
Uforglemmelige oplevelser i Baden-Württemberg – fra eventyrlige skovstier i Schwarzwald til det magiske oplevelsesresort Europa-Park Resort er skrevet af Redaktionen, RejsRejsRejs i samarbejde med turistorganisationen Tourismus Baden-Württemberg. Alle holdninger er som altid redaktionens egne.

Lad magien komme til live i Baden-Württemberg i Sydtyskland
Kan man både få skovens dybe stille ro, sug i maven og følelsen af at være trådt direkte ind i et eventyr på den samme ferie?
Svaret er ja. Og så kan du faktisk få det lige syd for grænsen. I det sydlige hjørne af Tyskland ligger Baden-Württemberg, og her venter et hav af uforglemmelige oplevelser.
I Baden-Württemberg kan du starte dagen midt i Schwarzwalds dybe skove, hvor træerne står så tæt, at når morgentåge hænger lavt mellem granerne, føles det som at være midt i en vaske ægte eventyrskov. Man forventer næsten at støde ind i Rødhætte på stien.
Senere kan du mærke vinden i håret på en rutsjebanetur i Tysklands største oplevelsesresort eller lade et smil brede sig på læben i wellness-området på et af de fantastiske hoteller – et sted, hvor både børn og voksne kan lege og slappe af på tværs af mere end 140 hektar.
Midt mellem dybe skove og hurtige rutsjebaner gemmer sig små byer som Nagold, hvor bindingsværkshusene læner sig op ad hinanden, og du kan opleve den helt særlige stemning i det nordlige Schwarzwald.
Det er den kombination, der gør Baden-Württemberg til noget særligt. Tag med til solrige Sydtyskland og få de bedste tips til uforglemmelige oplevelser i Baden-Württemberg lige her.

De bedste oplevelser i Schwarzwald i Baden-Württemberg
Når man står midt mellem de majestætiske graner i Schwarzwald, og morgentågen hænger lavt mellem træerne, forledes man til at tro, at mange af de folkeeventyr, som Brødrene Grimm skrev ned, blev inspireret af dette magiske område.
Her er en ro, som føles helt eventyrlig. Man forventer næsten, at Hans og Grete kommer ud mellem træerne i den tæt bevoksede skov, mens man vandrer gennem Schwarzwald.
En oplagt måde at opleve den fantastiske natur i området, er ved at snøre vandreskoene og begive sig ud på stierne, der snor sig ind mellem bølgende bakker og dybe dale.
Området er oplagt til vandreture, uanset om man er til korte, hyggelige gåture eller længere ruter med lidt mere udfordring. Der er et væld af markerede stier, hvor man kan bevæge sig gennem skoven, forbi små vandløb og vandfald og op til udsigtspunkter, hvor man virkelig får fornemmelsen af, hvor stort og uberørt området er.
En af de ting, der gør den nordlige del af Schwarzwald særlig, er netop kontrasten. Den tætte mørke skov åbner pludselig op til grønne enge og panoramaudsigter, hvor man kan se langt ud over landskabet.
For børnefamilier er det også et sted, hvor fantasien får frit spil. Skoven indbyder til at tage på eventyr, og det kræver ikke meget mere end en pind, en sti og lidt forestillingsevne, og så er legen i gang.
En af de smukkeste måder at opleve området på er langs ruten Schwarzwaldhochstrasse, som er en panoramavej, der snor sig gennem landskabet. På ruten kan du stoppe ved søer som Mummelsee, gå korte ture ud til udsigtspunkter eller bare nyde stilheden, der kun bliver afbrudt af vinden i trætoppene.
Og apropos trætoppe, så kan du faktisk gå på opdagelse langs toppen af granerne på netværket af “trætopstier” i Bad Wildbad. Her bliver du belønnet med en fantastisk udsigt fra platformene over træerne, og når du er færdig med at nyde udsigten, kan du tage den 55 meter lange rutsjebane ned til fast grund igen.
Du kan også tage en tur til toppen af Hornisgrinde, som er det højeste punkt i det nordlige Schwarzwald. Herfra kan du på klare dage se helt til Alperne.
Men det er ikke kun naturen, der gør Schwarzwald til noget særligt. Det er også regionens stolte tradition for håndværk, mad og hygge. Den findes bedst med en solid portion af den berømte kage Schwarzwälder Kirschtorte med udsigt til skoven – og det er ingen skam at bestille to stykker.

En rundrejse gennem Europa i Tysklands største oplevelsesresort
Midt i smukke Schwarzwald ligger endnu et eventyrland, som kan få grinene frem hos unge som gamle. Der er selvfølgelig tale om Europa-Park Resort.
Med mere end 90 hektar byder selve forlystelsesparken på masser af uforglemmelige oplevelser. Dertil kommer vandlandet Rulantica med mere end 50 vandrutsjebaner og attraktioner, seks 4-stjernede superior-hoteller med gennemførte temaer, den innovative fine dining-oplevelse Eatrenalin, virtuelle eventyr hos YULLBE og westernbyen Silver Lake City.
Med over syv millioner gæster om året er Europa-Park Resort en af Europas mest populære destinationer til en kort ferie.
I Tysklands største forlystelsespark venter eventyrlysten på at blive sluppet løs. Her er rig mulighed for at få stillet adrenalin-sulten i de mange forlystelser og 14 vandforlystelser. Hvis du ikke er til loop og frit fald, så er der også prisvindende shows og mange mere rolige attraktioner, der er designet med sans for detaljer.
Med over 100 attraktioner og shows samt mere end 50 restauranter og barer byder Europa-Park i Baden-Württemberg på rigeligt med oplevelser. På bare en dag kan man faktisk rejse gennem 18 europæiske lande. Hvert område er inspireret af et bestemt land – fra franske gader med caféstemning til græske guder.
Lige ved siden af finder du vandverdenen Rulantica, som er åbent året rundt. Her venter mere end 50 vandrutsjebaner og attraktioner fordelt på 14 tematiserede områder. Her er både noget for de vilde vandhunde og dem, der bare vil flyde roligt rundt og slappe af.
Er du på udkig efter en oplevelse lidt ud over det sædvanlige, kan du også tage på en sanselig rejse hos Eatrenalin, hvor gastronomi og teknologi smelter sammen. Her serveres en eksklusiv gourmetmenu, mens du bevæger dig gennem stemningsfulde rum i en oplevelse, der udfordrer både smagssans og fantasi.
For dem, der vil prøve noget helt nyt, byder YULLBE på avancerede VR-oplevelser, hvor du bevæger dig frit rundt i virtuelle verdener. Det er en anderledes form for eventyr, hvor grænserne mellem virkelighed og fantasi næsten forsvinder.
Og når dagen går på hæld, behøver oplevelsen slet ikke stoppe. Som en del af resortet kan du overnatte i en af de seks gennemførte 4-stjernede superior temahoteller såsom det italiensk inspirerede hotel Colosso, eller i det stemningsfulde westernområde Silver Lake City, hvor selve overnatningen er en oplevelse.
På flere af de skønne hoteller er der også mulighed for at sænke tempoet i hotellets spa- og wellnessområder. En perfekt kontrast til dagens mange indtryk og oplevelser.
I Europa-Park er der plads til både fart, velvære, leg og afslapning i et og samme resort, og der er noget for både store og små.

Nagold: Bindingsværk, borgudsigt og ægte sydtysk idyl
Midt mellem det nordlige Schwarzwald og det åbne Heckengäu ligger den livlige gamle by Nagold, som kombinerer historiske omgivelser med en hyggelig og levende atmosfære.
Her mødes floderne Nagold og Waldach, som danner rammen om en by, hvor der både er plads til naturoplevelser, kultur og et aktivt byliv.
Fra Stuttgart kan du nå hertil på omkring en time med tog og endnu kortere i bil, hvilket gør Nagold til et oplagt stop fyldt med oplevelser på rejsen gennem Baden-Württemberg og Sydtyskland.
Nagold emmer af klassisk sydtysk charme, men uden at stå stille. De farverige bindingsværkshuse og små gader danner en smuk historisk kulisse, mens butikker, caféer og et rigt kulturliv giver byen energi året rundt. Her er det ikke kun omgivelserne, der gør indtryk, men den helt unikke stemning, du finder her.
Over byen troner borgruinen Hohennagold, som er et besøg værd. Turen derop er overskuelig, og fra toppen bliver du belønnet med en imponerende udsigt over byen og det omkringliggende landskab. Det er en oplagt aktivitet, hvis man gerne vil kombinere lidt bevægelse med en ‘wow’-udsigt.
Byens historie og kulturarv kan opleves flere steder – fra velbevarede bindingsværkshuse til spændende fortællinger om regionens fortid.
Vil du gerne være aktiv på din ferie, er Nagold også et oplagt udgangspunkt. Byen er omgivet af vandre- og cykelruter, herunder den populære 7-Berge-Weg, som byder på varierede landskaber og flotte udsigter. Du kan også følge Mörike-vandreruten og opleve natur og kultur på en og samme tur.
For familier er der også masser af muligheder. I byen finder du fx store legeområder, aktiviteter langs floden og det lille Nagolder Bähnchen tog, der kører gennem Kleb City Park, som er med til at gøre oplevelsen ekstra sjov for de yngste.
Samtidig byder byen på et aktivt kulturliv med alt fra koncerter og teater til lokale arrangementer i løbet af året, som giver Nagold en levende karakter.
Nagold er med andre ord ikke bare et smukt stop på vejen, men en destination, hvor natur, historie og byliv smelter sammen i en oplevelse, hvor du virkelig kan mærke den unikke sjæl og stemningen i det nordlige Schwarzwald.
Rigtig god tur til Baden-Württemberg og Sydtyskland!
Skønne oplevelser i Baden-Württemberg i Sydtyskland
- Vandring i Schwarzwald
- Forlystelsesparken Europa-Park i Schwarzwald
- Besøg den hyggelige by Nagold
- Bodensøen – Tysklands største sø med blomsterøen Mainau
- Slotsjagt
- Cykelruten Württemberger Tälerradweg
- Spa i Baden-Baden






















Tilføj kommentar