Aarhus: 6 seværdigheder og oplevelser i verdensklasse i Smilets By er skrevet af Kristian Bräuner

En anerkendt feriedestination
De seneste år har Aarhus fået større international anerkendelse. Byen blev udnævnt som Europæisk Kulturhovedstad i 2017 og blev i 2019 fremhævet af det internationale rejsemedie Lonely Planet som en af verdens nye, hotte destinationer at besøge i 2020. Siden da har Aarhus fastholdt sin internationale profil med en stærk placering på Global Destination Sustainability Index og med titlen som Erasmus Destination of the Year i 2025.
Aarhus byder på et væld af spændende og farverige oplevelser og seværdigheder, hvor nogle naturligvis er mere kendte end andre. Her får du et udvalg af anbefalinger på oplevelser, du absolut ikke må gå glip af, når du besøger byen.

Den Gamle By i Aarhus
Har man sagt Aarhus, har man også sagt Den Gamle By – lad os rejse en tur tilbage i tiden.
På Vesterbro i Aarhus Midtby ligger Danmarks købstadsmuseum Den Gamle By – et friluftsmuseum med gamle bygninger og huse, som er flyttet hertil fra 24 forskellige danske byer. I alt findes mere end 75 historiske bygninger, hvor det ældste hus tager dig med helt tilbage til 1500-tallet.
Nyd tidsrejsen, mens du slentrer rundt på brostensgaderne mellem de mange gamle bygninger. Og melder sulten sig, kan du nyde en god frokost i en hyggelig atmosfære fra 1700-tallet hos Winekes Kælder. Foretrækker du søde sager, er et besøg hos Konditoriet Café Bonnich fra 1974 et oplagt valg.
Hvert år til jul er der skruet op for julestemningen. Det er særligt den årlige juleudstilling om julens historie i Danmark, der tiltrækker mange besøgende.
Den Gamle By er en unik seværdighed i Aarhus for hele familien og byder på en mindeværdig oplevelse.

Tivoli Friheden i Aarhus
Er du til adrenalin-kick og sus i maven, skal du besøge Tivoli Friheden – eller bare Friheden, som parken kaldes til dagligt.
Det er en livlig forlystelsespark i den sydlige udkant af Midtbyen med mere end 40 forlystelser. Med alt fra den traditionelle karrusel Frihedskarrusellen til Sky Tower med ægte frit fald for de allermest adrenalin-hungrende.
Udover de mange forlystelser kan du opleve teaterforestillinger, revyer og koncerter. Du kan også nyde et lækkert måltid på et af de mange spisesteder. Der findes noget for alle aldersgrupper i Friheden, så tag bare alle generationer i familien med.
Friheden byder for events året rundt. I sommerhalvåret kan du opleve koncerter på fredage og lørdage, som går under navnet “fed fredag” og “fed lørdag”. I skolernes efterårsferie forvandles parken til et uhyggeligt Halloween-univers, mens december byder på den hyggelige tradition “Jul i Friheden”.

ARoS Kunstmuseum
Som et varetegn for Aarhus og som et af Nordeuropas største kunstmuseer er ARoS selvskreven på enhver liste over de bedste oplevelser i Aarhus.
Det enestående museum er en unik seværdighed i Aarhus, der byder gæsterne indenfor til et 10-etagers hus fuld af oplevelser for alle aldersgrupper. På museet findes kunst tilbage fra den danske guldalder til international nutidskunst.
Museet er nok mest kendt for det store iøjefaldende kunstværk Your Rainbow Panorama på toppen af bygningen. Herfra kan du opleve den ultimative udsigt over byen, hvor både dags- og aftenudsigten er helt unik.
På niveau 4 finder du ARoS Marked, som indeholder en hyggelig café med lette retter samt et orangeri. Det er også her, du finder ARoS Shoppen, hvor der sælges nordisk design og kunstbøger.

Væksthusene i Botanisk Have
En anden interessant seværdighed i Aarhus er Botanisk Have, hvor du finder to store væksthuse. Her kan du komme på en udsædvanlig og lærerig rejse igennem fire klimazoner.
Når du går på opdagelse i Væksthusene, går du rundt i et hav af smukke blomster og finurlige planter, som ikke vokser frit i den danske natur.
I Tropehuset vil du opleve en fugtig varme, dufte og lyde, som stod du midt i regnskoven i Amazonas i Sydamerika. Du vil her støde på alt fra lianer og kæmpeåkander til smukke sommerfugle. Fra udsigtstårnet i midten kan du se skoven oppefra.
Tag din telefon med dig og få fingrene i Væksthusenes helt egen planteguide ved at downloade app’en USEEUM.

Salling Rooftop
En af de bedste måder at se byen på, finder du på toppen af stormagasinet Salling, hvor Salling Rooftop ligger.
I 2017 blev Salling udvidet med to nye etager, som skabte en form for bypark på toppen af bygningen. Her kan du spise en god frokost i caféen, nyde et par lækre cocktails i baren eller bare slappe af i loungeområdet – alt sammen med en god panoramaudsigt over byen.
Lider du på ingen måde af højdeskræk, kan du gå en tur ud på udsigtsrampen, som er en glasplade, der stikker ud over Strøget. Her kan du se direkte ned på gågaden 27 meter under dig.
Det er ganske gratis at besøge Salling Rooftop, hvis du blot ønsker at se den flotte udsigt og gå hjem med den oplevelse i Aarhus.

Marselisborg Dyrehave
Hvis du elsker dyreliv, natur og frisk luft, bør du implementere en tur til Marselisborg Dyrehave på din ferie i Aarhus.
I Dyrehaven kan du komme helt tæt på dyrene. Her bor både hjorte, dådyr, vildsvin og ænder.
Når du går langs stierne, vil du hurtigt kunne spotte dådyrene og hjortene inde mellem træerne. Og det er muligt at fodre dem, når de kommer tæt på. De elsker især æbler og gulerødder, men kan ikke tåle brød og pasta, så pak en god dyrevenlig madpakke.
Dyrehaven er en oplevelse i Aarhus for alle dyreelskere og egner sig godt til børnefamilier. Der går flere busser fra Midtbyen ud til Dyrehaven. Og kommer du i bil, er der gratis parkering.

Spis dig gennem Aarhus
Langs åen i hjertet af Aarhus ligger en lang række caféer og restauranter. Det er en ægte aarhusiansk ting at spise frokost her. Priserne kan her være i den dyre ende for en klassisk caféfrokost, men stemningen og udsigten er helt klart i top.
Madmarkeder med ægte street food findes også i Aarhus. Ved rutebilstationen ligger Aarhus Street Food, som har mere end 30 forskellige boder. På Skt Knuds Torv ved Strøget ligger Aarhus Central Food Market. Begge steder kan du spise dig mæt i lækre street food-retter fra alle verdenshjørner.
I Mejlgade i Latinerkvarteret ligger restauranter, caféer og delikatesseforretninger side om side. Området er kendt for et lidt mere urbant miljø og har flere budgetvenlige spisesteder. Gå bare på opdagelse rundt om Domkirken – du finder helt sikkert noget, du ikke kan stå for.
Der er gode muligheder for mad og drikke på rigtig mange af gaderne i Aarhus. Og heldigvis for alle madelskere er udvalget af spisesteder bredt.
Aarhus byder på mange gode oplevelser og seværdigheder, der er værd at besøge.
Er du udkig efter andre byer i Jylland at kombinere et besøg i Aarhus med, har vi samlet 10 hyggelige byer du skal besøge i Jylland.
Rigtig god tur til Aarhus!























Tilføj kommentar