RejsRejsRejs » Rejsemål » Asien » Israel » Tel Aviv og Jerusalem: Én rejse – to storbyer
Israel Sponsoreret indlæg

Tel Aviv og Jerusalem: Én rejse – to storbyer

Sponsoreret indlæg. Gammel og moderne, nytænkende og traditionel. Jerusalem og Tel Aviv er oplagte at kombinere på rejsen.
Skodsborg banner Tropical islands Berlin princess cruises banner

Tel Aviv og Jerusalem: Én rejse – to storbyer er skrevet af Redaktionen, RejsRejsRejs i samarbejde med GoIsrael.com.

Tel Aviv strand Israel rejser

Den perfekte storbykombi

Der findes formentlig ikke to byer i verden, som komplimenterer hinanden så godt, som Tel Aviv og Jerusalem gør. Israels to største og vigtigste byer ligger under en time fra hinanden, men samtidig er de som to helt forskellige verdener.

Tel Aviv er den moderne storby med den flotte strand, det livlige natteliv, det spændende køkken og den ungdommelige vibe.

Jerusalem er nærmest det modsatte; her mødes de gamle verdener. Både jødedommen, kristendommen og islam har Jerusalem i centrum, og mange forskellige trosretninger lever dør om dør i byen. Her er fokus på det klassiske og det historiske.

Tilsammen er Tel Aviv og Jerusalem den oplagte kombination til storbyferien, og du er sikker på at komme hjem med bagagen fuld af oplevelser.

Banner rejsekonkurrence
Tel Aviv strand Israel rejser

Tel Aviv – moderne liv i den moderne storby

Som storby har Tel Aviv det hele.

Byen er blevet en magnet for iværksættere og nye idéer, og der sker i det hele taget en masse i Israels største byområde. Tel Aviv består af en lang række mindre byer, som tilsammen udgør den store spraglede moderne storby, Tel Aviv er.

Det er her, du finder et af verdens mest berømte pride-optog i juni måned, og hvor der hele året er liv og glade dage i nattelivet, på caféer og barer og selvfølgelig på strandpromenaden langs byens smukke strand.

Det israelske køkken kommer virkelig til sin ret i Tel Aviv, og du må ikke snyde dig selv for at gå på opdagelse i det gastronomiske univers, Israel tilbyder.

Samtidig er Tel Aviv en aktiv by, hvor livet leves udendørs. Cykelkulturen har fået tag i de lokale, og beliggenheden ved kysten gør, at det er nemt at finde vej, og når du cykler langs vandet, er du fri for bakker og trafikale udfordringer.

El-løbehjul er en anden nem måde at komme rundt på og er den foretrukne transportform for mange især unge i byen.

  • Tel Aviv mad israel rejser
  • Tel Aviv mad israel rejser
  • Tel Aviv mad israel rejser
  • mad israel rejser

Spis dig igennem Tel Aviv

En god dag i Tel Aviv starter med en ordentlig omgang morgenmad, og lige præcis morgenmaden er en af de allerbedste gastronomiske grunde til at tage hertil. Overalt i byen fyldes restauranterne med lækkerier og gæster fra morgenstunden, så det kan godt betale sig at bestille bord på forhånd.

Et israelsk morgencomplet er som hovedregel vegetarisk og består af en masse små retter bestående af æg, yoghurt, frugt, salater, fisk, brød og andet bagværk. Den store variation gør morgenmaden til en oplevelse i sig selv, og det er fristende at blive siddende længe og nyde herlighederne.

Israels befolkning er en sammensat størrelse, og mange har rødder i andre dele af verden. Det har sat sit præg på madkulturen, som på samme tid både er klassisk middelhavskøkken, mellemøstlig og global.

Noget af det mest klassiske, du kan finde i Tel Aviv, er falafel. Mange byer hævder at være falaflens hovedstad, og Tel Aviv er i den grad med i den konkurrence. En håndholdt falafel fra en falafelbod er fantastisk på din tur rundt i byen.

Et godt lokalt alternativ til den traditionelle falafel og hummus er ‘sabich’, som er lavet på stegt aubergine.

I det hele taget er Israel og ikke mindst Tel Aviv et rigtig godt sted at spise vegetarisk og vegansk – der er dog også masser af retter med kød at finde. De særlige regler for kosher og madvarer kan være svære at holde styr på, men det har ingen stor betydning for rejsende.

find et godt tilbud banner 2023
Tel Aviv marked Israel rejser

Nyt og gammelt i Tel Aviv

Efter morgenmaden skal byen opleves enten til fods eller på hjul. Storbyen Tel Aviv består af en lang række kvarterer med hver sit lokale præg fra Tel Avivs havn i nord til Jaffa i syd – og alt derimellem.

Den fashionable Rothschild Boulevard tiltrækker sig en del opmærksomhed, og det samme gør Carmel-markedet i den gamle yemenitiske del af byen. Her flokkes lokale og turister for at handle og hænge ud, og om tirsdagen og fredagen er der endda kunstmarked ved Carmel.

Nogle af de populære kvarterer er Neve Tzedek og Florentin i den sydlige del af byen. Neve Tzedek er det lidt mere etablerede ‘hipsterkvarter’ med genbrugsbutikker og kreative sjæle, mens Florentin med sine trendy caféer, barer og gallerier er et kvarter på vej mod samme status.

Begge kvarterer er naboer til den gamle bydel Jaffa, som er der, Tel Aviv startede. Jaffa er kendt fra Bibelens tid og har været en vigtig havneby siden oldtiden. Her er fuld af mange århundreders historie og historier, og stemningen i det gamle Jaffa, hvor en tredjedel af indbyggerne er arabere, er noget helt andet end i det moderne Tel Aviv.

Tel Aviv og Jaffa er fuld af kontraster og af mennesker fra hele verden. Netop blandingen af de mange kulturer gør byen spændende, og kombineret med en lang middelhavsstrand og det behagelige klima er det nemt at forstå, at så mange har gjort Tel Aviv til deres hjemby.

Jerusalem Israel rejser

Jerusalem – verdenshistorie for dine fødder

Blandingen af kulturer opleves måske i endnu højere grad i Israels hovedstad Jerusalem. Byen har oplevet en hel del omvæltninger gennem historien og er blevet indtaget og angrebet utallige gange. Også i moderne tid er Jerusalem omstridt, og både den gamle og den nyere historie er en uadskillelig del af byen.

Med en lokal guide får du den bedste indføring i byens omtumlede historie; det er nemt at overse vigtige og spændende detaljer, hvis man går rundt på egen hånd.

I centrum af storbyen Jerusalem ligger oldtidsbyen Jerusalem, som er omgivet af en middelaldermur. Den gamle by er faktisk mindre end en kvadratkilometer stor og er opdelt i fire kvarterer eller bydele. De fire bydele er den jødiske, den kristne, den muslimske og den armenske bydel, hvilket tydeligt illustrerer Jerusalems vigtige status for mange forskellige trosretninger.

Udover de fire bydele ligger også Tempelbjerget inden for murene i det gamle Jerusalem. Tempelbjerget er med Klippehelligdommen med den gyldne kuppel, Al-Aqsa-moskeen og Grædemuren det helligste sted i jødedommen, det tredjehelligste sted i islam og også blandt de allerhelligste i kristendommen. Derfor besøges Tempelbjerget og Jerusalem af titusindvis af pilgrimme og religiøse og selvfølgelig også af turister.

Den gamle by i Jerusalem er spækket med kirker – blandt andet Gravkirken, hvor Jesus siges at være blevet korsfæstet – moskeer, synagoger og helligdomme, og med lidt snusfornuft og respekt for de troende er der store oplevelser i vente i en af de mest stormombruste og betydningsfulde byer fra både fortid og nutid.

  • Jerusalem Israel rejser
  • Jerusalem Israel msuik rejser
  • Jerusalem Israel rejser

Det moderne Jerusalem

Rundt om den gamle bys mure ligger den moderne by Jerusalem, som strækker sig mange kilometer ud i det tørre golde landskab. Her finder du fx Getsemane Have og Oliebjerget, som kendes fra Bibelen, den russisk-ortodokse kirke, den etiopiske kirke og mere nutidige seværdigheder som Israels nationalmuseum, parlamentet Knesset og Holocaust-mindecentret Yad Vashem.

Det moderne Jerusalem er også hjemsted for større og mindre grupper af ortodokse jøder, hvis kultur og levevis sætter præg på deres dele af byen. Det betyder, at du kan finde ortodokse restauranter med helt traditionel jødisk mad og dykke lidt dybere ned i kulturen. Vær dog opmærksom på, at mange steder holder sabbat fra fredag aften og det meste af lørdag, og det gør det sværere at komme rundt og opleve byen, da meget er lukket.

Med lidt planlægning og nogle gode travesko ligger Jerusalem for dine fødder, og der er historiske og tidløse oplevelser næsten overalt.

                                                                 

Vidste du: Her er de 7 bedste madbyer i verden ifølge Tripadvisors millioner af brugere!

7: Barcelona i Spanien
6:  New Delhi i Indien
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

                                                                 

En rejse – to byer

Tel Aviv og Jerusalem er en oplagt rejsekombination, og med toget er der kun en halv time i mellem de to unikke byer.

Ved at besøge begge storbyer får du et rigtig godt billede af, hvad Israel er i dag, og hvad landet og regionen har betydet gennem tiderne. Historien er umulig at ignorere, og der er utallige ting at kaste sig over.

Så pak tasken og tag på dobbelt storbyferie i varmen – det er hermed anbefalet.

Læs mere om at rejse rundt i Israel her

Om forfatteren

Redaktionen, RejsRejsRejs

RejsRejsRejs.dks faste redaktion deler både egne personlige tips og tricks og fortæller om alt det, der sker i rejseverdenen.
Vi skriver artikler og guides, laver konkurrencer og giver dig de bedste rejsetilbud, rejseforedrag og rejsesjov.

Tilføj kommentar

Kommentér her

Nyhedsbrev

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Inspiration

Rejsetilbud

Facebook coverbillede rejsetilbud rejser

Få de bedste rejsetips her

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.