RejsRejsRejs » Rejsemål » Europa » Danmark » Vanlife – se verden fra en campervan
Danmark

Vanlife – se verden fra en campervan

Vanlife - Cecilie - rejser
Cecilie oplever verden fra sin campervan, og van-livet er virkelig gået i blodet på hende. Det har faktisk ændret hendes liv.
Bandholm banner
Tropical islands Berlin princess cruises banner

Af Cecilie Ballegaard Thuelund

Vanlife - Cecilie - rejser

Starten på et rullende eventyr

Jeg har altid elsket at rejse og opleve nye steder. At opleve andre kulturer og lære nye sprog er virkelig interessant.

Måden, jeg rejser på, har ændret sig. Tidligere rejste jeg alene med rygsæk, boede på hostels, arbejdede som frivillig og fløj imellem mange af mine destinationer. Nu lever jeg van-livet; jeg har nemlig fået en campervan!

Jeg deler gerne ud af min historie og min kærlighed til rejse- og livsstilen i campervan.

Min kærlighed til van-livet starter langt tilbage i min barndom. Der er især to specifikke minder, som jeg kommer til at tænke på, som helt sikkert har fået min passion for livet i en campervan til at spire langt tidligere, end jeg egentlig selv var klar over. Og inden jeg overhovedet vidste, hvad et van-liv var.

Det første barndomsminde er de mange campingture, mine forældre og jeg var på. De blev dog ikke skabt i en campingvogn som de fleste andres, men i min fars gamle varevogn af mærket Volkswagen LT. Den var helt tom bagi, hvilket gav plads til en oppustelig dobbelt-luftmadras til mine forældre og en enkelt-madras til lille mig.

Derudover havde vi et speciallavet telt, som kunne lynes på siden af bilen og voila; så havde vi det perfekte camping-setup! Det var simpelt, men genialt. Jeg har kun gode og glade minder fra de ture, vi var på.

Det andet barndomsminde, som kommer til mig, er fra jeg var omkring 12 år gammel. Min far er møbelpolstrer og havde kunder på besøg i deres store firehjulstrukne Range Rover med tagtelt.

De skulle køre fra Danmark til Asien, og jeg var meget fascineret af det. Senere i mit liv poppede tanken om en van op i ny og næ. Jeg kunne finde på at google det, se billederne og drømme. Sikke nogle eventyr jeg har været på i mine forestillinger.

Cecilie - hænder - omsorg

Når sorg sætter livet i stå

I starten af 2017 blev mit liv vendt på hovedet: Min mor blev diagnosticeret med uhelbredelig kræft.
Min mor var min bedste ven og havde igennem hele mit liv været ved min side, støttet mig og elsket mig ubetinget, så det slog mig helt omkuld.

Jeg stoppede mit studie – jeg var i gang med at skrive speciale i biologi – fordi det føltes som det rigtige at gøre. Nu var det min tur til at være ved min mors side og støtte hende.

Min mor var syg i 20 måneder, og jeg var ved hendes side igennem det hele. Vi rejste en del sammen, nød livet så meget man nu kan og støttede hinanden igennem hele forløbet.

At gennemgå den slags i en alder af 27 år ændrede virkelig min måde at anskue livet på. Jeg indså, hvor sårbare vi mennesker er, og hvis du drømmer om at opnå eller gøre noget, så skal du bare gøre det. Hvad er det værste, der kan ske? I oktober 2018 døde min mor. Mit liv stod stille.

Det var meget hårdt for mig. Jeg var fortabt. Jeg flygtede i lang tid fra følelserne og rejste verden rundt med rygsæk, men sorgen forfulgte mig. Jeg indså, at jeg måtte bearbejde og arbejde med den. Her i 2020 forsøger jeg stadig at finde ud af, hvem jeg er efter alt det, der er sket.

Hvad vil jeg med mit liv? Hvordan vil jeg gerne leve mit liv? Hvordan kommer jeg derhen, hvor jeg vil? Mange store spørgsmål fylder. For at kunne svare på disse spørgsmål prøver jeg at lytte til mig selv, og en dag indså jeg, at jeg er nødt til at føle mig fri, før jeg kan få styr på mig selv igen.

Find rejsetilbud til Danmark og Norden her

Banner rejsekonkurrence
Vanlife - Cecilie - rejser

At følge sin drøm og bearbejde sin sorg

Jeg har brug for frihed og følelsen af, at intet afhænger af mig. Og her kom mine barndomsminder igen op, og drømmen om selv at eje en van begyndte at vokse. Findes der en bedre måde at føle sig fri på end at have en van? Med en van ville jeg få et trygt og rart sted. Et hjem på hjul, som kunne bringe mig lige præcis derhen, hvor jeg gerne ville.

Der var ingen spørgsmål længere; jeg skulle have en van. Jeg fik – efter lidt tid – overtalt min kæreste, og vi begyndte at lede efter en van. I maj 2020 fandt vi den perfekte van for os begge. Hun er en hvid Volkswagen T4 med ‘pop up’-tag. Hun havde et fint køkken-setup bagi og et siddeområde samt sengeplads til fire personer, da vi købte hende.

Hun var slidt, så vi besluttede at renovere hende og på den måde få vores egen drømme-van. Hun kunne blive den van, jeg altid havde drømt om – hun kunne være den frihed, jeg længtes efter. Hun gjorde mig glad.

Vi navngav hende Fudde, da min mor plejede at kalde mig det. Der var ikke rigtig andet, hun kunne hedde. Så når vi kører afsted på eventyr, føles det som om, min mor er med. Inden vi begyndte at renovere hende, var vi afsted på mange eventyr rundt i Danmark. Vi kunne simpelthen ikke vente.

Vi brugte den første halvanden måned på at nyde hende, få store oplevelser, lære hende at kende og brugte tiden på at finde frem til, hvordan vi ønskede, at hun skulle være for at leve op til vores forventninger og fremtidige planer.

Vi endte med at opleve størstedelen af Danmark igennem denne tid. Det var virkelig spændende at lære sit eget land at kende på denne måde. Der er mange gemte herligheder rundt omkring i det danske land, som ingen af os havde hørt om før.

Se tilbud på biludlejning her

find et godt tilbud banner 2023
Vanlife - Cecilie - rejser

Et rullende hjem – Danmark rundt

Danmark har enormt meget at byde på. Det er noget af det gode i denne tid, hvor vi holder os meget indenfor egne grænser grundet Covid-19. Jeg har virkelig udviklet en stor kærlighed til Danmark og den dejlige natur, vi har her. Jeg er især vild med, at vi har så meget kystlinje og så mange smukke strande.

Når man kører rundt i sin van og har god tid, så får man mange flere detaljer med. Det er en skøn måde at opleve naturen og andre lande på. Vi kan slet ikke vente, til vi skal på større ture i Fudde. Denne sommer har været fuld af eventyr og glæde for min kæreste, vores hund og mig. Vores fremtidige rejseplaner er at køre Europa tynd. Især drømmer vi om et langt road trip til Østeuropa, en tur på øhop i Grækenland og en tur til Nordkap.

Vi er lige begyndt at renovere hende her sidst i juli. Vi har malet køkkendelen petroleumsblå, lavet vores egen bordplade, lavet et bord selv og dekoreret køkkenskabene med farverigt tapet på lågerne. Vi har lagt nyt gulv, lavet gardiner og kommet nyt stof på hynderne i siddeområdet.

Vi har malet køleskabet med magnetmaling, loftet med tavlemaling og nu skal vi til at lave hylder og tilføje små detaljer, der gør hende rigtig hyggelig indeni. Det føles så godt at skabe resultater på denne måde og stille og roligt se fremgangen. Når det bliver vinter, skal hun indenfor og have en ordentlig omgang; rust skal ordnes, hun skal males orange i den nederste halvdel og shines lidt op.

Læs mere om fantastiske steder i Grækenland her

Vanlife - Cecilie - rejser

En inspirerende livsstil

Van-livet er en livsstil og det er meget mere end bare pæne billeder på Instagram. Man bliver utroligt
knyttet til sin campervan – den bliver en del af familien. Du er afhængig af den, når I er ude på eventyr, og alt, du har brug for, er i den.

Man tilbringer utroligt meget tid i sin campervan, når man kører, eller hvis vejret er dårligt, så man skal have indrettet sig, så ens van passer præcis til ens krav og måde at leve på.

Van-livet har sine plusser og minusser som alt andet. Det er ikke billigt at købe en van, og der er en del udgifter i forhold til at eje en van. Især i Danmark.

Men alt det positive opvejer hurtigt det negative, så der er ingen undskyldning for ikke at få en van og komme i gang med at leve van-livet, hvis du drømmer om det. Det er en dejlig billig måde at rejse på; man er meget fleksibel og kan bevæge sig hen, lige hvor man vil, når man vil. Man har alt, der skal bruges, med sig: Køkken, tøjskab, seng, tag over hovedet. Alt.

Man får virkelig nydt og oplevet de smukke omgivelser, man kører rundt i. Og muligheden for at stoppe, når man lyster eller tage en omvej, hvis man pludselig ser noget spændende, er der altid. Livet i en campervan er 100% frihed.

For mig har van-livet givet mig tryghed, frihed og et skønt projekt at gå til og fra. Det giver mig den ro, jeg har brug for i min sorg, den frihed jeg har brug for, en masse dejlige oplevelser og minder mig dagligt om, at man skal leve, mens man gør det, nyde livet og være i nuet.

Det vigtigste, jeg gerne vil have frem i denne historie, er, at man skal følge sit hjerte, gå efter sine drømme og række ud efter månen. Du vil aldrig fortryde det, du gør. Hvis livet er imod dig, så stop op og lyt til din mavefornemmelse – og følg den.

Du skal turde kaste dig ud i det. Jeg kæmper stadig med min sorg og tabet af min mor, men livet i en campervan har virkelig hjulpet mig og giver mig en følelse af frihed, som jeg ikke vil være foruden. Min campervan er mit ‘safe place’.

Tag Danmark rundt – her er 20 sjove steder at sove

Om forfatteren

Cecilie Ballegaard Thuelund

For Cecilie er frihed en af de værdier, hun vægter allerhøjest. Hun har det bedst, når hun kan føle sig fri. Det er derfor, hun har rejst stort set hele sit liv. I 2020 ændrede Cecilies rejsemåde sig. Cecilie har oftest rejst alene, men nu udforsker hun verden i sin camper-van, Fudde, sammen med sin kæreste og deres hund. Næste store planlagte rejse er road trip igennem hele Østeuropa med afsluttende øhop i Grækenland. Cecilies største drøm er at få pladen fuld: Hun mangler kun at besøge et enkelt kontinent, så Antarktis er højt på listen - sammen med Den Mongolske Jernbane.

Tilføj kommentar

Kommentér her

Nyhedsbrev

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Inspiration

Rejsetilbud

Facebook coverbillede rejsetilbud rejser

Få de bedste rejsetips her

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.