Fra Pakistan til Australien: 5 fede rejsemål – 1 knap så fed er skrevet af Jens Skovgaard Andersen
Pakistans bjerge eller Zanzibars strande?
Et af de værste rejsespørgsmål jeg kan blive stillet er, hvad mit yndlingsrejsemål er. Det er nærmest umuligt at gøre op, da der er mange faktorer, der spiller ind; rejsekammeraterne, vejret, årstiden, humøret, helbredet, økonomien og meget andet.
Den smukkeste drømmeø kan blive et mareridt, hvis man skal sidde på tønden hele tiden, og en turistfælde kan blive det rene slaraffenland, hvis man er afsted med de rigtige kammerater. Derfor er det en udfordring at lave en liste med yndlingsstederne, men jeg har selvfølgelig nogle nogle favoritter. Vi starter med min ‘anden hjemby’.

Beijing
Kinas enorme hovedstad er i konstant forandring, og der bygges om, bygges til og bygges nyt overalt. Byen er på en gang meget historisk og meget moderne. Midt i trafikkaoset finder du små gyder, hvor tiden står stille, og hvor livet leves i adstadigt tempo. Samtidig er der kvarterer, hvor fremtiden allerede er flyttet ind, og hvor futuristiske megabygninger skyder op i imponerende høj fart.
Her finder du gode hoteller i Beijing
Beijing er anderledes hver gang, jeg kommer der, og det er blevet en attraktion i sig selv at gå på skattejagt efter de steder, jeg plejede at komme – og ofte må jeg konstatere, at udviklingen har opslugt mine favoritter. Men nye favoritsteder kommer til løbende, og der er en uslukkelig livsdrift i megabyen med den tunge historie.
Jeg har boet i Beijing i sammenlagt 1½ år, og på trods af for meget forurening, for mange mennesker, for mange biler og ofte for mange varmegrader, er Beijing gået i blodet på mig og drager mig tilbage igen og igen. Skattejagten fortsætter næste gang, jeg kommer forbi.
Find billige flybiletter til Kina her

Sydafrika
Hele verden i et enkelt land. Det er sådan, jeg ser Sydafrika. Nelson Mandela kaldte selv landet for ’Regnbuenationen’, og det prædikat holder ved. Betegnelsen refererer til de mange forskellige folk, som lever sammen i et land med intet mindre end 11 officielle sprog og 3 hovedstæder, men for mig betyder regnbuen også, at man kan finde alting under samme tag i Sydafrika.
Der er fantastiske badestrande, vilde landskaber, øde ørken, snedækkede bjerge, vin, øl, barbecue, seafood, surf, dykning, vandring, cykling, en allestedsnærværende grum historie – og alle de dyr, vi ellers kun ser på tv. Og så er sydafrikanerne et rigtig festligt folkefærd, som man ikke kan undgå at holde af.
Det er umuligt at blive færdig med Sydafrika, og jeg drømmer altid om et nyt eventyr under regnbuen.
Find billige flybilletter til Cape Town her

Pakistan
Min første – og på mange måder sidste – store ekspedition bragte mig fra Kathmandu til London. Jeg tog afsted som en stor teenager og kom hjem som en voksen ung mand. Turen gik gennem hovedsageligt Nepal, Indien, Pakistan, Iran og Tyrkiet, og især Pakistan satte sig fast i hjertet på mig.
Jeg kendte ikke meget til Pakistan hjemmefra, udover at det var der, mange gæstearbejdere i Danmark kom fra. Men jeg blev blæst bagover. Af kulturen, af maden, af gæstfriheden og mest af naturen. I ugevis kørte vi rundt omgivet af verdens højeste bjerge på Karakoram Highway, og jeg kunne ikke andet end betragte og indsnuse de imponerende omgivelser. Når man kommer fra et land uden høje bjerge, er der noget hypnotiserende ved at færdes i landskaber, hvor jorden står på højkant.
Hvis du vil gøre det nemt, kan du høre et professionelt rejsebureau om, hvad de kan skrue sammen til dig – det behøver ikke at blive dyrere af den grund. Du kan finde en stribe oplagte her: Rejsetilbud
På en vandretur i det nordligste Pakistan blev jeg og mine rejsekammerater stoppet meget bestemt af en lille smilende mand, som insisterede på, at vi skulle ind og se hans hus.
Vi blev sat ned langs den nu tidligere swimmingpool og udspurgt om, hvor vi kom fra, og alt hvad vi ellers kunne finde på at tale om. Mens vi sad der, blev vi konstant tilbudt the, abrikoser, kager, nødder og hvad der ellers var at finde i de bjergrige egne. Vi fik absolut ikke lov at give noget til gengæld – andet end håndtryk og kram – og vi gik alle derfra med et stort smil.
Her lærte jeg, hvad gæstfrihed i virkeligheden betyder, og jeg håber en dag at kunne gøre gengæld. Desværre har jeg ikke været tilbage i Pakistan siden dengang, men et gensyn står altid på ønskelisten.
Her finder du flybilletter til Pakistan

Australien
At sætte Australien på en liste som denne er nærmest en no-brainer. Der er så meget at se og lave, at det er svært at komme uden om. Jeg har selv kun været i det østlige Australien og på Tasmanien, og jeg er slet ikke færdig.
Blandingen af den halvskøre tilbagelænede livsstil og den halvskøre særprægede natur er simpelthen ikke til at stå for, og hvis bare der ikke var så langt om på den anden side af kloden, ville jeg aldrig tage andre steder hen. Næsten aldrig, i hvert fald.
Her kan du finde billige hoteller i Sydney

Lviv
Det lå ikke i kortene, at jeg skulle ende med at sætte den vestlige ukrainske provinsby Lviv på en liste som denne. Og dog. Som lille dreng gik meget af tiden med at bladre i atlas og studere kort, og byen – som dengang lå i Sovjetunionen og hed Lvov – satte sig fast; sikkert mest på grund af navnet.
Op til fodbold-EM i 2012 fik jeg en spændende mulighed for at komme til Ukraine og besøge de byer, der skulle være værter for slutrunden, og en af dem var Lviv. Byen har ført en omskiftelig tilværelse og har oplevet det meste af den europæiske historie i egne gader.
Det bærer den præg af, og det er en smeltedigel af etniciteter med egne kvarterer i middelalderbyen, og mest af alt er det bare en virkelig hyggelig by at gå på opdagelse i. Prisniveauet er meget ’fattigrøvsvenligt’, og jeg nyder at kunne spise godt, drikke endnu bedre og nyde livet i et af Europas mange hjerter.
Det er blevet til mere end en håndfuld besøg, og når der åbner en ny direkte rute fra København til foråret, så skal jeg afsted igen; jeg kan ikke lade være.
Find direkte fly til Lviv, Ukraine her

Bobler: København
Jeg ved godt, at der ikke er plads til 6 på en top 5, men jeg vil alligevel gerne slå et slag for de nære eventyr. Som turistguide i København ser jeg byen forandre sig fra forreste parket, og der foregår mange fascinerende ting året rundt i vores egen hovedstad.
Selvom meget i byen kan virke dyrt, så er der mindst lige så meget, som ikke koster noget. Min fascination af min egen by vokser hver dag, jeg færdes i de gamle gader, og jeg kan kun opfordre alle andre til at skrue op for nysgerrigheden og tage nogle ture rundt i byen.

Ikke så fedt: Amsterdam
Det kan jo ikke være lige godt alt sammen, så derfor er der også blevet plads til et sted, som ikke står lige så højt på listen som de andre.
Lad det være sagt med det samme: Jeg har ikke opgivet Amsterdam endnu. Byen står højt på manges lister over rejsemål, og jeg forstår det i princippet godt. Byen har meget godt, og der er masser af steder at tage gode billeder til Instagram (det gør jeg også selv). Men jeg kan alligevel ikke helt slippe følelsen af, at der er noget, der forstyrrer billedet, når jeg er i Amsterdam.
Det er svært at finde et nogenlunde okay sted at sove i den billige ende, og jeg har brugt mange nætter på tvivlsomme hostels med forholdsvis tvivlsomme værelseskammerater. På den front får man ikke meget for pengene i Amsterdam. Og så er byen kendt for både ‘red light district’ med åbenlys prostitution og ‘coffeeshops’ med lige så åbenlys indtag af sjov tobak. Det tiltrækker tydeligvis mange til byen, og det er simpelthen for meget for mig.
Nogle gange må jeg fortælle mig selv, at jeg bare ikke er i målgruppen, og med Amsterdam er det nok det, der er tilfældet. Det er ikke lavet til mig. Men jeg har ikke givet op endnu – Amsterdam får en chance mere en eller anden dag.
Klik her for billige og direkte fly til Amsterdam
Jeg er sikker på, at min favoritliste vil ændre sig fremover, og jeg kan næsten ikke vente, til jeg skal ud og finde nye dejlige steder at sætte på listen.
God rejselyst – vi ses derude!
Kommentér