RejsRejsRejs » Seneste indlæg » Rejsemål » Europa » Danmark » Madguide til København: Her er de 20 bedste steder at spise
restaurant-mad
Danmark

Madguide til København: Her er de 20 bedste steder at spise

RejsRejsRejs Banner
 

Jeg er en af de mange danskere, der ikke er bosat i København. For mig er byen et sted jeg tager hen på weekendtur eller ferie. Min store udfordring når jeg er i København, udover at skulle finde rundt, er maden. For hvor skal jeg spise?

Byen er kendt for stor gastronomi og mange rejser til København for at smage den verdensberømte nordiske mad. Der er et væld af caféer, restauranter og madboder, så du kan hurtigt købe dig fattig i mad. Men det betyder ikke altid, at det du køber er godt. Jeg har mange gange brugt penge på frokost eller aftensmad og er blevet skuffet over den kvalitet jeg fik. Hvis jeg bare vil have et lækkert måltid, der ikke er en del af den nye gastronomiske revolution (og koster derefter), hvor tager jeg så hen?

Jeg har derfor spurgt vores mange kloge læsere fra København. De har givet os et indblik i de steder, hvor de lokale går ud og spiser godt – uden at dankortet bløder. Så her er de 20 favoritter, hvor vi kan kaste os ud i en verden af mad, uden at budgettet ramler næste gang København kalder. Velbekomme og god tur til København.

Læs mere om skribent Ida Dreboldt Kofoed-Hansen her

Til den hurtige sult

Herunder finder du de caféer og restauranter, hvor du hurtigt kan få stillet sulten. Stederne er ikke oplagte til lange hyggemåltider, hvor I kigger hinanden dybt i øjnene. Maden kommer hurtigt og meget af det er af den type, som du nemt kan tage med dig, hvis du er på vej videre ud i byen.

Kösh Kebab

Hvis du befinder dig i nærheden af Nørrebro ser du kebabsteder alle vegne. Kvaliteten er dog svingende, selvom de alle er billige. Hvis du vil have god kebab lavet over en ægte kulgrill, så er Kösh Kebab et sted du skal prøve. Maden er lækker, autentisk og billig. Den ligger på Frederikssundsvej, tæt ved Nørrebro Station, som er et område hvor der sker rigtig meget spændende i øjeblikket.

Kebab-shish-mad

Vandkunstens Sandwich

Hvis du ønsker en god, robust sandwich så er Vandkunstens Sandwich helt klart der du skal tage hen. De laver lækre, friske sandwich og der er rigtig mange spændende kombinationer. De ligger tæt på en af Københavns hyggeligste gader, Magstræde, som emmer af middelalderby. Hvis vejret er godt, kan du trippe rundt om hjørnet, slå dig ned på en bænk langs Frederiksholms kanal og nyde udsigten til Christiansborg Slot mens du spiser.

Lélé

Lélé har både restaurant og street kitchen. I deres Streetkitchen finder du en masse forskellige vietnamesiske lækkerier til en fair pris. Det er små portionsstørrelser, så du kan godt nå at smage lidt forskelligt fra menukortet – og det er godt, for det er svært at vælge. De har flere restauranter rundt omkring i byen, blandt andet på Fisketorvet og på Vesterbrogade.

Se rejsetilbud på lækre gastronomi-rejser her

Broens Gadekøkken

Her finder du mange forskellige madboder, som har alt fra grød og desserter til burgere og krydrede indiske retter. Det er ikke meget billigt, men til gengæld er der mange forskellige valgmuligheder. Så hvis I er en gruppe afsted er I sikre på at der er noget alle kan lide. Det ligger på på Christianshavn, nærmere bestemt på Strandgade. Hvis du er ved Nyhavn, kan du tage gangbroen over kanalen og spise maden her. Det er omringet af vand, så du er garanteret udsigt mens du spiser.

California Kitchen

Ejeren er fra en økologisk farm i Californien og har bragt sit fokus på lækre, friske råvarer med til Danmark. California Kitchen serverer skåle med salat eller suppe. Du kan enten køber en af dem de har på menuen eller selv sammentætte din egen. Det er friskt og lækkert. De har både en restaurant på Vesterbro og på Nørrebro, begge tæt på søerne.

soppe--bowl-mad

Organic Boho

Meget smuk vegetarisk mad. Organic Boho har mange variationer af friskpresset juice samt lidt forskellige madretter. Hvis du trænger til noget let, frisk og smuk mad, så er det her du skal tage hen. Priserne er også yderst rimelige. Restauranten ligger på Prinsessegade, tæt ved Christianshavns Metro.

Stefanos Pizzeria

Hvis du har lyst til en god, standard pizza så er Stefanos Pizzeria lige stedet. Maden er ligetil uden så mange dikkedarer og prisen er derefter. Bunden er sprød og osten er blød, så kan man næsten ikke forlange mere. Restauranten ligger på Stefansgade på Nørrebro, lige ved Assistens Kirkegård og Nørrebroparken.

Scurry Hub

Meget billig og utrolig lækker asiatisk mad. De har en hel del ris- og nudelretter samt en enkelt sandwich. Det er også muligt at få vegetariske udgaver. Den ligger på Fiolstræde i indre by. Scurry Hub har ikke så mange siddepladser, så hvis vejret er godt er det oplagt at tage maden med i Ørstedparken, der ligger lige i nærheden.

Café Globen

Café Globen er hjemsted for De Berejstes Klub og afholder et væld af arrangementer og foredrag om rejser. Deres café serverer ikke mad, men til gengæld kan du noget andet smart: Spise din egen medbragte mad. Du kan tage mad med fra en af de mange steder i nærheden eller tage din egen madkurv med, og slå dig ned på cafeen. Der er hyggelig stemning, mulighed for at købe gode drikkevarer og blive klogere på spændende rejsemål. Café Globen ligger på Turesensgade lige ved Ørstedsparken og tæt på Torvehallerne.

Artiklen fortsætter efter boksen

Sådan kommer du nemt afsted

Hvis du har brug for tips og tricks til, hvordan du planlægger din rejse, kan du læse vores store rejseguide her. Du kan også tilmelde dig vores nyhedsbrev, der kommer et par gange om måneden, hvis du vil holde dig opdateret med både tips og tricks til forskellige destinationer. Skulle du være uheldig at blive forsinket undervejs, så se hvad du kan gøre her i vores guide.

I denne boks er der links til en eller flere af vores samarbejdspartnere. Hvis du vil læse mere om, hvordan det foregår, så se her.

Til hyggemåltidet

Vi danskere elsker at hygge – specielt over maden. Hvis du har god tid til en hyggelig morgenmad, frokost eller aftensmad, så er de nedenstående restauranter og caféer nogle gode bud på steder du skal prøve. Stederne har lækker mad og afslappet stemning, så kan du nemt bruge et par timer over en god portion mad.

Nozomi Sushi

Lækker all-you-can-eat sushi for billige penge. Du får en bestillingseddel og så kan du ellers bare bestille hvad du lyster. Så slipper for du at stå i kø ved en buffet eller stresse ved rullebånd. Nozomi Sushi ligger på Store Kongensgade tæt ved Nyhavn. Hvis du har brugt dagen i denne hyggelige del af København, men ikke vil spise i en af de mere turistede restauranter der ligger der, er Nozomi Sushi er godt bud.

sushi-mad

Social

Hyggelig café med god kaffe og lækker mad. De har fokus på sunde retter og gerne mad der er glutenfri. Du kan blandt andet få en lækker glutenfri brunchtallerken eller en højtbelagte sunde sandwich. Caféen er hyggeligt indrettet som en lille stue og der er en meget afslappet stemning. Social findes på to forskellige adresser. Den ene ligge på Sankt Gertruds Stræde, som er midt mellem Rundetårn og Kongens Have. Den har kun åbent til kl 14. Den anden ligger på Peblinge Dossering lige ved Dronnings Louises Bro. Den har åbent til kl 19.

Hafnia

Endnu en café med lækker vegetarmad. De har blandt andet en dejlig brunchtallerken og en lækker daal til aftensmåltidet. Al maden er økologisk og er som udgangspunkt vegetarisk, men man kan vælge kød eller fisk til udvalgte retter. Caféen ligger meget centralt på Store Regnegade, midt mellem Kongens Have og Kgs. Nytorv. Perfekt når du lige trænger til at trække dig lidt tilbage fra det værste turistræs.

Alternativ byguide til København

Neighborhood

Neighborhood er en restaurant der slår sig op på gourmet pizza og drinks. Du tænker måske at det er en lidt underlig blanding, men det fungerer overraskende godt. Ved første øjekast virker 145kr for en pizza som en høj pris, men maden er utrolig lækker, økologisk og minder ikke om den klassiske pizza fra grillbaren. De har to restauranter, en på Istedgade ikke så langt fra Øksnehallen og en på Frederiksborggade- næsten lige overfor Torvehallerne.

Tapas Huset

Tapas Huset byder, som navnet afslører, på tapas i alle afskygninger. Stilen er umiskendelig spansk og der er masser af sangria på menukortet. Hvis tapas ikke frister, så har de også andre retter på menukoret. Du kan nemt drømme dig væk til Spanien selvom du sidder midt i København. Restauranten ligger tæt ved Vesterport og Tycho Brahe Planetarium så det er nemt at komme til og fra.

Tapas-mad

Souls

Souls er en vegansk restaurant, der vandt prisen for mest bæredygtige restaurant i 2018. De har både morgenmad, frokost og aftensmad til rimelige priser. Et godt sted at spise hvis du både prioriterer mad og bæredygtighed. De har to restauranter. Den ene ligger på Østerbro på Nordre Frihavnsgade, der er en hyggelig butiksgade tæt på Fælledparken. Den anden ligger på Nørre Farimagsgade, tæt på Botanisk Have og Torvehallerne.

Boathouse

Som navnet Boathouse antyder, ligger denne restaurant tæt ved vandet. Maden fokuserer på to koncepter; California grill og asiatiske favoritter. Der er alt fra bøffer på grillen til sushi, så det burde være muligt at finde en ret du kan lide. Hvis du har svært ved at vælge mellem de mange lækre muligheder, har de en menu som kokkens selv har sammensat, så slipper du for at tage det svære valg. Restauranten ligger på Christianshavn på Strandgade, tæt på Skuespilhuset og Christiania.

Turist i eget land - se hvor du skal tage hen

Klubben

Hvis du elsker god, gammeldags dansk mad og ikke orker asiatisk fusionskøkken eller pizza med trøffelolie og gedeost, så er Restaurant Klubben lige dig. Hver mandag kan du mæske dig i stegt flæsk ad libitum og en lille fadøl for den nette pris af 130kr. Det er svært at modstå. Restauranten ligger på Vesterbro, nærmere bestemt på Enghavevej. Det er tæt på Carlsbergbyen, Enghaveplads og Vega.

Byrani-mad

Send Flere Krydderier

Hvis du vil smage verden, så skal du tage til Send Flere Krydderier. Her tilbereder de retter fra Pakistan, Cambodia, Somalia, Marokko eller et helt femte sted. De har både morgenmad, frokost og aftensmad og dagens ret for kun 125kr. Denne spændende café findes to steder, den ene i Nørrebrohallen ved Den Røde Plads. Den anden på Nørre Allé lige ved Sankt Hans Torv.

Magasasa

Denne restaurant laver lækker, kinesisk mad, der både er til at betale og holder fast i nogle af de traditionelle retter fra Kina. De har fire forskellige restauranter, hvor to af dem har lidt mere fokus på cocktails og fusionsmad og de to andre har mere klassiske retter. En af dem med de mere klassiske retter ligger på Istedgade, lige ved siden af Københavns Hovedbanegård. Hvis du er interesseret i cocktails og fusionsmad så prøv deres restaurant på Flæsketorvet i Kødbyen.

Smör

Når nu du er på tur og har taget lidt lommepenge med, så er Smör et rigtig godt bud. Det er en frokostrestaurant med fantastisk smørrebrød og lune retter. Det er dog ikke billigt, faktisk slet ikke. Men til gengæld får du en af de bedste smørrebrødsoplevelser København har at byde på pt., og så endda på Nationalmuseet midt i København.

Smör er egentlig for dyr til at være med på listen, for i denne prisklasse er der pludselig en masse andre spisesteder der kunne komme med på listen. Jeg har alligevel taget den med, fordi det faktisk er svært at finde lækkert smørrebrød i København. Der er mange steder der laver det, men de er ofte mere målrettet turister. Vi danskere ved godt hvad højtbelagt smørrebrød er, så der skal mere en kombinationen af rugbrød og pålæg til at imponere os. Og hvis vi skal købe det til dyre penge, skal det være noget ud over det sædvanlige.

Det her var læsernes og mine 20 favoritter til en rigtig god madoplevelse i København. God tur og velbekomme!

 

 

Om rejseskribenten

Ida Dreboldt Kofoed-Hansen

Ida Dreboldt Kofoed-Hansen

Ida er uddannet cand.mag i kommunikation og dansk litteratur. Hendes rejser fokuserer enten på naturoplevelser eller på kulturoplevelser. Som tidligere spejder har hun en forkærlighed for vandreture, rygsæk og bålmad. I familien er der lige blevet indkøbt et stor 10 personers telt med kabiner, så fremtiden byder på nye spændende friluftsoplevelser.

Når rejsen skal have et mere kulturelt fokus, er Ida glad for hovedstader. På storbyferien har hun altid en lang liste med historiske seværdigheder der skal opleves, og der bliver ikke brugt meget tid på hotelværelset. Hun har blandt andet været i London, Paris, Prague, Amsterdam, Venedig, Rom og Reykjavik.

Kommentér

Kommentér

Show Buttons
Hide Buttons