RejsRejsRejs » Rejsefavoritterne » Europa rundt i autocamper
Grækenland Italien Rejsefavoritterne Spanien Tyskland

Europa rundt i autocamper

campervan - rejser
Her er en beretning om hvordan vi rejste Europa rundt i autocamper i en tid, hvor det at rejse kunne være en udfordring.
 

Rejse under Corona – det kan stadig lade sig gøre er en guide skrevet af Eva Jørgensen.

Spanien - mennesker - Rejser under Corona

En ny verden – at rejse med autocamper

I vores hverdag hørte vi ofte fra frustrerede og rejselystne danskere, som grundet epidemien i 2020 var tvunget til at blive i Danmark. Men det var faktisk stadig muligt at rejse under Corona. Hvis bare man indstiller sig på at rejse i en ny verden.

I april 2018 byttede min mand og jeg vores hus ud med en autocamper og startede et liv som nomader i Europa. Målet var at kortlægge en masse af de fantastiske steder i Europa, som rejsebrochurerne ikke skriver om. Vi holder os som udgangspunkt fra storbyer og nyder naturen, stilheden, de små byer ude på landet og den gæstfrihed, der findes der.

Men i foråret 2020 blev verden vendt på hovedet grundet Covid-19. For os betød det, at vi blev fanget i 100% isolation på en lukket campingplads Spanien i 60 dage. Eneste kontakt vi havde til omverdenen udenfor det høje hegn var, når vores købmand en gang om ugen kom med de varer, vi havde bestilt. Så kunne vi samtidig få at vide, hvordan virussen artede sig udenfor hegnet. Det var nogle underlige måneder.

På trods af at der i vores område ikke var ret mange smittede, føltes det alligevel som om, vi var med i en af de utallige film, der er lavet omkring zombier og dommedag. Som om faren lurede lige udenfor hegnet. Vi kunne via nyhederne på internettet følge med i, hvad der skete, men vi vidste på ingen måde, om det en dag også ville nå os.

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Meteora bjergene - rejser

På eventyr uden en plan

Efter 2 måneder slækkedes restriktionerne, og vi kunne forlade området. At køre i mennesketomme gader var noget af det mest mærkelige, vi havde oplevet, siden vi tog afsted, men det gik hurtigt op for os, at vores måde at rejse på nu også var blevet en force.

Vi vidste at naturen i form af smukke bjerge, store søer og lækre sandstrande ikke behøvede at omfatte andre mennesker. At der findes masser af den slags steder i Europa, hvor man kan få lov at være i fred, og siden da har vi benyttet os af den viden. Vi har rejst sikkert.

Men kan alle det? Er det muligt for rejselystne danskere at tage på ferie, selvom nyhederne kalder næsten hele Europa for en ‘rød zone’? Vi skulle mene, at der er rig mulighed for også at rejse under Corona, men man er nødt til at gøre det anderledes, end man plejer.

Hav en pakket kuffert eller sportstaske parat, eftersom decideret planlægning er umuligt for tiden. Tingene udvikler sig uge for uge eller dag for dag, men at rejse uden decideret plan er også den slags rejse, hvor de dejligste eventyr ofte opstår.

De smukkeste solnedgange, de hyggeligste samtaler – fordi man har tid – og de mest afslappende gåture. Pak dit mest casual tøj – det der sidder rart – for du får hverken behov for festtøj eller seks par sko.

Det er endda tilladt at bruge det samme tøj flere dage og dermed spare plads i oppakningen. Drop føntørreren og den store toilettaske og nyd i stedet for en gangs skyld at rejse primitivt. Husk på, at ingen kender dig, hvor du kommer frem, så ingen ved, hvordan du plejer at se ud.

Italien - Hera tempel - rejser under Corona

Gå ikke på kompromis med sikkerheden

Undersøg de områder du er interesseret i nøje og tag advarslerne alvorligt. Alle lande i Europa har en hjemmeside, hvor de nationale forhold opdateres dagligt og er opdelt i områder. Afhold dig fra at tage til de slemmeste områder, heller ikke hvis du har planer om at holde dig fra andre mennesker.

Situationen kan hurtigt udvikle sig, og der er ingen grund til, at løbe risikoen. Vær også opmærksom på, at dit forsikringsselskab måske ikke dækker din rejseaktivitet, og at du måske skal i karantæne, når du kommer hjem. Det er desværre nogle af de overvejelser og valg, man er nødt til at overveje, inden man tager afsted.

Overhold det enkelte lands sikkerhedsregler. Lad være med at være ‘Rasmus Modsat’ og mene, at reglerne ikke gælder for dig. Respekter det land, du er kommet til, hvad enten det gælder brug af maske eller forbudte områder. I langt de fleste lande udstedes der bøder på stedet, og flere steder stiger bøden ganske enkelt for hver gang, man ‘brokker’ sig.

Hav et lager af masker, engangshandsker og håndsprit med og brug dem flittigt. Som minimum de steder hvor det er påkrævet, men også gerne ud over det for at udvise respekt. Husk på, at det er dig, der rejser rundt og kan bringe smitte fra et sted til et andet, hvis du sløser med sikkerheden.

Undlad for så vidt muligt at rejse med fly, bus og tog. Der er rigtig mange mennesker i flyterminaler og på stationer. Vælg i stedet at tage bilen, autocamperen eller campingvognen, hvis du har sådan en. I vores optik er en autocamper det bedste valg, da sådan en giver mulighed for at freecampe mange steder.

Vi bruger selv en app, der hedder CamperContact, som kortlægger alle de steder, hvor det er tilladt at overnatte gratis eller for små penge. Som oftest er det i fantastisk smukke og rolige omgivelser.

Spanien - Trujillo - torv - rejser

Bil eller campingvogn? Den trygge rejse under Corona

Vælger du at tage campingvognen med på tur, er du nødt til at overnatte på campingpladser og dermed researche lidt undervejs via internettet. Google Maps kan fortælle dig, hvilke overnatningsmuligheder der er i det område, du befinder dig. En del campingpladser er dog lukkede, og andre har meget nedsat kapacitet. Vælg de små lokale campingpladser, da de ikke har stor gennemstrømning af gæster, men også fordi de virkelig lider økonomisk lige for tiden.

Er du i almindelig bil, er bed & breakfasts, lokale hoteller og hostels den bedste løsning frem for de store hoteller. Dog skal du være opmærksom på rengøring og generel hygiejne. Der er sjældent behov for booking, så du kan jo kigge dig omkring, inden du indskriver dig. Igen er Google Maps din ven i forhold til at se hvilke muligheder, der er i området.

Når vi er ved Google Maps, vil det være en god idé at slå ‘Placering’ til. Den funktion gemmer din rute, og skulle det ske, at du bliver stoppet af politiet, som gerne vil høre, hvor du har været, kan du let fremvise kortet. Det samme gælder hvis det mod forventning sker, at du bliver smittet med Covid-19. Så kender du til punkt og prikke din rute og kan højst sandsynlig svare på hvor og under hvilke forhold, du har været

I samme ombæring er det vigtigt at vide, at du skal medbringe så mange personlige papirer så muligt. Med måde selvfølgelig. Dit eget pas samt papirer på køretøjet, og i mange lande er det også en god idé at gemme kvitteringer, du har modtaget undervejs. Disse kan bruges som bevis på, at du holder dig for dig selv, såfremt politiet skulle spørge. For ja, de tjekker op på folk og specielt turister.

Der er intet ulovligt i at køre rundt i de forskellige lande – udover eventuelle lokale forbud – så længe man ikke udsætter sig selv og andre for smittefare, men politiet holder øje med, hvem der bevæger sig rundt hvor.

Grækenland - Platia Ammos - strand - rejser under Corona

Den frie rejseform

Udover ovenstående skal du bare nyde livet. Sætte et punkt på kortet og tage tingene, som de kommer undervejs, dreje af hvis du ser noget interessant og eventuelt bruge Google Maps til at se, om der er små lokale seværdigheder i nærheden. Af erfaring ved vi, at det faktisk oftest er disse, der er mest spændende.

Udgravningen af templerne i Paestum i Italien, de søjleformede bjerge i Meteora i Grækenland, de små smukke byer Erlangen og Öhringen i Tyskland, den hyggelige middelalderby Trujillo i Spanien, Platia Ammos stranden i Grækenland og mange, mange flere. Allesammen steder som vi selv har opdaget ved et tilfælde, præcis som du kan, hvis du smider tøjlerne og rejser lidt mindre organiseret.

Som jeg lagde ud med at skrive, er det ikke rigtigt muligt at planlægge så meget grundet Covid-19, men denne nye form for rejse er også fantastisk, og måske vil du endda blive så glad for friheden, at det bliver din foretrukne rejseform fremover.

Hvis du passer på og er et ‘ordentligt’ menneske, behøver du i hvert fald ikke frarøve dig selv muligheden for at rejse. Der er mange små virksomheder derude, som lider under den manglende turisme, så det vil både være en bonus for dig og dem.

Som du kan se, kan du sagtens rejse under Corona – god tur!

Om forfatteren

Eva Jørgensen

I 2018 solgte Eva og hendes mand Malthe deres hus i København og byttede det ud med en autocamper. Siden da har de udlevet deres drøm og kørt Europa tyndt som digitale nomader på fuld tid. Hovedformålet med deres nye liv er, udover at vinke farvel til en stresset hverdag, at kortlægge Europas ukendte seværdigheder, fantastiske naturområder, små skønne restauranter og meget mere. Udover at skrive artikler har de også deres egen blog og kan følges på Instagram og Facebook. I 2020 udgav Eva en e-bog om deres første to år som fuldtids rejsende. Bogen hedder Book of Dreams og er en fortællende rejseguide med masser af historier, tips & tricks, anbefalinger og smukke billeder fra deres rejse. Hvis du synes deres historie virker bekendt, er det måske fordi du så dem i Go'Morgen Danmark i sommeren 2020, hvor de fortalte om at slå op med hverdagen.

Tilføj kommentar

Kommentér her

Nyhedsbrev

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Inspiration

Rejsetilbud

Facebook coverbillede rejsetilbud rejser

Få de bedste rejsetips her

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.