RejsRejsRejs » Rejsemål » Europa » Italien » Sicilien: En rejse på trods
Italien

Sicilien: En rejse på trods

Italien - Sicilien, Etna - rejser
Sicilien er en fantastisk feriedestination for mange. Find ud af hvordan man begår sig på ferie på Sicilien, når man rejser på trods i kørestol - ligesom Kirsten Kester.
 

Sicilien: En rejse på trods er skrevet af Kirsten Kester.

sicilien, hav, udsigt

At rejse til Sicilien – trods alt

Kirsten har i flere år kæmpet med langvarig hjernerystelse, hvilket har givet større udfordringer, end hun nogensinde har oplevet som handicappet i kørestol. Rejserne i denne periode har været begrænsede, da hjernerystelsen medfører en række voldsomme bivirkninger. Men hun vil ud og rejse, også selvom hun skal rejse på trods.

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Italien, Ragalna - rejser

Ragalna, Sicilien

Mit hoved gør ondt. Min krop og mine led gør ondt. Mine ører hyler. Min pande er varm. Min krop er stresset, og hovedet summer og snurrer. Jeg prøver at sove lidt mere, men min krop gør for ondt.

Min mand Dieter laver spejlæg og kaffe. Jeg er stadig skidt. Overvejer at sove. At hvile. At skide på det hele og blive i sengen, for hvad helvede kan jeg stå op til? Et liv med susen for ørene, et nervesystem jeg ikke har styr på, verden danser, og jeg er ikke budt op. Mit hoved gør ondt, mine øjne flimrer, øjnene søger ofte efter, hvad jeg kan kaste op i, skulle det være.

Ragalna på Sicilien er med sine 3.000 indbyggere ikke meget større end en landsby. Hvor går grænsen for forskellen mellem by og landsby? Aner det faktisk ikke, men Ragalna virker på størrelse med en landsby.

Efter ganske få minutter er vi på byens torv – eller piazza. To moderne caféer, en falmende gul kirke, en mindre park med lidt blomster og bænke og en endnu mindre købmand er hvad byens torv byder.

Caféerne er de eneste åbne. Det er søndag, så kirken burde være åben og alt andet lukket, men det er måske moderne tider. Jeg forhører mig hos et par unge, der sidder på den smarte af caféerne. Den med neonskriften, der fortæller at de serverer kaffe. Jo, supermarkedet er lukket, det er jo søndag. Dieter er nået over torvet og fortsat ud ad en vej nordpå. Jeg følger efter.

Italien - Sicilien, Ragalna - rejser

På eventyr igennem Siciliens frodige og romantiske gader

Vinden er kølig mod kinderne. Det skyldes, at vi er oppe i næsten 900 meters højde over havoverfladen på Sicilien. Det lune forårsvejr, vi oplever ved kysten, lader vente på sig i bjergene.

Jeg er kommet ud. Det sker ikke hver dag. Desværre. Hjernerystelsen gør, at min søvn er sparsom, og smerterne for mange. Når først jeg er ude, glemmer jeg næsten min sygdom. I hvert fald for en stund. Indtrykkene, lydene, vindens kilden på kinden og min nysgerrighed gør, at bekymringerne og smerterne bliver sat ud af fokus.

Hjernerystelsen og al dens vedhæng bliver lige så stille gelejdet ud i en periferi, hvor den gerne må blive. Desværre gør den det kort, og kun i en vis rum tid. Så banker den på døren, som var den en regerende magt. Vil lukkes ind i varmen og minde mig om, at den er en del af mig. Den er ikke umiddelbart velkommen, men jeg ved, at den maser sig på med en overrumplende og ubærlig magt, hvis jeg ikke byder den indenfor.

Husene er meget forskellige ved første øjekast, men ser man nærmere efter, er de alligevel ens i udtrykket. Som de fleste sydeuropæiske eller italienske huse er de romantiske. Meget yndige og sirlige med krummelurer og malet i sarte pastelfarver. Gerne i forskellige pudderfarver, hvilket jeg finder lidt komisk, men det kan ikke være anderledes.

Mætte af den lange sommer med det kraftige lys er italienernes huse næsten hermetisk tillukkede med tykke persienner, skodder eller sågar mursten for vinduerne. Haverne er frodige med tæt beplantning, og oliventræerne er at finde overalt. I disse højder er cyprestræer også ganske almindelige. Få har miniplantager med vin eller frugttræer.

Havudsigten, som vi burde kunne skimte mod øst, forsvinder desværre i disen. Men vi er ikke i tvivl om, at vi er oppe i højderne.

Find din flybillet til Sicilien her – tryk på “se tilbud” for at få den endelige pris

Med GPS i hånden kan det ikke gå helt galt

Allerhelst vil jeg bare gå lidt på må og få i gaderne på Sicilien. Gerne lade mig fare lidt vild og gå på eventyr. Dieter vil helst holde øje med GPS’en, hvilket viser sig at være en god idé, da klokken pludselig bliver mange, lyset forsvinder, og vi skal stadig over et par bakker og rundt om en del sving, før vi nærmer os noget genkendeligt.

Ofte bliver vi gøet af, når vi passerer, hvad der ellers kunne ligne forladte huse. Hundenes ejere ser vi sjældent. De få, vi støder på, nikker og smiler. Enkelte hilser med et “buonasera”, og en kone med vasketøj på altanen vil vide, hvor vi er på vej hen og en hel del andet, som jeg ikke forstår. Hun nikker og peger bekræftende. Skal vi mod Piazza’en, er vi på rette vej. Jeg smiler og takker. “Molte grazie”.

Etna stikker sin snude op bag bakker og træer. Med sneen på toppen ser hun kold og forfrossen ud på trods af hendes egenskab som vulkan med den indre glød.

Italien - Sicilien, Ragalna

Vinmuseum bag facaden

Jeg svømmer let væk i de fine detaljer. I italienernes haver og huse på Sicilien. Så meget, at jeg indimellem finder mig selv kørende ude midt på vejen. Bilerne dytter næsten uanset, så jeg skal nok nå ind til siden. Jeg tager mig selv i at tænke, om de ikke også kører utrolig hurtigt i så lille en by? Tænker man sådan, når man bliver ældre? Jeg mindes ikke, at jeg tidligere har tænkt lignende. Og på denne gåtur er der en del flere biler end på vores forrige. 

Efter en kop fantastisk italiensk kaffe på vores café er vi startet på en længere gåtur i modsat retning af, hvor vi sidst gik. På en skala fra 1 til 10 spørger jeg Dieter, hvor irriteret han er over, så tit jeg stopper og skal studere ting og temmelig sikkert også have et billede? Dieter svarer, at det som regel starter på 1 og nærmer sig 10, når vi er hjemme. Min nysgerrighed har jeg det ligesom med hovedpinen, kvalmen, svimmelheden og alt det andet, hjernerystelsen medfører, utrolig svært ved at tøjle.

De borgagtige huse – der minder om noget fra før, min tiptiptipoldefar levede – paletter i naturen med anderledes farver, et lys i en særlig ukendt røgfarve sniger sig langsomt op fra dalene, hensat i en verden af fantasi og trylleblomster. Hvordan kan man lade være at stoppe, er min tanke. Men det er hårdt. Det er hårdt for mit hoved at kapere alle indtrykkene og mine tanker, der galopperer afsted, hvor ord, billeder og farver bliver hvirvlet rundt i en tornado. Jeg tager billeder, så jeg kan huske og skriver ord, der understøtter.

Da tusmørket er ved at være fremme, vender vi om. Der er stadig masser at se, selvom vi går samme vej tilbage. Når jeg er opslugt af detaljer, får jeg ikke altid det hele med på begge sider af vejen. For eksempel opdager jeg først på hjemvejen, at der ligger et ret så stort og smukt museum helt tæt på vejen. Der står nogle håndværkere indenfor, og min nysgerrighed driver mig derind.

Hvad jeg umiddelbart forstår af den siciliansk-italienske accent er, at det er et vinmuseum, som dog først åbner igen til april. Umiddelbart kan vi ikke bruge det til meget, men vi fik hilst på et par flinke mænd og nydt de smukke bygninger helt tæt på.

Læs mere om Italiens rejsedestinationer her

Italien Sicilien Favignana Ø Rejser

Sådan kommer du til Sicilien

Der er flere danske rejsebureauer, der har kvalitetsrejser hertil.

Hvis du selv vil booke din rejse til Sicilien, så er B&B Domus Verdiana i centrum af Ragalna populært blandt brugerne på TripAdvisor, som også har en liste over andre overnatningsmuligheder. For at komme til Sicilien kan du flyve til Catania på det østlige Sicilien eller til øens største by Palermo. Du kan finde den bedste kombination på Momondo her.

Hvis du har brug for tips og tricks til, hvordan du planlægger din rejse, kan du læse vores store rejseguide her. Du kan også tilmelde dig vores nyhedsbrev, der kommer 1-2 gange om måneden, hvis du vil holde dig opdateret med tips og tricks til rejser.

Små oplevelser vokser sig store. Også når man rejser på trods.

Rigtig god rejse til Sicilien og resten af Italien!

Læs meget mere om at rejse rundt i Italien her

Om forfatteren

Kirsten Kester

Kirsten K. Kester er københavner bosat i Aarhus med sin vestjyske mand.
Sammen har de rejst i mere end 25 år.

Kirsten er desuden kunstner og har udstillet både i Danmark og flere steder i udlandet, bl.a. Berlin, New York og Mexico. Rejserne og kunsten skriver Kirsten om på sin blog, på Facebook og på Instagram.

Kirsten er til den uforudsigelige rejse, hvor hun ikke følger de øvrige turister i hælene. Den Kinesiske Mur er fx kun oplevet i det yderste vestlige hjørne af Kina og ikke i Beijing. Som nogle af de første turister rejste Kirsten og hendes mand i 1992 med tog gennem et Sovjetunionen, der netop er nedlagt og erstattet af nye selvstændige republikker.

Både Kirsten og hendes mand foretrækker rejsen på landjorden fremfor i luften. De tager sig tid til hvilke omgivelser, de end måtte befinde sig i, og besøger med lige stor glæde nye som allerede besøgte lande.

Kirsten har siden hun var ganske lille udfordret sig selv og andre på diverse rejser, specielt fordi hun sidder i kørestol. Udfordringen er nok størst for andre, da Kirsten for længst har vænnet sig til et liv i kørestol. For Kirsten er det meste ladsiggørligt; det handler for hende om vilje krydret med en smule fantasi. Andre lader ofte tvivlen komme i vejen og ser forhindringer fremfor muligheder.

Siden maj 2014 har Kirsten desuden kæmpet med langvarig hjernerystelse, hvilket har givet større udfordringer, end hun nogensinde har oplevet som handicappet i kørestol. Rejserne i denne periode har været mere begrænsede, men rejse - det vil hun.

Tilføj kommentar

Kommentér her

Nyhedsbrev

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Inspiration

Rejsetilbud

Facebook coverbillede rejsetilbud rejser

Få de bedste rejsetips her

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.