RejsRejsRejs » Rejsemål » Asien » Kina » Her er de 5 vigtigste ting du skal vide, inden du rejser til Kina
Kina

Her er de 5 vigtigste ting du skal vide, inden du rejser til Kina

Kina - Klipper - Rejser
Følg disse 5 vigtige råd i god tid inden du rejser til Kina
  sauerland kampagne
Sponsoreret indlæg, reklame, grafik, disclaimer

Her er de 5 vigtigste ting du skal vide, inden du rejser til Kina er skrevet af Redaktionen i samarbejde med China Cultural Center in Copenhagen.

Kina banner

Undgå at stå i en ærgelig situation: Følg disse 5 råd inden du rejser til Kina

Det kan være ubehageligt at stå i et fremmed land og opdage, at der er noget, der ikke er styr på. Du kan risikere at stå uden penge, uden strøm på telefonen eller uden mulighed for at komme videre.

Derfor har vi samlet 5 af de vigtigste ting, du skal vide, inden du rejser til Kina.

Noget af det giver sikkert sig selv, mens andet kan være noget, du ikke lige havde tænkt over. I et land som Kina er mange ting de samme som herhjemme, mens mange andre ting er anderledes.

Med denne guide kommer du godt afsted.

salzburgerland, banner, 2024, 2025, skiferie, rejser

Har du styr på dit pas? Skal du have visum til Kina?

Det første, du skal have styr på, er dit pas. Er der løse sider? Eller er nogle af siderne blevet krøllede, fordi de har været våde? Så bør du udskifte dit pas. Det gælder ikke kun, hvis du skal rejse til Kina – de fleste steder i verden kan du blive afvist ved grænsen, hvis dit pas ikke er i god nok stand.

Kina har en stribe aftaler med forskellige lande om visumfrihed. I Danmark har vi i nogle år haft visumfri adgang til Kina i op til 30 dage. Dette betyder, at du i øjeblikket blot skal udfylde en formular, når du lander og krydse af i det felt, som giver visumfri adgang.

Ordningen med visumfri adgang er ikke permanent, og den kan ophøre igen. Hold dermed godt øje med Udenrigsministeriets hjemmeside, om der skulle være ændringer i aftalen som fx i antallet af visumfri dage i Kina.

Hvis du skal være i Kina i mere end 30 dage, skal du søge visum på forhånd, og det gør du via det kinesiske visumkontor China Visa Application Service Center.

Uanset om du har visum på forhånd eller rejser ind på den visumfri aftale, så skal du udfylde et ‘arrival card’, når du lander. Her skal du udfylde din adresse i Kina, så husk at booke et hotel eller lignende på forhånd og hav adressen ved hånden, når du ankommer.

Kan du betale med kreditkort? Og hvad med kontanter?

Kina er ved at gå væk fra at betale med kontanter. Mange steder har de ikke byttepenge, og de foretrækker at tage imod betaling med enten kort eller betalingsapp.

Den mest populære og mest anvendelige betalingsapp i Kina er AliPay. Den bør du downloade og sætte op til betaling på din telefon, inden du tager afsted. Det er simpelthen meget nemmere for dig at begå dig i Kina, hvis du har AliPay. Et alternativ kan være WeChat Pay, som findes i kommunikationsappen WeChat.

Både AliPay og WeChat Pay kobles til et kreditkort, og så bruger du en QR-kode på din telefon til at betale med, når du skal købe noget i Kina. Selv gadesælgerne er gået væk fra kontanter og tager imod mobilbetaling, så find appen der, hvor du normalt henter apps.

Du kan selvfølgelig stadig bruge kontanter mange steder, men det bliver sværere og sværere at nøjes med kontanter.

Kreditkort kan bruges de fleste steder, hvor der kommer turister, men bevæger du dig lidt væk fra alfarvej, er AliPay vejen frem. Så hav styr på dine kreditkort inden du rejser.

Hvad gør du med strøm? Skal du have en adapter med til Kina?

I Kina er den mest udbredte stikkontakt af typen A. Det er den, der har to lodrette flade pinde. Derfor er det en rigtig god idé at have en adapter med til stikkontakterne hjemmefra.

Mange steder vil du kunne lade din telefon op med USB-stik uden at skulle bruge en adapter, men hvis du har andre ledninger end USB, så er en adapter vigtig at have med.

Hvis du tager en power bank med til Kina, er det vigtigt, at du tjekker, om den lever op til reglerne. For at du må have den med på flyet, må den ikke være større end 100Wh. Og specifikationerne på din power bank skal være til at læse tydeligt. Ellers bliver den med stor sandsynlighed konfiskeret.

Hvis du skal flyve indenrigs i Kina, skal du være opmærksom på en relativt ny regel om power banks: Hvis din power bank er produceret i Kina – og det er de fleste af dem – skal den have det kinesiske CCC-mærke. Ellers bliver den konfiskeret. Mærket kan være svært at se, så kig godt efter for en sikkerheds skyld.

Kan du bruge din mobil i Kina? Hvad med internettet?

Nogle telefonabonnementer inkluderer telefoni og data i Kina. Tjek med din udbyder, om dit abonnement gælder. Uanset om dit abonnement omfatter Kina eller ej, vil du modtage en sms, når du lander, som fortæller dig, hvilke takster, der er gældende.

Hvis du ikke har data inkluderet i dit abonnement, så husk at slå roaming fra på telefonen, inden du lander i Kina. Data kan hurtigt blive dyrt, hvis du ikke er opmærksom på dette.

Det er en rigtig god idé at downloade og installere en VPN på din mobil hjemmefra. En VPN giver dig mulighed for at tilgå hjemmesider på internettet, som ellers ikke er tilgængelige. Det kan være dit mailprogram, sociale medier og andre sider, som du har brug for undervejs.

Kommer du til Kina uden VPN, kan du prøve at finde et lokalt SIM-kort med VPN-funktion, men det kan være svært. Husk også at installere en VPN på din computer, hvis du har den med på rejsen.

Internetdækningen i Kina er god, og du finder wi-fi næsten overalt især i byerne. Download en kommunikationsapp som WhatsApp eller WeChat, som er mere udbredt i Kina, så du kan kommunikere med hoteller, turarrangører og lokale, du møder undervejs.

Hvad med transport i Kina? Kan du bare booke undervejs?

Næsten alt foregår i dag over mobilen i Kina. Og det er en rigtig god idé at være forberedt hjemmefra.

Den klart mest udbredte måde at bestille en taxa på i Kina er via appen DiDi China, som du kan downloade hjemmefra. Du kan være heldig at finde en ledig taxa på gaden – i lufthavne og ved banegårde er der masser – men det er langt nemmere at gøre som de lokale og booke via DiDi.

Også togbilletter bookes nemmest via en app. Du kan ikke regne med, at der er ledige pladser på toget, hvis du bare dukker op på stationen til afgangstiden, så sørg for at booke billetter på forhånd.

Den officielle app til Kinas jernbaner hedder 12306. Her kan du booke billetter til fx de mange højhastighedstog. Appen er dog mest på kinesisk og har en begrænset menu på engelsk.

En lidt mere turistvenlig løsning er Trip.com, som er på engelsk, og også lader dig betale med udenlandske betalingskort som MasterCard og Visa.

I de store byer er udlejningscykler blevet utroligt populære. De står overalt på gader og boulevarder, og de koster ikke ret meget at bruge. Igen kræver det en app fra den lokale udbyder. Her er det nemmest at vente, til du ankommer og så se på hvilken cykelapp, du skal bruge, der hvor du er.

Med disse tips er du nu klar til at starte dit Kina-eventyr med ro i sindet.

Rigtig god rejse til et usædvanlig godt rejseland.

Det skal du gøre på forhånd inden du rejser – tips til at gøre Kina-rejsen endnu bedre

  • Tjek visumreglerne og hav styr på at dit pas er i god stand
  • Hent AliPay eller WeChat Pay til betaling
  • Tag en adapter med til type A, og tjek at din power bank opfylder kriterierne
  • Tjek om dit mobilabonnement virker i Kina og husk at installere en VPN på forhånd
  • Download WeChat eller WhatsApp til kommunikation undervejs
  • Hent DiDi China, 12306 og Trip.com, så du nemt kan bestille transport

Banner - hoteller    

Om forfatteren

Redaktionen, RejsRejsRejs

RejsRejsRejs.dks faste redaktion deler både egne personlige tips og tricks og fortæller om alt det, der sker i rejseverdenen.
Vi skriver artikler og guides, laver konkurrencer og giver dig de bedste rejsetilbud, rejseforedrag og rejsesjov.

Tilføj kommentar

Kommentér her

Få gratis rejsetips her

Noget gik galt
Tak.

Rejsetilbud

Facebook coverbillede rejsetilbud rejser