RejsRejsRejs » Rejsemål » Afrika » Seychellerne » Seychellerne – en rejse til øerne med paradisets have
Seychellerne

Seychellerne – en rejse til øerne med paradisets have

Seychellerne - la digue - rejser
Seychellerne er et magisk rejsested, hvor du både kan få luksus og mere budgetvenlige overnatningsmuligheder.
    viva cruises konkurrence 2024 banner, scladming dachstein

Seychellerne – en rejse øerne med paradisets have er skrevet af Jacob Gowland Jørgensen.

seychellerne Mahé ø kort, Seychellerne - øerne med paradisets have - rejser

Seychellerne er altid en god ide

Prøv at tænke på ordet “Seychellerne”.

Nu tænker du sikkert på smukke strande, runde klipper og azurblåt hav. Og det er der en god grund til, for strandene på ø-gruppen i Det Indiske Ocean er nogle af verdens mest fotograferede, og de er nærmest blevet synonyme med skønne Seychellerne. Stranden Anse Source D’Argent er for eksempel regelmæssigt på listen over de smukkeste strande i verden.

Seychellerne har dog også rigtig meget andet at byde på: En levende kultur, global gastronomi og en diversitet, der gør øerne til et af de mest attraktive rejselande i verden og til en meget anderledes rejseoplevelse end for eksempel Maldiverne.

Det er sjældent, man støder ind i en rejsedestination, der både er så smuk og så sympatisk, som Seychellerne er. Og selvom jeg snart har været i 100 lande, tog Seychellerne mig med storm, fordi øriget rummer så meget mere end kønne strande.

 mahe praslin la digue - rejser

4 grader syd: Seychellerne er i midten af alt – og stadig helt sig selv

Det Indiske Ocean er gigantisk, og et sted inde i midten mellem Maldiverne, Madagaskar og Mauritius ligger Seychellerne – også kaldet Paradisets have – og breder sig over mange tusinde kilometer hav.

De små øer fylder ikke meget, selvom der både er bjergøer – kaldet ‘granitøerne’ – og bittesmå koraløer; de såkaldte atoller. Hovedstaden Victoria ligger på bjergøen Mahé på fire grader sydlig bredde, og derfra breder øerne sig ud i alle retninger.

Der bor kun 94.000 mennesker på de i alt 115 øer, og de er lige så farverige som øerne selv. Her er en kæk blanding af europæere, asiater og afrikanere, der i fin harmoni har bragt deres forskellige madkulturer med sig.

Selvom der er små religiøse mindretal af for eksempel hinduer, er den altovervejende del katolikker. Nogle gange er der endda tilsat et eksotisk skvæt naturreligion, hvor ånder og naturtro blander sig med den katolske religion, præcis ligesom man kan opleve det på Madagaskar og i Mozambique.

salzburgerland, banner, 2024, 2025, skiferie, rejser
mahe praslin la digue, Seychellerne - øerne med paradisets have - rejser

Livsglæde i fiskersamfundet

Der er noget sympatisk ved det lille samfund. Noget sjæl. Der er en basis af livsglæde, sammenhold og stolthed godt toppet med en kærlighed for den lokale rom Takamaka og naturen omkring dem.

Som ethvert samfund er der også her sociale problemer af forskellig slags blandt andet med alkohol, men det er som om, der er en tæt sammenvævet kultur, hvor alle kender hinanden og derfor også passer godt på hinanden og på øerne. Der er praktisk talt ingen kriminalitet, og der er væsentligt renere i byerne, end der er i fx København.

Der er heller ikke noget rigtig farligt ved en rejse til Seychellerne. Ingen farlige slanger, ingen malaria, ingen denguefeber. Ingen tsunamier, ingen orkaner, ingen vilde vejrfænomener.

Der er en grundlæggende tryghed her, som man tydeligt kan mærke.

  • Seychellerne - mahe praslin la digue - rejser
  • Seychellerne - mahe praslin la digue - rejser
  • Seychellerne - mahe praslin la digue - rejser

Les Seychellois passer på naturen

De lokale seychellois arbejder også med at passe på deres natur på en måde, man kun kan tage hatten af for. Det her er deres hjem, og det skal der passes på.

Som besøgende indgår man uproblematisk i det lokale liv, hvor fiskeriet stadig spiller en stor rolle sammen med hele turisterhvervet, der forsørger mange familier. Selvom du er besøgende, er du også en del af det lille samfund.

Hvis du er ude at vandre, bliver du hilst på. Hvis du har brug for hjælp til at finde vej, bliver du hjulpet med et smil. Hvis den handlende ikke har det, du leder efter, sender de dig videre til der, hvor de har det.

Det er nemt at føle sig hjemme i paradisets have. Rigtig nemt.

mahe praslin la digue - rejser

Sprutte i karry

Hvis man som jeg er til mad, der smager af noget, er Seychellerne virkelig et hit. De fleste steder kan du få blæksprutte i karry med mango, røget marlin med syltet ingefær eller søde kartofler med timian.

Der er en unik og utrolig velsmagende blanding af madtraditioner, der specielt kommer til udtryk i de mange fiske- og seafood-retter. De har også nogle kradsbørstige chili-dressinger, men de bliver altid serveret ved siden af, så man selv kan dosere mængden af ild på tungen.

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Sri Lanka - lake Koggala - Barberyn ayurvedic beach resort weligama - gammel mands fingre - kanel - rejser

På Seychellerne er kanel ikke bare kanel

Her i Paradisets have vokser det originale kaneltræ vildt, ligesom vanilje-orkideen i øvrigt gør det.

Den kanel, vi oftest får herhjemme, er fra et billigt kopi-produkt, der slet ikke matcher den krydrede smag fra barken og den aromatiske smag fra bladene på dette træ, der er helt ‘Trump-orange’ indeni. Kaneltræets gastronomiske gaver indgår derfor også i rigtig mange retter på øerne og giver en væsentlig bedre smag i munden end den, som den tidligere amerikanske præsident som regel bidrager til…

I hotellernes buffeter vil du oftest finde en blanding af lokale og internationale favoritter, hvor det som altid er klogt at gå efter det lokale, da det er frisk fra hav, jord og palme.

Friskpresset juice med passionsfrugt, ananas og mango med et twist af citrongræs er en fænomenal drik, man ikke kan få nok af, og som nemt kan ‘fortyndes’ med rom, der naturligvis også fås i alle farver.

De små øer har ikke særlig meget brugbar landbrugsjord, så der er en stor import af højkvalitetsprodukter fra blandt andet Sydafrika af både kød og grønt, så du kan ikke altid regne med, at det, du får, er lokalt, men de bruger i høj grad de produkter, de selv har.

Seychellerne - mahe praslin la digue - rejser

Bonzour, komman sava?

Et af de tre hovedsprog på øerne er kreolsk, der er baseret på fransk, og så bearbejdet igennem et par århundreder til det charmerende sprog Seychellois Creole, der er nogenlunde nemt at forstå, hvis du kan fransk.

De andre hovedsprog er engelsk og fransk, og jeg klarede mig uproblematisk på engelsk på hele turen, hvilket også gjorde, at man nemt kan komme i kontakt med de lokale.

Seychellerne - mahe praslin la digue - frugt - rejser

Den smukke treenighed Mahé, Praslin og La Digue

De tre hovedøer Mahé, Praslin og La Digue ligger som perler på en snor. Der er faste færgeforbindelser mellem dem med store, moderne færger, hvor den korteste sejltur er på 15 minutter mellem Praslin og bette La Digue, og den længste på godt en time mellem Mahé og Praslin.

Jo længere væk du kommer fra Mahé, jo fredeligere bliver øerne. Der er ikke langt til en strand, hvor der kun er få mennesker, eller en skov, hvor du kan nyde fuglenes sang.

Der er flere nationalparker, hvor UNESCO-parken Vallée de Mai på Praslin rummer de ikoniske Coco de Mer-kokosnødder, der udover at være verdens største kokosnødder også må vinde prisen som den mest sexede!

Den britiske general Charles Gordon, der huserede på øerne i 1800-tallet, mente, at skoven måtte være inspirationen til Paradisets have i bibelen, den originale Garden of Eden.

Bedste tidspunkt at rejse til Seychellerne

Jeg var der i oktober, som er en af de mest travle måneder, hvor mange hoteller er fuldt booket. Der er færre besøgende i maj og juni og i december indtil jul, men ellers er der altid glade rejsende på Seychellerne, på trods af at fx august ikke er en optimal måned på grund af ustadigt vejr.

Selvom det var højsæson, var det kun på de to verdensberømte strande Anse Lazio og Anse Source D’Argent, at der var mange mennesker. Ellers var der masser af plads.

Seychellerne har et klassisk tropisk klima, hvor temperaturen altid ligger mellem 22 og 32 grader. Der er to sæsoner: Fra april til oktober er det den tørre sæson med lidt mere vind, og november til marts er regnsæsonen, hvor der kan komme nogle heftige byger ind i mellem.

Men uanset hvornår du planlægger en rejse til Seychellerne, kan der både være være sol, skyet og bygevejr – præcis ligesom på mange andre tropiske destinationer – og det er med til at holde øerne grønne. På grund af det lokale bjerg er der i øvrigt lidt mere regn i selve hovedstaden Victoria.

strand mahe praslin la digue - rejser - Paradisets have

Sådan vælger du den rigtige ø på Seychellerne

Der er så mange øer, så hvad skal man vælge?

Mahé med hovedstaden Victoria har de fleste hoteller og spisesteder, Praslin er nok den smukkeste, og La Digue er decideret hyggelig, så det er oplagt at inkludere dem alle tre og måske endda kombinere med et par dage på en af de få koraløer, hvor du kan overnatte.

Uanset hvad du vælger, får du masser af natur, gevaldige mængder af de ikoniske granitsten, og tudsegamle og fascinerende kæmpe-skildpadder ad libitum her i Paradisets eksotiske have.

mahe praslin la digue - maia luxury resort rejser

Kunsten at bo godt på Seychellerne

Der er en enkelt slange i Paradisets have. Alting koster rigtige menneskepenge på Seychellerne, både for turister og lokale, for det er dyrt at importere, og det er dyrt at transportere mellem øerne.

Priserne på hoteller ligger højt specielt på koraløerne og Mahé, men det skal også sammenlignes med, at madpriserne er dyre, så når der er mad inkluderet i opholdet, har det en høj værdi, og hotelstandarden er generelt høj.

Der er efterhånden også mange self-catering-muligheder for 100 euro/nat, og det er rimelig billigt at leje bil eller tage lokalbusserne, så det kan gøres billigere, end man måske skulle tro.

seychellerne, beach

Luksus på Seychellerne – din helt egen Paradisets have

Det kan også gøres dyrere, end man skulle tro, hvor en mindre pool-villa ved stranden sagtens kan koste 1000 euro pr. nat, og de dyreste luksusvillaer koster mange tusinde euro pr. nat.

Men så taler vi også om den ypperste luksus med den smukkeste udsigt, du kan forestille dig.

Seychellerne  - paradisets have- mahe praslin la digue - rejser

Vælg det hele

Der er også en anden vigtig overvejelse; nemlig placeringen af hotellet på øen. Det er ikke alle strande, der er perfekte at bade fra, eller også er de det kun nogle dele af året på grund af monsun-vindene. Der er steder, hvor der primært er klippekyst. Der er store forskelle på fx snorkling-mulighederne afhængig af, om der er høj- eller lavvande.

Mit råd er derfor at finde flere steder at bo på en rejse til Seychellerne og så flytte sig rundt på øerne i stedet for at tænke, at ét sted kan det hele. For så kan du finde de bedste steder på de rigtige tidspunkter, og du kan kombinere luksus med mere enkle steder.

God rejse til et af de smukkeste steder på planeten – god rejse til Seychellerne.

Seychellerne - la digue Patatran Hotel - rejser - Paradisets have

Hvad skal man se på en rejse til Seychellerne? Seværdigheder og attraktioner

  • Strandene Anse Source D’Argent og Anse Lazio
  • Øerne Mahé, Praslin og La Digue
  • UNESCO-parken Vallee de Mai
  • ‘Coco de Mer’-kokosnødder
  • Nationalparken Morne Seychellois
  • St. Pauls katedral

Vidste du: Her er de 7 bedste madbyer i verden ifølge Tripadvisors millioner af brugere

7: Barcelona i Spanien
6:  New Delhi i Indien
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Redaktionen var inviteret af Seychelles Tourism Board. Billeder er taget med iPhone og med Olympus. Alle holdninger er som altid redaktionens egne.

find et godt tilbud banner 2023

                                                                 

Vidste du: Her er 7 oversete mad-oplevelser du skal prøve i Østrig! 

7: Gourmet i 3,000 meters højde på Ice Q restaurant i Tyrol
6: Spis ost på oste-gaden i Bregenzerwald ved Vorarlberg
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

                                                                 

Banner - hoteller    

Om forfatteren

Jacob Jørgensen, redaktør

Jacob er en munter rejsenørd, der har rejst i mere end 100 lande fra Rwanda og Rumænien til Samoa og Samsø.

Jacob er medlem af De Berejstes Klub, hvor han har været bestyrelsesmedlem i fem år, og han har en omfattende erfaring med rejseverdenen som foredragsholder, magasinredaktør, rådgiver, forfatter og fotograf. Og naturligvis vigtigst af alt: Som rejsende. Jacob nyder både at rejse traditionelt som fx bilferie til Norge, krydstogt i Caribien og storbyferie i Vilnius, og mere ud-af-boksen rejser som solotur til Etiopiens højland, road trip til ukendte nationalparker i Argentina og vennetur til Iran.

Jacob er landeekspert på Argentina, hvor han har været 10 gange indtil videre. Han har tilbragt næsten et år i alt på at rejse igennem de mange forskelligartede provinser, fra pingvinlandet i syd til ørkener, bjerge og vandfald i nord, og har også boet i Buenos Aires i et par måneder. Derudover har han særlig rejseviden om så forskellige steder som Østafrika, Malta samt landene omkring Argentina.

Udover rejseriet er Jacob en hæderlig badmintonspiller, Malbec-fan og altid frisk på et brætspil. Jacob har desuden haft en karriere i kommunikationsbranchen i en årrække, senest med titel af Communication Lead i en af Danmarks største virksomheder, og har i en del år desuden arbejdet med den danske og internationale mødeindustri som konsulent, bl.a. for VisitDenmark og Meeting Professionals International (MPI). Jacob er i dag også studielektor på CBS.

Tilføj kommentar

Kommentér her

Nyhedsbrev

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Inspiration

Rejsetilbud

Facebook coverbillede rejsetilbud rejser

Få de bedste rejsetips her

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.