RejsRejsRejs » Rejseguides » Set-jetting: Den nye rejsetrend alle filmfans er vilde med
England Rejseguides

Set-jetting: Den nye rejsetrend alle filmfans er vilde med

Peaky blonders skilt London
Baden-Württemberg, banner, 2024, kampagne, europa-park, europa-park resort Bremen banner

Set-jetting i England, fra Bridgerton til Peaky Blinders: Den nye rejsetrend alle filmfans er vilde med er skrevet af Karina Janø.

Rettigheder: Karina Janø set-jetting, storbritanien, Bridgerton

Locations, locations, locations

Rejser du også til locations eller studier, hvor din ynglingsfilm eller yndlingsserie er optaget? Så er du en del af rejsetrenden ‘set-jetting’. For filmelskere og serie-aficionados er set-jetting rejseformen, hvor fiktion og virkelighed mødes.

Mange kender Hollywoods gigantiske filmstudier eller de populære locations fra Game of Thrones, så England er måske ikke det første land, du tænker på, når man taler om set-jetting. Men her produceres faktisk flere film og serier end nogensinde før.

Fra studierne bag de fortryllende Harry Potter film, hvis filmset du kan besøge, til populære kostumedramaer som The Crown og Downton Abbey. Og faktisk er de populære film med ærkeamerikanske Tom Cruise på umulige missioner, Mission Impossible, også optaget i Storbritannien.

I denne artikel lader vi et udvalg af engelske locations vække historierne og følelserne til live, så kom med på kulturel pilgrimsrejse i spænding, romantik og nostalgi.

Vi guider her til tre engelske byer, hvor du kan komme helt tæt på dine yndlingsfortællinger: Fra romantik i Londons gader og den engelske ‘countryside’ til historisk drama i Bath og gangsterlegender i Birmingham. 

Beech hotels resort banner
Rettigheder: Karina Janø Peaky Blinders

Set-jetting i Birmingham: Peaky Blinders

Den populære serie Peaky Blinders er blevet til film, og er du fan af seriens univers, skal du til Birmingham på set-jetting tur, hvor du kan synke dybt ned i fortællingens univers. Seriens omdrejningspunkt er en gangsterfamilie i Birmingham i 1919, banden The Peaky Blinders og deres koldblodige leder Tommy Shelby spillet af Cillian Murphy.

En sjov måde at se byen på er at tage med en guide på gåtur. Det kunne fx være med Slogging Gangs Guided Walking Tour. Rundviseren er fuldstændig ‘in character’ som Tommy Shelby og fortæller levende om byens historie, virkelige bander og sammenhæng til serien.

Herefter er det oplagt at kigge forbi West Midlands Politimuseum eller måske byens escape room, der også har et Peaky Blinders-tema. Afslut dagen med en kajaktur på Birminghams historiske kanaler og dyk ned i byens industrielle fortid, mens du padler langs Peaky Blinders tilholdssteder.

Når sulten melder sig, er en middag på The Old Crown sagen. Den siges at være en af ​​Birminghams ældste pubber med 656 år på bagen.

En overnatning på det ikoniske Grand Hotel i byens centrum, vil få dig til at føle dig som en ægte filmstjerne. Hotellet, der i dag er et af byens vartegn, åbnede i 1879 og har gennem tiden budt både kongelige, filmstjerner og kendte musikere velkommen.

‘The Grand’ var vært for Tom Cruise under optagelserne til Mission: Impossible 7, men har også haft legender som The Beatles, Johnny Depp, Winston Churchill, Rolling Stones, Charlie Chaplin og Bob Dylan som gæster. Selve bygningen er utrolig smuk, og værelserne er rummelige og komfortable.

Der er også et godt brasserie på hotellet, Isaac’s, og den glamourøse bar Madeline.

Men du kan ikke dase i dynerne alt for længe. For at se de locations, hvor Peaky Blinders er optaget, skal du hoppe på toget til Black Country Living Museum i West Midlands, som danner kulisse for alle seks sæsoner af serien.

Dette frilandsmuseum er i sig selv et spændende besøg. Museet viser livet og arbejdet i regionen fra 1850’erne til 1960’erne med kopier af hovedgader, retrohuse, virksomheder, pubber og endda en ‘chippy’ – en fish and chips-butik. Gå ikke glip af en frokost her, hvor du sidder bænket i den gamle spisesal uden borde.

Rettigheder: Karina Janø set-jetting, Bridgerton

Set-jetting i Bath: Bridgerton

Baths georgianske, honningfarvede huse er ikke kun dekorative og historiske, de udgør også kulissen for Netflix’ mest ekstravagante kostumedrama, Bridgerton.

Byen har siden 1987 været UNESCO-verdensarvsområde og har fået sit navn fra de romerske termer, bygget på de varme kilder, der strømmer ind i byen. I det 18. århundrede udviklede byen sig til en elegant by med neoklassiske bygninger i sandsten og har efterhånden sat scenen til mange historiske dramaer.

Følg i hælene på ‘the ton’, som serien kaldes, og start med en guidet tur med tilhørende musik i høretelefonerne. Genkend gader, huse og facader fra serien fra Royal Crescent til The Holburne Museum og få déjà-vu, mens du også får historisk viden om byen.

Det kan anbefales at gå ind i The Holburne Museum, der i de første to sæsoner af Bridgerton udgør facaden på Lady Danburys overdådige bolig. Museet var byens første offentlige kunstgalleri og huser både billed- og dekorativ kunst bygget op omkring Sir William Holburnes samling.

Hold også øje med the Featheringtons’ hus og Madame Delacroix’ kjolebutik, mens du passerer gennem Baths brostensbelagte gader og hører lækre sladderhistorier bag kulisserne fra Bridgertons tilblivelse. Bliver du træt i fødderne efter promenaden, kan du booke en tur i hestevogn med Courtyard Carriages.

Herefter er det kun passende at nyde en ‘afternoon tea’ i smukke omgivelser. Et af det bedste steder er hos Roseate Villa, som er et boutiquehotel i en victoriansk villa, og som også er et godt sted, hvis man vil overnatte med stil.

Afternoon tea hos Henrietta Bar & Restaurant er traditionel, men med et moderne touch. Nyd et bredt udvalg af te, ‘finger sandwiches’, friskbagte scones og udsøgte kager elegant serveret og lavet in house. De har endda en særlig Bridgerton-inspireret afternoon tea.

Skal det være helt over the top, som Bridgerton jo er, skal du hoppe på en luftballontur og få en 360-graders udsigt over Bath, hvis vejret tillader det. Er du fan af serien, ved du, at en luftballon var med i en dramatisk scene mellem Colin Bridgerton og Penelope Featherington i sæson 3.

Men Bridgerton er ikke den eneste kendte location, du kan opleve på en set-jetting tur til Bath. Vækker titlerne Fornuft og Følelse eller Stolthed og Fordom noget i dig, kan du besøge The Jane Austen Centre, som også ligger i Bath. Den berømte forfatter boede i Bath fra 1801 til 1806, og byen blev hendes muse.

Her viser skuespillere rundt på museet, og du kan selv prøve en kjole i autentisk Regency-stil. Prøv også at skrive med fjerpen og blæk eller tag et foto ved siden af en af deres Austen-voksfigurer.

Rettigheder: Karina Janø set-jetting, Bridget Jones' hus, Peaky Blinders

Set-jetting i London og Sussex: Bridget Jones

Vi er nået op på hele fire Bridget Jones-film om vores klodsede anti-heltinde, som til trods for livets modstand charmerer sig ind i alles hjerter. Ligesom de tidligere film, er også den seneste optaget i hjertet af London blandt andet omkring Borough Market og South Bank.

Her finder du også det hus, hvor Bridget Jones’ lejlighed ligger på første sal i filmene på adressen 8 Bedale Street. Her er nu restauranten Khao Bird Thai. Selvom huset kun blev brugt udefra i filmene, kan du besøge restauranten og drikke en cocktail kaldet ’The Blue Soup’, der hylder Bridgets køkkenegenskaber.

Et godt sted at overnatte i nærheden er Native Bankside. Herfra er der kun en kort gåtur til Bridgets hus og Borough Market, som er et overdådigt madmarked med alt fra delikatesser, frugt og grønt til streetfood og gourmetkaffe.

Man kan bruge mange timer her, men fortsæt også til The Royal Exchange, hvor Bridget og Mark kyssede i sneen, Royal Courts of Justice, hvor hun interviewede Mark for Sit Up Britain, eller London Aquatics Centre, hvor Bridget lavede sine fødselsforberedelser. 

Men ægte fans ved, at “a mini-break means true love”, som da Daniel Clever tager Bridget med på landet i en convertible i den første film. En kort køretur, eller måske mere realistisk, en kort togtur fra det centrale London ligger Ockenden Manor smukt i Haywards Heath. Bygningen fra 1500-tallet byder på himmelseng og kaminer, men også en dejlig stor spa og en virkelig god restaurant. 

I mangel af en ‘Tarts and Vicars’-fest kan du tage en afstikker til Bolney Wine Estate og få en rundvisning i vinmarkerne efterfulgt af en vinsmagning. Måske overrasker det nogen, men det sydlige England producerer faktisk nogle af de bedste bobler i Europa grundet det kølige klima.

Stedets vinproduktionsfaciliteter blev officielt indviet i 2019 af selveste Dronning Camilla af Storbritannien. En passende afslutning på en tur sammen med dronningen af dagbøger, Bridget Jones.

Rigtig god rejse til England og god set-jetting!

Beech hotels resort banner Banner - hoteller    

Om forfatteren

Karina Janø

Tilføj kommentar

Kommentér her

Få gratis rejsetips her

Noget gik galt
Tak.

Rejsetilbud

Facebook coverbillede rejsetilbud rejser