Nytår i Berlin – de bedste oplevelser og seværdigheder i den kreative hovedstad er skrevet af Sascha Meineche.

Nytårspalaver
Hvad gør fem piger, der ikke helt kan overskue alt det palaver, der som oftest følger lige i selskabet af nytårsaften?
Altså kulde med minus foran, alt for korte kjoler, der strammer mere end almindelig efter maden, glimmer i champagnen fra bordbomberne – jo, lige den del med glimmeret er måske okay – en god portion opreklamerethed, der altid får aftenen til at blive lidt skuffende, fordi forventningerne er højere, end man overhovedet kan nå op til.
Den evindelige venten på en taxa og så alt det ballade med, at man ikke kan ringe til sin bedstemor, halvsøster, fætter eller tante, når klokken slår tolv, fordi alle andre lige skal være på samme linje på samme tid.
Hvad gør de fem piger? Ja, de smutter selvfølgelig væk, så de kan få en genial nytårsaften og undgå alt ovenstående. Sådan cirka i hvert fald. Og derfor hed destinationen nytår i Berlin.
Så lige udover at vejret jo er relativt meget det samme i Berlin, så undgik vi det meste andet.

En hipster, flere hipstere
Det var helt og aldeles hipsteragtigt. Altså lige præcis, som Berlin er bedst.
Vi boede i Kreuzberg i en meget blogger-/instagram-venlig lejlighed med hipstervibes ud over det hele. Altså sådan med New Yorker-murstensvægge, store gevirer på væggene og de helt perfekte retromøbler.
I dagene op til nytår var vi lige akkurat så ferie-hipster-agtige, som man skal være, når man er i Berlin.
Vi slentrede rundt langs East Side Gallery, spiste en god portion insta-venlig morgenmad, altså sådan nogle avocadomadder og chiagrød, der er helt snorlige, og som nærmest er synd at sætte tænderne i.

Uundgåelige seværdigheder i Berlin – også til nytår
Berlin er jo en by, man virkelig skal opleve, især når det er nytår og feststemningen er overalt.
Først og fremmest er der Brandenburger Tor – altså porten. Den ikoniske plads, hvor der også er stor nytårsfest. Her samles folk fra hele verden til en kæmpe fest med musik, DJs, madboder og fyrværkeri lige ved midnat.
Pladsen ved Brandenburger Tor bliver til en lang festgade, hvor der er liv og glad dage. Men husk at komme i god tid, hvis du vil springe ind i det nye år her.
Og hvis du vil have et særligt udsyn over Berlin skal du besøge Fernsehturm (TV-tårnet). Alexanderplatz under TV-tårnet er ikke kun perfekt til shopping og kaffe om dagen – til nytår bliver området fyldt med folk, musik og varme drikke, og der er virkelig god stemning.
Vil du kombinere sightseeing med middag og nytårsoplevelse, så er Unter den Linden oplagt. Den brede boulevard byder på historiske bygninger, fancy cafeer og masser af god stemning.
I nærheden ligger Museumsinsel, hvis I har lyst til en hurtig kultur-boost en af de dage, I er der. Der er et væld af seværdigheder i Berlin, så det er oplagt at kombinere jeres nytår i Berlin med lidt kultur.

Mad for sansernes skyld til nytår i Berlin
Vi gav os også i kast med en aften på den meget populære blinderestaurant, Unsicht-Bar Berlin.
Det er altså virkelig en oplevelse ud over det sædvanlige. Ikke nødvendigvis den største gourmetoplevelse, men til gengæld en sanseoplevelse ud over alle tænkelige grænser.
Altså, det er mørkt – som i helt og aldeles mørkt – og så sidder du der og skal skænke vin i glas, spise mad, du ikke kan se, med bestik, du skal føle dig frem til. I mørke.
Dine sanser er på så vildt et arbejde, at man som ‘normal’ ikke har oplevet noget lignende. Dufte, smage, lyde når et helt andet niveau, da det virkelig kommer frem på en måde, man aldrig har prøvet før, og så bare det med, at man intet – som i intet – kan se.
Ligesom de tjenere, der er på restauranten, aldrig kan, fordi de er blinde. Det er virkelig en spøjs og syret oplevelse, men en god en af slagsen.
Berlin generelt fyldt med lækre spisesteder – også dem der er lidt mere uformelle. Markthalle Neun er et street-food-paradis i Kreuzberg, der er perfekt til en brunch eller hurtig snack.
Øl skal der til, når du har slentret en hel dag rundt og set på seværdigheder i Berlin. Og hvilket bedre sted at få end øl end i Prater Garten – Berlins ældste ølhave. Perfekt hvis i leder efter god og afslappet stemning.
Nytår i Berlin kalder jo også på lidt festlighed – og udover de mange seværdigheder er Berlin jo også kendt for sin club-scene. Så hvis i vil have fest med stort f til nytår, så er der masser af clubs at vælge imellem – men husk at komme i god tid.

Vær i god tid hvis du vil holde nytår i Berlin
Vi var lige en postgang for sent ude med bordreservation til nytårsaften. Så note to self og alle andre: Bestil i ordentlig tid, så I kan få noget ordentligt. Vi fandt dog et sted, der kunne huse os alle fem og endda kun en frisk lille gåtur fra vores hipster-lejlighed.
Maden var en anelse ubetydelig, men til gengæld var boblerne lige præcis, som de skulle være. Og der var mange af dem. Stemningen var bestemt også en nytårsaften værdig.
Vores aften fortsatte lige akkurat til døren ved siden af, hvor vi gik ombord i baren og stod og skålede med glade tyskere, da klokken slog det nye år ind, og det lykkedes os også at få et enkelt kald igennem til det danske.
Det var helt og aldeles fremragende og ikke spor hektisk eller danskerstressende.

Det bedste tip til nytår og seværdigheder i Berlin
Book restaurant i ordentlig tid. I hvert fald hvis du vil have noget ægte godt. Og selvfølgelig hvis I vil spise ude. Det samme gælder for øvrigt hotel – i hvert fald hvis du skal være på en populær destination – ellers bliver priserne helt håbløse.
Kom tidligt til de store steder – især ved Brandenburger Tor, hvis det er der I vil være til midnat. Folk står i kø fra tidlig aften for at få plads, så sørg for at have det med i planlægningen.
Hvis du vil undgå den store trængsel på gaderne, så find en rooftop-bar eller udsigtspunkt lidt væk fra centrum – der er masser af steder med panorama over byen og fyrværkeriet, så du virkelig kan nyde nytår i Berlin uden at være en del af de til tider kaotiske fester på gaderne.
Rigtig godt nytår fra Sascha og RejsRejsRejs-redaktionen!
Vidste du: Her er de 7 byer i Europa med flest solskinstimer
7: Nice i Frankrig – 342 timer/måned
6: Valencia i Spanien – 343 timer/måned
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen




















