Rejsedrømme og planer for 2026: Her skal redaktionen selv hen er skrevet af Redaktionen, RejsRejsRejs.

Vores rejsedrømme: Hele kloden rundt i 2026
Hvordan ser redaktionens rejsedrømme ud for 2026? Vi har igen i år spurgt redaktionen på RejsRejsRejs om deres rejseplaner og rejsedrømme for året, og turen går til næsten hele verden.
For her på redaktionen elsker vi naturligvis at rejse. Og selvom redaktionen allerede har rejst i de fleste lande i verden, er der mere der skal opleves.
Derfor er kalenderen for 2026 også fyldt med spændende rejser både tæt på og langt fra hjem – og der kommer helt sikkert flere til. Se her, hvor vi skal hen i det kommende år.

Væk fra varmen og ud i kulden? Her vil Jacob hen i 2026
Jacob Gowland Jørgensen, direktør
Jacobs rejseplaner for 2026 står i skarp kontrast til hans eventyr i 2025, som primært bød på Danmark, oversete storbyer i Europa og altid dejlige Thailand.
For i det nye år trækker polerne og de lange rejser i ham. Og selvom han allerede har besøgt 107 lande i verden, kommer der nok også et nyt landebesøg på listen. Eller to.
I januar 2026 kalder Cuba nemlig med Svane Rejser, og den unikke caribiske ø med den vilde historie er netop et nyt land på listen.
I februar skal Jacob for 11. gang til smukke og indbydende Argentina, og derefter drømmer han om at rejse til det sydligste punkt i landet, Ushuaia. Han har nemlig set et rejsetilbud fra Panorama Travel, som har startet drømmen om at fange et krydstogt til Antarktis, og det gør man bedst fra Argentina. Her vil han udforske de isdækkede kyster og mærke verdens frosne endepunkts unikke skønhed.
På vej hjem fra Argentina går ruten gennem både Paraguay og Brasilien, så der er meget, der skal opleves.
Til april er rejsedrømmen en tur til Singapore med Finnair – og måske endda et smut fra Singapore til unikke Perth i Australien, hvor han heller ikke har været før.
Sommeren 2026 bliver holdt i Danmark, så der kan lades op – og spares op – til nye eventyr til næste vinter, hvor han drømmer om en lang tur til Stillehavet. Her består ønskelisten af østkysten af Australien og også Samoa og Cook-øerne.
Derudover glæder han sig også til et afslappende spa-ophold i Danmark eller Sverige.

Anna-Sophies aktive rejseplaner: Ud at vandre i Europa
Anna-Sophie Christensen, journalist og redaktør
Anna-Sophies rejser i 2026 kommer til at foregå i gå-tempo. Hun skal nemlig ud at vandre i nogle af Europas bedste vandreområder.
Ikke mindst Østrig står højt på listen, da den østrigske natur er svær at matche. Alperne er perfekte til vandreture om sommeren, og der er vandreruter for alle typer vandrere.
Også Norge og Skotland er på Anna-Sophies vandreferieliste i 2026, og begge lande har virkelig også meget at byde på, hvis du vil ud i den vilde natur.
Der skal også være tid til at slappe mellem vandreturene, og derfor har Anna-Sophie også planlagt en lækker wellnessrejse på spa-hotel i Nordtyskland. Her bliver det spa-luksus og forkælelse, der står på menuen.
Forår og efterår er perfekt til storbyferie i Europa, og det ved Anna-Sophie godt. Derfor bliver der tid til et par spændende citybreaks til både Prag og Sevilla, som begge er fremragende til kulturelle oplevelser og cool storbystemning.
Og når året nærmer sig sin afslutning, trækker New Zealand i Anna-Sophie. Igennem et tilbud fra Stjernegaard Rejser er hun blevet inspireret til at rejse rundt i det dramatiske landskab fra gletsjere til vulkaner.

Afsted som rejseleder og måske til VM med landsholdet
Jens Skovgaard Andersen, chefredaktør
Jens’ 2026 byder på flere forskellige rejsedrømme og rejseplaner – både som rejseleder for og på private eventyr.
I starten af året skal Jens til både Indien og Cuba som rejseleder for danske grupper, der skal opleve nogle af verdens mest festlige, farverige og fascinerende rejselande.
I løbet af foråret og forsommeren står også Balkan, Kina og Usbekistan på rejseledermenuen, så det bliver til en bred vifte af oplevelser. Jens drømmer også om at besøge Island i løbet af året, og det bliver så på egen hånd.
Som sædvanlig kommer også fodboldrejser til at dominere rejseplanerne. I marts satser Jens på at skulle til Dublin eller Prag for at se det danske fodboldlandshold spille sig til VM i Nordamerika. Og hvis kvalifikationen lykkes, så starter planlægningen af sommerens rejse til Mexico og USA.
Efteråret står igen på rejselederture til Kina og Balkan og nok også en fodboldrejse eller to. Det må tiden vise, når vi ved, hvor fodboldlandsholdet skal spille.
Men som om det ikke skulle være nok, så gør Jens sig flere rejsedrømme for årets slutning. Han vil nemlig gerne på en længere tur på egen hånd gennem Sydøstasien, når julefreden og sneen sænker sig over landet. Rejsedrømmene lever, og planlægningen er i gang.

Familieferie i nabolandene og aktiv sommer på Balkan
Cirkeline Lemas, kampagneleder
Cirkelines rejseplaner for 2026 står i familiens tegn. Ikke mindst i foråret, hvor far, mor og børn tager sammen til Frankrig for at besøge Disneyland Paris.
Børnene skal også med Cirkeline på ture til vores dejlige nabolande Sverige og Tyskland, som selvfølgelig er oplagte til familieferier. Kort køreafstand og store lokale oplevelser gør det nemt at tage familien med på eventyr.
Sommeren skal bruges på en lidt længere – og mere aktiv – familieferie på Balkan. Planerne er ikke helt klar, men det bliver enten naturferie i Albanien og nabolandet Grækenland eller i Bosnien og Kroatien. Uanset hvad valget falder på, bliver det en god rejsesommer.
Når efteråret banker på, er det tid for Cirkeline til at besøge svigerfamilien i Arizona i USA og også lægge turen forbi Mexico. Nordamerika er skabt til store armbevægelser og store rejsedrømme – det er bare om at komme afsted.

En af de store rejsedrømme går i opfyldelse: Rikke skal se hvalhajer
Rikke Bøyesen, rejseskribent
For Rikke bliver 2026 året, hvor hun og familien endelig skal ud og se hvalhajer. Det skal de i Filippinerne til efteråret, når det bliver sæson for at opleve de imponerende undervandskæmper.
Inden da bliver det til europæiske rejser til både Rumænien og Portugal. Begge lande har virkelig meget at byde på for rejsende, og især Rumænien er stadig et overset rejseland. Portugal er en af redaktionens allerstørste favoritter og altid et besøg værd.
Rejsedrømmene kan let blive til rejseplaner. Lad dig endelig inspirere og find gerne hjælp til det praktiske i vores mange rejseguides. Rigtig godt rejseår 2026 fra hele redaktionen!

Redaktionens rejsedrømme og rejseplaner – her skal vi selv hen
- Cuba
- Argentina
- Antarktis
- Singapore
- Australien
- Samoa
- Cook-øerne
- Danmark
- Marokko
- Indien
- Kina
- Balkan
- Usbekistan
- Irland
- Mexico
- USA
- Island
- Prag
- Sevilla
- Norge
- Skotland
- Østrig
- Tyskland
- New Zealand
- Paris
- Sverige
- Portugal
- Rumænien
- Filippinerne
Vidste du: Her er de 7 bedste madbyer i verden ifølge Tripadvisors millioner af brugere
7: Barcelona i Spanien
6: New Delhi i Indien
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen



















