Rejse til Laos: Her finder du Asiens smukkeste by er skrevet af Camilla Kornerup.
Hvorfor rejse til Laos?
Laos er helt sin egen, og det er det, der gør en rejse til Laos helt unik. Landet i Asien adskiller sig på flere måder fra de øvrige lande i Sydøstasien. Det var tempoet, der i første omgang fik mig til at tænke, at noget var afgørende anderledes her i forhold til nabolandene.
I Laos lever de mere i slowmotion. Ingen har travlt. Tingene er, som de skal være, og ordet stress indgår næppe i laoternes sprog.
Den langsomme livsstil slår igennem på mange områder. Eksempelvis når man sidder og venter – og venter lidt mere – på et spisested på at få lov at bestille og siden betale. Gør man ikke selv opmærksom på sin tilstedeværelse, kan der gå meget lang tid, uden der sker noget som helst.
Det skulle jeg lige vænne mig til, efter at jeg var kommet fra Thailand og Cambodia – lande, hvor service er i højsædet. Et andet godt eksempel er arbejdskulturen. Thaierne og især vietnameserne er kendt for deres højeffektive landbrug. Deres utrættelige arbejde i rismarkerne året rundt giver dem mulighed for at høste op til tre gange årligt.
Laoterne derimod høster ris kun én gang om året. Man siger herude, at vietnameserne planter, høster og planter straks igen, mens laoterne planter og så sætter sig ned og lytter til risen gro.
Genbrug er vejen frem
Livsstilen bærer ogsp præg af fokus på det bestående. Det – sammen med det rolige tempo – skaber et helt særligt folk i det asiatiske land. Et folk, som dybest set står op og gør det samme, som de gjorde dagen før. De synes at mene, at så længe verden består, er alt i orden.
På sin vis er der noget utrolig sundt i det – og det var ganske tankevækkende at være en del af. Alligevel var det svært at forstå, hvorfor de ikke reparerer noget, der trænger til det. Eksempelvis en faldefærdig bro eller noget tøj, der hænger i laser.
Det lader ikke til at give mening for laoterne at forbedre eller ligefrem udvikle på ting, så længe de kan bruges. Broen lappes sammen med et par brædder, der slet ikke passer i stil og størrelse med de øvrige. Men det går an, og man kan jo komme over broen – om end med besvær.
Og tøjet – jamen, det hænger måske lidt mærkeligt på kroppen. Det er et stort hul i siden og en god portion masker, der er rendt, men det kan stadig bruges, så hvorfor kasserer det? Jeg havde mange oplevelser af den slags med ting, der var faldefærdige.
Det satte gang i tankerne om vores ‘brug-og-smid-væk-kultur’ og krav til den materielle del af vores tilværelse.
Slowboat på Mekong
En god måde at falde ind i laoternes afslappede livsførelse på er ved at tage med en slowboat ned ad Mekongfloden. Det er en oplevelse, du helt sikkert bør have på en rejse til Laos. Sæt et par dage af til det, og lad det grønne, bjergrige landskab glide ind på nethinden.
Mekong er bare én af mange floder i Laos. Landet indbyder til at rejse ad flodvejen, da vejene ofte er dårlige. Samtidig får man set en stor del af landets fantastiske landskab, som floderne bugter sig igennem. Særligt i den nordlige del af landet er der tæt jungle og skovklædte bjerge.
Flere steder rejser de smukkeste kalkstensklipper sig lodret fra rismarkerne, ligesom man ser det i andre asiatiske lande, heriblandt Vietnam og det sydlige Kina.
Jeg rejste ad Mekong fra Luang Prabang i nord og op mod grænsen til Thailand. Bådene er passagerbåde, og undervejs lægger de til i mange små afsides landsbyer. På den måde får man også indsigt i livet i ‘Udkants-Laos’. Ombord var vi vel 15-20 personer, og der var rigeligt med plads til et nyde udsigten.
Undervejs møder man fragtbåde og fiskere og ser, hvordan de lokale rydder og opdyrker jorden helt ned til flodbredden med majs, sukkerrør og grøntsager. På disse kanter bor mange af landets etniske minoriteter. De lever et liv delvist isoleret fra det øvrige laotiske samfund i byerne.
Der er delte meninger om, hvor mange forskellige minoriteter, der findes i landet, men tallet er vel cirka 50. Nogle har altid boet i Laos, mens andre gennem de seneste århundreder er indvandret på grund af krig og politisk forfølgelse i deres oprindelige hjemlande i Kina og Tibet.
Disse folk lever i små landsbyer, taler deres egne sprog og udveksler varer med andre gennem byttehandel.
Et kludetæppe af en befolkning
På en rejse til Laos stifter man bekendtskab med landets mange forskellige etniske befolkningsgrupper. Nogle lever i lavland, og andre i højland, alt efter deres kultur.
Den største gruppe er lavlandsfolket Lao Lum, som er dem, man møder flest af. De udgør over halvdelen af befolkningen og er typisk majoriteten i byerne, hvor det mere moderne liv leves.
Nogle af de mindre folkerige grupper, som Akha-folket, lever modsat meget afsides i bjergene. De dyrker ris på skråningerne og holder bøfler, høns og grise.
Her går kvinderne stadig i deres traditionelle, mørke bomuldsdragter. Dragterne er pyntet med fine broderier, og Akha’erne bærer en flot hovedbeklædning med en lang række sølvmønter hæftet på.
Mønterne svinger, når man går, og de skal holde onde ånder væk fra ansigtet. Ved indgangen til Akha’ernes landsbyer går man igennem en ‘åndeport’, som man under ingen omstændigheder må røre.
Porten symboliserer overgangen mellem åndernes og menneskenes verden. Den indikerer også, at Akha-folket, ligesom de øvrige etniske minoriteter, er animister, dyrker forfædrekult og fordriver onde ånder gennem byens shaman.
I en landsby, jeg besøgte, sad en shaman under et hus med et klæde over hovedet på pæle og gyngede frem og tilbage, mens hun messede nogle ord, der skulle fordrive sygdom, som var opstået i familien i huset.
Et liv tættere på civilisationen
Inden for de seneste 20 år har regeringen gjort en hel del for, at de etniske minoriteter flytter ned fra bjergene og bosætter sig i lavlandet. Målet er, at de skal bo tættere på uddannelsesmuligheder for deres børn og sundhedssystemet samt tage aktiv del i opbygningen af et moderne Laos.
Mange folk, som for eksempel Hmong, Khmu og Yao, ser fordelene ved det nye liv tættere på civilisationen. De har fået langt bedre huse, arbejde i byerne og forbedret økonomi.
Når man cykler igennem deres landsbyer, ser man, at de går i vestligt tøj og har TV, rent vand og motorcykler. Flere og flere bygger desuden huse i sten og beton.
Regeringen leverer gratis drikkevand til deres landsbyer, når de flytter ned i lavlandet, samt elektricitet til en tiendedel af den pris, laoterne betaler i byerne.
Disse folk bevarer dele af deres oprindelige kultur ved at holde fester og dyrke ritualer omkring fødsel, bryllup og begravelse. Samtidig tilegner de sig et mere moderne liv i tråd med den øvrige omverden og globalisering. I de fleste tilfælde virker det positivt.
Mange af dem er utroligt dygtige håndværkere og sidder på markederne i de større byer og sælger deres varer. De har lært, hvad turister fra Vesten falder for.
De har indset, at hvis de skal sælge, må de producere lækre tørklæder, sjove sko, t-shirts med tryk, løse bomuldsbukser og flotte smykker, der passer til vores smag. På den måde udvikler de deres sortiment og fortsætter livet som håndværkere.
Luang Prabang – Asiens smukkeste by
Luang Prabang er den smukkeste og mest hyggelige by, jeg endnu har besøgt i Asien. Især den gamle bydel er utroligt indbydende og heldigvis fredet af UNESCO på grund af en række historiske huse, templer og klostre.
Byen er velholdt. Mange af bygningerne er renoveret, og gaderne er rene, da renovationen virker upåklagelig. Meget er bygget i to etager i en fusion af fransk kolonistil og laotisk arkitektur med svungne teglstenstage.
I centrum præger klostre af teaktræ, malet i dybrøde og sorte nuancer og dekoreret med fine mønstre i guld, omgivet af forgyldte pagoder. Bydelen ligger som den yderste del af en halvø, der omkranses af to floder, Mekong og Nam Khan, som mødes her.
Flere af de gamle huse er nu smagfuldt indrettet som hoteller og restauranter, holdt i den gamle stil. Tidligere boede kongen her, indtil monarkiet blev afsat, og man kan besøge kongefamiliens bolig, som nu fungerer som et udmærket museum.
En rejse til Laos inspirerer til et simpelt liv
Mange laotiske familier sender deres drengebørn i buddhistisk kloster i en periode. Her får de en uddannelse samt kost og logi. En stor del vælger at tage til Luang Prabang i Asien, fordi byen har en vis størrelse og en lang række klostre at vælge imellem med rige traditioner, som strækker sig langt tilbage i historien.
Munkene lever af almisser, som i resten af Sydøstasien, og må ingenting eje. Endnu før solopgang oplyses gaderne i centrum af munkenes karakteristiske orange klæder, når de spadserer gennem byen i lange, lige rækker med deres madskåle fremstrakt.
De lokale ligger på knæ langs fortovene og lægger ris og andre madvarer i madskålene og opretholder på den måde den tætte forbindelse mellem lægfolk og buddhismens repræsentanter, som er så evig vigtig i disse lande i Asien.
Luang Prabang er et skønt sted bare at være. Jeg traskede rundt mellem byens mange caféer og spisesteder og nød at få croissanter og god kaffe på de franske caféer, samtidig med at jeg kunne spise fantastisk lokal mad som bøffel, klisterris og tang fra floderne.
Man kan tilbringe timevis ved floderne og bare kigge ud på fiskerne og det brune vands rolige strøm, eller man kan tage en cykeltur uden for byen til landsbyer. Her kan man besøge kunsthåndværkere, som arbejder med silkevævning og med fremstilling af lamper af det flotteste papir. Papiret fremstiller de af bambus, morbærblade og forskellige blomster, som de tørrer og presser ind i papirets struktur.
Byens mange markeder tiltrækker folk både dag som aften. Her møder man de mange håndværkere, der sælger deres varer, mens gaderne omdannes til åbne køkkener, hvor man sidder sammen på lange bænke og spiser nudelsuppe, grøn papayasalat, stegt and eller krydrede svinepølser. Man skyller efter med den nationale stolthed Beer Lao – en klassiker i Asien.
Buddhisme og kommunisme under samme tag
Inden jeg krydsede grænsen fra Cambodia helt i syd og påbegyndte turen op gennem landet, havde jeg sat mig for at blive klogere på, hvordan en nation i Asien kan være både buddhistisk og kommunistisk på én gang. Umiddelbart virker det lidt selvmodsigende.
Jeg stillede spørgsmålet til Andrew, en laotisk gift australier, som jeg mødte de første dage, og som har boet og arbejdet 10 år i landet.
Andrew fortalte, at laoterne er meget lidt kommunistiske. Dertil er de alt for glade for penge. Opstår der en interessekonflikt mellem regeringen og de ledende munke, får munkene i de fleste tilfælde det sidste ord, og religion er således hævet over politik.
Ifølge Andrew er der bare tre leveregler, man skal indordne sig under, for at kunne leve uden problemer i Laos:
For det første må man aldrig kritisere regeringen eller skade regeringens ejendom – det vil sige i det offentlige rum eller på anden måde vise utilfredshed med styret. Gør man det, kan det få alvorlige konsekvenser. Andrew fortalte, at en mand, han kendte, havde fornærmet politiet og blev skudt ned på åben gade.
For det andet må man ikke vise vrede. Man skal sørge for at smile og endda bestikke politiet, hvis de stopper en. Korruption lever således i bedste velgående i denne del af Asien.
Den tredje og sidste regel er, at man ikke må kysse og kramme offentligt. Den regel hører dog mere hjemme i buddhismen, som anser det for anstødeligt.
Det forandrede land – en rejse til det nye Laos
Når man tager på rejse til Laos, glemmer man ofte, at man er i et kommunistisk land. For bare 10 år siden gik der meget militær rundt i gaderne. Regeringen, som gerne vil tiltrække turister til denne del af Asien, har indset, at det ikke virker befordrende. Derfor er våben og militær i dag gemt væk.
Laos er en del af ASEAN, Sydøstasiens svar på EU, og tager aktivt del i udviklingen af samarbejdet i denne region i Asien. Netop mens jeg rejste rundt, var Laos vært for en større ASEAN-konference. Det fandt sted i den lille hovedstad Vientiane med blot 300.000 indbyggere.
Landene diskuterede retningslinjerne for en ny handelsaftale, á la den økonomiske union i EU. Aftalen skal gøre det lettere at handle over grænserne og åbne for flere udenlandske investeringer mellem landene.
Kina er i øjeblikket landets største handelspartner. Med den nye aftale vil kinesernes indflydelse ikke blive mindre. Kineserne har allerede investeret stort i den nordlige del af landet. De har fået lov til at leje store landområder i 25 år.
De rydder kæmpe skovområder og anlægger enorme gummi- og bananplantager. De ansætter laoterne i plantagerne til en lav løn og sætter samtidig prisen på råvarerne.
Jeg besøgte nogle af disse områder. De lokale gummiplantagearbejdere fortalte, at kiloprisen på gummi var faldet til en fjerdedel i år. Det skyldes, at produktionen nu er så stor efter etableringen af de mange nye plantager.
Uanset er Laos et dejligt og overset rejseland i Sydøstasien.
God rejse til Laos!
Det skal du se på din rejse til Laos
- Tag med en slowboat ned ad Mekongfloden
- Besøg Luang Prabang, Asiens smukkeste by
- Oplev vandfaldet Kuang Si og bad i de naturlige pools
- Besøg et af de mange markeder
- Gå på opdagelse i de smukke rismarker og Laos’ frodige natur
Vidste du: Her er top-7 bedste naturdestinationer i Asien ifølge Booking.coms millioner af brugere
7: Pai i det nordlige Thailand
6: Kota Kinabalu på Borneo i Malaysia
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen
[…] Laos, beliggende i det rolige hjørne af Sydøstasien, byder besøgende velkommen til en verden af naturskønne skatte, kulturel rigdom og en afslappet atmosfære. Fra fortryllende templer til frodige jungler, her er din komplette guide til at udforske Laos. […]
[…] Laos, det smukke og fredelige land i Sydøstasien, er et ideelt rejsemål for familier, der ønsker at udforske en blanding af kultur, natur og eventyr. Med sine smukke landskaber, gamle templer og venlige befolkning byder Laos på en uforglemmelig rejseoplevelse for hele familien. Her er en guide til at planlægge din næste familieferie i Laos. […]