RejsRejsRejs » Seneste indlæg » Rejseguides » Guide til at finde flybilletter, hotel og billeje
Computer - laptop - rejser
Rejseguides

Guide til at finde flybilletter, hotel og billeje

Der er efterhånden mange muligheder for at lede efter hoteller, flybilletter og udlejningsfirmaer på nettet, men det gør det ikke nødvendigvis nemmere at overskue, hvem man skal vælge. Her er derfor redaktionens bud på nogle oplagte steder at tjekke, før du beslutter dig.

Bedst til flybilletter

Vores favorit er Momondo. Vi tjekker jævnligt andre flybillet-søgesider, men vi vender altid tilbage til Momondo, for de giver det bedste overblik, når du har besluttet dig for destination og tidspunkt. En af grundene er nok, at deres funktion “Bedste” oftest viser den flybillet, man i sidste ende kommer til at vælge, for den afvejer pris og rejsetid ret godt. Og så er det fedt, at man selv kan bygge sin retur-billet ved at bruge funktionen “Tidstabel”. Den har vi brugt flere gange til at undgå særlige lufthavne eller ventetider om natten. Tidstabel kan visse steder også bruges til at få et gratis stop med på vejen i op til 1-2 døgn. Tricket er, at vælge sin rute, klikke på “Retur” og søg. Derefter skal man vælge “Tidstabel”, og klikke af under “Via” i venstremenuen (lidt nede) hvilken lufthavn man gerne vil have et ekstra stop i. Tilsidst sorterer man på rejsetid i søgeresultatet, ved at klikke på den lille pil ved siden af ordet “Rejsetid”, og så kan man se hvilke muligheder der er. Ofte får man 15-20 timer et sted, hvilket kan være nok til fx at opleve en seværdighed. Dette vil typisk være billigere end at købe en ekstra etape særskilt, som man gør ved funktionen “Rundrejse”, da billetten fra flyselskabets side bliver opfattet som sværere at sælge pga. den lange transfertid, og derfor sælges billigere.

Tips til Momondo - søgning - rejser

I modsætning til fx Google Flights er det også sjældent, at Momondo overser en flyforbindelse eller flyselskab. Eneste ulempe er, at prisindikatoren på dato (vist med farvede søjler) ikke altid virker opdateret, så den er mere vejledende end reelt brugbar.

Et tip er, at man ikke altid skal vælge den billigste udbyder hos Momondo. Nogle gange er der kun få kroner kroner mellem at købe hos en billetudbyder, man aldrig har hørt om, og et etableret rejsebureau, og i tilfælde af, at der fx er ændringer fra dig selv eller flyselskabets side, får du ofte en langt hurtigere og bedre service fra de etablerede bureauer som Kilroy eller FDM Travel. Det er ikke altid sådan, men det er vores oplevelse. Vi er selv blevet tvunget til at købe en servicepakke fra en ny udbyder, på trods af at det var flyselskabet, der havde ændret billetterne og havde lavet en fejl, der gjorde, at vi skulle med vores fly nummer 2, før vi landede med fly nummer 1. Hvilket jo var svært… Men det ville udbyderen ikke røre ved, indtil vi havde købt en servicepakke. Tryk derfor på “Se detaljer” i venstre hjørne i søgeresultatet for at selv at vælge udbyder, og husk at dobbelttjekke, at prisen er den samme på udbyderens side, når Momondo sender dig derhen. Hvis du er i tvivl om udbyderen, kan det være en fordel at google firmaet.

Tips til Momondo - søgning - rejser

Momondo er i øvrigt også startet med hoteller og har overraskende mange med, så det kan man lige så godt tjekke ud i samme omgang, man køber billetter.

Bedst til pakkeløsninger

Vores favorit i pakkeløsninger er Expedia. De er 100-meter mestre i pakkeløsninger, hvor du fx køber fly+hotel+bil på en gang.  Deres udvalg er kæmpestort, og det er nemt og effektivt. Vi kan også godt li’, at der er så mange brugeranmeldelser fra folk, der rent faktisk har været på de nævnte hoteller.

Tips til Expedia søgning - rejser

Et tip er at dobbelttjekke de foreslåede hoteller på en af de andre nævnte sider, så man er sikker på, at det er et hotel i den kvalitet, man gerne vil booke. Det sker, at Expedia foreslår hoteller, der ikke nødvendigvis har de bedste evalueringer rundt omkring, men bare man er bevidst om det valg, er det et glimrende sted at booke pakkeløsninger.

Bedst til hoteller

Der er rigtig stor konkurrence på hotelsøgning, så der er flere gode muligheder derude.

Booking.com er vores favorit, da den giver et fremragende overblik over muligheder i forskellige prisklasser, områder, stilarter osv. Det er fx nemt at finde familieværelser, hvilket ikke er givet på andre bookingsider. Vi bruger tit deres kortfunktion og deres filtre i venstremenuen til hurtigt at finde nogle gode bud. Det fungerer i øvrigt klart bedst på en computer eller laptop i forhold til på mobilen, hvor det kan være svært at overskue. Vi kan også godt li’ at der er så mange verificerede brugeranmeldelser, og at man kan klikke ind og læse mere om, hvad folk egentlig har skrevet.

Booking.com - søgning - rejser

Et tip, hvis man vil spare penge, er at booke i rigtig god tid, så man selv kan vælge værelse, eller at booke på dagen. Det sidste er naturligvis ret risikofyldt, hvis man har udset set et bestemt hotel, men der kan være penge at spare.

Her er et par andre muligheder:

  • Hotels.com giver også et rigtig godt overblik. Et tip er at tjekke priserne flere gange, da vi har oplevet, at de svinger en del.
  • Otel er en lidt overset side, der af og til har andre hoteller. Prøv fx deres “Nature”-søgefilter.
  • Agoda er gode til Asien. Et tip er at se bort fra urealistisk høje før-priser og kæmpe rabatter og i stedet bare se på den reelle pris, før man beslutter sig.

Bedst til hostels og alternative overnatningssteder

Tripadvisor er vores favorit her. Den dækker utrolig bredt, både i forhold til prisbillige muligheder som hostels og også til specielle overnatningssteder, der giver nogle andre rejseoplevelser. Den virker også bedst på en computer/laptop, da man så får alle muligheder. Og så kan vi også godt li’, at der er så mange brugeranmeldelser.

Et tip er at tage anmeldelserne med et gran salt. Eller to. Kig på tendenser i anmeldelserne, som fx at der er mange, der nævner beliggenheden eller støj. Og hvis der er mange,meget positive anmeldelser fra anmeldere med få anmeldelser, vil de ofte være falske. Kig derfor efter hvad senior-anmelderne skriver, dvs. dem, der fx har 50+ anmeldelser. Man kan desværre ikke filtrere efter hvor mange anmeldelser. anmelderne har lavet, men man kan filtrere efter dem, der fx har givet 2, 3 og 4 stjerner, og så får man tit fjernet de falske anmeldelser fra ejerens fætter, der har givet 5. Eller konkurrenten, der har givet 1.

Tips til flybillet og hotel søgning - Tripadvisor - rejser

 

Der er også andre muligheder hvis man specifikt går efter lejligheder og huse, fx Wimdu og AirBnB. Specielt sidstnævnte er ret kendt, men det er også vores oplevelse, at tjenesten ofte er blevet for dyr at bruge, hvis du kun skal være der i kort tid, eller kun er 1-2 personer, fordi deres gebyrer er steget i takt med deres kendis-faktor. Men tjek selv den endelige pris. Udover de globale sider er der mange lokale muligheder, hvor der fx i Buenos Aires findes en stor side kun med lejligheder der, læs mere her.

Bedst til klassisk solferie

Der er flere gode muligheder her. Udover de kendte som TUI og Spies kan vi anbefale den mindre kendte “Eliza was here“, som specialiserer sig i at finde små, hyggelige hoteller i Sydeuropa. Du ved, den der slags hoteller, som man altid håber på at finde ved at “bare køre til den nærmeste landsby og se, hvad der er”. Forskellen er bare, at nu kan du finde hotellet hjemmefra. De har ofte pakkeløsninger, hvor fly, hotel og bil er inkluderet i prisen. Det er nem solferie.

Tips til at finde flybilletter og hoteller - rejser

Bedst til skiferie

Igen også et område med rigtig mange muligheder. Vi kan anbefale Sunweb, der trods deres navn har rigtig mange muligheder. Du kan fx selv vælge transportform, og de dækker mange skiområder.

Billeje

Billeje er altid lidt af en jungle. Både i forhold til at finde den rigtige udbyder, og også i forhold til at finde de rigtige forsikringer. Vores anbefaling er, at gå efter en af de lidt større udbydere eller at booke via et dansk bureau. Specielt i Italien og Spanien er der lidt for ofte fusk med i købet hos en del af de mindre udlejere, desværre. Vi kan anbefale AutoEurope, som er et globalt selskab, der i øvrigt også udlejer motorcykler og autocampere. De finder de billigste priser via alle de etablerede biludlejningsfirmaer, og på trods af navnet, udlejer de i mange dele af verden, ikke kun i Europa. Vi har fx selv prøvet det i Sydamerika. Her kan du også vælge forsikringsniveau. Hvis du har en ordentlig årsrejseforsikring bør “Basis” være godt nok, men hvis du vil gøre det nemt kan du helt enkelt vælge en “Super cover”.

Uanset hvem du vælger at leje bil, camper eller motorcykel hos, så overvej om det ikke er værd at bruge et par ekstra kroner på at vælge et kendt firma, hvis du vil undgå overraskelser. Det er for ærgerligt at skulle bruge tid og kræfter på at diskutere om små eller store ekstraregninger med en udlejer på sin rejse.

I dette indlæg er der links til nogle af vores samarbejdspartnere. Alle holdninger er redaktionens egne. Hvis du vil læse mere om, hvordan det foregår, så se her

 

Om rejseskribenten

Redaktionen Rejs Rejs Rejs

Redaktionen Rejs Rejs Rejs

Læs mere om redaktionen her

Kommentér

Kommentér

Nyhedsbrev

Find fly, hoteller og hostels her

Rejsesjov på RejsRejsRejs

Bliv rejseklogere her

Har du læst denne her?

Show Buttons
Hide Buttons