RejsRejsRejs » Seneste indlæg » Rejsemål » Australien og Oceanien » New Zealand » New Zealand: Sydøen fra Christchurch til Queenstown
New Zealand Milford Sound Klipper Rejser
New Zealand

New Zealand: Sydøen fra Christchurch til Queenstown

New Zealand er verdens bedste land til road trip. Jakob Linaa Jensen tager dig med ud af landevejen på Sydøen.

Af Jakob Linaa Jensen

Jeg har i mange år drømt om at komme til Sydøen i New Zealand. Mange har omtalt New Zealand generelt som verdens bedste rejseland, og kombinationen af europæisk civilisation og fremmedartet natur virkede tillokkende. I vinteren 2017-18 gennemførte jeg turen. Det blev til to en halv uge på Nordøen og tre uger på Sydøen. Dette er første del beretningen om turen på Sydøen. Turen går fra Christchurch til Queenstown. Læs også om første del af rejsen I verdens bedste rejseland, New Zealand: den smukke Nordø.

Her er et godt flytilbud til Wellington – tryk på “se tilbud” for at få den endelige pris

New Zealand Sydøen Nordøen Kort Rejser

Christchurch, sydøens hovedstad

Christchurch er blandt andet kendt fra filmen Heavenly Creatures, instrueret af en ung Peter Jackson og med Kate Winslet i rollen som en af to skolepiger, der myrder den enes mor. Filmen er baseret på en virkelig hændelse i 50erne. Både Christchurch Girls High School og Canterbury University, hvor Kate Winslets professorfar arbejder, er flyttet siden dengang.

Her er et godt flytilbud til Auckland længere mod nord – tryk på “vælg” for at få den endelige pris

Og meget andet er forandret i det tidligere meget victorianske Christchurch. Bymidten blev nærmest totalt ødelagt af jordskælvet i 2011, og der er meget, der ikke er genopbygget, og som ligger hen som tomme grunde eller ligefrem stadig er klar til nedrivning.

24 sekunder, der ændrede byen

Det var forfærdelige 24 sekunder dengang i 2011, hvor byen mistede sin sjæl. Forstæderne udenom er ret normale, bortset fra bebyggelserne langs de sandede flodbredder, der faldt sammen som korthuse.

Men det klassiske Christchurch er væk, byens sjæl er styrtet i støv, og indbyggerne kæmper stadig med traumerne. Katedralen står som ruin som et symbol på det, der var, og på langsommelighed i forhold til at bestemme, hvad der skal ske med den. Klokketårnet er helt væk, og midterskibet er åbent bagtil stivet af med jerndragere. Man har søgt at skjule tragedien med kunstværker udenom.

Her er et lækkert hotel i Christchurch – tryk på “se tilbud” for at få den endelige pris

Jeg bor hos en flink dame, Denise, i et hus bygget efter jordskælvet, hvor jeg har lejet en lille fin studiolejlighed. Hun er sød og vil gøre alt for sine gæster. Aftensmaden indtages på endnu et fint bryggeri, Cassels & Sons, hvor jeg får fire ganske ok øl, og stemningen er god.

New Zealand Banks Peninsula Camping Sydøen Rejser

Første nat på roadtrip

Næste morgen snakker jeg en del med Denise, der fortæller mig om jordskælvet og tiden efter. Det er langs flodens bredder, at jorden har været løs, og husene er styrtet mest i grus. Ud over bymidten er de østlige forstæder hårdest ramt. Hele kvarterer forsvandt i rystelserne, og de er stadig ikke blevet genopbyggede.

Her er et godt billejetilbud til Wellington – tryk på “se tilbud” for at få den endelige pris

Midt på formiddagen kører jeg mod Canterbury University, hvor jeg skal mødes med Donald, en god kollega, og hans danske ph.d.-studerende Jakob. Det bliver en lang og hyggelig faglig snak i en nyere betonbygning opkaldt efter Karl Popper. Hernede hylder man stadig oplysning.

Herefter går jeg en tur i byens fine botaniske have og pakker bilen om, inden jeg kører ud af byen mod Banks Peninsula. Det er en lang tur gennem sandbanker og ud til halvøen, hvor jeg tager den meget flotte Summit Drive på kanten af en gammel vulkan med storslåede udsigter til begge sider. Jeg overnatter på en fin campingplads ved vandet lige ud til en uberørt bugt. Det er første nat i bilen, og jeg sover godt.

New Zealand Akaroa Grønne Sydøen Muslinger Rejser

On the road

På vej væk derfra går det videre ad Summit Drive på kanten af et af de gamle kratere. Akaroa nede ved vandet viser sig at være en hyggelig by med en fin havnefront med små søde butikker og restauranter. På Akaroa Fish and Chips får jeg en dejlig portion grønne muslinger, og så kører jeg videre tilbage mod hovedlandet.

Det er igen en kringlet vej, hvor Little River er den eneste ‘by’. Inde i landet skyder jeg genvej ned til Hovedvej 1, og så er jeg på vej mod syd og Timaru, som har en fin lille georgiansk bykerne med facader.

Se dette fede rejsetilbud: Tag til New Zealand og oplev naturen

Videre går det mod Oumaru, som har en gammel havn med industribygninger, der lige så godt kunne ligge på Londons dokker i Dickens’ tid. Her er fint, og man gør en dyd ud af at udstille de mange gamle maskiner.  Der er fine antikvariater og en stor ‘mall’ med kunst og whisky. Jeg drikker en ‘smageplanke’ på Scotts Brewery og får en fantastisk pizza med kylling, chorizo, bacon og mozzarella.

Det fantastiske dyreliv ved Dunedin

Næste dag går det mod Dunedin ad en sommerlig kystvej tæt på vandet og med grønne skrænter, der minder om Vesterhavet.

Første stop er de berømte runde sten på stranden ved Moriake. Ingen ved, hvorfor de er runde, men de står der som noget fra en anden planet. De har været her meget længere end nogen af os; stenenes tid er en anden end menneskenes. Men de virker bløde, indbydende, man får lyst at røre ved dem. Nogle har form som skildpaddeskjolde, andre er bare helt runde.

Ved fyrtårnet i nærheden er der et stort liv af sæler, måger og også et par pingviner. Det er et smukt sted, hvor jeg godt kunne være blevet længere. Men jeg skal videre ned mod Dunedin.
Selve byen skuffer lidt. Byens berømte Emersons Brewing er ejet af broderen til Helen, som jeg mødte på en tur rundt i det sydlige Afrika. Richard er ikke selv hjemme, men hans bryggeri er stort med en glimrende restaurant og udmærkede øl. Her startede den New Zealandske ølrevolution, og siden har man ikke set sig tilbage.

Ude af byen går det til Otago Peninsula. Det er en smuk kringlet tur langs vandet med mange gode fotomuligheder af den smukke bugt på sydøen.

Sydøens unikke havfugle

Men den store attraktion er albatrosserne, de mægtige havfugle, der holder til på et næs yderst på halvøen.

Vandrealbatrossen har et vingefang op til 3,3 meter, men her er det kongealbatrosser, der ”kun” kan have et vingefang på 3 meter. De kan blive op til 65 år og vejer 7 kilo. De kommer kun på land for at parre sig og får som regel kun et æg, så der skal nogle gange til for at holde bestanden i live. De kan leve hele deres liv på havet, og guiden Tom viser hvordan, de kan flyve hele vejen rundt om Antarktis i deres jagt på føde. Ægget vejer 450 gram og ligger godt i hånden. De ruger 11 uger, mere end nogen anden fugl, og hannerne og hunnerne skiftes til at ruge og hente mad.

Efter disse interessante oplysninger er det tid at se dem fra et skjul i terrænet. Jeg synes, vi er langt væk, når vi nu har givet 50 dollars, men det er stadigvæk en oplevelse at se de store fugle på reden, når man tidligere kun har set dem på havet.

Herefter går jeg ud og en tur langs klipperne, hvor der er et liv af havfugle, herunder de rødnæbede måger, der efter sigende er udryddelsestruede. Det kan man nu ikke se her, hvor de spankulerer hjemmevante rundt mellem bilerne. Det er smukt at se Stillehavet skylle op mod klipperne, og jeg føler mig i harmoni med verden.

Et fyrtårn viser vej

Næste dag går det for alvor mod sydkysten. Første stop er Kaka Point, en lille surferby med 200 sjæle og ikke meget andet. Videre går det mod Nuggets Point ad en flot kystvej med mark- og strandblomster i gult.

Ude ved fyrtårnet er der et godt stykke vej at gå ad en smuk snoet vej langs vandet. Her er udsigter til stejle kipper og fuglefjelde, og der er varmt og sommerligt med alskens planter, der har overtaget de stejle skråninger.

Søfugle ligger på reder på klipperne, og nede i vandet svømmer pelssæler rundt. En mor med to unger ligger og nyder formiddagssolen i det lave vand. Fluer summer, og fugle dykker mod havet på jagt efter føde. Der er små poetiske skilte, der beskriver dyreliv og landskab: Caitlins kyst, et sted for luft og drømme. Nuggets Point, hvor havet møder klippen, hvor vinden møder tidevandet. Smukt.

Og så er der fyrtårnet, som er bygget i 1870 og et resultat af flere forlis i dette klippefyldte farvand. Der er noget ved fyrtårne, der altid har fascineret.  Fra Lyngvig Fyr til disse fyrtårne er de symbol på retning midt i intetheden, på lys i mørket. Jeg har set fyrtårne i hele verden og vil gerne se mange flere.

New Zealand Sydøen Sydligste Punkt Skilt Rejser

Slope Point: Sydøens sydligste punkt

Videre langs sydkysten går det mod Waipape og Slope Point, New Zealands fastlands geografisk sydligste punkt. Der gøres ikke noget ud af det. Vejen går gennem marker, men omsider kan jeg se en lille oprejst tromle og et gult skilt, der forkynder det åbenbare. Selv om vi er langt mod syd i New Zealand, er vi kun halvvejs mellem Ækvator og Sydpolen. Det er utroligt at tænke sig.

Slope Point er New Zealands fastlands sydligste punkt rent geografisk, men symbolsk ligger det i Bluff. Derfor taler man også om New Zealand – fra Bluff til Reinga (sidstnævnte er det nordligste punkt).

Jeg starter med at se det maritime museum, som er beskedent og ikke noget særligt. Gamle ting og sager fra skibe, missiler, kaptajnsuniformer og udenfor en østersbåd. Det eneste lidt interessante er en lille udstilling om hvalfangst og så udstoppede modeller af de fire pingvinarter, der findes i New Zealand.

Jeg er ude igen et kvarter senere.  Så går det gennem byen ud til det symbolsk sydligste punkt, og jeg ser det berømte skilt, der markerer afstanden til en lang række steder.

Se de fede rejsetilbud til Oceanien her

New Zealand Roadtrip Motorvej Sydøen Rejser

Sidste stop på sydkysten

Tilbage i Invercargill får jeg tanket, og derefter går det mod Riverton, hvor jeg spiser lidt mad med udsigt over den lille havn. Jeg gør stop ved Gemstone Beach og McCrassken Point. Det er de sidste steder på sydøen, og nu kan man se bjergene, der går ud i vandet og strækker sig nordpå, så langt øjet rækker.

Læs alt hvad du skal vide om rejsen til New Zealand her

Jeg kører nu ind i Fiordland. Bjergene tårner sig op, og det er en flot tur i aftensolen. Jeg tjekker ind på en mølædt campingplads med schweizerhuse og små hytter og bliver indlogeret af en snakkesalig ældre dame med briller fra 50erne og et gebis, der slet ikke passer, og som hæmmer hendes linde talestrøm om alt fra vejret til amerikansk politik. Hun flyttede hertil for 52 år siden fra USA, som hun hader, men mener også, at NZ er ved at køre af sporet.

Vi bliver enige om det meste. I køkkenet laver jeg rigtig mad og planlægger de næste dage. Jeg sover omgivet af træer.

New Zealand Doubtful Sound Sø Sydøen Rejser

Historien om Doubtful Sound

Næste morgen regner det, men Doubtful Sound er et must her på Sydøen. Vi stævner ud gennem Lake Manapouri, og der er kun lejlighedsvise kig til bjergene, men man fornemmer stadig, det er en flot sø.

Efter en times sejlads mellem dens omkringliggende tinder, når vi frem til West Arm Power Station – et kæmpe vandkraftværk, der kan forsyne hele Sydøen med sine 180 MW energi, men som mest driver et aluminiumsværk i Bluff. Det er bygget i 1960erne, og fordi det var svært at transportere tingene ad vejen nede fra Bluff, sejlede man i stedet ind gennem Doubtful Sound og byggede vejen derude fra, over Wilmotpasset til kraftværket.

Det er New Zealands dyreste vej med 2 dollars per centimeter, men den er det værd, fordi den i dag gør Doubtful Sound tilgængelig for os. 800 mand arbejdede med at bygge værket. Mange boede her, og der var posthus, politi og butikker, mens 400 gifte mænd sejlede frem og tilbage ad søen hver dag.

Vi kører herfra over Wilmotpasset. Vi krydser mange floder, og turen tager en time, før vi er ude ved begyndelsen af Doubtful Sound. Det hedder sådan, fordi Captain Cook valgte ikke at sejle herind, fordi det var tvivlsomt, om der var vind nok til at føre ham ud igen. Senere sejlede spanierne ind, og de var dermed de første til at opdage stedet.

Tjek dette fede rejsetilbud ud: Tag på krydstogt gennem Oceanien

Her er vilde klipper formet af gletschere, og to tredjedele af dem er under vandet, så her er virkeligt dybt. På grund af dybden og en speciel saltblanding er her masser af fisk og dyreliv, man normalt kun ser på oceaniske dybder.

Derfor er her både delfiner, pingviner, koraller og masser af fisk, og på vej tilbage igen ser vi en stor hval – muligvis en blåhval – der blæser. Tågen letter lidt ind imellem, og vi ser fine tinder og ikke mindst mange vandfald, der fosser i dagens anledning.

Den berømte fjord, Milford Sound

Næste dag gælder det den mest berømte af fjordene her på sydøen, Milford Sound. Jeg har ligget om natten og lyttet bekymret til regnen, der har trommet mod bilens tag. Da jeg kigger ud klokken 8, er der ligefrem blå himmel, og vel fremme ude på molen kan man tydeligt se Mitre Peak i morgensolen. Det tegner godt.

Vi stævner ud og har med det samme vandfald til højre for os, godt fyldt op efter gårsdagens regn, selv om kaptajnen mener, de var flottere i går, da det regnede. Det ER en flot fjord, skabt af en kæmpemæssig gletscher, der i sidste istid gik op til de højeste tinder, dvs. 1600 meter over det nuværende havniveau.

Mitre Peak er omgivet af to mindre tinder og har en flot U-formet dal imellem sig. Det hævdes, at dette er verdens højeste bjerg, der går direkte ned i vandet. Langs klipperne ligger pelssæler og soler sig, og vi ser flere smukke vandfald, der lyser op med regnbuer i morgensolen.

Dale Point er en snæver passage, der gør, at fjorden ikke kan ses ude fra vandet og grunden til, at Captain Cook missede den. Vi vender, da vi er helt ude i det Tasmanske Hav. På vejen tilbage ser vi mange flere pelssæler og bliver sejlet helt ind under et vandfald, Stirling Falls, der gør os temmelig våde.

New Zealand Sydøen Milford Road Keafugl Rejser

Milford Roads fantastiske natur og fugle

Vel tilbage i land venter en endnu flottere tur, Milford Road, der nok aspirerer til den smukkeste tur, jeg nogensinde har kørt, inklusive den berømte Million Dollar Highway i Colorado.

Det starter næsten med det samme med vilde udsigter og brusende vandfald. På den anden side af Homer Tunnel – i sig selv en ingeniørmæssig bedrift – er der mange af de berømte og sjældne Kea-fugle, der flokkes om bilerne og prøver at bide ledningen til mine solceller over.

Jeg får mange skønne billeder af de sjældne fugle, der også kendes som bjergpapegøjer på grund af deres grønne bagparti. Det fortsætter med stejle bjergsider og vandfald, der fosser ned i rislende bække der gennemskærer de få flade enge.

God tur til sydøen og New Zealand!

Læs meget mere om at rejse i New Zealand her

Om rejseskribenten

Jakob Linaa Jensen

Jakob Linaa Jensen

Ud over mit arbejde som forskningschef i sociale medier på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er rejser min altoverskyggende interesse at rejse. Jeg har været i 102 lande på 7 kontinenter og er altid i gang med at drømme mig nye steder hen. Jeg er næstformand i De Berejstes Klub, hvor jeg har været medlem i 11 år og mødt en række af mine bedste venner.

Jeg har nok tænkt mere over livet end de fleste, hvilket har fået mig til at tage nogle meget bevidste valg. Jeg har eksempelvis valgt børn fra for at hellige mig karriere, rejser og livsnydelse. Jeg elsker at diskutere alt mellem himmel og jord med andre dejlige mennesker, meget gerne over god mad med passende drikkevarer til.

Min blog: Linaa.net

Kommentér

Kommentér