RejsRejsRejs » Seneste indlæg » Rejsemål » Asien » Taiwan » Taiwan: Landet, der ikke er Kina
Te - Taipei - Taiwan
Taiwan

Taiwan: Landet, der ikke er Kina

RejsRejsRejs Banner
 

Jeg er lige landet i Taiwan. Det er en trist og regngrå søndag, og vejen ind til hovedstaden Taipei fra den store, moderne lufthavn er lang og mennesketom. Jeg minder mig selv om, at man aldrig skal vurdere en storby på dens indfaldsveje. At der som regel er lys og liv for enden af vejen.

Jeg er ankommet til et land, som de færreste danskere har været i, selvom alle kender udtrykket “Made in Taiwan”. Taiwan kalder sig selv for Asiens hemmelige juvel, og der er da også kun få andre vestlige turister her. Jeg er på ny jord, og da vi holder foran hotellet, der ser hyggeligt og livligt ud, ved jeg, at Taiwan nok skal overraske.

Se mere om forfatter Jacob Gowland Jørgensen her

Braveheart goes Asia

Når jeg rejser, er det også en følelsesmæssig oplevelse. Og på denne rejse oplevede jeg, hvordan hele min retfærdighedssans og politiske interesse blev bragt til live som sjældent før.

Mange opfatter Taiwan som en del af Kina, men det er det ikke. Selvom man sagtens kan finde officielle kort, der viser Taiwan som en del af riget i midten.

Kort - Sydøstasien - Taiwan

Taiwan er i praksis et selvstændigt land, der rummer kulturtræk fra både Japan, Korea og ikke mindst Kina, hvor langt de fleste er kommet fra igennem flere århundreder. Landet har siden 2. verdenskrig kæmpet for at bevare sin selvstændighed fra Kina, selvom det ikke har været kinesisk siden 1895, hvor japanerne tog herredømmet over øen, og taiwanesere kæmpede i den japanske hær under 2. verdenskrig. Før det har der været flere kolonimagter som Spanien og Holland. 

Hvor det officielle Taiwan tidligere stod fast på, at Taiwan var det eneste rigtige Kina, tør de i dag ikke erklære sig 100% selvstændige af frygt for, hvad Kina så vil gøre. Så officielt er Taiwan i et diplomatisk ingenmandsland, der næppe findes magen til i verden. Men i praksis er de et fuldstændigt selvstændigt land, der er beskyttet af USA og Japan, og som – efter en langsom start – i dag muligvis er et af de mest liberale og moderne demokratier i hele Asien.

Der er kun ganske få taiwanesere, der ønsker det, som Kina ønsker: At lave en Hongkong-model under mottoet “et land – to systemer”. Jeg læste om en meningsmåling, der viste, at kun 13% af befolkningen ønsker det i dag, men Kina holder alligevel landet i et diplomatisk og handelsmæssigt jerngreb for at tvinge det ind i folden. I Kina omtales Taiwan som “Kinas største ø”, og styret i Beijing regulerer benhårdt antallet af livsvigtige kinesiske turister afhængig af, hvor Kina-kritisk den siddende præsident i Taiwan nu er. Den engelsk-sprogede avis fortalte om trusler og modsvar, afstemninger og tvivl. 

Når man kender til den skotske frihedskamp, er det svært ikke at sammenligne den med den taiwanesiske frihedskamp. De har også stået over for overmagten i mange århundreder og har alligevel ikke ladet sig knægte kulturelt. Taiwaneserne elsker også at demonstrere og diskutere og generelt bruge deres frihedsrettigheder til at skabe et bedre samfund. De er disciplinerede, men på en ganske anden måde end i Kina; de virker opsatte på at skabe åbenhed og frihed. Det er svært ikke at være lidt imponeret over i en verden, hvor autokratiske ledere har lidt for meget medvind på cykelstien. 

Da’an og Taipei 101

Gemt lidt væk bag hovedstrøget i den nye del af Taipei ligger Da’an. Et kompakt, tjekket kvarter, hvor de hyggeligste caféer ligger side om side med gademads-steder og gamle, lave husblokke. Her bor jeg midt i det hele. I gåafstand til meget, og resten kan klares nemt og billigt med en uber eller en metro.

Taiwan Sushi

Taipei er en overraskende rar by at være i. Den er simpelthen menneskevenlig på en måde, som de færreste asiatiske storbyer er. Der er superhyggelige cafeer og gademad ad libitum overalt. De berømte “night markets”, hvor du kan smage dig igennem alle mulige specialiteter for små penge er en dejlig opfindelse, når man er et nysgerrigt madøre, som jeg er. Jeg vil dog fraråde at prøve “stinky tofu”, men det giver måske også lidt sig selv med det navn!

Man kan gå til mange af de interessante steder på brede fortove, hvilket er lidt en favoritdisciplin, når jeg rejser. Så jeg går ind til Taipei 101; det kendte tårn midt i det hele. Der er så meget hype om at bygge høje tårne i verden, men Taipei 101 er faktisk flot på sin helt egen måde.

Taipei - Taiwan

Det er weekend, og byen er fuld af glade mennesker, der har fri. Den er ikke propfuld, snarere fyldt med liv i en passende mængde. Jeg går i biografen med alle de lokale og ser en engelsk film. Her i storbyen er det ikke svært at finde lokale, der både kan og vil snakke engelsk, og jeg er sikker på, at den manglende synkronisering af film hjælper til med det.

Jeg falder i søvn på mit moderne og hyggelige designhotel Folio, der ville passe lige så godt ind på fx Islands Brygge i København som det gør her.

Artiklen fortsætter efter boksen

Taipei - Daan - Folio Hotel - Taipei - Taiwan Hotel

Sådan kommer du nemt til Taiwan

Der er enkelte danske rejsebureauer, der har kvalitetsrejser til Taiwan.

Der er flyafgange fra København til Taipei via Beijing med fx Air China: Her er et eksempel. Forvent ikke den store service ombord, og husk varmt tøj, hvis du skal mellemlande i Beijing om vinteren, for der er koldt i terminalen. Til gengæld kan du få billetten helt ned til 2.600 kr. 

Vi kan varmt anbefale Folio Hotel Da’an, og i den helt billige ende er Dongmen 3 Capsule Inn en god mulighed.

Hvis du har brug for tips og tricks til, hvordan du planlægger din rejse til Taiwan, kan du læse vores store rejseguide her. Du kan også tilmelde dig vores nyhedsbrev, der kommer 1-2 gange om måneden, hvis du vil holde dig opdateret med både tips og tricks til Taipei eller til rejser andre steder i Taiwan.

I denne boks er der links til en eller flere af vores samarbejdspartnere. Hvis du vil læse mere om, hvordan det foregår, så se her.

Med skolepatruljen til Chiang Kai-shek

Jeg har fundet noget spændende på mit kort og vandrer derudaf. Godt hjulpet af mit offline-kort på mobilen, der lige hjælper den retnings-udfordrede mig på rette vej hist og pist, så jeg inden længe når et stort område, der kaldes “Liberty Square”, og hvor “Chiang Kai-shek Memorial Hall” ligger i noget, der ligner et tempel. Chiang Kai-shek er det moderne Taiwans fader og manden, der efter nederlaget til kommunisterne i Kina flygtede til Taiwan og fik et nyt land op at stå. Demokrati var ikke lige hans favoritret, så det var først i 1996 – længe efter hans død – at demokratiet kom til Taiwan.

Taipei - Taiwan

Taipei er ikke nødvendigvis smuk alle steder, slet ikke. Men det her er et smukt område. 

Jeg vandrer ud på gaderne omkring pladsen. En skolepatrulje i gule veste følger skolebørn over et langt fodgængerfelt. Nogle kontorfolk i jakkesæt sidder på en bænk og spiser mad. Det er skyet, men lunt med 20-22 grader.

Templer og transer 

Det er blevet tempel-dag. Jeg tager op til det gamle centrum ved Dihua-gaden hvor Taipei Xiahai City God Temple ligger midt i det hele. Et lillebitte tempel, hvor der er røgelse, sang, tale og meget andet på ret lidt plads – inklusiv skilte på engelsk, der forklarer de vigtigste ting; smart!

Tempel - Taipei - Taiwan

Området er kendt for sine butikker med traditionel medicin og er også ved at blive lidt et hipster-område med kunstbutikker, fine små caféer og et dansk Mikkeller-ølhus midt i det hele. Jeg går forbi et hostel, der tydeligt skilter med at det er “LGBT-friendly” – velkommen til, uanset om du er bøsse, lesbisk eller transseksuel. Jeg kigger ind i en gave-kunst-m.m.-butik, hvor jeg oplever et fænomen, der går igen i byen: Service med et ordentligt stænk venlighed oveni. De vil så gerne hjælpe dig og er oprigtigt nysgerrige på, hvor man kommer fra, og om de kan hjælpe en uden at være over-sælgende. Det er sgu næsten helt rørende.

Læs om at rejse til Taiwan og Kina her

Da jeg fortæller, at mit næste stop er en kendt te-butik, begynder ekspedienten i butikken straks at tegne et lille kort til mig, og med det i hånden – og flere venligt hjælpende mennesker undervejs – kommer jeg til Wangs Tehus. Eller te-tempel er måske mere præcist. Her kan du købe den fineste bjergte, Oolong, og hvis du skal have den allerdyreste, koster den flere tusinde kroner kiloet, men den til langt mindre smager nu også virkelig godt.

Jeg får købt en te, der naturligt har en tydelig smag af honning – den er helt ren i sin smag og ganske enkelt fremragende. Jeg får set flere templer den dag, mens jeg triller rundt i de forskellige kvarterer. Et Konfutse-tempel, et taoistisk tempel og et buddhistisk tempel. Alle indgår de på komplekse måder i den taiwanesiske hverdag, hvor det virker som om, at tro, filosofi og skoleviden uproblematisk går hånd i hånd.

Taiwan, den grønne ø

Taiwan er måske nok kendt for deres elektronik-produktion, men er i virkeligheden en natur-ø med skove, kløfter, strande og alt indimellem. Der er højhastighedstog ned langs kysten, så på et par timer er du nede ved strandene og solen i syd. Det er da smart.

Nationalparkerne Kenting og Taroko bør stå på listen, hvis man vil ud og opleve naturen på øen. Og ellers er der Yehliu Geopark tæt på Taipei.

Yehliu Geopark - Taipei - Taiwan

Denne gang nåede jeg primært at opleve Taipei. Og jeg tog hjem med en følelse, som jeg ikke rigtig kan huske at have oplevet andre steder. For som besøgende bliver man hverken overbegloet, hustlet eller ignoreret, men får lov at indgå i hverdagslivet i et moderne, asiatisk land, hvor venlighed, åbenhed og madglæde regerer.

Selvom livet i Taiwan på mange måder er så forskellig fra vores hverdag, følte jeg mig derfor hurtigt hjemme. Pudsigt nok, oplever en del turister i Danmark noget af de samme: En følelse af menneskevenlighed og kultur på en ikke-overvældende og organiseret måde. Måske var det derfor, Taiwan så hurtigt gik i blodet på mig.

Nogle gange er verden nok bare ikke så stor, som vi tror, og det er bestemt ikke sidste gang, jeg kigger forbi den lille ø mellem Filippinerne, Kina og Japan.

Om rejseskribenten

Jacob Gowland Jørgensen, redaktør

Jacob Gowland Jørgensen, redaktør

Jacob er en munter rejsenørd, der har rejst i over 90 lande fra Rwanda og Rumænien til Samoa og Samsø. Jacob er medlem af De Berejstes Klub, hvor han har været bestyrelsesmedlem i fem år, og han har en omfattende erfaring med rejseverdenen som foredragsholder, magasinredaktør, rådgiver, forfatter og fotograf. Og naturligvis vigtigst af alt: Som rejsende. Jacob nyder både at rejse traditionelt som fx bilferie til Norge, krydstogt i Caribien og storbyferie i Vilnius, og mere ud-af-boksen rejser som solotur til Etiopiens højland, road trip til ukendte nationalparker i Argentina og vennetur til Iran.

Jacob er landeekspert på Argentina, hvor han har været 10 gange indtil videre. Han har tilbragt næsten et år i alt på at rejse igennem de mange forskelligartede provinser, fra pingvinlandet i syd til ørkener, bjerge og vandfald i nord, og har også boet i Buenos Aires i et par måneder. Derudover har han særlig rejseviden om så forskellige steder som Østafrika, Malta samt landene omkring Argentina.

Udover rejseriet er Jacob en hæderlig badmintonspiller, Malbec-fan og altid frisk på et brætspil. Jacob har desuden haft en karriere i kommunikationsbranchen i en årrække, senest med titel af Communication Lead i en af Danmarks største virksomheder, og har i en del år desuden arbejdet med den danske og internationale mødeindustri som konsulent, bl.a. for VisitDenmark og Meeting Professionals International (MPI).

Kommentér

Kommentér

Show Buttons
Hide Buttons