RejsRejsRejs » Seneste indlæg » Rejsemål » Europa » Spanien » Sevilla – et solstrejf på en ildsjæl
Spanien

Sevilla – et solstrejf på en ildsjæl

RejsRejsRejs Banner
 

Den spanske sol er ubarmhjertig. Fra sin plads på den høje, dybblå andalusiske himmel brænder den direkte ned på Sevillas hvidkalkede huse. Den lokker med løfter om ubekymret flirten, blændende lyse dage uden ende og en berusende følelse af frihed.

Men endnu er det tidligt. Daggryets første stråler kan kun svagt anes som en lysende tåge på tagene i byen. Nede ved den halvmørke flod Guadalquivir er der øde. Kun gadefejerne går rundt og forsøger at få bugt med de sidste rester af tomme flasker, chipsposer og andet affald, som de unge har efterladt aftenen før. 

De sidste spor af stjernestøvet over mig er så småt ved at blegne, mens jeg tavs går hen ad promenaden med de mange palmer. Natteluftens kølige kærtegn har gjort godt på min krop, der for kun lidt over et halvt døgn siden lod sig friste og forbrænde af den sløvende sol.

Mens lyset kommer stadig nærmere, passerer jeg en smal gade. Jeg er hurtigt blevet forelsket i de smalle, halvmørke smøger, som tilsammen danner rammen om dagliglivet i Sevilla.

I mange af Sevillas mest charmerende kvarterer virker det som om, at bygherrerne i tankeløs forelskelse i byen hastigt har bygget en masse huse uden tanke for, at vogne skulle kunne køre gennem gaderne, eller for at solen aldrig ville kunne nå helt ned til bunden.

Men måske har netop dette været meningen. Som et værn mod sommerens uudholdelige varme har det sikkert været rart at kunne flygte ind i kølig skygge, når man ønskede det.

Jeg føler mig draget af de smalle gader og deres historier. De hvidkalkede huse med deres jerngitre for vinduerne og blomsterne, der stråler om kap i tusind nuancer, skjuler alt, hvad der foregår bag murene. Kun af og til får jeg et blik ind bag facaden, når en port åbner sig, eller et vindue smækker op.

Det er næsten som om, at jeg bliver overvåget af vagtsomme øjne, da jeg ved en pludselig indskydelse træder ind i gaden. Øjne, som jeg ikke selv kan se. Øjne, der skjuler så mange hviskende hemmeligheder og fortællinger, at hvis jeg træder ét skridt for nært, vil de tage mig til fange her midt i deres krav om ærbarhed.

Jeg vil blive fanget, for at jeg ikke skal have mulighed for at fortælle omverden om mine oplevelser bag murene. Det er som om, den spanske sjæl kræver min frihed for et lille syn af dets vældige væsen.

Jeg stryger mine fingre hen over jerngitrene, der sidder foran samtlige vinduer. Bag dem er der skodder, der holder både heden og nysgerrige blikke ude.

Jeg smiler vemodigt, da jeg kommer i tanke om at have hørt, at jerngitrene blev bygget med det ene formål at holde den unge kavaler væk fra sin udkårne og undgå fysisk kontakt før det ægteskab, der var så vigtigt i gamle dage. Alligevel fandt de unge elskende deres egen måde at kommunikere på. I utallige digte, historier og i flamenco-dansene optræder den spanske vifte som en hemmelig budbringer mellem det unge par.

Når ord ikke kunne udtrykke deres begær eller frustrationer over ikke at kunne røre ved hinanden på anden måde end gennem et gitter – og med tusindvis af sladdervorne øjne, der overvågede – blev viften med dens mange formationsmuligheder deres fælles hemmelige hjerteslag.

Det var hårdt at være forelsket i det gamle Spanien. Især, hvis man var forelsket i den forkerte.

Murene, der omkranser mig, fortæller imidlertid intet om de mange følelser, der gennem tiden er blevet undertrykt, og om de fornuftsægteskaber, der blev indgået for at sikre familiernes fremtidige magt og prestige.

Artiklen fortsætter efter boksen

Sådan kommer du til Sevilla

Der er flere danske rejsebureauer, som kan hjælpe dig med rejsen til Spanien, uden at det bliver dyrere af den grund. Find dem her: Rejsetilbud.

Der går direkte fly med Ryanair fra København til Sevilla, og med en enkelt mellemlanding undervejs er der mange andre muligheder. Alternativt er der virkelig gode flyforbindelser til Malaga. 

Hvis du har brug for tips og tricks til, hvordan du planlægger din rejse, kan du læse vores store rejseguide her. Du kan også tilmelde dig vores nyhedsbrev, der kommer 1-2 gange om måneden, hvis du vil holde dig opdateret med tips og tricks til rejser.

I denne boks er der links til en eller flere af vores samarbejdspartnere. Hvis du vil læse mere om, hvordan det foregår, så se her.

Det diffuse morgenlys sniger sig ind i smøgen. Jeg holder vejret og lytter til den kompakte stilhed og bruset fra bilerne, der er begyndt at cirkulere i gaderne udenfor. Jeg burde gå tilbage og finde den lige vej hjem, før jeg farer vild i de labyrintiske gader eller ender i et af de farlige kvarterer.

Skuffelsen bliver til et suk. Jeg havde håbet på at få et lille glimt af den spanske sjæl i denne gade, men jeg føler intet andet end den vagtsomme, afventende stilhed. Det føles næsten som om, gaden ånder lettet op, da jeg forlader den igen. Lidt slukøret går jeg ud i morgensolen, der nu er stået helt op.

Da jeg går forbi den samme gade senere på eftermiddagen, vægrer jeg mig et øjeblik for at gå derind igen.

Der er en underlig sitren i luften. Appelsintræerne og de vildtvoksende blomster bag jerngitrene dufter intenst om kap i den hede sol. Mine fødder finder selv vej ind i det snørklede sneglehus af brosten, appelsintræer og høje mure. Det føles som om, at varmen fra tusind somre er blevet fastholdt i netop denne gade.

Jeg bevæger mig langsomt, tøvende. Fornemmer, hvordan gaderne bliver stadigt smallere, færre og færre mennesker passerer mig. De ser mistænksomt på mig og skynder sig videre. På trods af, at det er tidligt eftermiddag, og heden gør min hud fugtig, virker det som om, at mørket med ét er faldet på. Jeg frygter, at husene, der tårner sig op på hver side af mig, til sidst skal vokse sammen, så mørket vil blive totalt og den blå himmel helt forsvinde.

Artiklen fortsætter herunder

Pludselig strømmer lyden af levende spansk guitarspil ud til mig. En dyb og rungende mandsstemme forkynder overbevisende, at hvis den kvinde, som han elsker, vil blive hans, vil han give hende ”el mundo entero”; hele verden.

Hans stemmes rå klang bliver akkompagneret af den hårde lyd af klap og støvletramp, og da jeg når det næste hus, og ser ind igennem et jerngitter, står han der pludselig. En høj muskuløs mand i slidte sorte cowboybukser, bar overkrop og med langt hår stamper et par gange i gulvet. Han fører sine arme bagud og skyder sit bryst fremad, så det ser ud, som om, han parat til at kæmpe imod – og vinde over – både solen, vandet, ilden og mørket for at vinde sin elskedes hjerte.

Mens han langsomt og med al sin styrke hæver sine arme opad i en fascinerende holdning, træder han et skridt frem. Alle musklerne i hans krop er spændte. Hans hænder bliver vækket til live. Som to fugle begynder de i cirkulære bevægelser at forsøge at gribe den længsel, der hænger overalt i den hede, smertefulde luft, og som konstant søger en flugtvej ud gennem jerngitrene og de tavse, hvide huse.

Jeg mærker en vrede, der ikke er hans alene, men en ild, der brænder i den fælles spanske sjæl – overført til flamencoens udtryksfulde dans.

Den nøgne klang fra guitaren bliver stadig mere intens. Den dansende bevæger sig i hurtige præcise bevægelser. Jeg sanser kun den pulserende krop foran mig. Hvordan den under total kontrol febrilsk forsøger at skrige kærlighedens håbløshed ud, mens ansigtet ikke viser tegn på følelser.

Mit hjerte banker i takt med de hurtige, skarpe tramp. Jeg ville ønske, jeg kunne frigøre de brændende følelser fra de iskolde jerngitre, der lukker den inde. Slippe de mange års undertrykte passioner løs i Sevillas gader og selv blive sanseløst forført af dem, blive en del af dem. Jeg får lyst til at springe direkte ind i den spanske sol og lade den brænde mig op, så jeg endelig kan blive befriet for al den sorg, der opsluger mig i dette øjeblik.

Pludselig får jeg øjenkontakt med den dansende. Et strengt, vurderende blik, der sikkert blot er koncentreret af dansen og ikke bevidst er ude på at få det til at isne ned ad ryggen på mig. Med ét ved jeg, at jeg har overtrådt en grænse ved at vove mig så langt, som jeg har gjort. Jeg har listet mig til at se et glimt af noget, der er langt større og langt mere kraftfuldt, end mit uerfarne hjerte kan forstå.

Jeg gisper og begynder at småløbe derfra. Gaderne bliver bredere, jeg hører lyden af biler igen, flere mennesker passerer mig. Men så ender jeg i en blindgyde. Jeg er faret vild. Andalusien vil fastholde mig nu, hvor jeg har krænket dets inderste. Mine hænder ryster, og mit hjerte banker af frygt. Duften af blomster bliver til et kvalmende fængsel.

En ung smilende spanier, der gerne vil træne sit engelske, fører mig ud til genkendelige steder igen. Jeg ser det moderne supermarked, den almindelige tumult på gaden, og i det fjerne glimter et reklameskilt for en stor burger-kæde.

Jeg går ned til Guadalquivirs bred og sætter mig. Solen har mistet sit tag på Sevilla og har efterladt en dragende, rød farve i vest. Jeg er taknemmelig for flodens kølige erindring om, at denne verden er mindst lige så vidunderlig som solens rige.

Sevilla er ubarmhjertig. På sin egen lokkende, forførende måde lykkedes det den at opsluge mig, kærtegne mig og tænde en rastløs, livsbegærlig ild i min krop. En ild, jeg ville ønske, jeg kunne indkapsle og altid føle så stærkt, som jeg føler den lige nu.

Jeg lukker mine øjne og føler mig lykkelig; det er endnu kun forår i Sevilla.

Om rejseskribenten

Joan Juanita Andersen

Joan Juanita Andersen

Joan J. Andersen er stærkt inspireret af sine år i Guatemalas kontrastfyldte samfund. I sine tekster beskriver hun den rå virkelighed, tilsat et strejf af magi. Hendes debut Drømmenes Losseplads er en dokumentarisk skildring af hendes år blandt slummens beboere omkring den store losseplads i Guatemala City.
Hendes næste værk "En dag slipper vi væk herfra" forventes at udkomme i 2018.

Kommentér

Kommentér

Show Buttons
Hide Buttons