Roadtrip i Australien: Kør-selv-ferie på østkysten på 14 dage er skrevet af Mie Brodt Sørensen.

Det er tid til at besøge ‘Down Under’
Billetterne er booket, ferien er godkendt af arbejdet, og glæden er begyndt at sprede sig. I skal til Australien.
Men Australien er kæmpestor, så hvor skal I starte? Måske har I begrænset tid, eller måske vil I gerne både til østkysten og vestkysten uden meget tid på hver kyst.
Hvis I ikke har noget imod fart over feltet, kommer her en guide til highlights på østkysten i Australien på blot 14 dage.
Men vær opmærksom: Guiden er til jer, som ønsker at nå så meget som muligt på kortest tid.

Dag 1 på dit roadtrip i Australien
Roadtrippen starter i byen Cairns.
Cairns ligger i den nordøstlige stat Queensland og er kendt for sit tropiske klima og ikke mindst sin beliggenhed tæt på Great Barrier Reef.
Turen hertil har muligvis været lang, og I skal bruge dagen på at indlogere jer på jeres hostel eller hotel samt vænne jer til det tropiske klima. I kører enten autocamper eller bil, så den skal også hentes og gøres klar til dagene på vejen.
Tag eventuelt i det australske supermarked Woolworths – eller ‘Woolies’, som australierne kalder det – og prøv jer frem med de klassiske australske Tim Tams-kiks eller smørelsen vegemite. Så er I allerede godt på vej ind i den australske kultur.

Dag 2 på dit roadtrip på østkysten
I dag er I vågnet friske og veludhvilede – for hvad er jetlag? – og I er klar til at starte jeres eventyr på østkysten i Australien. Dagens program står på at køre fra Cairns til Townsville med et lille stop ved Mission Beach.
Køreturen er 4,5 timer, hvis I kører direkte uden stop, men stoppet ved Mission Beach er uden tvivl det værd. Navnet afslører nok, hvad højdepunktet er, men det er selvfølgelig den kridhvide strand, som er værd at besøge.
Hold en velfortjent frokostpause på stranden og tag den australske natur ind, inden I fortsætter jeres roadtrip i Australien og stopper i Townsville.
Dag 3 på kør-selv-ferien: Townsville
I dag har I vænnet jer til jetlagget og tidsforskellen og er stået yderst tidligt op. Hvorfor spørger du måske? Fordi nu skal I på dykkertur til The Great Barrier Reef. Townsville er en af de byer, som tilbyder dykkerture ud til revet, og I har altså valgt en af de tidlige ture.
Der er flere forskellige slags dykkerture udbudt i Townsville. Både til dem, som foretrækker snorklen og til dem med dykkercertifikat, som foretrækker den helt store dykkertur.
Hop på en båd med en guide, som helt sikkert spreder stemning med en tyk australsk accent og nyd svømmeturen blandt det farvestrålende liv under vandet. Efter jeres dykkertur er det fluks videre. I kører nemlig fra Townsville til Airlie Beach. Turen tager cirka 3,5 timer – jeres roadtrip i Australien er nu godt i gang.

Dag 4-6 på dit roadtrip i Australien
I dag starter jeres bådtur til Whitsundays fra Airlie Beach. Whitsundays er uden tvivl en af østkystens højdepunkter.
Whitsundays er en øgruppe bestående af en masse større og mindre øer. Øerne er overnaturligt smukke med kridhvidt sand, krystalklart vand og en vanvittig udsigt. Synet af øerne er næsten for godt til at være sandt.
Den bedste måde at opleve øerne på er ved at booke en flerdages bådtur. På den måde har I god tid til at sejle rundt mellem øerne og få den fulde fornemmelse af at bo blandt øerne. Se solen gå ned over øerne, svøm i det krystalklare vand og synk ned i det kridhvide sand.
Der kan bookes ture i forskellige prislejer, og det kan være en god ide at huske søsygemedicinen, hvis man har tendens til at blive søsyg. Søsygepiller kan sagtens købes dernede, og de er super effektive i Australien.
Dag 7 på din kør-selv-ferie på østkysten i Australien
I går sluttede bådturen om formiddagen, og I brugte måske dagen på at få pusten og komme jer over den fantastiske tur.
Airlie Beach er uden tvivl en dejlig by, så måske var I ude og spise eller blot trave rundt blandt palmerne. I dag er I stået op til den gode lange rejsedag på jeres roadtrip i Australien, for I skal nemlig køre 11 timer til Rainbow Beach.
Kør forbi et supermarked og køb nogle gode snacks, sæt noget roadtrip-musik på og sørg for at holde jeres pauser undervejs. Personligt opfandt vi på vores tur en lille motivationsdans, som vi måtte ud og danse, når køreturen blev lidt lang.
Dag 8-10 på din kør-selv-ferie
I dag starter et af de andre højdepunkter på den australske østkyst, nemlig K’gari Island, der også er kendt som Fraser Island.
K’gari er en sandø med skov, regnskov, vandreklitter og fritløbende dingoer. Øen er på UNESCOs verdensarvsliste, og det er altså med god grund.
For at få det bedste ud af øen, vil jeg anbefale at booke mere end én dag. Personligt var jeg på en to-nætters campingtur, hvor der var god tid til at køre de seje firhjulstrækbiler, opleve ferskvandssøerne, det forliste skib, skoven og de smukke sandklitter.
Hvis du skeptisk over at overnatte i den australske natur, kan du være helt rolig. Guiderne har godt styr på det. Men det er uden tvivl en god måde at komme helt tæt på den australske natur.
Der lever nemlig fritgående dingoer på øen – holdt ude af et hegn på campingpladsen selvfølgelig – og er du yderst (u)heldig, er det ikke usandsynligt at støde på den store ‘huntsman’-edderkop.
Men hey, hvor mange kan lige sige, at de har camperet og sovet i telt ude i den australske natur? Helt sikkert ikke særlig mange.

Dag 10 på dit roadtrip i Australien
I dag slutter jeres campingtur, og I skal videre til Noosa Heads.
Er I trætte? Det er helt perfekt, for køreturen tager kun halvanden time, og Noosa Heads er uden tvivl den helt perfekte by til at komme ned i gear. Noosa Heads er en lille strandby med små caféer, butikker og selvfølgelig den smukkeste strand.
Brug dagen på stranden til at koble af eller gå en tur i Noosa National Park. Nationalparken er kendt for at være hjemsted for koalaer, så det er bare med at kigge op, hvis I tager en gåtur i den smukke nationalpark.

Dag 11 på din kør-selv-ferie i Australien
Hvis kræfterne i går var begrænsede, og I brugte dagen på stranden, kan I eventuelt nå turen i nationalparken her til formiddag.
Senere skal I nemlig køre til Brisbane. Køreturen til Brisbane tager kun to timer. Brisbane er en af de største byer i Australien, og byen er uden tvivl et besøg værd på jeres roadtrip i Australien. Byen er enormt pæn, ryddelig og er generelt en god by for børnefamilier.
Dag 12 på dit roadtrip i Australien
I dag er det op til jer, hvad I helst vil.
Jeg vil give jer to muligheder: Tag en dag mere i Brisbane og oplev det pulserende byliv, den falske strand eller botaniske have.
Hvis I har fået nok af storbyen og hellere vil have afslappet strandliv, som I oplevede i Noosa Head, så kør i stedet til kystbyen Byron Bay. Køreturen tager kun halvanden time, og Byron Bay er uden tvivl et besøg værd.
Byen er kendt for at være en hyggelig surferby, hvor den australske charme træder tydeligt frem. Med åbne grillpladser, livemusik, barer og en kæmpe surfstrand er Byron Bay det perfekte sidste stop på jeres roadtrip.
Dag 13 på østkysten i Australien
Hvis I brugte dagen i Brisbane i går, kan I køre til Byron Bay i dag og nyde byen i fulde drag.
Er I der allerede, kan I nyde endnu en dag i Byron Bay. Min klare anbefaling er at stå tidligt op og vandre op til fyrtårnet ‘The Lighthouse’. Turen er vanvittig smuk i morgenlyset, og man får de flotteste udsigter over både Byron Bays strande og fyrtårnet.
Resten af dagen kan I bruge på stranden, nu hvor I har været tidligt oppe og vandre.
Har I flere kræfter tilbage om aftenen, kan I tage til Byron Bay Duelling Piano Bar. Baren i Byron Bay er kendt for sin livlige stemning og sing-along, hvor der sidder en og spiller klaver, mens resten af baren synger med. Jeres roadtrip i Australien lakker mod enden, så det er bare med at få det sidste ud af det.

Dag 14 på din kør-selv-ferie i Australien
I dag slutter jeres roadtrip på østkysten.
I kører tilbage til Brisbane, sætter bilen og så flyver I videre. Om det er til Sydney, Melbourne, vestkysten eller hjem igen, det er helt op til jer. Men sikkert er det, at I har oplevet noget af det bedste, man kan på østkysten.
Hav et rigtig dejligt roadtrip i Australien.
Det skal du se på dit roadtrip på østkysten i Australien
- Great Barrier Reef
- Whitsundays
- K’gari Island
- Noosa Heads
- Brisbane
- Byron Bay
Vidste du: Her er de 7 bedste madbyer i verden ifølge Tripadvisors millioner af brugere
7: Barcelona i Spanien
6: New Delhi i Indien
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen

































