RejsRejsRejs » Seneste indlæg » Rejsemål » Afrika » Egypten » Himmelstormernes perfekte kroppe på Giza-sletten
Egypten - Giza - pyramiderne
Egypten

Himmelstormernes perfekte kroppe på Giza-sletten

 

Kan man se et billede af en seværdighed så tit, at man tager den for givet? Også uden at man selv har været der? Prøv at lukke øjnene og tænk Macchu Pichu, Keops-pyramiden, Den kinesiske mur eller et andet sted, som man som berejst altid har haft et billede af inde i hovedet – også inden, man kom bare i nærheden af at opleve det selv. Man ser det, men forstår først hvorfor, man har billedet i hovedet, når man er der.

Ok så, nu vi alligevel skulle forbi Cairo og det suveræne ægyptiske museum, kunne vi da lige så godt futte ud i ørkenen og kigge på de obligatoriske pyramider. Hvor Mallorca-turistagtigt det end lød, havde vi taget beslutningen om at tage turen derud. Skræmmehistorierne var ellers mange og fordelte sig ligeligt mellem moderne trusler, som røvirriterende postkortsælgere og fanatister med skydekløe, til mytiske historier om pyramide-virus og faraonernes forbandelse over dem, der forstyrrede gravfreden.

Vi havde på det tidspunkt allerede mødt faraos forbandelse i form af den obligatoriske dårlige mave og tænkte, at det nok ikke blev værre end det. Således opmuntret begav vi os afsted i en lille turistgruppe. I en alt for ny bus, i en alt for fattig hovedstad, til et alt for kendt sted.

Se mere om forfatteren Jacob Gowland Jørgensen her

 

Monumenter i ørkenen

Tågen af smog og sand letter, og vi kan se de ikoniske former træde frem. Ørkenens storhed tager over som vi nærmer os, og selvom vi kun er ganske kort vej fra Nilen og Cairo, sniger stilheden sig ind. Vi går hen imod pyramiderne på Giza-sletten, og uden at tænke over hvorfor, går jeg målrettet hen og klapper Keops-pyramiden. Nok bare for at være helt sikker på, den er der. Guiden kaster om sig med astronomiske tal, og med pyramiden inden for klappevidde brænder virkeligheden sig fast på nethinden. Da vi hører, at dette her monumentale og helt igennem overvældende gravsted er bygget med sten fra inderst til yderst, fra bund til top, i en flad ørken uden rigtige sten, forstår vi hvorfor vi er her. Hvorfor der er en grund til at ikonet blev et ikon, som alle børn kan tegne. Et vidunder i den gamle og nye verden. En magtdemonstration så stor, en tro så dyb og en effektivitet så bragende, at det ikke kan forstås, kun opleves. Vi kigger op, og ser skyerne drive forbi lige over toppen. Vi lytter kun med et halvt øre til historien om, at denne mastodont var den højeste bygning i verden i over 3800 år.

Sådan kommer du nemt til Egypten

Der er en stribe danske rejsebureauer der arrangerer ture til Egypten, blandt andet Atlantis Rejser, Stjernegaard og Albatros Travel, både rundrejser og deciderede charterture. Det kan anbefales at tage på et nil-krydstogt fra Luxor til Aswan, og selvfølgelig at få set pyramiderne ved Cairo. Egypten er helt oplagt, hvis du har brug for tør varme og sol i fx januar og februar, hvor det er behageligt varmt.

Vi har samlet flere tips og tricks til hvordan du planlægger din næste rejse i vores store rejseguide her.

Hvis du vil være sikker på, at få rejsenyheder om Egypten kan du tilmelde dig nyhedsbrevet her – det kommer 1-2 gange om måneden.

I denne boks er der links til en eller flere af vores samarbejdspartnere. Hvis du vil læse mere om, hvordan det foregår, så se her.

 

Himlen er nær

Pyramide - egyptenKhefre-pyramidens intakte top stråler på en overjordisk facon og suger vores blikke og fantasi til sig. Vi får helt uvante og besynderlige tanker om intergalaktiske forbindelser, og bliver næsten glade for, at der alligevel har sneget sig en enkelt postkortsælger ind, der kan få os ned på jorden igen. Han er nu helt fredelig, måske fordi politimanden på kamelen holder et vågent øje med ham. Vi sniger os ud af gruppen, og bevæger os rundt om værket med andægtig respekt og blikket stift rettet mod himmelstormerens perfekte krop. Det kan godt være, at Keops er den største i kvadratmeter, men Khefre er den største i oplevelser.

Egypten - sphinx - rejser

Gudernes værk er bevogtet af Sfinxen med det listige smil og de store poter, og vi får klikket mange gange på de medbragte kameraer. Kættersk tænker vi, at det er synd, at Sfinxen har en dårlig hårdag med mange fugle på issen og i boksernæsen, men det gør ikke noget. Der skal meget mere end en dårlig hårdag til at ødelægge en så fuldendt rejseoplevelse, og verdens officielle vidundere er nu kommet med på listen over steder, vi nok bare skal hen. For andres billeder i hovedet er godt, men billeder, man selv har taget, er nu engang bedre.

Vil du have historien med på rejsen? Læs mere her

 

Banner RejsRejs Rejs Early booking  

Om rejseskribenten

Jacob Gowland Jørgensen, redaktør

Jacob Gowland Jørgensen, redaktør

Jacob er en munter rejsenørd, der har rejst i over 90 lande fra Rwanda og Rumænien til Samoa og Samsø. Jacob er medlem af De Berejstes Klub, hvor han har været bestyrelsesmedlem i fem år, og han har en omfattende erfaring med rejseverdenen som foredragsholder, magasinredaktør, rådgiver, forfatter og fotograf. Og naturligvis vigtigst af alt: Som rejsende. Jacob nyder både at rejse traditionelt som fx bilferie til Norge, krydstogt i Caribien og storbyferie i Vilnius, og mere ud-af-boksen rejser som solotur til Etiopiens højland, road trip til ukendte nationalparker i Argentina og vennetur til Iran.

Jacob er landeekspert på Argentina, hvor han har været 10 gange indtil videre. Han har tilbragt næsten et år i alt på at rejse igennem de mange forskelligartede provinser, fra pingvinlandet i syd til ørkener, bjerge og vandfald i nord, og har også boet i Buenos Aires i et par måneder. Derudover har han særlig rejseviden om så forskellige steder som Østafrika, Malta samt landene omkring Argentina.

Udover rejseriet er Jacob en hæderlig badmintonspiller, Malbec-fan og altid frisk på et brætspil. Jacob har desuden haft en karriere i kommunikationsbranchen i en årrække, senest med titel af Communication Lead i en af Danmarks største virksomheder, og har i en del år desuden arbejdet med den danske og internationale mødeindustri som konsulent, bl.a. for VisitDenmark og Meeting Professionals International (MPI).

Kommentér

Kommentér

Nyhedsbrev

Nyhedsbrevet sendes ca. to gange om måneden.

her.

Rejsebilleder fra RejsRejsRejs

Find fly, hoteller, billeje og rejser her

Rejsebilleder #RejsRejsRejs

Rejsesjov på RejsRejsRejs

Bliv rejseklogere her

Har du læst denne her?

Show Buttons
Hide Buttons