RejsRejsRejs » Seneste indlæg » Rejsemål » Asien » Filippinerne » Gast på Anaconda i Filippinerne
Filippinerne - hav - rejser
Filippinerne

Gast på Anaconda i Filippinerne

Kom med Line rundt mellem de filippinske øer som gast ombord på båden Anaconda. Det blev en helt uforglemmelig rejse.

Gast på Anaconda i Filippinerne er skrevet af Line Hansen

Malaysia - Kuala Lumpur - by - Rejser

Den kaotiske ankomst til Filippinerne

Turen fra Kuala Lumpur i Malaysia til Puerto Galera i Filippinerne bliver en af de lidt lange med mange skift undervejs. To tog, et fly, tre busser, en færge og til slut de sidste par hundrede meter i gummibåd ud til sejlskibet Anaconda, hvor jeg skulle være gast, og som ligger for anker ud for den lille charmerende by Puerto Galera.

Selvom jeg efter ankomst til hovedstaden Manila er lidt ristet efter min natflyvning, er det simpelthen skønt at havne i sådan et kaos, som Manila nu engang er. En dytten og båtten, asen og masen og folk alle vegne. Kontrasten til de polerede skyskrabere, jakkesætklædte businessfolk og strømlinede shoppingcentre i Kuala Lumpur er slående.

Godmorgen, og så er dagen vist i gang. Jeg elsker det – altså kontrasterne. Ikke forstået som at det ene er bedre end det andet, men kontrasten imellem hvordan lande nu engang fungerer.

Det er fascinerende, dragende og giver evig næring til at opleve nye verdener. Ligeledes den der følelse af at dumpe ned i, hvad der for udefrakommende syner kaos, larm og uorden. Når man så har sundet sig lidt, taget et par vejrtrækninger og kaster sig ud i det, så er det, at kaoset på mærkelig vis giver mening. Organiseret kaos.

Trafikken er vanvittig, men det fungerer. I høj fart snørkler alt med hjul på ind imellem hinanden i angstprovokerende manøvrer. Den var aldrig gået i København – det ville ende i en kæmpe katastrofe.

Vi har et fælles regelsæt derhjemme, og det indordner vi os under mere eller mindre. Det fungerer for os. Herovre er der ingen fælles spilleregler, og det indretter folk sig efter, og derfor fungerer det. Tror jeg. Eller måske jeg bare ikke har luret systemet – det er også meget tænkeligt.

Det er vildt, at verden kan være så anderledes efter kun nogle timers flyvning. Dog er der ingen tvivl om, hvor jeg befinder mig bedst. Stemningen bliver da heller ikke mindre, efter at jeg påstiger bus nummer to i Manila, hvor jeg med nød og næppe formår at kaste min bagage og korpus ind i den småtrillende bus.

Og hvad møder mig der i bussen klokken syv om morgenen? Tonerne af Michael Learns To Rock, der brager ud fra bussens semi-karaokeanlæg. Selvom jeg er på udebane, føler jeg mig alligevel på hjemmebane. For jeg kan faktisk sangen, ha! Til forskel fra resten af bussens passagerer…

Og næ nej, det er ikke bare behagelig summe-baggrunds-køremusik; der er fuldstændig fyret op på et niveau, der ville få Grøn Koncert i Valbyparken til at blegne: “I’m not an actor, I’m not a star, and I don’t even have my own car”...

Musikkens øredøvende toner muliggør, at jeg kan synge med ligeså højt, jeg vil, uden at nogen på sagligt grundlag kan vurdere, hvor langt fra tonerne jeg rammer og dermed stemme mig ud af bussen. Til tonerne af mine teenageidoler betragter jeg Manillas morgenmylder ud af ruden, imens bussen luller afsted sydover. Spændt på hvordan den næste måneds tid skal forløbe, når jeg ankommer til Puerto Galera og skal ombord på Anaconda som gast.

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Puerto Galera- Filippinerne, gast - rejser

Det omvandrende multiværktøj

Jeg står klar til livet som gast på den lille fortøjningsplads i Puerto Galera, da jeg ser Jan, eller “Kaptajnen” komme sejlende mod mig i gummibåden. Den bare mave, tatoveringerne, der dækker overkroppen, guldringen i øret og koralhalskæden fuldender kaptajnlooket.

Jan har sejlet i mere end 12 år rundt i verden med sin 48 fods selvbyggede sejlbåd. En ordentlig skude med masser af plads. Eller det vil sige, det var der engang. Alle tænkelige huller og luftrum er udnyttet til opbevaringsplads.

Men det er klart, at med en båd som sit hjem er alle huller godt fyldte. Forestil dig at værksted, vinkælder, bibliotek, forrådsrum, fryser, dagligstue, køkken, loftsrum osv. skal fittes ind på en båd. Med nye opbevaringsrum, der hele tiden dukker op, er vi overbeviste om, at vi et eller andet sted på Anaconda kan finde en glemt gast.

Ligeledes skal der være alt på båden til enhver tænkelig situation, hvis noget skal fixes. Og det skal der næsten altid. Jeg har i hvert fald ikke på noget tidspunkt set Jan, hvor han ikke lige er i færd med at fixe noget, og oftest fixe flere ting ad gangen. Jo, det skulle da lige være, når der bliver serveret sundowners, men ellers ikke…

Det med at fixe ting spænder meget bredt på Anaconda. Det kan være alt fra at skille en motor ad og samle den igen, svejse, sy, smøre og rense til helt simpelt at give noget, der ikke fungerer, et dask med en svensknøgle, hvilket dog også lader til at være plan A i forbindelse med problemløsning. Efter at have sejlet på Anaconda, har jeg erfaret, at det faktisk oftest virker. Især selvstyreren responderer godt på dask.

Når man som Jan lever på sin båd, er man nødt til at kunne alt. Og det kan han. Selvom jeg ingen forstand har på både, kræver det ikke meget snilde at gennemskue, at Jan er manden, der ved ALT om både og på den baggrund kan fixe alt på båden. Han er sejler, ja bestemt, men også et omvandrende multiværktøj med evigt olieplettede fingre.

Find månedens bedste rejsetilbud her

Kaptajn - Puerto Galera, gast- rejser

Påmønstring som gast på Anaconda

Jeg påmønstrer Anaconda, som ligger til anker et par hundrede meter ude i bugten, får mig installeret i min kahyt og ligeledes hilst på skibshunden Oskar – eller bare Okker, som vi kalder ham. Det kræver mindre energi at udtale, og som gast på Anaconda vil vi gerne gøre livet nemt for os selv. Energiøkonomi går vi meget op.

Det betyder, at vi gør en dyd ud af, hvordan vi kan forbruge mindst mulig energi på en hvilken som helst opgave.

Simon har allerede sejlet med på Anaconda i tre måneder, og det bliver således ham, der bliver offer for vores tusindvis af spørgsmål i en lind strøm de første par dage. Heldigvis er Simon god som dagen er lang og svarer tålmodigt og hjælpsomt, når han for syttende gang forklarer, hvordan der laves isterninger, hvor kaffefiltrene er, hvor man tænder for gassen, og hvordan ovnen fungerer, hvilket ingen af os andre rigtig lærte selv efter en måned ombord.

Det var noget med en limepresser, der skal sidde i klemme samtidig med, at man trykker et bestemt sted, får noget til at sige klik og så få sat ild til gassen et hemmeligt sted inde i ovnen, imens man balancerer flæskestegen eller hvad, det nu er, man har kastet sig over af madlavningsprojekt og selvfølgelig passe på man ikke brænder sig. Ganske enkelt umuligt.

Det er en kunstart, vil jeg mene, og enhver gast, der påmønstrer Anaconda, burde modtage en pdf-fil forinden, der behandler emnet “Brug af ovn på Anaconda”. Simon er sådan en, der har en smittende afslappende aura. En mester i hvil, lur og morfar.

Det er derfor også ham, der kender de knap 20 forskellige steder på båden, hvor man ved hjælp af forskellige pude- og hyndeformationer kan lave sig et godt lursted, når man hviler sig. Eller som Simon påstår; han ‘fintænker’.

Simon fintænker meget. Det meste af dagen faktisk. Altså når han ikke drikker kold kaffe, for “det er jo synd at smide kaffe ud”, som han siger. Simon har køje ude i værkstedet, men eftersom værkstedet mere eller mindre har indtaget køjen, sover han på dækket i sin højtelskede hængekøje, som for hver dag, der går, mister en streng eller to. Det er kun et spørgsmål om tid, inden Simon ender som kamikaze-gast.

Find billige pakkerejser her

solnedgang - Filippinerne - Rejser

Stegt flæsk og solnedgang – det søde liv som gast

Den første aften efter Puerto Galera brillerer kaptajnen fra ‘pantryet’. Ifølge sejlerleksikonet bruges ordet ‘pantry’ om køkkenet, når det er en del af et andet rum, mens ‘kabys’ bruges, når køkkenet er et aflukket rum. Vigtigt lige at få begreberne på plads…

Først står der sundowners på menuen i form af Piña Coladas, mens vi nyder synet af den smukke solnedgang over bugten. Det står ret hurtigt klart for os, at sundowners er en vigtig del af livet her på Anaconda, hvilket ingen lader til at have indvendinger imod. 

Herefter står den på stegt flæsk og persillesovs, som ultimativt tager prisen for det mest danske måltid, jeg har indtaget de sidste syv måneder. Det smager fantastisk, og jeg spiser langt mere end godt er. F*** det smager GÅT!

De følgende par dage som gast går med at klargøre Anaconda til de næste tre ugers sejllads, hvor vi ikke har mulighed for at proviantere og få gas og vand på båden. Provianteringen skal vise sig at være en oplevelse i sig selv.

Simon og jeg går på markedet for at handle frugt og grønt. Der bliver noget af et projekt, og da vi umuligt kan slæbe mere, går vi hen mod supermarkedet for at møde de andre. Simon installeret med frugt- og grøntsagssækkene udenfor, mens jeg går på jagt efter besætningen.

I midten af supermarkedet ser jeg Jesper og Bob, der står helt desorienteret og kigger forvirret ned i de tre vogne, som Jan er ved at fylde op. Når Bob har hentet fem liter mælk, kommer Jan tilbage med 15 ekstra.

Når Jesper har hentet to pakker smør kommer Jan tilbage med seks ekstra. En kasse rom suppleres med en hel del ekstra kasser, og vi burde kunne lave sundowners nu til det meste af Filippinerne.

Men Jan har prøvet det tusind gange før, og ved om nogen, hvor meget, der skal handles ind til seks mennesker i tre uger. Det er sindssygt meget. Så meget at Jesper, Bob og jeg ikke bidrager til så meget andet end at stå og grine over de helt enormt proppede vogne, som er stablet på en måde, som ville give enhver klodsmajormester anledning til bekymring.

Bonen, som vi efter halv time ved kassen modtager, er cirka halvanden meter lang og burde have været gemt til evigt minde. Afsted på to tricycles med provianteringen ned mod vores stakkels lille dingy, som virkelig sættes på prøve. Men den klarer det, og ligeledes gør provianteringen.

2021 bliver et brag af et rejseår! Se her hvorfor og hvordan

Banner - Bulli - 1024
Solnedgang - Filippinerne, gast - Rejser

Første nat på båden

Den første nat siden Puerto Galera. Det er fantastisk at sove ombord. At falde i søvn, mens man stille vugges i søvn til lyden af bølgeskvulp, der klukker mod bådens skrog. Stjernerne, der står lysende klart og månen, som skinner ind gennem lugen i toppen kahytten.

Det er varmt, lidt klemt og lidt fugtigt, men det er lige meget, for alt i alt er det fantastisk. Fra overkøjen kæmper Bob lidt mere for at få den nødvendige mængde ilt, og periodevis høres bekymrende gispeagtige lyde ovenfra.

Det skal dog også siges, at Bob har et generelt iltproblem. I særdeleshed under overfladen, hvor han gerne tømmer en tank på et kvarters tid. Luft og iltsituationen resulterer da også i, at vi skiftevis fiser op på dækket for at lufte af.

Til gengæld giver det én en enestående mulighed for at sidde i mørket i sin egen lille boble og være lidt alene i stilheden og bare kigge på stjernerne og føle sig utrolig privilegeret over dagen i går, dagen i dag, øjeblikket, nuet og dagen i morgen, hvor det hele udspiller sig igen. Wauw, jeg er vild med dette sejlerliv og med at være gast.

Det er fedt, at vi er to piger ombord. Så kan vi engang imellem tage på småudflugter, pigefjolle, fange blæksprutter, nusse på små babyskildpadder og gå amok med selfiemoments, når testosteronniveauet på skibet bliver for højt.

Når min med-gast Savannah spiser Nutella om morgenen, går hun all in. I Savannahs optik betyder det, at der ikke ét sted må være noget synligt brød, når Nutellaen smøres ud. Det betyder så også, at halvdelen af Nutellaen ender enten på fingrene eller i hovedet.

Når jeg engang får børn, så vil jeg have en datter som Savannah – verdens skønneste spruttepilskadde!

Se alle de bedste rejsetilbud her

Skildpadde - rejser

Sømandsviser og rom og cola

De næste par uger går med at sejle fra den ene smukke bugt til den anden, hvor vi hver nat ligger for anker. Nogle gange kan vi snorkle i land, og andre steder er det kun klipper, der omgiver os.

På en af småøerne giver den lokale ranger os lov til at lave bål på stranden – sikkert med håbet om en flaske rom til gengæld, som han selvfølgelig får. På de helt små øde øer er der ofte et par rangere, der holder øje med øen og med en flaske rom i vente.

Vi sejler afsted i dingyen med alt, hvad der skal bruges til bålarrangementet: Bagekartofler, fisk i stanniol, rødvin, rom og cola og ikke mindst hollandaisesovsen, som er med i kasserollen. Nej, nej her mangler ikke noget.

Med en machete klargør Jan kokosnødder og fylder dem herefter med alskens gode småstærke sager medbragt fra barskabet; meget autentisk og vanvittig hyggeligt. Vi spiser den båltilberedte gourmetfisk og nyder rødvinen.

Den lille medbragte højtaler og iPad sætter stemningen med Kim Larsen og diverse sømandsviser, men i takt med at rom og colaen hældes ned, bemærker ingen, at  tidevandet er faldet gevaldigt. De første 100 meter ud mod båden stikker korallerne op ad vandet, og vi må derfor gå ud igennem de skarpe gevækster, hvilket er nemmere sagt end gjort.

Vores sko hænger fast i korallerne, folk vælter rundt, og vi kan ikke se noget. Det hele bliver lidt kaotisk, og promillen hjælper ikke ligefrem på situationen. Status næste morgen for os alle er diverse koralrifter på ben og arme. Derudover et par mistede sko og en håndfuld søpindsvinspigge, der har bosat sig i Simons hånd.

Okker var vist den eneste, der kom nogenlunde helskindet gennem natteroderiet. Okker er lidt ligesom Simon; god som dagen er lang og hviler utrolig meget. Okker er bare en smule dummere og kan finde på at ligge nede i vandet i timer i træk og vente på, at nogen åbner lugen op, så han kan komme op på båden.

Ikke engang et lille bjæf, kan han tænke sig til, ville løse hund-over-bord-problematikken. Ligeledes styrter han febrilsk rundt på båden og stirrer ud i intetheden, når man spørger ham, om der er delfiner? Han hopper på den HVER gang, og det bliver det ikke mindre sjovt af.

Okker må have verdens bedste hundeliv. Han får ‘Leende Ko-madder’ om morgenen, ofte en rugbrødshapser med en rest torskerogn til frokost, og om aftenen er der altid en bøf eller mørbrad tilovers til ham. Når pigerne er alene, bliver han forkælet med Oreos og pølser, men det er en hemmelighed mellem Savannah, Okker og mig.

Find flybilletter til Filippinerne her

ombord - Filippinerne - rejser

Morgendyk med skildpadder – den søde tilværelse som gast

Skildpadder, revhajer og eksotiske fisk i alverdens tænkelige farver omgiver mig i det krystalklare vand. Vores kaptajn Jan er foran mig, men jeg må kæmpe lidt for at følge med i tempoet. Jan har 4-5000 dyk bag sig, og det er tydeligt at se, at hele havet såvel under som over er hans legeplads. Klokken er 7 om morgenen, og for mindre end 15 minutter siden lå jeg og sov i køjen.

Nu er jeg på 28 meters dybde og i gang med verdens bedst tænkelige morgenbad. Flere gange kommer vi helt tæt på de store havskildpadder, som med deres store skjold indbyder til en trækketur gennem vandet. Efter lidt betænkningstid tager jeg mod til og tager fat på hver side af skildpaddeskjoldet.

Jeg mærker den enorme kraft, skildpadden bevæger sig med gennem vandet ved hjælp af lufferne. Livet under vandet er som at træde ind i en helt anden verden. Når et dyk bare er helt fantastisk, og alt spiller, kan det nemt føles halvdrømmende og eventyragtigt. En verden hvor nogle sanser sættes ud af spil, mens andre skærpes.

Farverne står omend mere klart end over vandet. Øjnene er vanvittig opmærksomme og konstant søgende. Den vægtløse fornemmelse, når korpus ubesværet bevæges rundt i alskens stillinger, som næppe lader sig gøre over vandet, er fantastisk. Der er en underligt vanedannende stilhed dernede.

Kun den buldrende lyd fra regulatoren, når luften blæses ud gennem munden, hiver tankerne tilbage til virkeligheden. Det er vældig fredfyldt og kan i nogle tilfælde føles helt meditativt. Følelsen af at være tilstede opstår helt af sig selv.

Rejsetilbud: Den ultimative strandferie i Filippinerne

Filippinerne - hav, solnedgang, gast - rejser

Den første søsyge

Det sidste stræk som gast med Anaconda bliver også det længste. Strækket skal bringe os fra Filippinerne til Hong Kong, hvor vi skal afmønstre, og Anaconda skal have intensiv pleje i en måned, hvor de nye sejl, som ligger klar i Hong Kong, skal sættes på.

I dagene op til afgang bliver det Sydkinesiske Hav hærget af en tyfon, som vi tålmodigt må vente på driver over, så vi skånes for de værste af efterdønningerne. Den første dag til søs er det mig, der har madlavningstjansen.

Eftersom min søsyge har opført sig yderst eksemplarisk på hele turen, giver det derfor umiddelbart ingen anledning til bekymring. Da mørket sænker sig over havet, og jeg kryber ned i pantryet for at færdiggøre middagen, går der dog ikke længe, før en mærkelig fornemmelse rammer mig.

De store men dog bløde bølger, som rammer ind forfra, udfordrer balancen, og alle muskler arbejder for at korrigere og tilpasse kroppen de balancemæssige udfordringer. Af erfaring lærer man hurtigt, at man ikke bare stiller en dåse eller et glas fra sig, når båden vipper sådan.

Alligevel sker det hele tiden, og vi har som oftest et par halvfyldte kaffekopper flyvende gennem cockpittet, men aldrig noget, der på nogen måde anfægter den ultimativt afslappede stemning, der hersker på Anaconda.

Med hovedet begravet i gryde og mados og en balancenerve, der er gået på druk, må jeg til sidst springe op fra pantryet for at undgå at et yderst upassende krydderi tilsættes i retten… Heldigvis er jeg omgivet af fantastiske med-gaster, som altid er klar til at tage over og hjælpe i alle tænkelige tilfælde. Fx at hente mig i kajakken, når jeg midt ude i vandet står fanget i et koralhelvede i mørket, ubevægelig, uden sko – de forsvandt mellem korallerne – og lidt for fuld… Tak!

Læs om andre smukke øer i Filippinerne her

hund

På vagt i den mørke nat

De næstkommende dage forsvinder hurtigt i de allerede indtrufne rutiner, der uvægerligt opstår om bord, når man sejler flere dage i streg. Vi har skiftevis vagter af to timer også som gast, hvilket betyder, at man så kan slappe af i de følgende 8 timer, inden man skal på vagt igen. Ahh, hele 8 timer til at hvile i – fantastisk! Det er en vild fornemmelse at være på vagt, især om natten.

Alle om bord sover, alt lys er slukket, og kun pandelampen lyser svagt op, når kursen, olietrykket eller motorens temperatur skal tjekkes. Okker ligger som regel og putter ved siden af. Når han en gang imellem åbner et halvt øje, får vi os en lille hyggesludder, inden han dejser om igen.

Omkring os sejler små fiskerbåde, store tankere, fragtskibe, og de store blækspruttebåde lyser op som flydende cirkusser for at tiltrække blæksprutter med deres kraftige spots. Men ofte er der bare helt sort, når man kigger ud i horisonten.

Sådan virkelig sort. Dog lyser stjernerne og månen himlen op, og der er mere tid end nogensinde til at betragte de lysende objekter, som er så uendelig langt væk. Følelsen af at være ubetydeligt lille på dette hav er i begyndelsen overvældende, men samtidig en fed følelse. Det er ultimativ frihed og uafhængighed.

En båd kan komme alle vegne – aldrig afhængig af en vej, et spor eller andres overvejelser om, hvor man skal eller i hvert fald bør færdes. Jeg begynder så småt at forstå de muligheder, en båd giver den rejsende. Begrebet ”off-the-beaten-track”, som bruges i flæng i Lonely Planets guidebøger tilføres en helt ny og langt mere autentisk dimension med båden som transportmiddel, og mulighederne for gå – eller rettere sejle – dine egne veje er ubegrænsede.

Klokken 4 om morgenen afløses jeg af Ole, som er påmønstret som gast den sidste uge for at sejle med mod Hong Kong. Kurs og en kop kaffe overleveres, og jeg glæder mig til at sove. Simon ligger i den ene side af ‘doghouset’, som toppen af cockpittet kaldes, og jeg krøller mig sammen under mit lagen med hætten trukket op over ørerne i den anden side.

Okker lægger sig ned under lagnet i fodenden, og selvom fugten her midt om natten når sit højeste, og hynden er hård at ligge på, er det stadigvæk verdens bedste seng. Ikke kun tidspunktet af døgnet bidrager til den gennemgående afslappethed, jeg føler i hver en afkrog af min krop, men i særdeleshed også den perfekte kombination af sansestimuli. Lyden af bølgeskvulp, lugten fra bådens træværk og vandet, bådens vuggende bevægelser og ikke mindst synet af stjernerne, som fylder nattehimlen, går her op i en højere enhed. Afslappet … ahhh … sove.

Denne helt igennem afslappethed, som jeg kun sjældent har oplevet, fylder mig de sidste to døgn, inden vi rammer Hong Kong. Det er en fantastisk fornemmelse at være ombord, men det tager åbenbart tid at lære kroppen at slappe helt af, sådan “helt inde i knoglerne”, som er et udtryk, vi er meget glade for på Anaconda. Måske det er volapyk – måske nogen ved, hvad jeg mener.

Læs mere om at rejse i Filippinerne her

God rejse, når du skal ud på dit eget eventyr som gast – eller på anden vis – i Filippinerne!

Denne artikel indeholder links til en eller flere af vores samarbejdspartnere. Se hvordan det foregår her.

Østeuropa - wellnessbanner - rejser

Om rejseskribenten

Line Hansen

Line Hansen

Line startede sit rejseliv som teenager med at tage af sted på diverse charterferier med veninderne, hvilket kickstartede hendes rejselyst. Har altid været drevet af en stor udlængsel samt trang til at opleve verden, og se hvad der gemmer sig i andre lande. Efter teenageårene har det altid været med rygsæk rundt og gerne på ”low-budget”.

Kommentér

Kommentér