RejsRejsRejs » Seneste indlæg » Rejsemål » Afrika » Uganda » Uganda: Det ukendte safariland
Uganda - gorilla - rejse
Uganda

Uganda: Det ukendte safariland

Tag med redaktør Jacob på en vild rejse til Uganda.
RejsRejsRejs Banner
 

Der er stadig ikke så mange, der har besøgt Uganda, selvom det ligger lige ved siden af de store safarilande Kenya og Tanzania. Tag med på en tur i et af de allerbedste rejselande i Afrika.

Her er et godt flytilbud til Uganda – tryk på “se tilbud” inde på siden for at få den endelige pris

Afrika Uganda Lejr Bål Rejser

Kazinga-kanalen

”I ganda, U ganda?”, ”Oh yes, I ganda!”

Kækheden breder sig på den lille veranda foran pælehytten, hvor jeg har slået lejr sammen med min ven Thomas. Vi sidder med en whiskysjus i hånden og kikker ud over Kazinga Channel midt inde i Queen Elizabeth Nationalpark.

Vi er tæt på den ugandiske grænse ind til den knap så demokratiske republik Congo.

Uganda Flod fugl rejser

Vi er kommet fra Kenya og har været et smut inde i Rwanda, men følelsen af, at Uganda bare er prikken over i’et, breder sig med den behagelige varme og de naturscenarier, der udspiller sig foran hytten. I like Uganda, yes, I ganda!

Afrika Uganda Vildsvin Rejser

Valgkamp!

Vi ville helst ikke være i nogen by på netop det tidspunkt, da der til vores overraskelse var præsidentvalgkamp. Og kommunevalg. Og alle mulige andre demokratiske processer, som tuneserne og egypterne i de selv samme dage kæmpede for med deres liv under det, der siden blev kendt som Det Arabiske Forår.

Vi var landet midt i en valgkamp i Uganda. Men det udartede sig nu ikke helt så galt som længere nordpå, hvor Det Arabiske Forår var ved at springe ud.

Uganda Kort

Hvis det skulle blive alt for heftigt i Uganda, var vores backup-plan at komme til Rwanda eller til Ugandas tidligere hovedstad Entebbe, hvor lufthavnen lå.

Men indtil nu havde vi kun set en masse glade kampagneoptog, finurlige valgplakater med tydelige symboler, så analfabeterne også kunne være med, og en hulens masse optimisme, nysgerrighed og venlighed.

Præsidenten med den hvide hat

De fleste ugandere viste sig nemlig at være ret pjattede med deres præsident Museveni, som havde siddet på magten i 25 år og konsekvent var iført hvid hat på plakaterne.

Som præsident havde han forenet de mange stammer og kongedømmer, havde skabt en markant vækst og blandt andet sikret kvinderettigheder i det konservative nord.

Han havde med hjælp fra donororganisationer tvunget aids-epidemien i knæ – indtil amerikanerne og George W. Bushs regering kom og forlangte, at den ukristelige snak om kondomer måtte høre op, hvis det fattige land ville have penge. Så steg antallet af syge igen, men dog til et lavere niveau end andre steder i regionen.

Missionering kræver stadig sine ofre.

Sådan kommer du nemt til Uganda

Der er flere danske rejsebureauer, som kan hjælpe dig med rejsen til Uganda, uden at det bliver dyrere af den grund. Find dem her: Rejsetilbud

Der er også masser af flybilletter at finde dertil fra Momondo. Se fly-mulighederne her

Hvis du er på udkig efter bæredygtige rejser, så se her: Rejs bæredygtigt

Hvis du har brug for tips og tricks til, hvordan du planlægger din rejse, kan du læse vores store rejseguide her. Du kan også tilmelde dig vores nyhedsbrev, der kommer 1-2 gange om måneden, hvis du vil holde dig opdateret med tips og tricks til rejser.

I denne boks er der links til en eller flere af vores samarbejdspartnere. Hvis du vil læse mere om, hvordan det foregår, så se her.

Afrikas farligste dyr

Efter en fænomenal omgang mad i det fri og en kold Nile Special serveret af en yderst venlig og effektiv servicesmølf, der kaldte sig selv Bunny, skulle vi overnatte i pælehytten.

Vi måtte ikke gå derhen alene fra spiseområdet, da Afrikas farligste dyr kommer op fra kanalen om aftenen, fik vi at vide af ham. For at græsse. Det lyder da ikke så farligt, tænkte vi og daffede de 50 meter hen til hytten i tusmørket. Så kom Bunny’en hen og spurgte, om vi havde lyst til at se dyret, altså flodhesten?

Og der var den – måske 20 meter fra vores spisested stod den og prustede, det dyr, der havde dræbt fem lokale i de seneste par år i nationalparken. Blandt andet fordi det tonstunge dyr let går i panik og derved mejer folk ned på vej til kanalen.

Find flere gode flytilbud her

Afrika Uganda sø flodheste rejser

Den pansrede hest

Med pulsen i vejret krøb vi til køjs under myggenettene, og nattens lyde sneg sig ind.

Alle mulige lyde blandede sig, indtil det pludselig lød som om, en overdimensioneret hest med en usædvanlig dyb stemme listede rundt lige udenfor og ligesom overtog hele orkestret. Og da den begyndte, startede de andre også, bare længere væk.

Et hakkende bbbbppprrrruuuhhhhuuuhhh…

Afrika Uganda Flod Flodheste Rejser

Det lød helt overnaturligt, som om et gotisk fortidsmonster var flyttet ind i nabohytten. Men det var bare vores nye ven den pansrede hest fra floden.

Det blev ikke den bedste søvn, vi fik, men en oplevelse af Afrika, når det er bedst, kompenserede så rigeligt for det.

Afrika Uganda Krokodille fugle flod Rejser

På ækvator er vejret perfekt

Dagen efter sad vi igen på verandaen. Vi havde set løver jagte savannegrise og sejlet på kanalen, hvor man kommer tæt på nilkrokodiller, bøfler og fugle i alskens farver og størrelser.

Selv om vi var ved ækvator, var vejret behageligt, da det meste af Uganda ligger ret højt på Det Østafrikanske Plateau i omkring 1.100 meter over havet.

Vi var begejstrede, intet mindre. Og da trompeterne så begyndte at gjalde ovre fra den anden side af lejren, måtte vi selvfølgelig af sted og se, hvad det var.

Uganda National Park Elefantflok Elefant Rejser

En flok på 60 til 70 elefanter arbejdede sig igennem budskabet på den anden side af et lille sumpområde, og vi kunne stå og beundre det hele oppe fra skrænten. Sjældent har man set et mere effektivt trærydningshold. Og et mere elegant et.

Bjerggorillaerne i Bwindi Impenetrable Forest

Inden vi kom til Queen Elisabeth nationalparken, havde vi forceret Bwindi Impenetrable Forest, som fint lever op til sit navn som “den uigennemtrængelige skov”, og her var kommet til at stå ansigt til ansigt med nogle af de sidste bjerggorillaer i verden.

Vi skulle holde syv meters afstand til de kæmpestore aber, men den grænse kendte de ikke, da de betragtede os som en del af flokken. Til sidst klatrede den mest nysgerrige op i træerne foran os og sad og betragtede os, mens den fredeligt guflede videre.

Uganda Gorilla Skov Rejser

Det var dybt fascinerende, megahårdt og en helt igennem vild oplevelse at møde bjerggorillaerne.

I dagene efter vandrede vi på vulkaner, så Nilens udspring og ikke mindst hilste vi på den nu genvalgte præsident Yoweri Museveni, da han med den obligatoriske hvide hat på kørte igennem hovedstadens gader.

Konen var med, også med hvid hat.

Uganda - kvinde - rejser

Verdens mest behagelige folkefærd

Det havde været en rimelig fredelig præsidentvalgkamp, så dramaerne kom mest på skærmen fra Egypten. Vi nåede til gengæld at snakke med en masse lokale, som med deres gedigne venlighed, åbenhed og glimrende engelsk må kandidere til et af verdens mest behagelige folkefærd.

Uganda Dreng Snor Rejser

Uganda er nu på min liste over yndlingssteder i verden – I ganda, U ganda?

Om rejseskribenten

Jacob Gowland Jørgensen, redaktør

Jacob Gowland Jørgensen, redaktør

Jacob er en munter rejsenørd, der har rejst i over 90 lande fra Rwanda og Rumænien til Samoa og Samsø. Jacob er medlem af De Berejstes Klub, hvor han har været bestyrelsesmedlem i fem år, og han har en omfattende erfaring med rejseverdenen som foredragsholder, magasinredaktør, rådgiver, forfatter og fotograf. Og naturligvis vigtigst af alt: Som rejsende. Jacob nyder både at rejse traditionelt som fx bilferie til Norge, krydstogt i Caribien og storbyferie i Vilnius, og mere ud-af-boksen rejser som solotur til Etiopiens højland, road trip til ukendte nationalparker i Argentina og vennetur til Iran.

Jacob er landeekspert på Argentina, hvor han har været 10 gange indtil videre. Han har tilbragt næsten et år i alt på at rejse igennem de mange forskelligartede provinser, fra pingvinlandet i syd til ørkener, bjerge og vandfald i nord, og har også boet i Buenos Aires i et par måneder. Derudover har han særlig rejseviden om så forskellige steder som Østafrika, Malta samt landene omkring Argentina.

Udover rejseriet er Jacob en hæderlig badmintonspiller, Malbec-fan og altid frisk på et brætspil. Jacob har desuden haft en karriere i kommunikationsbranchen i en årrække, senest med titel af Communication Lead i en af Danmarks største virksomheder, og har i en del år desuden arbejdet med den danske og internationale mødeindustri som konsulent, bl.a. for VisitDenmark og Meeting Professionals International (MPI).

Kommentér

Kommentér

Show Buttons
Hide Buttons