RejsRejsRejs » Seneste indlæg » Rejsefavoritterne » 6 byer du bør besøge i Europa
Belgien, Gent - rejser
Belgien Frankrig Litauen Rejsefavoritterne Schweiz Østrig

6 byer du bør besøge i Europa

RejsRejsRejs Banner
 

Det kan være svært at planlægge sin næste rejse til en smuk, spændende og charmerende by i Europa. For der jo er så mange gode at vælge imellem. Her vil vi på redaktionen komme med vores bud på byer, der bestemt ikke vil skuffe. Vi har set bort fra de kendte storbyer som Paris, London, Berlin og Madrid, da de naturligvis alle er et besøg værd – på hver sin måde. I stedet fokuserer vi på de mellemstore byer, der måske er en anelse mere ukendte, men har meget at byde på.

Vi starter med at lade os inspirere af mere end hundredtusinde læsere af det amerikanske magasin Condé Nast Traveler, der rangerer deres favoritter. Dernæst vil vi her på redaktionen give vores bud på tre andre europæiske byer, som bør tilføjes på must-see-listen.

Schweiz, Basel - rejser

Basel, Schweiz

Den schweiziske by ligger lige der, hvor Frankrig, Tyskland og Schweiz mødes. Derfor er den muligvis mest kendt som mellemstation mellem disse lande, når man er på farten. Det er dog en misforståelse, da byen har meget at byde på i sig selv. Basel er nemlig landets kulturelle højborg med sine mange museer og teatre. Og så er det en fryd at bevæge sig rundt i de charmerende brostensbelagte stræder, hvor Rhinen idyllisk snor sig igennem byen.

Schweiz, Luzern - rejser

Luzern, Schweiz

Vi bliver i den schweiziske idyl og rykker ind midt i landet, hvor Luzern befinder sig. Luzern er noget mindre end Basel, men er nærmest billedet på den klassiske schweiziske æstetik. Arkitekturen er særpræget med sin farverige stil, der blander det historiske og moderne. Det ses også ved Europas ældste overdækkede bro, Kapellbrücke, hvor man kan krydse Luzern-søen og mundingen af floden Reuss, der er bindeleddet mellem den gamle og nye bydel. Byen ligger desuden ved foden af de mægtige alper, som kan ses derfra, og er derfor et populært udgangspunkt til ekspeditioner i bjergene.

Østrig, Salzburg - rejser

Salzburg, Østrig

Vi er fortsat i den tysktalende del af Europa, hvor Salzburg er uomgængelig. Her på redaktionen er vi også begejstrede for Østrig, der er magnet for danske skientusiaster, men som bestemt også er et besøg værd i årets mere solrige måneder. Byen er hjemsted til Mozart og den udødelige Oscar-vindende musical Sound of Music. Derfor er den også et populært rejsemål for musikalske og kulturelle connaisseurs, og byen er ikke mindst omkranset af smuk natur og seværdigheder, der er alle pengene hver.

Ikke langt fra Salzburg finder du St Johann in Salzburg, som med sin smukke natur og landskab også er et besøg værd.

Banner - Østrig, Visitaustria

Artiklen fortsætter efter den grønne boks.

Sådan kommer du nemt afsted

Hvis du vil gøre det nemt, kan du høre et professionelt rejsebureau om, hvad de kan skrue sammen til dig – det behøver ikke at blive dyrere af den grund. Du kan finde en stribe oplagte her: Rejsetilbud

Sådan kommer du til:

Basel, Schweiz
Du kan flyve direkte med Easyjet fra København til Basels lufthavn Euroairport, som ligger på grænsen mellem Tyskland, Frankrig og Schweiz. Schweiz er også indenfor køreafstand af Danmark, og en tur fra Aarhus til Basel tager cirka 11 timer plus pauser. Toget tager cirka 12 timer fra Aarhus med togskift i Hamburg på vejen.

Luzern, Schweiz
Nærmeste store lufthavn er Zürich, hvor SAS flyver direkte..
Luzern ligger cirka to timer fra Basel (se ovenfor) i bil og godt en time med tog.

Salzburg, Østrig
Du skal mellemlande undervejs til Salzburg, og det mest oplagte er at stoppe i Wien på vejen. Du kan også køre derned på cirka 12 timer plus pauser eller tage toget via Hamburg og München.

Vilnius, Litauen 
Der er fly til Vilnius med Wizzair direkte fra Billund og med SAS fra København. Derudover flyver Ryanair fra København til Vilnius’ naboby Kaunas, som ligger en time væk.

Aix-en-Provence, Frankrig
Nærmeste store lufthavn er Marseille, og du skal mellemlande på vejen. Tager du bilen, skal du regne med et stop på vejen, da der er 18 timers køretid. Toget kører via Köln og Bruxelles og tager 20 timer inklusive togskift.

Gent, Belgien
Byen har ikke egen lufthavn, så den nærmeste større lufthavn er Bruxelles. Herfra går der bus og tog videre.
En køretur fra Odense tager godt 8 timer, mens nattoget til Bruxelles tager omkring 12 timer via Hamburg.

Hvis du har brug for tips og tricks til, hvordan du planlægger din rejse, kan du læse vores store rejseguide her. Du kan også tilmelde dig vores nyhedsbrev, der kommer 1-2 gange om måneden, hvis du vil holde dig opdateret med tips og tricks til rejser med vennerne.

I denne boks er der links til en eller flere af vores samarbejdspartnere. Hvis du vil læse mere om, hvordan det foregår, så se her

Derudover er de andre favoritter på deres liste tyske Köln, italienske Firenze og Venedig, portugisiske Porto, skotske Edinburgh, svenske Stockholm og spanske Sevilla. Herunder følger vores bud på oversete destinationer.

Litauen, Vilnius - rejser

Vilnius, Litauen

Vores første bidrag til listen er den litauiske hovedstad, Vilnius. En rigtig hyggelig by med en spændende historie. Den egner sig især også, hvis tegnebogen ikke er helt fyldt op, da byen generelt har venlige priser – også på sine ellers overraskende gode restauranter. Tag en tur tilbage i tiden på Folkemordsmuséet i det tidligere KGB-hovedkvarter, eller spadsér rundt i byens hyggelige stræder med de mange kirker og andre historiske monumenter.

Frankrig, Aix-en-Provence - rejser

Aix-en-Provence, Frankrig

Vi kunne ikke lave denne liste uden at inddrage en by fra mangfoldige Frankrig, der er et rejsemekka for enhver. Valget faldt på den provencalske by Aix-en-Provence. Romerne elskede byen i sin tid, og det samme gør både lokale og turister. Hele stemningen i byen oser af provencalsk kultur med sin vin, olivenolie, ost, arkitektur og musik. En decideret modsætning til den ellers gængse hverdag i stress og jag. Derfor er det et optimalt rejsemål, hvis du trænger til at komme helt ned i omdrejninger med god mad og drikke. En klar anbefaling herfra.

Belgien, Gent - rejser

Gent, Belgien

Belgien er generelt et overset rejseland, men hvor Bruxelles og den fransktalende region Wallonien måske er en anelse triviel og til tider ucharmerende, er der bestemt noget at komme efter i den nordlige flamske del af landet. Her finder du Gent, der ligger mellem to måske mere kendte rejsemål: Antwerpen og Brugge. Gent har en charmerende sjæl med arkitektur, der vidner om en gammel og historisk by, som i Middelalderen var Europas næststørste. Den er dog meget mere moderne end som så, da de mange unge indbyggere fra byens store universitet skaber en livlig stemning. Derfor er der også mange hippe butikker, cocktailbarer og værtshuse, hvor der især er et væld af gode lokale belgiske øl. Hvis man nærmer sig den utroligt hyggelige gamle havn i byens centrum, løber munden i vand af de utallige vaffelhuse – omringet af historiske monumenter og kirker. Du får altså det bedste fra en ellers splittet nation.

Hvis du vil læse mere om nogle af de nævnte byer samt mange andre, så se her

God rejse!

Om rejseskribenten

Stefan Slothuus

Stefan Slothuus

Stefan har fra barnsben af rejst en del – ofte i Frankrig med sine frankofile forældre. Efter studenterhuen var sikret, blev de typiske europæiske kulturer skiftet ud med en større udflugt med 16 forskellige landebesøg på knap 5 måneder, der inkluderede Vesteuropa og Sydøstasien.

Siden bliver de fleste opsparinger ved siden af studiet brugt på rejser – ofte til mere fremmede kulturer til billige penge, som eksempelvis østeuropæiske destinationer kan byde på. Rejse-bucketlisten er nærmest uendelig, men rejser til Latinamerika og fjerntliggende stillehavsøer vægtes særligt højt.

Derudover studerer Stefan Medievidenskab i Odense, elsker sport og har nok set lidt flere film og tv-serier, end hvad sundt er.

Kommentér

Kommentér

Show Buttons
Hide Buttons