
Oplevelser på Tenerife: 5 grunde til at rejse til Tenerife – en af de Kanariske Øer – året rundt er skrevet af Redaktionen, RejsRejsRejs.

Oplevelser på Tenerife – hvor natur, kultur og eventyr mødes året rundt
Tenerife er ikke kun sol og strand, for øen er fyldt med kontraster, hvor frodige skove, vilde vulkanlandskaber, charmerende byer og Atlanterhavskysten mødes.
Tenerife er den største af De Kanariske Øer med et areal på godt 2000 kvadratkilometer. Den ligger kun lidt over 300 kilometer fra Afrika og 1300 kilometer fra Spanien, og det betyder, at øen både byder på ret forskellige landskaber og et behageligt klima med 23 grader i gennemsnit hele året.
Uanset om du rejser om sommeren eller vinteren, venter der uforglemmelige oplevelser på Tenerife. Og hvis det behagelige klima året rundt ikke er grund nok, har vi samlet 5 gode grunde til hvorfor du skal opleve Tenerife på din næste ferie.
God læsning og god rejse.

Oplev den flotte natur i Teide Nationalpark
Tenerife er på mange måder en smuk ø. Det bliver tydeligt, når man nærmer sig nationalparken Teide.
En af de mest kendte oplevelser på Tenerife finder du netop i Teide Nationalpark.
Her kan du opleve Spaniens højeste punkt, vulkanen Teide, som stiger til 3.715 meter over havet og samtidig er verdens tredjestørste vulkan. Nationalparken blev i 2007 optaget på UNESCOs verdensarvsliste – og det er med god grund.
De vilde vulkanlandskaber, kratere og lavaformationer føles urealistiske at overvære, og de giver et helt særligt indblik i naturens kræfter.
Du kan opleve Teide Nationalpark på flere forskellige måder.
Du kan tage kabelbanen op og nyde udsigten fra toppen. Hvis du er til stjernehimmel og enestående naturoplevelser, er Teide et af de bedste steder i verden at besøge. Tenerife er nemlig udpeget som Starlight Tourist Destination a Starlight Reserve, hvilket betyder, at himlen er blandt de klareste og mest spektakulære for stjernekigning.
Nationalparken er kun et af de 43 beskyttede naturområder på Tenerife, som dækker halvdelen af øens areal. Der venter dig konstant nye oplevelser på Tenerife fra de gamle laurisilvaskove i Anaga Rural Park til de vulkanske vidundere i Teno og Europas største vulkanske tunnel, Cueva del Viento.
Disse oplevelser gør det nemt at forstå, hvorfor øen er kendt for sin varierede og unikke natur, og hvorfor Teide Nationalpark står øverst på listen over oplevelser, du ikke må gå glip af.

Se hvaler og delfiner på Tenerife – en uforglemmelig oplevelse på havet
En af de mest magiske oplevelser på Tenerife finder du til søs. Kun tre sømil fra kysten kan du være en af de heldige, som oplever delfiner og pukkelhvaler, da området er hjemsted for de skønne dyr året rundt.
Faktisk har organisationen World Cetacean Alliance anerkendt området som et såkaldt Whale World Heritage Site.
Det bedste ved sådan en tur på havet er, at du kan tage på udflugten med autoriserede operatører, som følger de bæredygtige retningslinjer i Charter for Sustainable Whale Watching.
Det betyder, at du kan opleve hvaler og delfiner på en ansvarlig måde uden at forstyrre dyrene, samtidig med at du får en oplevelse for livet. Mange besøgende beskriver mødet med de legesyge delfiner og imponerende pukkelhvaler som en af de bedste grunde til lige netop at vælge Tenerife som sin næste rejsedestination.
Uanset om du sejler ved daggry, midt på dagen eller ved aftensol, er det en oplevelse, der giver en helt særlig forbindelse til havets liv og øens spektakulære natur.
Tenerife er virkelig en ø, hvor eventyr og vilde oplevelser går hånd i hånd.

To sider af Tenerife: Historiske La Laguna og moderne Santa Cruz
Endnu en grund til at besøge Tenerife er byernes charme.
San Cristóbal de La Laguna skal nævnes, når det kommer til gode oplevelser på Tenerife.
Byen blev i 1999 optaget på UNESCOs verdensarvsliste og er kendt for sine brede gader med ternet mønster – et design, der siden har inspireret byer i Latinamerika som Havana og Cartagena.
Når du går gennem La Lagunas brostensbelagte gader, er det som at træde tilbage i tiden, hvor smukke hjem, kirker, klostre og paladser fortæller historier om øens rige kunstneriske og religiøse arv.
Kun en kort køretur derfra finder du Santa Cruz, Tenerifes pulserende hovedstad, hvor historie møder moderne kultur og arkitektur.
Byen er hjem for Tenerife Espacio de las Artes, designet af de berømte schweiziske arkitekter Herzog & de Meuron, som både i sig selv og med sine mere end 2000 kunstværker er et besøg værd.
Udenfor kunstmuseet finder du Jaume Plensas ikoniske skulptur ‘Carla’, og sammen med La Ramblas mangeårige kunstudstillinger skaber det et levende og inspirerende bymiljø.
Kombinationen af historiske gader i La Laguna og moderne kunst i Santa Cruz gør, at du kan få to meget forskellige – og mindeværdige – kulturoplevelser på De Kanariske Øer.
Du kan både dykke ned i øens historie og også nyde det pulserende kulturliv, som viser, at Tenerife er langt mere end bare sol og strand.

Smag på Tenerife – fra guachinches til Michelin-stjerner
En af de mest autentiske oplevelser på Tenerife er uden tvivl øens madkultur.
Her finder du små lokale spisesteder, de såkaldte guachinches, og eksklusive Michelin-restauranter – i alt har Tenerife 9 Michelin-stjerner fordelt på 7 restauranter.
Guachinches er oprindeligt skabt som små steder, hvor vinproducenter kunne sælge deres overskydende vin, men i dag er de blevet en kulinarisk institution. Her kan du smage traditionelle retter lavet med lokale råvarer og de lokale vine – en smagsoplevelse, som bringer dig helt tæt på Tenerifes kultur og historie.
Tenerifes køkken er præget af øens rige og varierede natur. Friske frugter som banan, avocado og papaya, fisk fra Atlanterhavet, lokale oste og kød fra ged eller sort gris – og selvfølgelig de berømte ‘papas arrugadas’ med en krydret mojo-sauce – udgør hjertet af øens madunivers.
Mange af råvarerne kommer fra små producenter, der holder fast i øens traditioner og samtidig sørger for bæredygtighed, så hver en bid bliver både autentisk og velsmagende.
Vil du forkæle ganen endnu mere, kan du tage på en af øens mere end 70 vingårde og smage på de lokale vulkanvine.
Vinproduktionen på Tenerife har fem officielle oprindelsesbetegnelser, og klimaet samt jordbunden giver druerne en helt unik karakter. Kombinationen af natur, tradition og nyskabende gastronomi gør Tenerife til et sandt paradis for madelskere.
Oplevelser på Tenerife handler altså ikke kun om natur og eventyr. Her kan du også tage på en kulinarisk rejse, der spænder fra simple hjemmelavede retter til gourmetoplevelser i verdensklasse.

Oplevelser på Tenerife året rundt – perfekt klima til store og små eventyr
Den sidste grund til at skulle opleve Tenerife er det behagelige klima året rundt.
Det gør øen til et sandt paradis for alle, der elsker udendørsaktiviteter. Med en gennemsnitstemperatur på 23 grader kan du cykle, vandre, surfe, dykke, paraglide eller spille golf uanset årstid. Tenerife byder på oplevelser for både begyndere og øvede, så du kan altid finde aktiviteter, der passer til dit niveau og tempo.
Øen er også vært for en række events, som gør et besøg til en ekstra stor oplevelse.
Her kan du deltage i eller opleve Vuelta al Teide for cykelentusiaster, El Médano Windsurfing World Cup, Santa Cruz de Tenerife Halvmarathon, Tenerife Golf Cup og meget andet.
Musik- og kulturinteresserede kan glæde sig til festivaler som Phe Festival, Tenerife Music Festival og Boreal Festival, som kombinerer musik, kunst og innovation i unikke omgivelser.
Uanset om du søger adrenalin, ro, sport eller kultur, er Tenerife en destination, hvor oplevelserne aldrig stopper. Det stabile klima og de mange muligheder gør øen til et oplagt valg til din næste ferie på De Kanariske Øer.
Ny alle oplevelserne Tenerife har at byde på.
Rigtig god ferie!

10 fantastiske oplevelser du ikke må gå glip af på din rejse til Tenerife, De Kanariske Øer
- Teide Nationalpark
- Kabelbane og udsigt over vulkanlandskaber
- Stjernekigning i Teide
- Vandring i Anaga og Teno Parks
- Cueva del Viente – vulkansk tunnel
- Hvaler og delfiner ud for kysten
- Historiske La Laguna
- Moderne Santa Cruz
- Guachinches med lokal mad og Michelin-restauranter
- Vuelta al Teide




























Tilføj kommentar