RejsRejsRejs » Rejsemål » Europa » Spanien » FC Barcelona og de andre – verdens bedste fodboldby
Spanien

FC Barcelona og de andre – verdens bedste fodboldby

Spanien - Barcelona, Camp Nou, fan - rejser
Barcelona er den perfekte by at besøge, både hvis du er fodboldinteresseret, men også hvis du blot vil have kultur og strand. Der er det hele.
Dresden banner 2025 jul Salzburgerland banner

FC Barcelona og de andre – verdens bedste fodboldby er skrevet af Jens Skovgaard Andersen.

Spanien - La Barceloneta, strand - rejser

En fodboldrejse til byen Barcelona

Det kan måske godt diskuteres, hvad der gør en by til verdens bedste, men det er til gengæld ikke til diskussion, at Barcelona er en helt perfekt by til dig, der gerne vil kombinere byliv, bold, shopping, sol og strand.

Og når byen tilmed er hjemsted for stjernerne i verdensberømte FC Barcelona – eller bare Barça – så er det svært at komme uden om, at byen er et mekka for enhver med hang til ’det smukke spil’.

Barcelona ligger på Middelhavskysten, og det lyseblå vand og det bløde sand ligger lige for fødderne af dig, når du besøger byen. Nogle af de bedste strande ligger helt inde i centrum, og du kan gå til og fra de andre kendte områder af byen på få minutter.

Ramblaen er en verdenskendt gågade, som ender ved vandet i den ene ende og midt i den pulserende by i den anden ende. Ramblaen deler også to af byens mest populære kvarterer: det gamle Barri Gòtic på den nordlige side og det hippe El Raval mod syd.

I Barri Gòtic finder du utallige restauranter, barer, butikker og kulturelle tilbud, og der er en stor koncentration af turister nærmest døgnet rundt. El Raval er derimod mere præget af de mange lokale, som bor i området, og du finder spændende alternative butikker, caféer og spisesteder i de smalle gader og stræder.

Spanien - Barcelona, Camp Nou - rejser - rejse til barcelona

FC Barcelona – det store trækplaster

Byens sportslige stolthed FC Barcelona holder til i bydelen Les Corts vest for centrum, og det er her, det imponerende historiske stadion Camp Nou ligger. Stadion er godt nok ved at blive bygget om, men når det er indflytningsklar, rykker Barças stjerner ind igen.

Stadionområdet byder på caféer, museum og selvfølgelig merchandise-megabutikker, hvor du kan få vitterligt alt med klubbens kendte logo på. Det vrimler med fodboldglade børn og voksne i rød-blå trøjer med Lamine Yamal og Lionel Messi på ryggen, og livet drejer sig først og fremmest om Barça.

Ved siden af det store Camp Nou lå tidligere et lidt mindre stadion med det passende navn Mini Estadi, og det var her, FC Barcelonas reserver spillede deres kampe. Reserverne spiller nu på Estadi Johan Cruyff i udkanten af byen. Her spiller FC Barcelonas kvindehold også, og der er en helt særlig stemning til deres kampe med nogle af verdens største kvindelige fodboldstjerner.

Mini Estadi er nu blevet afløst af en indendørs arena, hvor du kan se FC Barcelona spille håndbold og basketball – også helt klart værd at opleve.

Billetterne til FC Barcelonas store kampe kan være svære at få fat i, og derfor er det en god idé at tjekke de forskellige billetudbydere, som har billetter til kampene, hvis du planlægger en rejse til Barcelona. Det er ærgerligt at gå forgæves.

Spanien - Barcelona, Espanyol Stadium - rejser

RCD Espanyol – lillebror med stolt historie

Det er ikke kun FC Barcelona, der repræsenterer byen på højeste fodboldmæssige niveau. Også klubben RCD Espanyol spiller i den bedste række i Spanien, og de spiller på deres eget nye moderne stadion i den vestlige forstad Cornellá-El Prat.

Der er ikke samme run på billetterne til Espanyols kampe, så det er nemmere at købe billet gennem klubbens hjemmeside, hvis du ønsker at rejse til Barcelona for at se fodbold. Den nemmeste måde at komme til stadion på fra centrum er med tog fra Plaça Espanya, som er lidt af et knudepunkt i Barcelonas trafiknet.

Klubben Espanyol har stolte traditioner, og de viser det gerne. Tag dig tid til at gå rundt om stadion og se alle navnene på klubbens legender, som står skrevet over indgangsportene.

Ved siden af stadion ligger et stort shoppingcenter med alt, hvad hjertet kan begære, og mange fans samles på restauranterne og barerne inden kamp. Ideelt hvis du vil kombinere bold med shopping og god mad.

ny bureaugrafik 25/26
Spanien - Barcelona, Montjuïc, solnedgang - rejser - rejse til barcelona

Arven fra OL 1992 – midlertidig hjemmebane for FC Barcelona

Hvis du ikke kan få nok af at kigge på stadions på dit besøg i Barcelona, så tag op på bjerget Montjuïc, hvor det olympiske stadion fra OL i 1992 troner. Tidligere spillede Espanyol sine kampe her, mens de fik bygget deres nye stadion.

For tiden er det FC Barcelona, der bruger det olympiske stadion som hjemmebane, mens Camp Nou bliver bygget om. På FC Barcelonas hjemmeside kan du booke en stadionrundtur, hvis du vil se det hele indefra.

Du kan tage med metroen derop fra Plaça Espanya, hvis du ikke har lyst til at bestige bjerget til fods. Der er heldigvis rulletrapper noget af vejen.

På Montjuïc findes også en stribe andre OL-anlæg; herunder et svømmestadion med muligvis byens bedste udsigt, og der er i det hele taget god grund til at tage turen op og nyde udsigten – og eventuelt solnedgangen – over byen og de omkringliggende bjerge.

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Barcelona, Spanien, overnatning, hoteller

Barcelona rundt til fods

På din rejse til Barcelona finder du kunst og kultur både ude og indendørs, og uanset om du er til enestående arkitektur, klassisk kunst, strandliv eller moderne kulturtilbud, så finder du det her.

Bare gå en tur rundt og kig efter. Den specielle ufærdige kirke La Sagrada Familia, triumfbuen Arc de Triomf fra Verdensudstillingen i 1888 og Joan Mirós pudsige skulpturer er blandt favoritterne på en bytur til fods.

En af byens stolte sønner er arkitekten Antoni Gaudí, og hans særprægede organiske stil ses mange steder i byen. Udover La Sagrada Familia bør du kigge forbi Casa Milá, Casa Batlló og Park Güell.

.
Spanien - Girona, kanal, huse - rejser

Girona FC – den nye spiller på banen

Hvis du vil have mere fodbold og samtidig se lidt mere af Catalonien, så kan du passende tage et smut op til den nordlige by Girona. Udover at være kendt for sine gallerier og hyggelige gader, som tiltrækker masser af lokale fra Barcelona, har byen også et fodboldhold i den bedste spanske række.

De rød-hvide fra Girona FC har klaret sig godt i deres første sæsoner i La Liga, og stemningen i byen er høj, når de spiller – især mod de store klubber. Girona er et oplagt mål for en dagstur fra Barcelona, og du kan tage toget fra stationen Barcelona Sants, som ligger tæt på Plaça Espanya. Togturen tager cirka en time.

Spansk fodbold er noget af verdens bedste, og i Barcelona finder du cremen af cremen. FC Barcelona trækker selvfølgelig mest, men glem ikke Espanyol og Girona, og husk også at se en kamp med FC Barcelonas kvindehold.

Oplevelserne venter på dig i verdens bedste fodboldby. God rejse til Barcelona.


Vidste du: Her er de 7 byer i Europa med flest solskinstimer

7: Nice i Frankrig – 342 timer/måned
6: Valencia i Spanien – 343 timer/måned
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Banner - hoteller    

Om forfatteren

Jens Skovgaard Andersen, redaktør

Jens er en glad rejsenørd, der har rejst i over 70 lande fra Kirgisistan og Kina til Australien og Albanien. Jens er uddannet i Kinastudier, har boet i Kina i 1½ år og er medlem af De Berejstes Klub. Han har en omfattende erfaring med rejseverdenen som rejseleder, foredrag, rådgiver, forfatter og fotograf. Og naturligvis vigtigst af alt: Som rejsende.
Jens går ofte efter steder, hvor der også er mulighed for at se en god fodboldkamp i selskab med andre inkarnerede fans og har en særlig forkærlighed for Boldklubben FREM, hvor han sidder i bestyrelsen.
For de fleste er det oplagt at se op til Jens (han er knap to meter høj), og så er han 14-dobbelt mester i TV-quizzen Jeopardy, så hvis du ikke kan finde ham ude i verden eller på et fodboldstadion, kan du nok finde ham ude at turnere i det københavnske quiz-miljø.

Tilføj kommentar

Kommentér her

Nyhedsbrev

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Rejsetilbud

Facebook coverbillede rejsetilbud rejser

Få de bedste rejsetips her

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.