Jul i Israel og Palæstina – en uforglemmelig rejse til det hellige land er en rejseberetning skrevet af Anna Le Dous
Jul i Israel og genforening i Palæstina
“Vær ekstra forsigtig i hele Palæstina”, står der på Udenrigsministeriets hjemmeside.
Advarslerne er mange, og mediernes gør deres for at afskrække turisterne ved at fortælle om spændingerne imellem Israel og Palæstina. Man har hørt om Betlehem fra Bibelen og fra fortællinger om Jesu fødsel. Nu ville jeg opleve jul i Israel, i Fødselskirken og samtidig besøge min palæstinensiske veninde. Og heldigvis kunne julefreden sænke sig i julens hjemby.
Lorees og jeg lærte hinanden at kende på Løgumkloster højskole i 2004. Hun bor på Vestbredden. Den høje mur, som adskiller Vestbredden fra Israel, forhindrer hende i at rejse frit. I 2008 inviterede jeg hende til at holde jul hos mine forældre i Danmark. Det lykkedes hende at få visum, fordi jeg lavede en skriftlig invitation, hvor jeg skrev under på, at hun kunne bo hos mig, og at jeg ville dække hende økonomisk i perioden, hun opholdt sig i Danmark.
Det var sidste gang, vi havde set hinanden. Da jeg meddelte hende, at min mor og jeg denne gang havde planlagt at holde jul i Israel hos hendes familie, svarede hun: “I can’t wait to see you. Thank you so much, that you will come to visit us here.” Det er ikke mange gæster fra udlandet, man får besøg af, når man bor i Palæstina, for mange europæere vælger andre rejsemål.
Om der vitterligt er farligt, eller om medierne planter en ubegrundet frygt i folks hoveder, ved jeg ikke. Jeg oplevede i hvert fald, at venner og bekendte i ugerne op til min rejse spurgte, om jeg turde tage derned nu, hvor der var uroligheder. “Er der ikke altid uroligheder?”, svarede jeg, for jeg er mere bekymret for at blive ramt af influenza end for at blive udsat for noget ubehageligt på en rejse.
Lorees var som sagt glad for meddelelsen om mit besøg. Hun glædede sig til at se mig og var også stolt af at kunne vise sit land frem og være min guide.
Jeg fløj til Tel Aviv; byen som blandt andet er kendt for at være verdens homo-hovedstad. Byen med plads til forskelle. Byen med strandpromenade, fest og farver. Byen man ikke skal tage til, hvis man er typen, som går tidligt i seng.
Den type bliver jeg aldrig. I lufthavnen blev vi hentet af en handicaptaxa fra firmaet Israel4all, som jeg havde booket hjemmefra. Jeg var blevet lovet “a large van”, og havde ud fra den beskrivelse forestillet mig en minibus af minimum samme størrelse som min egen.
Min mor, hjælper og jeg samt vores bagage kunne lige akkurat være i bilen, men der havde heller ikke været plads til så meget som en ekstra håndtaske. Alt er relativt. En amerikaner ville have forstået noget andet ved “a large van”…
Læs mere om nabolandet Jordan her
Krejlermentalitet og køreramper
Selv om man har rejst meget, lærer man altid noget nyt. Jeg lærte, at når man hjemmefra booker transport via en hjemmeside, hvilket man ofte bliver nødt til, fordi der kun findes ét firma, der tilbyder handicapvenlig transport, så skal man bede om at få billeder af køretøjet, så man kan sammenholde det med prisen, og sikre sig at man ikke bliver fuppet.
Jeg kender den arabiske ‘krejlermentalitet’ fra basaren, hvor de dygtige sælgere argumenterer for, hvorfor lige netop deres silketørklæde koster det dobbelte af dét, som naboen sælger, der til forveksling ser ligesådan ud, men som naturligvis er i en meget ringere kvalitet.
I den slags lande er prisen for varen ikke fastsat på forhånd, hvilket man glemmer, når man hjemme foran computeren aftaler pris for et køretøj. Lorees havde en midlertidig tilladelse til at krydse grænsen imellem Israel og Palæstina og kom til Tel Aviv for at møde mig der.
Gensynsglæden var stor. Der var meget at tale om, når man ikke havde set hinanden i mere end ti år. På køreturen fra Tel Aviv til Betlehem havde vi således en ekstra passager i den i forvejen alt for lille handicapbil, og da jeg havde forsøgt, men ikke havde haft succes med forhandlingen om en større bil, blev løsningen at sætte alt bagagen op på taget. Heldigvis regnede det ikke den dag.
Vi krydsede grænseovergangen og den store mur imellem Israel og Palæstina og kørte fra et moderne vestligt samfund over i et fattigt betonområde. På den palæstinensiske side mærkede man straks trafikkaos og mennesker, der talte højlydt – den ægte arabiske kultur, som virker overvældende, når man kommer fra den vestlige orden og struktur.
Vi gik en tur igennem byen og ville ind i den lutheranske kirke i Betlehem, hvor der samme eftermiddag blev holdt gudstjeneste, som blev transmitteret til Washington. For en sikkerheds skyld tjekkede jeg tilgængeligheden, inden arrangementet gik i gang. En lang og solid trærampe snoede sig langs trapperne og rundt om flere hjørner.
Det havde nok været meningen, at den skulle have haft en praktisk funktion, men i virkeligheden var den mest af alt et arkitektonisk element. Det viste sig nemlig, da jeg begejstret kørte op ad rampen, at døren, som den førte op til, var låst.
Præsten og kirketjeneren blev sat på opgaven at finde nøglen til døren, som tilsyneladende var blevet væk. De fandt den ikke, så jeg måtte følge rampen ned igen, imens jeg overvejede, hvornår der mon sidst havde været en kørestolsbruger inde i kirken.
Lyt til rejsepodcast om Palæstina
Januar-jul i Israel-Palæstina på ortodoks manér
Juleaften blev en anderledes oplevelse. Til morgenmaden var vi de eneste gæster på hotellet, hvilket vi undrede os over, da der var masser af turister i byen. Efterfølgende fortalte receptionisten, at hotellet havde haft mange reservationer, men gæsterne havde meldt afbud.
Det sker, forklarede hun, at israelerne dramatiserer mindre hændelser på den palæstinensiske side, så turisterne føler sig mere trygge ved at bo i Jerusalem – dvs. på den israelske side af muren – hvorfra de i store busser laver dagsudflugter til Palæstina og besøger Fødselskirken. Således lægger turisterne pengene i Israel, mens hotellerne i Palæstina står tomme.
“Men her hos os er der generelt meget sikkert”, fortsatte hun. Sikkerheden mærkede man i hvert fald senere på dagen, hvor der var mere militær i gaderne, end der var gæster til midnatsgudstjenesten. Hjemmefra havde jeg forsøgt at få billetter til Fødselskirken, men de var udsolgt. “Jeg skal nok skaffe billetter til jer.” sagde Lorees overbevisende, og det gjorde hun.
Den arabiske kultur er anderledes end vores. Hvis man har de rette forbindelser og har talegaverne i orden, så kan man fikse alt med kort varsel, for intet er mere fast, end at det kan ændres. Og møder man nogen, man kender på sin vej, så bliver tiden glemt og dagsplanen sat på timeout. Inden vi tog til midnatsgudstjenesten i Fødselskirken, inviterede Lorees på middag hjemme hos hendes søster.
Familien er kristen – græsk ortodoks – og fejrer først jul den sjette januar. Middagen stod hverken på and eller flæskesteg, men på et væld af lækre arabiske specialiteter. Første og anden juledag lavede vi udflugter med den eneste handicaptaxa med lift i Palæstina, som Lorees havde skaffet. Vi var hjemme hos Echlas i en palæstinensisk flygtningelejr, hvor hun bor sammen med en af sine søskende.
Echlas har Spinal muskelatrofi. Hendes hjælpere er unge fra Tyskland, som typisk tager et par måneder til Palæstina efter gymnasiet for at arbejde frivilligt. De frivillige bor hos Echlas og hjælper hende. Til gengæld får de gratis kost og logi og arabisk-undervisning. Efter tre måneder rejser de tilbage, og hun skal igen finde en ny frivillig.
Begreber som “rekruttering” og “fastholdelse” af hjælpere får en helt anden betydning i sådan et system. Man får sat vores forhold i perspektiv, når man oplever, hvordan livet med muskelsvind også kan være. De sidste dage boede vi i Jerusalem. De tre religioner jødedommen, kristendommen og islam forbinder alle deres historie med begivenheder, som har fundet sted i denne by.
Find flybilletter til Tel Aviv i Israel her
Det hellige land
For jøderne er Jerusalem byen, hvor templet har stået, hvoraf Grædemuren i dag er den eneste rest, som står tilbage. For de kristne er det byen, hvor Jesus blev korsfæstet. For muslimerne var det herfra, Muhammed steg op igennem de syv himle på sin natlige rejse. Således har hver religion deres eget område i byen.
Betlehem og Jerusalem ligger et kvarters kørsel fra hinanden, men det er to forskellige verdener. Dem, som bor på den Israelske side af den høje betonmur, kan nemt krydse grænsen, imens min veninde, Lorees, som bor på den palæstinensiske side, ikke må passere grænsen med sin egen bil og i øvrigt kun kan krydse den, hvis hun har en tilladelse.
Jeg er spændt på, hvor i verden Lorees og jeg skal holde jul sammen næste gang. Venskaber på tværs af grænser og kulturer er inspirerende. Hvis man vedligeholder sådanne venskaber, får man oplevelser, man ellers aldrig havde fået. Selv de højeste betonmure kan ikke skille venner ad.
God tur og glædelig jul i Israel og det hellige land.
Tilføj kommentar