RejsRejsRejs » Seneste indlæg » Rejsemål » Australien og Oceanien » New Zealand » I verdens bedste rejseland, New Zealand: Den smukke nordø
New Zealand - flod - bjerge
New Zealand

I verdens bedste rejseland, New Zealand: Den smukke nordø

Banner RejsRejs Rejs
 

Jeg har drømt om i mange år at komme til New Zealand. Mange har omtalt det som verdens bedste rejseland, og kombinationen af europæisk civilisation og fremmedartet natur virkede tillokkende. I vinteren 2017-18 gennemførte jeg turen med et efterfølgende smut i Stillehavet sammen med min kæreste. Det blev til to en halv uge på Nordøen og tre uger på Sydøen. Dette er beretningen.

De fleste anbefaler, at man bruger mest tid på Sydøen. Det gjorde jeg da også, men Nordøen var overraskende interessant. Det værste ved New Zealand er den lange flyvetur. Selv med den bedste forbindelse tager det 26 timer, så jeg er kvæstet, da jeg efter ankomst sent om natten vågner i et privat B&B tæt på Auckland Airport. I en rød SsangYong kører jeg ved middagstid ud af Auckland og ned ad Hovedvej 1. Det er easy going, og folk kører meget civiliseret. Jeg drejer ad Hovedvej 2, og snart er jeg i bakket landbrugsland med fåredrift og små hyggelige gårde. Vejen bliver smallere og bakkerne omkring højere, som jeg kører ned og ind i Karangahake Gorge; en fin floddal, hvor floden har skåret sig ind i klipperne.

New Zealand - Waiohine Gorge - bro

Jeg stopper ved Waikino, som i sine velmagtsdage som mineby for kvarts og guld husede 700 indbyggere, havde to skoler og en fuldt udstyret by. I dag er det ruiner, men de gamle installationer står delvist tilbage, og den gamle jernbane tværs gennem klippen er nu cykelsti. Det er en fin tur ad hængebroer, men det er varmt, og jeg er træt efter rejsen, så jeg går ikke den hele.

Længere nede ad vejen finder jeg Owharoa Falls, som er et lille men pænt vandfald, hvor folk bader i det klare vand. Vejen er stadig ret snoet, som jeg kører ud mod kysten og Mount Maunganui.

Her er det åbenbart gå-i-byen-aften også om tirsdagen, og der er en atmosfære af surf og strand. Folk kommer ind nærmest i badetøj, og stemningen er afslappet. Mount Brewing er en ølbar med lokale øl, og allerede her får jeg et forvarsel om de fantastiske øl, der venter på hele turen. Jeg sidder i den varme aften med udsigt til gaden og nyder at være væk fra den kolde danske vinter. En musiker spiller rockklassikere live, og det gør han storartet. Jeg føler mig godt tilpas i dette land.

På rystende, rygende undergrund

Næste dag går det ned mod Rotorua, kendt som et af Nordøens højdepunkter på grund af dens varme kilder. På vejen går det forbi Te Puke, som erklærer sig som verdens kiwihovedstad – intet er for stort eller småt her. Ved Okore Falls, en samling fine vandfald gennem regnskoven, begynder det at lugte af svovl; et tegn på, at jeg nærmer mig Rotorua. Byen og søen er allerede synlige heroppe fra. Jeg tjekker ind på Spa Lodge – et ramponeret backpackersted midt på den gennemgående hovedvej men med en hyggelig gårdhave. Værelset lugter af gamle tæpper og megen brug af forskellig art. Byen bærer præg af en typisk nybyggerby med lave huse og uden meget stil. Der er dog pænt nede ved søen, hvor jeg ser de første boblende og rygende pøle. Hele byen hviler på vulkansk undergrund, og selv midt i private haver står der ofte dampsøjler op. Jeg kører ud til Whakarewarewa Forest, som er berømt for sine redwood-træer.

Læs mere om forfatteren Jacob Linaa Jensen her

 

Man har lavet et ‘tree top walk’ mellem de gigantiske træer, og det kan jeg ikke stå for. Det er en fin tur deroppe ad hængebroer og med masser af tavler, der forklarer alt muligt om træer, jeg ikke vidste. En lokal kunstner har lavet lamper af bæredygtige materialer, som hænger i træerne og lyser om natten. Jeg er stort set den eneste deroppe, og jeg tager mig god tid. Nede i jordhøjde er det en meget afvekslende og naturlig skov med masser af bregner og små vandløb igennem.

Sent om aftenen ankommer min gode ven Karl, og vi tilbringer nu de næste dage sammen. Første stop er Wai-O-Puto Thermal Wonderland et betagende landskab med en umiskendelig lugt af svovl. Her er rygende huller, kratere, hvor landskabet er faldet sammen under trykket fra vand og damp, og boblende mudderpøle. Den store attraktion er Champagne Pool i midten, hvis overskud af vand løber hen over de omgivende flader. Landskabet er et orgie af nuancer i gult, brunt, grønt og lyseblåt fra vandet. Det er de forskellige kemiske forbindelser, der giver farven. Gul er selvfølgelig svovl, grøn er mangan, rød er jern osv. Det er virkelig en palet af farver, der er på spil her, og i flere af søerne er der også saltaflejringer på kanten. Indbydende ser det ud, men man skal ikke bade. Vandet er op mod 90 grader her.

Næste stop er Te Puie. Her er flere mudderpøle, men ikke så mange farver. Top-attraktionen er de to gejsere, der efter sigende springer flere gange i timen, men det ser nu ud til, de springer hele tiden. Der er gang i den, og man bliver våd, hvis man kommer tæt på.

Vin, vin, vin

Vi har overvejet flere ruter sydpå, men vi beslutter os for turen gennem regnskoven ved Te Urewera, og det kommer vi ikke til at fortryde, selvom det er en lang tur. Turen går i starten gennem landbrugsland, men det sjove starter snart. Her er vilde sving, og det går op og ned gennem fin regnskov med floder, vandfald og først og fremmest vilde træer. De smukke landskaber fortsætter helt til Hastings, som sammen med Napier udgør et af New Zealands mest berømte vinområder, Hawkes Bay.

Første stop er meget passende et kombineret bryggeri og vingård. Abbey Winery, en smuk gammel rekonstrueret kirkebygning med et mikrobryggeri ved siden af. Her er dejligt sommerligt, omgivet af vinmarker og humleranker. Her er hyggeligt, og de lokale er på cykeltur eller på polterabend og spiser frokost her.

Næste aften overnatter vi i Napier lige ud til vandet. Man havde et kæmpe jordskælv i 1931, hvor størstedelen af byen blev lagt i ruiner. Man genopbyggede så bymidten i Art Deco, datidens stil, og det betyder, at Napier sammen med Miami Beach er verdens førende Art Deco-hovedstad. Byen huser også New Zealands nationalakvarium, som har blå pingviner, oceantunnel med hajer og rokker samt fine tropiske fisk.

Uden for Napier ligger Gimblett Gravels, som er blevet et meget berømt vinområde de senere år. Området blev voldsomt præget af jordskælvet i 1931, hvor hele landskabet flyttede sig og masser af jord blev vendt. Floderne ændrede løb, så det bedste område med den megen mineralske jord ligger mellem to vandløb i læ af en stor bakkekam. For bare 40 år siden var der ingen vinmarker her, men siden er det gået stærkt, og der er rift om jorden, hvor hver vingård har mange forskellige små marker præcis som i de store områder i Frankrig, hvor man deler de bedste Grand Cru-marker. Vi besøger det ældste og mest berømte sted, Mission Estate, grundlagt af munke i 1851, som er NZs ældste vingård. Det er et klassisk sted med gamle stuer med egetræspaneler og udsøgte antikviteter. Vinen fejler heller ikke noget, og servicen er formel og upåklagelig. Her er dejligt og en stemning af verden af i går, som jeg også har fundet den på vingårde i Chile.

New Zealand - vinmark - landskab

Det er blevet tid for Karl til at vende hjem til kulden efter nogle dejlige dage sammen. Jeg kører sydpå gennem Norsewood, som er en gammel norsk nybyggerby, der dyrker sin norrøne fortid med stavkirker, værksteder og i det hele taget en dyrkelse af det nordiske. Her er hyggeligt og stille og kun enkelte ældre mennesker på tur. Længere mod syd er det mindre interessant i den påståede danske by Dannevirke, der kun har en dansk mølle på hovedgaden og et byskilt med en kopi af Harald Blåtand som et vidnesbyrd om en mulig dansk forbindelse. Selve byen er træls; en lang hovedgade omgivet af villaveje, og jeg kører hurtigt videre.

Mit næste stop er Martinborough, et berømt lille vinområde. Jeg indlogerer mig på Margrain Vineyard Estate. Jeg når at smage deres vine samt besøge to andre steder, Ata Rangi og Luna Estate. Jeg går hjem gennem vinmarker i en smuk sommeraften med dufte og varm luft og nyder lettere beruset lidt drikkevarer derhjemme i det meget fine værelse – det flotteste på hele turen. Der er skønt her mellem den sorte sydlige stjernehimmel og vinmarkerne.

Wellington – en af verdens hyggeligste hovedstæder

Næste morgen kører jeg ud til Cape Palliser Lighthouse på sydøstkysten. Det er en af hele rejsens bedste køreture gennem marker og blomstrende grøftekanter med gule blomster med den sur-sødlige duft, jeg elsker, og som minder om danske rapsmarker og markblomster. Selve fyrtårnet nås ad en stejl trappe, og her er en fin udsigt. Et helt klassisk rød- og hvidstribet fyrtårn, der minder mig om havets eventyr, skibsforlis og pirater, selv om det er en rolig og sommerlig dag.

Wellington ligger smukt på sydspidsen af Nordøen og viser sig at være en hyggelig by, smukt beliggende ved vandet og med kønne gader og interessante museer foruden en flot botanisk have. Byen byder også på fremragende mikrobryggerier. Fork and Brewer har de bedste øl på turen med en tagbar midt i downtown. Garage Project holder til i en nedlagt tankstation, hvor de søde hippiepiger lader mig smage alle øl. Derefter går det mod deres tap room, hvor jeg drikker dem, jeg ikke har smagt. Her løber jeg ind i et charmerende kiwi-irsk par. Vi giver mange omgange til hinanden af mere eller mindre mærkelige øl. Turens hyggeligste aften, men resulterer dog i at næste dag er lidt ubehagelig…

På vej ud af Wellington den følgende dag ser jeg Mount Victoria med den fine botaniske have, hvorefter jeg er inde i parlamentet for at overvære lidt debat; man er vel politiknørd… Ude ved kysten overnatter jeg på et ramponeret badehotel, Barnacles Seaside Inn, der helt sikkert var fancy i trediverne. Men her er hyggeligt og billigt.

Artiklen fortsætter nedenunder

Sådan kommer du nemt til New Zealand

Der findes et par lufthavne rundt omkring i New Zealand, og du bør naturligvis vælge at ankomme i den, der giver bedst mening for dine rejseplaner. Hvis du skal til både Syd- og Nordøen kan det betale sig at se på lufthavne på begge øer; fx Auckland og Christchurch. Med udgangspunkt i Christchurch Airport på Sydøen kan du forvente at turen tager næsten to døgn med mindst to mellemlandinger i bl.a. Amsterdam, Sydney og Guangzhou, hvis du ønsker flybilletter til den billigste pris. Du kan se et eksempel på pris og flyruter her.

Er du allerede klar til at tage afsted, men mangler nogen at rejse med? Nogle rejsebureauer tilbyder grupperejser, hvor alle kan være med. Se mere her.

Hvis du har brug for tips og tricks til, hvordan du planlægger din rejse til New Zealand, kan du læse vores store rejseguide her. Du kan også tilmelde dig vores nyhedsbrev, der kommer 1-2 gange om måneden, hvis du vil holde dig opdateret med både tips og tricks til New Zealand eller til rejser andre steder i verden.

I denne boks er der links til en eller flere af vores samarbejdspartnere. Hvis du vil læse mere om, hvordan det foregår, så se her.

Mount Doom

Det går fra sydvestkysten ind i landet. Jeg tager Wanganui River Track, der er en lang grusvej op ad en fin flod. Dagens mål er Tongariro med smukke alpine landskaber og udsigt til den udslukte vulkan, der også er blevet kendt som ”Mount Doom” i Ringenes Herre-filmene. Jeg indlogerer mig på Skotel Alpine Lodge, et hotel som taget ud af alperne. Næste dag er det tid til lidt vandring, men for en eneste gangs skyld på denne tur er vejret dårligt. Både Mount Doom og de andre bjerge er indhyllede i skyer. Næste højdepunkt er Forgotten Highway med flotte slugter, regnskov og vilde veje. Der er lidt landbrugsland, men ellers er der uendelige grønne, kurvede bakker, højdedrag, såkaldte ”saddles”, hvor vejen bugter sig i uendelige og efterhånden også ulidelige hårnålesving. Det er ikke en hurtig tur, men smuk er den. Jeg gør holdt i Whangamomona, hvor de lokale på et tidspunkt har udråbt byen til selvstændig republik, der er uafhængig af New Zealand. Det er på byens berømte og berygtede hotel, at uafhængighedsbevægelsen har sit hovedkvarter, og de lokale bag baren mener det tilsyneladende alvorligt. New Zealand er som USA fuldt af excentrikere. Republikken har også eget postkontor og souvenirbutik, der dog ser lukkede ud. Autoværkstedet har satiriske og dybt samfundskritiske bemærkninger malet ud over hele facaden.

Jeg er atter ude ved kysten, da jeg når New Plymouth. Her er et højdepunkt vulkanen Taraniki og Egmont National Park. Jeg går en fin tur op til et plateau med udsigt til Taraniki, der står med sin sneklædte top helt skyfrit. Her et smukt mindesmærke og et væld af blomster med krydrede og søde dufte. Her er bregner i alle former og smukke blomster. Jeg er indhyllet i essensen af sommer, og går i dybe meditative tanker og nyder øjeblikket, nyder at være midt i verden, nyder at være. Det er vidunderligt.

Grotter og glowworms

Så følger endnu en af de ture, der ifølge Lonely Planet er halvkedelig, men det bliver en af de flotteste ture med vilde slugter, udsigt til havet og sommerlige dufte. Jeg stopper igen og igen ved brusende floder, flotte udsigter og kæmpe bregner. Og det bliver bare ved og ved. Efter klokken otte når jeg Kiwi Paka i Waitomo. Der er egentlig lukket, men jeg bliver tjekket ind af en sød pige, der er bestyrer, og jeg får mit eget værelse. Dagen efter starter jeg med det, som jeg og alle andre kommer til Waitomo for, nemlig de berømte Glowworm Caves. Man kan kun se hulerne og de små lysende dyr på en guidet tur, hvor man sejler ind i hulerne, så der er ingen vej uden om. Prisen er pebret. Jeg ser et fint lille museum om glowworms, der ikke er en orm, men snarere en slags larve, der vokser i mørke fugtige huler og lokker smådyr ind i en tråd der hænger ned fra selve dyret. Det er et trist og kort liv at være glowworm. Så snart man er udklækket, formerer man sig og dør i løbet af en dag. Der lægges nye æg og showet kan starte forfra.

Der er indgang gennem et kæmpe indgangsparti. Dette er klart en af New Zealands store turistattraktioner. Vi går tur i hulerne, der er baseret på drypsten, og ser flotte formationer og mærker kulden og fugtigheden. Vi ser også de første glowworms under en klippehylde.  Der er mange turgrupper hernede, men omsider bliver det vores tur. I en lille båd, hvor en maoriguide trækker os frem via et sindrigt snoresystem, bliver vi sejlet rundt i hulen, lydløst og i mørke. Der er masser af lysende glowworms, der får hulen til at ligne den sydlige stjernehimmel, der præger nætterne udenfor.

New zealand - glowworms - grotte

Der er masser af andre fine attraktioner i dette kalkstenslandskab. Natural Bridge er en naturlig bro. Det har egentlig været en hule, men flere af lofterne er faldet sammen og nu er der kun en naturlig bue tilbage, mellem to klippesider af sandsten. Her er smuk regnskov og et orgie af grønne bregner. Næste stop er Piri Piri cave, en lidt mindre hule med drypsten. Og så går det mod flere vandfald. Det er en lang tur op til Kawhia, som er en lille fiskerby med en fin mole. Jeg får tanket og kører videre op mod den meget stenede surferby Raglan, hvor jeg får fish and chips på en mole. Også her kunne jeg godt være blevet, men jeg vælger at komme tæt på lufthavnen og slutter af i Drury ved en flink familie. Der bor et dansk par her, og jeg snakker med deres tyske logerende, der går til hånde mens de ombygger deres campere. Jeg sover i et fint lille skur med eget bad og seng med lammeskindstæppe. Jeg drømmer om næste dag og den kommende tur til Sydøen.

Læs mere om at rejse i New Zealand

Om rejseskribenten

Jakob Linaa Jensen

Jakob Linaa Jensen

Ud over mit arbejde som forskningschef i sociale medier på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er rejser min altoverskyggende interesse at rejse. Jeg har været i 102 lande på 7 kontinenter og er altid i gang med at drømme mig nye steder hen. Jeg er næstformand i De Berejstes Klub, hvor jeg har været medlem i 11 år og mødt en række af mine bedste venner.

Jeg har nok tænkt mere over livet end de fleste, hvilket har fået mig til at tage nogle meget bevidste valg. Jeg har eksempelvis valgt børn fra for at hellige mig karriere, rejser og livsnydelse. Jeg elsker at diskutere alt mellem himmel og jord med andre dejlige mennesker, meget gerne over god mad med passende drikkevarer til.

Min blog: Linaa.net

Kommentér

Kommentér

Nyhedsbrev

Nyhedsbrevet sendes ca. to gange om måneden.

Rejsesjov på RejsRejsRejs

Her er mere til dig

Show Buttons
Hide Buttons