RejsRejsRejs » Seneste indlæg » Rejsemål » Asien » Nordkorea » Oplev Nordkorea – kan man virkelig det?
Nordkorea - parade - rejser
Nordkorea

Oplev Nordkorea – kan man virkelig det?

Nordkorea er et utraditionel rejsedestination, og det er en skam! Hvis du er nysgerrig efter det anderledes og uspolerede er Nordkorea et godt bud.

Af Jonas Bang Andersen

Du både kan og bør du virkelig opleve Nordkorea. Og faktisk er det sådan, at jeg har været der tre gange. Min næste rejse til Nordkorea er også allerede planlagt.

Når jeg er i landet, oplever jeg en kultur og et samfund, der er helt anderledes end det, jeg er vant til eller har set andre steder – og netop derfor rejser jeg afsted igen. For at få dette helt anderledes perspektiv. Et perspektiv, der samtidig er langt fra det, som oftest bliver fremstillet i medierne.

Her finder du billige flybilletter til Beijing, hvor alle ture til Nordkorea starter

Hvorfor skal du rejse til Nordkorea?

Min personlige holdning er, at man altid skal lære mere om et samfund, lære mere om en kultur og lære mere om andre lande. Det kan gøres på mange forskellige måder, men typisk er den bedste måde at rejse dertil og opleve det med egne øjne og på egen krop. 

Da Nordkorea er et af verdens mest isolerede lande, er det netop en destination, som du kun rigtig kan lære mere om og forstå, hvis du rejser dertil. På en rejse til Nordkorea vil du nemlig komme helt tæt på nordkoreanerne og helt tæt på det ellers lukkede samfund.

På mine rejser har jeg oplevet utroligt mange ting. På trods af at rejserne ”kun” har været af fem dages varighed per gang, har programmerne været så tætpakkede, at flere af dem, der har rejst med, har udtalt, at de havde følelsen af at have været væk fra Danmark i flere måneder. Jeg tror på, at den følelse kommer, fordi alle oplevelserne er så forskelligartede. Der er oplevelser, der handler om den koreanske historie, og der er oplevelser, der tager udgangspunkt i at have det sjovt, som når vi eksempelvis besøger en forlystelsespark etc.

Jeg har blandt andet besøgt det nordkoreanske krigsmuseum, som fortæller om Koreakrigen. Det er et af de flotteste og største museer, jeg har været på i mit liv, og de fortæller om krigen fra en helt anden vinkel, end jeg har lært fra historiebøgerne. Jeg har været ved grænsezonen DMZ – et af de mest intense og militære områder i verden. Det er det eneste sted Syd- og Nordkorea en sjælden gang imellem kan mødes.

Nysgerrig efter rejsetilbud til Nordkorea? Læs her

Nordkorea - soldat hus by - rejser

Oplev kulturen helt tæt på i Nordkorea

På mine rejser har jeg også oplevet kulturen helt tæt på. Det er en helt speciel oplevelse at stå på Mansudae Grand Monument foran to bronzestatuer af de to tidligere ledere i Nordkorea. To statuer, som for øvrigt står i hver nordkoreansk by. Til sammenligning forestil dig, at der var placeret en statue af dronningen og den danske statsminister i hver eneste by herhjemme.

Jeg har også været helt tæt på befolkningen. En befolkning, som man generelt hører meget lidt om. Møderne har både været arrangerede, som når vi har en udvekslingssession med folkeskoleelever. Eller af mere tilfældig karakter, som når jeg har kørt i Pyongyang metro. Pyongyang metro, som for øvrigt er en af verdens dybeste undergrundsbaner.

Se dette rejsetilbud om cykelferie Nordkorea

Nordkorea - mand metro by - rejser

Er alting i Nordkorea ikke bare skuespil og opstillet?

Når jeg fortæller om, at jeg har været tæt på befolkningen, er der mange, som sætter spørgsmålstegn ved befolkningens motiv for at skulle snakke med mig. Skeptikerne er overbeviste om, at alle nordkoreanere er skuespillere, og at alt jeg har oplevet i landet er opstillet. På en eller anden måde kan jeg godt forstå dem. De har jo ikke rejst med, og landet er lukket, så hvordan skulle de vide bedre?

Jeg er dog overbevist om, at de nordkoreanere, jeg snakker med, ikke har grund til at lyve om deres liv. I hvert fald ikke når de fortæller om deres private liv.

Jeg fik bekræftet denne følelse, da vi den sidste aften på min første rejse sidder og snakker med vores guide. Ms. Kang fortæller, at hun før i tiden var vild med matematik og at løse sudoku. Hun drømte faktisk om at blive revisor. Hun var også en ganske habil svømmer, i hvert fald hvis man spurgte hende selv (sagde hun med et glimt i øjet). Hun forestillede sig dog ikke, at svømning skulle blive hendes karriere, og hun fokuserede derfor meget på skolen.

Som livet nogle gange udvikler sig, endte hun med at blive guide. Det havde hun været i mange år, og hun havde masser af interessante oplevelser at fortælle om turister. Turister, der alle havde givet hende forskellige indtryk af verden – både positive og negative. Et land hun rigtig gerne ville besøge, hvis hun engang fik muligheden for det, var Tyskland – efter hun havde mødt os, ville hun dog også gerne komme til Danmark. 

Ms. Kang fortalte derudover, at hendes søn netop var fyldt fem år. Han havde lige lært at svømme, og hun håbede, at de en dag kunne krydse den største flod i Pyongyang sammen. Det ville hun gøre, fordi hun i sin tid selv havde svømmet over den, og hun drømte om at dele oplevelsen med sin søn.

Når en anden person fortæller om sit liv, sine drømme og sin familie, bevidner det i mine øre om, at han eller hun er et menneske præcis som os. Ms. Kang føler også kærlighed, hun har også drømme, hun føler også glæde og skuffelse, og hun griner og græder som os andre. Det bliver ofte glemt, når medierne fortæller om Nordkorea, men giver det største indtryk, når man oplever landet og kommer tæt på dens befolkning. Netop derfor synes jeg, at du skal rejse med.

Aktiv ferie i Nordkorea? Se dette rejsetilbud

Men… er det ikke farligt at rejse til Nordkorea?

Ganske vist er Nordkorea en meget utraditionel rejsedestination, men nej – det er ikke farligt at rejse til Nordkorea. Faktisk er der aldrig sket noget med en turist, som har fulgt reglerne i landet, hvilket står i skarp kontrast til rejsedestinationer, som er langt mere besøgte.

Reglerne er relativt simple, og du vil få dem fortalt gang på gang, så du ikke glemmer dem. Hvis du alligevel skulle glemme, at du for eksempel ikke må tage et billede af en soldat, jamen så skal din guide nok fortælle det og bede dig om at slette billedet. Mere end det sker der ikke. De nordkoreanske guider er meget interesserede i, at din rejseoplevelse bliver bedst mulig. De vil også gøre alt for din sikkerhed.

”Men, hvad med ham amerikaneren, som fik 15 år i arbejdslejr som straf?” Jeg kender historien, og det er forfærdeligt, hvad der skete for Otto Warmbier og hans efterladte. Det kan og skal ikke forsvares. Man skal dog ikke glemme, at han ikke fulgte reglerne. Han gik et sted hen, hvor han ikke måtte være og stjal noget, han ikke måtte røre, og han blev dømt inden for den nordkoreanske strafferamme. Hans straf er utrolig hård, og hårdere end den formentlig ville være for en dansker. Men det skyldes, at han er amerikaner, og historisk set har Nordkorea og USA aldrig rigtig været bedste venner.

Hvis du til gengæld udviser den nødvendige respekt og ydmyghed, kan du få dit livs oplevelse i Nordkorea. Jeg vil næsten garantere, at når du stiger på toget fra Pyongyang tilbage til Kina, vil du sidde med en fornemmelse af, at det ikke kan passe, du lige har været i Nordkorea. Du vil være dig selv taknemmelig.

God rejse.

Om rejseskribenten

Jonas Bang Andersen

Jonas Bang Andersen

Jonas har siden 2015 været i Nordkorea flere gange. Hans første rejse til Nordkorea var i forbindelse med et udvekslingssemester i Seoul. Derfor bestemte Jonas sig for at han ville rejse afsted igen, og dele disse oplevelser med endnu flere mennesker. Det gør han nu ved, at fungere som rejseleder for rejseselskabet Above Borders, holde foredrag og fortælle om sine oplevelser i radio og TV.

Kommentér

Kommentér