
Letland og Litauen: Fortidens skygger og nutidens eventyr skal opleves med Riga som base er skrevet af Jens Skovgaard Andersen i samarbejde med Lauko Celotajs. Alle holdninger er som altid skribentens egne.

Historiens mørke er lyslevende i Letland og Litauen
En rejse i Estland, Letland og Litauen på den anden side af Østersøen er en lærerig oplevelse for både børn og voksne. Og samtidig er de baltiske lande virkelig hyggelige og perfekte til en afslappet ferie med kort flyvetid – eller endda til en bilferie fra Skandinavien.
Riga er knudepunkt for masser af flyruter fra især Norden, og også Vilnius, Kaunas og Tallinn er godt forbundne til fx Danmark. Du kan sejle direkte fra Sverige til Letland og Litauen og udforske Baltikum i egen bil. Mulighederne er mange for et baltisk eventyr.
Selvom man ikke altid mærker det på rejsen, så er historien i høj grad i live i de baltiske lande. Også den mørke historie fra Europas voldsomme krige. De i dag så fredelige lande ved Østersøen har virkelig været centrum for mange uhyrligheder, og det er oplagt at lade historien være følgesvend på rejsen.
Et godt sted at have base er Letlands hyggelige hovedstad Riga.

Riga – Europas hyggeligste hovedstad ligger i Letland
Overalt på pladser og torve, i parker og på gågader emmer Riga af hygge. Caféerne har kronede dage i solen, og livet leves i roligt tempo i middelalderlige omgivelser. Det er nemt at falde for Riga.
Under overfladen har Riga dog også en dyster fortid, ligesom resten af Baltikum. Landene har været igennem både frihedskrig, verdenskrig, kold krig og frihedskrig igen i de seneste godt 100 år. Og det har sat spor i befolkningen gennem generationer.
Et godt sted at blive klogere på historien er Besættelsesmuseet lige midt i byen. Her fortælles historien om krig og besættelse på en engagerende og levende måde, og selv mindre børn kan gå på opdagelse i et univers skabt specielt til dem.
Det er stærke sager, og det er enormt lærerigt, selv hvis man kender til historien på forhånd. Og heldigvis er museet opbygget på en måde, som gør, at man ender med at være både opløftet og oplyst.
Efter besøget er du klar til at tage et spadestik dybere i historien, og det kan du gøre med hjælp fra organisationen Military Heritage Tourism, som har nogle rigtig gode kort med forklaringer, som du kan hente gratis.
Letland er fuld af spændende krigshistoriske steder, som du kan gå på opdagelse i. Nogle af dem af dem er nemme at udforske på egen hånd, og andre kommer først for alvor til live med en lokal guide.
Partisaner, skovbrødre og Letlands eget skovtårn
I de baltiske skove ligger historien og lurer bag ethvert træ og enhver lille bakke. Letland og Litauen har været gennem utallige kamphandlinger i de tætte skove, og du finder stadig underjordiske bunkere og militære anlæg mellem fyrretræerne. Hvis du da kan finde dem.
Hvor Danmark har gemte skovtrolde, har Letland masser af gemte militærinstallationer.
Især i skovene er det en fordel at have en lokal guide med til både at vise vej, og fortælle i detaljer om de mange grupper af partisaner – eller ‘skovbrødre’ – som bekæmpede de invaderende styrker i forbindelse med anden verdenskrig og i mange år efter krigen.
Bunkerne er svære at finde – det var jo netop pointen med at bygge dem dybt inde i skoven – så følg kortet og skiltene nøje, hvis du ikke har en guide med. Du mærker virkelig historiens vingesus, når du sidder i bunkerens mørke på en træbriks under jorden og kan næsten høre fjenden trampe rundt mellem grene og blade få meter fra dig.
Efter en tur under jorden er den bedste medicin at komme højt til vejrs og få det store overblik tilbage. Det bedste sted at komme op i højden er udsigtstårnet på ‘Machine Gun Hill’ – eller Ložmetējkalns på lettisk – lidt uden for Riga.
Tårnet er en trækonstruktion på 27 meter, og fra toppen kan du se mange kilometer ud over landskabet. Skovene omkring tårnet var centrum for store blodige kampe, og oppe i tårnet kan du på et kort se, hvor fronterne gik.
Selvom krigene har sat spor i befolkningen, er mindesmærkerne også en påmindelse om, at vi nu lever i lysere tider.
På kirkegården er vi alle lige
Mange steder i Letland og Litauen finder du kirkegårde fra krigens tid. Her er tid til eftertanke og refleksion over livet, og måske lære noget af fortiden.
Mens nogle krigskirkegårde er specielt for soldater fra den ene side af en konflikt, er andre kirkegårde blandede af faldne fra begge sider. I døden er alle lige, og Letland har en stribe interessante kirkegårde, hvor du kan få en lærerig historisk oplevelse.
Ved byen Saldus i det vestlige Letland finder du en kirkegård for faldne soldater i tysk tjeneste fra anden verdenskrig. De mange stenkors fortæller historien om unge mænd, der aldrig blev gamle, og især er det tankevækkende, hvor mange unavngivne soldater, som er begravet her. Indtil videre er der fundet 27.000 faldne.
Ikke langt fra Saldus finder du en anden historisk kirkegård. Lestene-brødrenes kirkegård er sidste hvilested for 1300 lettiske soldater, som blev indkaldt i tysk tjeneste under besættelsen. Især er det overvældende at læse navnene på mindevæggene og se, hvor mange med de samme efternavne, der faldt i kamp.
Kom i krigsfængsel i Letlands hemmelige havneby
Ude på østersøkysten ligger havnebyen Liepaja. Og lige nord for selve byen ligger noget, som har været hemmeligt i årtier, nemlig militærbyen Karosta.
Karosta betyder ‘Krigshavnen’ på lettisk, og det er lige præcis, hvad Karosta var; en selvforsynende krigshavn og totalt lukket område for alle andre end militæret. Den blev egentlig bygget før første verdenskrig af Rusland under Zar Alexander d. 3. og opkaldt efter ham, men skiftede senere navn til det nuværende.
I Karosta finder du barakker, fabrikker, kraftværk, hospital, kirker og alt andet, der skulle gøre ‘byen’ uafhængig af omverdenen. I dag er Karosta blevet en del af Liepaja, men atmosfæren er i den grad en anden her.
Hvis du virkelig vil opleve stemningen i Karosta på egen krop, så skal du besøge fængslet. Karostas fængsel var beregnet til krigsfanger, og det var flittigt i brug under især den kolde krig.
Når du besøger fængslet i dag, bliver du mødt med samme militante tone, som fortidens indsatte, så vær klar på at stå på række og gøre, hvad der bliver sagt.
Den helt store oplevelse får de ved at tilbringe natten i fængslet. Mange af cellerne er i dag indrettet til hotelværelser i varierende stand og med forskellig udsmykning, og det er et populært sted at overnatte. Hvis man har nerverne til det.
En overnatning her kan bestilles med eller uden ‘show’, som de kalder det. Showet består i den autentiske oplevelse med natlige forstyrrelser og følelsen af at være krigsfange i sovjetisk varetægt. Sov godt, hvis du kan. Du kan også bestille en ‘almindelig’ overnatning, hvis det er mere dig.
Når du besøger Karosta, så læg også vejen forbi fæstningen Redan, som fortæller om Karostas spændende og særlige historie som lukket område gennem 100 år.
Escape room og strandbunkere i Litauen
Kører du sydpå langs kysten fra Liepaja, kommer du til Letlands sydlige naboland Litauen. Også her er krigen levende og lige til at gå på opdagelse i.
På stranden nord for byen Klaipeda ligger efterladte spøgelsestomme bunkere fra anden verdenskrig og vidner om fortidens militære skygger. Du og børnene kan klatre rundt på bunkere og kanoner og lege krig, men hvis I vil rigtig vil have gang i fantasien og de små grå, så skal I i escape room i en gammel nazi-bunker.
‘Escape Bunker 1944’ ligger lige uden for Klaipedas banegård. Her kan du og familien prøve kræfter med snørklede gåder og udfordrende opgaver, når I sammen skal forsøge at komme ud af bunkeren, inden tiden rinder ud. Her bliver holdånden og samarbejdet testet på en sjov og lærerig måde.
Inde i selve Klaipeda kan du finde hyggelige restauranter, barer og caféer og ikke mindst liv og glade dage langs kanalen og på havnefronten. Og hvis du vil have mere militærhistorie med hjem, så tag en guidet tur på minestrygeren Suduvis, som ligger midt i byen.
At krigshistorien er levende og til at tage at føle på i Baltikum, er Suduvis endnu et godt eksempel på. I kommandorummet ombord kan du fx selv spille computerspillet minestryger på de gamle instrumenter. Lige noget for spilglade drenge og piger i alle aldre.

Den eneste af sin slags: Kom helt ned i en atomraketsilo
En times tid inde i landet fra Klaipeda ved byen Plungė kommer du til et helt enestående anlæg. Her stod Sovjetunionens atomraketter i underjordiske siloer klar til at blive affyret mod fx Danmark. De ventede bare på kommandoen fra Moskva.
Missilbasen Plokštinė er den eneste af sin slags i Europa, og det er helt unikt, at du kan komme helt ned i selve raketsiloen og selv nærmest røre ved den kolde krig. Det underjordiske anlæg er i dag omdannet til et interessant og velindrettet museum om den kolde krig.
Plokštinė er klart et besøg værd, og et rigtig godt sted at lære især lidt ældre børn om en tid, de fleste voksne danskere selv har oplevet.
Letland og Litauen er de perfekte lande at besøge, hvis du selv vil blive klogere på en tid, hvor tilværelsen var præget af krig og hårde livsvilkår. Og det er oplagt at tage børnene med og lade dem lære på en engagerende og håndgribelig måde.
Samtidig er de baltiske lande bare grundlæggende nemme, billige og hyggelige rejselande med masser at lave og masser at opleve. Fra hyggelige Riga og den allerstedsnærværende historie til de brede strande langs Østersøen.
God rejse i historien – god rejse til Letland og Litauen.
Det skal du se i Letland og Litauen: 10 militærhistoriske højdepunkter
- Besættelsesmuseet i Riga
- Krigskirkegården i Saldus
- Lestene-brødrenes kirkegård
- Plokstine Missilbase
- Ile National Partisan-bunker
- Minestrygeren M52 Suduvis
- Escape Bunker 1944
- Memel Nord – bunkere og fort på stranden ved Klaipeda
- Karosta Fængsel ved Liepaja
- Machine Gun Hill – udsigtstårn i skoven
Vidste du: Her er de 7 byer i Europa med flest solskinstimer
7: Nice i Frankrig – 342 timer/måned
6: Valencia i Spanien – 343 timer/måned
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:


































Tilføj kommentar