RejsRejsRejs » Rejsemål » Europa » Kroatien » Kroatien: En insider-rejseguide til Istrien, Pula og Zagreb
Kroatien

Kroatien: En insider-rejseguide til Istrien, Pula og Zagreb

Zagreb, Croatia, Kroatien ferie, rejs til kroatien
Kroatien er et oplagt rejseland, der bliver mere og mere populært.

Kroatien: En insider-rejseguide til Istrien, Pula og Zagreb er skrevet af Veronika Gajsak.

  • kroatien, kroatien ferie, rejser til kroatien
  • kroatien, kroatien ferie, rejser til kroatien

Gode tips til din rejse til Kroatien

Kroatien er kendt for sommerdestinationerne Split, Dubrovnik og Šibenik samt nationalparker som Plitvice-søerne, Krka og Kornati. Det er også landet, hvor slipset blev opfundet, og hvor Tesla blev født.

rrr banner 22/23

Hvis du ser på et kort, vil du hurtigt bemærke, at Kroatien har en mærkelig form – og mange synes, det ligner en drage. Måske er det derfor, en stor del af tv-serien Game of Thrones blev optaget her.

Det er et lille land – en lille smule større end Danmark – beliggende på Balkan, hvor omkring 4 millioner mennesker bor. Det grænser op til Slovenien, Ungarn, Serbien, Bosnien-Hercegovina og Montenegro med Italien liggende på anden side af Adriaterhavet. I Kroatien finder du stort set alle slags landskaber fra lækre strande til høje bjerge, og landet har i det hele taget rigtig meget at byde på som turistmål.

I denne insiderguide til landet finder du blandt andet svar på, hvordan du kommer på en rejse til Kroatien, hvad du skal se, hvad du skal spise, hvor de gode shoppingmuligheder er, og mange andre tips og tricks til din rejse.

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

  • kroatien. zagreb, kroatien ferie,
  •  kroatien ferie, rejser til kroatien
  • kroatien ferie, rejser til kroatien

Transport til og i Kroatien

Kroatien er godt forbundet med resten af ​​verden via flyruter, tog- og buslinjer og transport til vands. Både Zagrebs internationale lufthavn samt lufthavnene i Osijek, Rijeka, Pula, Zadar, Split og Dubrovnik er relativt små. Det betyder, at du kan komme hurtigt igennem hele check-in-processen, og der er ingen lange gåture til de forskellige gates. Der går direkte fly fra København til Zagreb og meget billige fly fra Aarhus til Zadar.

Foretrækker du at rejse med bus, kører mange internationale busselskaber som fx Flixbus til Kroatien. Togrejser er også muligt, men her er det mere afhængigt af, hvilken del af landet, du skal til. De nordlige og østlige dele af landet er godt forbundet med tog, mens de sydlige dele har bedre buslinjer. Tjek med det lokale turistbureau eller den lokale station.

Man kan også køre selv i egen bil. Du skal dog være opmærksom på, at du skal betale for at køre på motorvejene. Hvis du er på et begrænset budget, er det derfor meget billigere at tage bussen. Om sommeren i højsæsonen skal du forberede dig på lange køer på vejene. En god idé er derfor at tage mad. drikkevarer og underholdning med til ventetiden.

Parkering kan være udfordrende i storbyerne, så hvis du lejer en bil, anbefaler vi, at du finder overnatning med privat parkering for at undgå at køre rundt i timevis efter en parkeringsplads. Taxaer og andre samkørselstjenester som BlaBlaCar, Uber og Bolt er meget billige i Kroatien.

Til offentlig transport i større byer med sporvogne og busser kan du købe en dags- eller timebillet i enhver kiosk i byen.

Se de bedste rejsetilbud her

Find de billigste flybilletter til destinationen her

Atlas, kuna, kamera - rejser

Valuta og penge – euroen gør sit indtog

Kroatiens nuværende valuta er kuna, men fra 2023 overgår de til euro. I de første to uger af 2023 vil du dog stadig kunne betale med kuna. I de første seks måneder kan du veksle dine kuna til euro på vekselkontorerne. Kig altid efter de bedste dagskurser – de kan variere meget fra vekselkontor til vekselkontor.

Det er ikke alle steder, du kan bruge dit kreditkort. Alle supermarkeder og kiosker tager imod kreditkort, men på barer, på mindre restauranter og i busser tager de kun imod kontanter. Sørg derfor altid for at have kontanter på dig.

2022 er et brag af et rejseår! Se her hvorfor og hvordan

Koncert, publikum, flag - rejser - Split, Zagreb, Dubrovnik, kroatien ferie, Zadar, rejser til kroatien, rejs til kroatien, ferie i kroatien, kroatien vejr, kroatien kort, istrien

Det kroatiske sprog og den kroatiske befolkning

Det officielle sprog i Kroatien er kroatisk, som er et slavisk sprog. Men der er forskellige dialekter fra region til region og fra by til by. Det kan være svært for kroater at forstå hinanden, hvis ikke der tales med den officielle dialekt.

Der er udtryk, du med fordel kan gøre brug af i Kroatien: “Dobar dan”, som betyder “goddag”, og “kako si?”, som betyder “hvordan har du det?”. Eller “hoćemo na pivo”, som betyder “lad os drikke en øl”. Kroaterne er meget venlige mennesker, og hvis de inviterer dig hjem, bliver du behandlet som en konge. Du får ikke lov til at tage afsted, hvis du ikke har spist og drukket nok. God musik og en snak om livet er meget normalt.

Kroaterne ses ofte nyde morgenkaffen på en lokal kaffebar eller nyde en øl eller en ‘gemišt’ – en drink bestående af hvidvin og danskvand – efter arbejde. De er generelt åbne, livsnydende mennesker, og de respekterer alle, som respekterer deres by, natur og især havet. For dem, der lever langs kysten, er havet meget mere end bare vand; det er deres livsnerve og deres primære ressource, så havet spiller en helt særlig rolle.

Find de bedste og billigste flybilletter her

  • kroatien, kroatien ferie, rejser til kroatien
  • kroatien, kroatien ferie, rejser til kroatien

Sådan kan du bo på din rejse til Kroatien

Eftersom Kroatien er en velbesøgt turistdestination, burde det ikke være et problem at finde overnatning. I storbyerne findes hoteller i alle klasser og lige så mange hostels. Det er også nemt at leje private lejligheder fx gennem Airbnb.

Ude ved havet kan du campere eller leje et værelse af de lokale, hvilket vil give dig en mere autentisk oplevelse. Du vil se lokale sidde foran deres lejligheder med skilte om, at de udlejer værelser. De fleste familier som bor langs kysten, har deres egen ejendom, som de så lejer ud i løbet af højsæsonen. Dette er en stor del af deres indkomst, så her er der mulighed for direkte at støtte de lokale økonomisk.

Her finder du gode tilbud på overnatninger

  • kroatien ferie, rejser til kroatien
  • kroatien ferie, rejser til kroatien
  • kroatien ferie, rejser til kroatien

Mad og drikke på kroatisk

Når du besøger Kroatien er der flere traditionelle retter, du bør prøve, som vil give dig en autentisk madoplevelse.

‘Zagorski strukli’ er en rigtig folkeret fra Zagorje-regionen, som kan laves på mange måder. Hovedingredienserne her er wienerbrød og ost.

‘Pašticada’ er en dalmatisk gryderet, der kræver 24 timers forberedelse.

‘Crni rižot’ er navnet på den sorte risotto, som har sin sorte farve fra blæksprutteblæk.

Alt der hedder noget med ‘ispod peke’, som betyder ‘under klokken’, er meget klassisk i de dalmatiske egne. Her tilberedes et simremåltid over lang tid under et kuppelformet låg dækket af varm aske. Tilberedningen gør, at det hele bare smelter i munden. Et sådant måltid bør bestilles en dag i forvejen.

Istriske trøfler er en delikatesse lavet med højeste standard på restauranter med et tartufo vero-mærke. I byen Livade i regionen Istrien er der hvert år madlavningskurser, trøffelauktioner og kåringer af de bedste trøfler.

Fra regionen Slavonien bør du prøve ‘kulen’; en delikatesse fremstillet i hånden af specielle udskæringer af svinekød af højeste kvalitet. Det tager i alt ni måneder at tilberede fra bunden. Kulen er en tør pølse, ofte krydret, som er en fantastisk i kombination med ost, løg og brød. Det ligner meget ‘pršut’ som er lufttørret skinke fra Dalmatien. Kombiner gerne en af disse to delikatesser med traditionel lækker ost fra øen Pag.

Hvad drikkevarer angår, produceres der i Kroatien gode lokale øl, vine og rakija, som er en form for brandy fremstillet af frugt.

Gå efter ‘konoba’ i stedet for restauranter; så får du de mest autentiske spiseoplevelser. Vi ønsker dig “dobar tek” – et godt måltid – og “živeli”: Skål!

Find alle de bedste priser på biludlejning her

  • kroatien ferie, rejser til kroatien
  • kroatien ferie, rejser til kroatien
  • Zagreb, Croatia, Kroatien ferie, rejs til kroatien
  • kroatien ferie, rejser til kroatien
  • Markuskirken, Zagreb - rejser

Zagreb: En rejse til Kroatiens livlige hovedstad

Kroatiens hovedstad Zagreb bruges ofte blot som transit for de turister, der vil ud til havet. Men det er lidt ærgerligt. Tag et par dage i byen, for Zagreb har faktisk meget at byde på.

De fleste af byens seværdigheder ligger i centrum, som er delt i en øvre og en nedre del. Byen har en kabelbane, som du kan tage, hvis ikke du er til de lidt udfordrende bakker. På grund af byens beliggenhed kan du mange steder i byen opleve en fantastisk udsigt.

Gå en tur på Strossmeyers Promenade, hvor der ofte er underholdning i form af levende musik. Her er der også liv på barerne hele året rundt. Vil du have den ultimative udsigt over Zagreb, kan du tage en tur i Lotrščak-tårnet. I tårnet findes også udstillinger og souvenirbutikker. Hver dag ved middagstid har du siden 1877 kunne høre Gric-kanonen affyre skud herfra.

Lige i nærheden af Lotrščak-tårnet finder du Markuskirken – Crkva Svetog Marka – en af ​​de ældste bygninger i Zagreb. Kirken er nem at genkende på grund af dens meget farverige tag, som er udsmykket med våbenskjold. Lige i nærheden af kirken kan du på vejen gå gennem Kamenita vrata – ‘Stenporten’ – den eneste bevarede byport i det gamle forsvarssystem fra det 13. århundrede.

Tag en tur på Dolac-markedet, hvis du vil have frisk mad og opleve et rigtigt Balkan-marked. Tæt herpå finder du en række parker, springvand og haver, som tilsammen danner en U-form. Dette område kaldes ‘Zagrebs grønne hestesko’ og er et typisk mødested for de lokale.

En smule væk fra centrum ligger søen Jarun. Her kan du selvfølgelig tage en afslappet dukkert, men derudover sker der også meget andet. Her ligger mange barer og natklubber, og om dagen er der mange aktiviteter som skøjteløb og volleyball og diverse grillarrangementer. Det er meget populært blandt børnefamilier om dagen, mens det i aften- og nattetimerne er et populært feststed.

Af interessante museer i Zagreb kan nævnes ‘Museum of Broken Relationships’, Illusionsmuseet, Museet for middelalderlige torturinstrumenter, 80’ermuseet, Tømmermandsmuseet og det Tekniske Museum opkaldt efter bysbarnet Nikola Tesla. Der er nok at gå i gang med, og selv om noget af det virker en anelse kitschet, så er det værd at besøge et par stykker, når du er i Zagreb.

I løbet af sommeren afholdes en række kulturelle begivenheder som kunstfestivalen Cest is d`Best, filmaftener i Dubravkin Put og Lysfestivalen.

Lysfestivalen spreder sig ud over hele byen og indtager også tunnellen Grič. Tunnellen består af en sal i midten, som er forbundet med gange til gaderne Mesnička i vest og Stjepan Radič i øst og med fire gange mod syd.

Tunnellen blev bygget under 2. Verdenskrig som både beskyttelsesrum og et sted at gå tur. Nu danner den i stedet rammen om kulturelle begivenheder og er blevet en turistattraktion. Og et køligt sted at søge hen, når sommersolen steger.

I vinterperioden kan du besøge bjerget Medvednica, som ligger lige nord for Zagreb. Den højeste bjergtop er Sljeme og er en populær destination for skiløbere. Du kan tage den helt nye kabelbane fra byen op til Sljeme, så du slipper for bjergbestigningen.

Derudover har Zagreb i december måned et prisvindende julemarked med masser af boder med lokale varer, lækre delikatesser som fritule – kroatiske æbleskiver – og gløgglignende vin med kanel og julemusik.

Se meget mere om at rejse til Kroatien og nabolandene i vores store Balkanguide

  • kroatien ferie, rejser til kroatien
  • kroatien ferie, rejser til kroatien

Regionen Hrvatsko Zagorje – Kroatiens bagland

Hrvatsko Zagorje er adskilt fra Zagreb af bjerget Medvednica. Det er en region med mange bakker, rig kultur og historie og en glad befolkning. I byen Krapina finder du et museum for Krapinas neandertalere, da området er nok verdens mest berømte sted for neandertalermennesket. Området er beskyttet og er det første palæontologiske naturmonument i Kroatien.

I regionen findes også museet ‘Staro Selo’ i Kumrovec – et frilandsmuseum, som indeholder regionens arkitektur fra slutningen af ​​det 19. og begyndelsen af ​​det 20. århundrede. Landsbyen Kumrovec er også kendt som fødestedet for Josip Broz Tito, som senere blev præsident for det daværende Jugoslavien.

I nærheden af ​​Kumrovec, omgivet af borgruinen Cesargrad og floden Sutla, ligger et monument til ære for den kroatiske nationalsang. Et afslappende sted, hvor man kan nyde de grønne omgivelser og spise traditionel kroatisk mad i restauranten Ventek.

Der ligger også to velkendte slotte i denne grønne region, nemlig Trakošćan nær Varaždin og Veliki Tabor i Desinić.

Her finder du alle de bedste rejsetilbud til Europa

  • kroatien ferie, rejser til kroatien
  • kroatien ferie, rejser til kroatien
  • kroatien ferie, rejser til kroatien

Slavonien – vin, vandring og vadefugle

Slavonien er en af de historiske regioner i Kroatien og består af Sava- og Drava-dalene og bjergene omkring Požega-dalen. Her kan du besøge det statslige stutteri Lipik, der er ideelt for dyre- og naturelskere, og du kan blandet andet lære at ride på hest.

Er du vin-elsker, kan du besøge den ældste vinkælder på Balkan fra 1232. Der går historier om, at selv den senere kejser Frans Stefan og kejserinde Maria Theresia i 1741 tilbragte hele syv dage her for at smage på den delikate vin.

Vinsorten Graševina har slået så meget rod i Kroatien, at mange eksperter anser den for at høre hjemme her. Du kan opleve den ved at rejse gennem tre vinruter Požega-Pleternica, Kutjevo og Pakrac.

I Slavonien ligger også naturparken Papuk, som er en oplagt destination til aktiv ferie med vandreture, cykling, paragliding og picnic med familien. Hvis du er til adrenalinkick, kan du besøge adventureparken Duboka. Her er der mulighed for at begive sig ud på hængebroer og ziplining, som også er velegnet til børn.

Tag til sidst et smut forbi søen Sovsko, som er den sidste del af et indhav fra forhistorisk tid i Kroatien. Her kan du slappe helt af i naturen, og du vil helt sikkert støde ind i de mange vadefugle. Alt i alt er Slavonien fuld af natur og spændende udendørsaktiviteter.

Find flere storbyguider til hele verden her

Festival - musik - rejser - Split, Zagreb, Dubrovnik, kroatien ferie, Zadar, rejser til kroatien, rejs til kroatien, ferie i kroatien, kroatien vejr, kroatien kort, istrien

Indie, jungle og salsa – festivaler i verdensklasse

Udover Cest is d’Best, er Kroatien hjemsted for mange festivaler hele året rundt. Særlig kendt er Zagrebs rock- og indiemusikfestival INmusic i midten af juni ved Jarun-søen. Her har populære navne som The Prodigy og Nick Cave optrådt i de senere år.

Den velkendte elektroniske musikfestival Ultra-festival i Split er den største i Kroatien med mere end 150.000 besøgende. Derudover er andre nævneværdige festivaler Croatian Summer Salsa Festival i Rovinj, Seashplash Festival nær Pula, Outlook Festival, hvor du kan lytte til genrerne jungle, dubstep og hip-hop, og festivalen Hideout i Zrće på øen Pag.

Kroatien er et rigtigt festivalland, og udover musikfestivalerne landet over finder du en stribe film- og kunstfestivaler, som også trækker store publikumsskarer.

Alt i alt har Kroatien rigtig meget at byde på i løbet af alle årets fire årstider, og listerne med oplevelser kunne være meget længere. Det er værd at nævne, at somrene kan være meget varme og vintrene meget kolde, mens både efteråret og foråret er mildt.

Se meget mere om at rejse til Kroatien her

God rejse til Kroatien!

Dette indlæg indeholder links til nogle af vores samarbejdspartnere. Hvis du vil se, hvordan det foregår med samarbejder, så kan du trykke her.

nyhedsbrev banner 22/23

Om forfatteren

Veronika Gajsak

Veronika voksede op i Kroatien, begyndte at rejse i en ung alder og er ikke holdt op igen. For Veronika er målet at besøge og opleve så meget af verden som muligt og på den måde mærke de mange måder, livet kan leves på. Hun har rejst i hele Europa og er for nylig begyndt at udforske Asien og Afrika. Backpacking er Veronikas foretrukne rejseform, og den bedste rejsehistorie er at blive fanget i en snestorm i en lille italiensk by sammen med de lokale - og dermed ikke nå flyet, men i stedet blive kastet ud i nye uforudsete eventyr på rejsen.
Hun studerer 'tourism management' og er vild med fotografi, teater og musikfestivaler.

Kommentér

Kommentér

Nyhedsbrev

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Inspiration

Facebook coverbillede rejsetilbud rejser

Emner

Rejsebilleder fra Instagram

Få de bedste rejsetips her

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.