner

  • Triglav nationalpark
  • Bled-søen
  • Postojna-grotterne
  • Predjama-slottet
  • Byen Radovljica
  • Vitgar-kløften
  • Bohinj-søen

Vidste du: Her er de 7 byer i Europa med flest solskinstimer

7: Nice i Frankrig – 342 timer/måned
6: Valencia i Spanien – 343 timer/måned
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

RejsRejsRejs var inviteret med på rejse af I Feel Slovenia – Slovenian Tourist Board. Holdninger og kommentarer er som altid vores egne.

Om forfatteren

Trine Søgaard, medredaktør

Trine er medredaktør, og har uddannelse i kommunikation fra AAU - og så er hun enormt rejseglad. Hendes passion for at rejse viser sig på længden af listen over besøgte lande, hvor hun tilmed har boet i Australien og på Zanzibar. I fritiden er Trine kreativ, og bruger meget energi på at fotografere. Hendes glæde for at dokumentere sine oplevelser har siden hen betalt sig, da en udgivelse i bl.a. Lonely Planet blev springbrættet til ønsket om at arbejde i rejsebranchen.

Tilføj kommentar

Kommentér her

Nyhedsbrev

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Inspiration

Rejsetilbud

Facebook coverbillede rejsetilbud rejser

Få de bedste rejsetips her

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.