RejsRejsRejs » Seneste indlæg » Rejsemål » Asien » Indien » Nord-Goa: Mine 5 favoritstrande
Indien - Goa - strand - rejser
Indien

Nord-Goa: Mine 5 favoritstrande

 

Vidunderlige Goa er et lille stykke af paradis. Den indiske delstat strækker sig over 100 kilometer smuk kystlinje, hvilket er årsagen til de nærmest utallige mange strande man kan vælge imellem i Goa. I den sydlige del af Goa er mine 5 favoritstrande: Patnem Beach, Palolem Beach, Butterfly Beach, Agonda Beach og Cola Beach. Du  får nu en introduktion til de bedste strande i den nordlige del.

Læs mere om forfatteren Marianne Nielsen her

Mine 5 favoritstrande i den nordlige del af Goa er: Calangute, Morjim, Ashvem, Mandrem og Querim Beach. Nord-Goa kan deles op i to kategorier, når det gælder strandene: De travle og populære strande midt i turismens livsnerve i talukaen (kommunen) Bardez, mens de mere stille strande nordpå, hvor drømmen om det frie hippieliv blomstrer lystigt, ligger i talukaen Pernem.

Calangute Beach

Den absolut mest turistede del af Goa finder du i byerne Candolim, Calangute og Baga. Fordelen er, at du her også finder alt, hvad du behøver. Langs de tre små byer løber stranden på cirka 7 km, og det er ikke lige til at se, hvor den ene strand skiller fra den anden. Personligt foretrækker jeg den del af Calangute strand, der grænser op til Candolim. Et pejlingspunkt er, at du oppe fra hovedvejen kører til det lille kapel St. Anthony’s Chapel og derfra drejer ned af den smalle Empire Beach Road ned til stranden. På vejen passerer du mit lille yndlingsguesthouse, Princess Donna.

Det første ‘shack’, du møder på stranden på højre hånd, hedder Fisherman’s Paradise, som er en skøn strandhytte med god mad, sødt personale, musik i højtalerne og fine faciliteter. Det er denne del af stranden, du skal vælge, hvis der godt må ske lidt, uden at det behøver at være helt overfyldt, som det eksempelvis er i den del af Calangute strand, der grænser op til Baga Beach.

 

Indien - Goa, Calangute Beach - rejser

Morjim Beach

Når jeg trænger til en pause fra det mere befolkede og travle turistcentrum i Calangute, sætter jeg kursen mod de nordlige strande. Og det gør jeg helst på min lille scooter. Husk kørekort og også hjelm, hvis du vil slippe for kontrollen af det ihærdige goanske trafikpoliti. Cirka 45 minutters kørsel langs de goanske landsbyer, rismarker og templer fører dig til dejlige Morjim Beach. På vejen krydser du floden Chapora over Siolim-broen. Jeg parkerer altid scooteren ved S2 Beach Shack, som kan være lidt en udfordring at finde, men bare spørg de lokale, så hjælper de dig på vej.

Stranden ved Morjim er fantastisk. Lang og bred og med stille og roligt vand. Sandet er helt fint, og der blæser en skøn brise på Morjim Beach. Her kan du også overnatte i en helt enkel lille palmehytte, og ligesom i det sydlige Goa kan du nyde skønne fredfyldte morgener og lange gåture på stranden. Du kan sågar cykle en tur langs stranden; så fint er sandet. Og ja, så er solnedgangen magisk heroppe. S2 Beach Shack byder også på fantastisk mad og super service på stranden.

Indien - Goa, Morjim Beach, cykel - rejser

Ashvem Beach

I forlængelse af Morjim Beach ligger Ashvem Beach. En dejlig fredelig strand omkranset af små klipper. Her er en særlig ‘chilled-out feeling’ med lækre loungebarer og gode restauranter. Især er La Plage et besøg værd. Ashvem er for dig, der ønsker en strand i Nord-Goa til det voksne publikum, som sætter pris på æstetik og ‘lækkerhed’ og knap så mange mennesker. Yoga, mindfulness og ‘easy living’ er begrebet af Ashvem.

Mandrem Beach

Mandrem er genial til børnefamilier. Stranden er lang og bred, og du kan ofte gå langt ud i vandet, inden det bliver for dybt. Leder du efter en base for dagen eller en lille palmehytte og et godt sted at spise, er Dunes Holiday Village et skønt sted. Rigtig mange skandinaviske børnefamilier har fundet vejen til Dunes Holiday Village, som ligger lige ned til stranden, hvor en lille bro fører dig ud til bølgen blå.

Artiklen fortsætter under boksen

Sådan kommer du nemt til Goa

Der er flere danske rejsebureauer, der har kvalitetsrejser til Indien – find dem her: Rejsetilbud

Der går ikke direkte fly mellem Danmark og Goa, men med en enkelt eller flere mellemlandinger er der mange muligheder: se nogle af dem her.

Her skal du bo i Nord-Goa

Vil du bo midt i turismens livsnerve, så er det Candolim, Calangute og Baga, du skal vælge. Her finder du både de små charmerende guesthouses, de slidte – men billige – turistklassehoteller og de virkelig lækre boutique-hoteller og store 5-stjernede resorts.

Hvis du hælder mere til fred og ro i charmerede bambushytter, skal du bevæge dig lidt længere nordpå. Her findes der adskillige yoga-og mindfullness-retreats, hvor tiden står stille. Udforsk mulighederne her.

Transport til og mellem strandene

Transport mellem strandene i Nord-Goa er nemt og smidigt på scooter, med tuktuk eller taxa. Det er også muligt at tage bussen eller leje de lokale delfinbåde til at sejle mellem strandene.

Hvis du har brug for tips og tricks til, hvordan du planlægger din rejse til Goa, kan du læse vores store rejseguide her. Du kan også tilmelde dig vores nyhedsbrev, der kommer 1-2 gange om måneden, hvis du vil holde dig opdateret med både tips og tricks til Indien eller til rejser andre steder i Asien.

I denne boks er der links til en eller flere af vores samarbejdspartnere. Hvis du vil læse mere om, hvordan det foregår, så se her.

Indien - Goa, Palolem Beach - rejser

Querim Beach

Querim er den nordligste strand i Goa ved udløbet til floden Tiracol. Jeg elsker at køre helt op til den nordlige del af Goa på min scooter, svinge ind på min lille yndlingscafe Hotel Adarsh, (som intet har med et hotel at gøre) i Pernem overfor templet og få verdens bedste ‘sweet bun’ og chai, inden turen går langs små krogede landsbyveje langs floden. Floden giver de smukkeste frodige omgivelser, og her er mulighed for sejlture, hvor du kan opleve daglejerne grave sand op fra floden. Tag den lille færge i Querim over floden og besøg Tiracol Fort. For enden af floden ligger Querim Beach, som også går under navnet Keri Beach. Denne strand er fredfyldt og et populært picnic-sted for de lokale; en helt anderledes oplevelse end de mere kendte strande i Goa.

Læs vores introduktion til Goa her

 

Goa er et strandparadis med mange særlige oplevelser i vandkanten. Uanset om du tager mod syd eller nord, er du sikker på at få strandlivet helt ind under huden. God fornøjelse med Goa!

Om rejseskribenten

Marianne Nielsen

Marianne Nielsen

Marianne har levet og åndet for rejselivet i mere end 20 år.
De første rejser gjorde hende nysgerrig, og denne nysgerrighed åbnede døren til 12 år i udlandet som rejseleder, hvor hun var så privilegeret at få lov til at bo og arbejde så magiske steder som blandet andet Indien, Kenya, Bali, Thailand, Tyrkiet, Portugal, Spanien, og Italien.
Marianne elsker sit job som rejsekonsulent og at få lov til at dele erfaringer og viden om lande og steder, hun selv brænder for. Arbejde har udviddet rejsehorisonten yderligere og givet uforglemmelige minder med i bagagen fra Ecuador og Galapagos, Chile og Påskeøen, Grønland, Kina, Sydafrika og meget mere. Et ophold i Nepal som frivillig på et børnehjem er også blandt de kæreste rejseminder.

Kommentér

Kommentér

Show Buttons
Hide Buttons