RejsRejsRejs » Rejsemål » Europa » Tyskland » Fra Porsche i Stuttgart til en Rottweiler ved Schwarzwald: 5 store oplevelser i Sydtyskland
Tyskland

Fra Porsche i Stuttgart til en Rottweiler ved Schwarzwald: 5 store oplevelser i Sydtyskland

classic rally car porsche in underground parking garage
Se på Porsche, drik dejlig vin og få en tur det højeste udkigstårn. Her er 5 store oplevelser i Sydtyskland
Bremen banner

Stuttgart og omegn: Fra Porsche i Stuttgart til en Rottweiler ved Schwarzwald – 5 store oplevelser i Sydtyskland er skrevet af Jacob Gowland Jørgensen.

Weingut Diehl vinmarker winery vingård Stuttgart Sydtyskland Tyskland rejser

Stuttgart og omegn: En overset egn

Kender du Stuttgart og omegn? Selvom der er direkte fly til hovedbyen i regionen Baden-Württemberg fra København, er det ikke mange danskere, der rigtigt kender byen og dens nærmeste omegn.

Men hvis vi fortæller, at det smukke naturområde Schwarzwald, den hyggelige by Freiburg og Bodensøen også ligger hernede, og at Stuttgart i øvrigt er kendt for både biler og fodbold, så dæmrer det måske lidt.

For der er virkelig meget at opleve i Tysklands mest solrige region, der ligger nede i hjørnet mod Frankrig og Schweiz, så derfor kommer der her en guide til 5 store oplevelser fra Porsche i Stuttgart til en rottweiler ved Schwarzwald.

  • Rottweil rottweiler statue Tyskland - rejser
  • Rottweil by rottweiler oprindelse historisk centrum sorte tårn Tyskland - rejser
  • Rottweil by rottweiler oprindelse historisk centrum sorte tårn Tyskland - rejser
  • Rottweil by rottweiler oprindelse skilt slagter Tyskland - rejser
  • Rottweil rottweiler by masker karneval udsmykning Tyskland - rejser
  • Rottweil testturm, TK Elevator Testturm Rottweil, højeste besøgstårn i Sydtyskland, Tyskland, Rejser

Rottweiler, karneval og vildt udkigstårn i Rottweil

Rottweil er regionens ældste by, og det siger ikke så lidt i et område, hvor kulturen har blomstret i tusindvis af år.

De første beboere var romerne, der havde en stor fæstning her, og siden da er der blevet bygget en middelalderby på toppen af bakken godt beskyttet af en naturlig kløft.

Det er ikke en stor by, men den har en del at byde på. For når man tænker over navnet, er det nok ikke så overraskende, at det er her hunderacen rottweiler kommer fra, og man møder den stolte og stærke hund mange steder i byen i form af statuer og billeder. Vi mødte desværre ikke en ægte levende rottweiler, men efter sigende skulle du kunne møde en rottweiler af og til i området.

Racen rottweiler blev udviklet af de lokale slagtere, der havde brug for en stærk slædehund, der kunne flytte rundt på kød i det bakkede landskab, og rottweileren blev resultatet.

Ellers er byens stolthed det ældgamle tårn, Sorte Tårn, der var en del af bymuren, plus det årlige karneval, som tages meget alvorligt i byen, og som har sine helt egne traditioner. Det er ikke usædvanligt, at der er 6000 deltagere – heraf mange lokale, der klæder sig i træmasker og udfører traditionerne om at fortælle hemmeligheder til hinanden.

Der er flere smukke kirker; både en gotisk katolsk og en katolsk inspireret protestantisk, men det er svært at overse, at der er et tårn, der bare stikker op over alle de andre i horisonten: Testturm.

Tyskland er jo et industriland i en grad, som kan være svært at forstå, og det viser sig også her. For i udkanten af Rottweil ligger såmænd et testtårn for elevatorer, og det kan du komme op i.

TK Elevator Testturm er faktisk Tysklands højeste udkigstårn, hvis man regner efter, hvor langt man kan komme op.

Der er en fænomenal udsigt oppe fra udkigsterrassen, og på en god dag kan du se Alperne og næsten Stuttgart fra 246 meter oppe over Rottweil i Sydtyskland.

  • Sigmaringen by Sigmaringen slot castle største private våbensamling af klassiske våben og rustninger i Sydtyskland Schwarzwald Tyskland - rejser
  • Sigmaringen slot castle største våbensamling af klassiske våben og rustninger Sydtyskland Tyskland - rejser
  • Sigmaringen slot castle Tyskland - rejser
  • Campus Galli, Udendørsmuseum i Messkirch, Sydtyskland, Schwarzwald Tyskland - rejser
  • Campus Galli, Udendørsmuseum i Messkirch, Sydtyskland, Schwarzwald Tyskland - rejser
  • Donau flod, Danube Sinkhole, Sydtyskland, Schwarzwald Tyskland - rejser
  • Donau flod, Danube Sinkhole, Sydtyskland, Schwarzwald Tyskland - rejser

Donau: Sigmaringen, ‘Danube Sinkhole’ og Galli Campus

Europas næstlængste flod Donau starter i denne region. I Østeuropa er Donau en gigantisk blå åre langs med fx Bratislava og Beograd, men det er en beskeden start, den kendte flod har her i Sydtyskland.

Donau udspringer i bjergkæden Schwarzwald, men så sker der noget ganske usædvanligt: Den forsvinder.

Floden forsvinder simpelthen ned i jorden, og en del af vandet løber i underjordiske floder og kanaler hele 60 kilometer for senere at løbe ud i Rhinen. Jorden er nemlig lavet af limsten i dette område, og undergrunden er – populært sagt – hullet som en si.

Man kan derfor se, hvordan vandet kommer og forsvinder i små huller.

Det er kun, når der er meget vand, at der er noget af det, der faktisk flyder i flodlejet, som så senere bliver til mægtige Donau. Men ved ‘Danube Sinkhole’, som det kaldes på engelsk, er attraktionen ved floden, at der ofte ikke er en flod.

Der er en fin lille skiltet sti, og man kan også få en guidet tur med en geolog, der fortæller om det besynderlige fænomen, og hvad der ligger under jorden af hemmelige grotter og floder.

Det havde lige regnet kraftigt, inden vi var der, så der var faktisk vand i floden, men mere som en lille å med mærkelige strømme i.

Menneskene har også skabt flere usædvanlige oplevelser her tæt ved Donauversinkung, jordfaldshullerne i Donau.

Sigmaringen Slot er tysk kulturhistorie, når det er mest klassisk. Det er en imponerende bygning bygget på en klippe med udsigt over Donau, hvor en af de kendte langturscykelruter løber forbi.

Slottet fortæller om livet for de konger og kejsere, prinser og prinsesser, der har boet her. Ejeren må stadig gerne kalde sig prins – når han er indenfor på slottet, for monarkiet blev som bekendt afskaffet i Tyskland for over 100 år siden.

Sigmaringen er nemlig ikke som andre slotte.

For udover den åbenlyse imponerende placering og stand kan Sigmaringen Slot prale af, at man faktisk har været hovedstad i Frankrig.

Bare et års tid under 2. verdenskrig, hvor ejerne øjeblikkeligt blev bedt om at flytte ud, så den nazi-venlige franske general Philippe Pétain, der styrede Frankrig, kunne slippe væk fra de allierede styrker i 1944. Mens han boede på slottet, var den lille landsby og slottet det administrative hovedsæde for Frankrig.

I dag har Sigmaringen desuden en af Europas største private samlinger af middelaldervåben, så der er nok at se på for alle uanset alder, og der er mange rundvisninger for børn.

Vi besøgte også Campus Galli, der bestemt også er en usædvanlig størrelse.

Campus Galli er et privat initiativ, der vil bygge en klassisk klosterlandsby med de metoder, man nu havde i middelalderen.

Det er med andre ord et aktivt og levende udendørsmuseum med masser af engagerede frivillige i arbejde, og der er mange aktiviteter og events i det smukke område, det ligger i.

De har nu bygget der i 10 år, og der er flere flotte bygninger. Og mere på vej.

  • Streuobstparadies Schwäbischen Alb Mössingen Pausa Cafe cider æbler vandring Sydtyskland Schwarzwald Tyskland - rejser
  • Streuobstparadies Schwäbischen Alb Mössingen Pausa Cafe æbler æbletræ vandring Sydtyskland Schwarzwald Tyskland - rejser
  • Streuobstparadies Schwäbischen Alb Mössingen Pausa Cafe æbler æbletræ vandring Sydtyskland Schwarzwald Tyskland - rejser

Æblestien: Et frugtparadis i Mössingen i Sydtyskland

Det er ikke svært at finde æblejuice i Tyskland. Faktisk er der ofte noget frugt eller juice til måltiderne. Det gælder også i Sydtyskland, for der er så mange frugttræer, at man næsten ikke kan forstå det: Bare i området omkring Mössingen står der 1,5 million frugttræer.

Mange af dem er æbletræer, og et virkelig godt sted at opleve det er i netop i den lille by Mössingen 50 kilometer syd for Stuttgart, som har erklæret deres traditionelle æblebrug som ‘Streuobstparadis‘ – et paradis med smukke æbletræer på grønne enge over byen.

Der er godt afmærkede vandrestier igennem æbleplantagerne, som naturligvis er afmærket med et æblelogo.

Der er også en meget engageret lokalforening, som sørger for, at æbletræerne bliver brugt, passet og har det godt, og at hele området bliver så grønt som muligt.

Der ligger endda et naturbeskyttelsescenter for fugle, hvor der tilfældigvis var kommet en flok storke forbi, som i majestætisk ro fløj over os.

Tyskland har altid haft en god tradition for at beskytte naturen, hvor det var muligt, og det engagement er meget tydeligt her. Så en rigtig god oplevelse, og hvis du kan komme med på guidet tur i Mössingen, skal du bestemt overveje det.

Vi gik en runde fra byen og retur og endte på Café Pausa, som er et kraftcenter for lokale produkter i regionen inklusiv naturligvis alt, hvad der har med frugt at gøre. Så hvis du vil smage æblemost, cider og syltetøj i en liga for sig selv, skal du unde dig en tur dertil.

Selve caféen ligger i en historisk industribygning kaldet Pausa, og den er en del af et socialt projekt, som rummer mange forskellige mennesker, og som ikke mindst lavede noget af det bedste frokost, vi fik på hele turen.

Lækkert.

Derfra kørte vi til regionshovedstaden Stuttgart.

  • Centrum Stuttgart cafe Paulaner nord for Schwarzwald Tyskland rejser
  • Centrum Stuttgart klassisk Porsche logo ved Porsche butikken nord for Schwarzwald Tyskland rejser
  • Centrum Stuttgart klassisk Porsche logo ved Porsche butikken nord for Schwarzwald Tyskland rejser
  • Centrum Stuttgart klassisk mercedes bil ved Porsche butikken nord for Schwarzwald Tyskland rejser
  • Centrum Stuttgart klassisk mercedes bil ved Porsche butikken nord for Schwarzwald Tyskland rejser
  • Centrum Stuttgart Palads statue nord for Schwarzwald heste er vigtigt i Porsche-byen Tyskland rejser
  • frokost skinke Stuttgart nord for Schwarzwald Tyskland rejser

Stuttgart: En moderne tysk storby med sjæl og Porsche

Ved du, hvorfor en Porsche har en hest i sit logo?

Stuttgart var en helt ukendt storby for mig, selvom jeg har været i regionen før. Men byen Stuttgart var en positiv overraskelse. Og nu forstod jeg også, hvorfor byen hedder, som den hedder.

For ‘Stutt-‘ referer til stutteri, og ‘-gart’ til Garten – en have på tysk – så den gamle by Stuttgart er simpelthen opkaldt efter de hestestutterier, der lå blandt haverne her engang, og derfor er der naturligvis også en hest i byvåbnet.

Stuttgart har været en af de helt store industribyer i Tyskland, og det er her, hvor verdenskendte firmaer som Porsche, Mercedes og Bosch er udsprunget fra.

Af samme grund blev byen ret smadret under 2. verdenskrig, og det er i dag en moderne storby med et livligt centrum med lange gågader, nogle historiske bygninger og lidt for store veje i udkanten af centrum, for der skulle jo være plads til bilerne i bilbyen med de stolte traditioner.

Der er masser at opleve i byen. Vi spiste frokost inde i midten af centrum på den glimrende Alte Kanzlei og hyggede os med, at der også var torvedag med masser af lokale specialiteter og grønt.

Porsche har både en butik og et museum i byen, og vi var heldige, for inde ved butikken i centrum var der en udstilling af flotte klassiske biler af forskellig slags, så det virkede som en meget passende oplevelse i denne ultimative bilby.

Og Porsche har netop en hest i logoet, fordi virksomheden Porsche er født i hestenes by, Stuttgart. Mercedes har til gengæld en 3-takket stjerne, fordi man lavede motorer til både luft, land og sø.

Verdens ældste tv-tårn ligger også i Stuttgart og blev indviet i 1956.

Stuttgart er ikke nødvendigvis lige smuk alle steder, men jeg kan anbefale at bo i centrum, hvor der er masser af liv, charme og sjæl. Og så er der mulighed for at se smukke klassiske Porsche og Mercedes, og det er jo altid en stor oplevelse.

  • Weingut Diehl vinmarker winery vingård Stuttgart Sydtyskland Tyskland rejser
  • Weingut Diehl vinmarker winery vingård Stuttgart Sydtyskland Tyskland rejser
  • Weingut Diehl vinmarker winery vingård Stuttgart alkoholfri vin VINØ vino Sydtyskland Tyskland rejser
  • Württemberg Mausoleum kapel Württemberg Hill Rotenberg Tyskland rejser
  • Württemberg Mausoleum kapel Württemberg Hill Rotenberg Tyskland rejser
  • Württemberg Mausoleum kapel Württemberg Hill Rotenberg Tyskland rejser

Vingårde, Württemberg & Rotenberg: Nem dagstur fra Stuttgart

Stuttgart ligger i en dal tæt på den frodige landbrugskultur i Baden-Württemberg. Oprindeligt var der vinmarker helt tæt på centrum, men i dag kan du stadig nemt opleve den sprællevende vinkultur omkring byen.

Man kan enten tage på en ‘hop on-hop off’-bustur specifikt til vinområdet 10 kilometer uden for byen eller tage med sporvognen og en bus i retning mod byen Rotenberg og hoppe af ved næstsidste stop. Det er ret tydeligt hvor, for landskabet ligner pludselig Toscana med smukke bakkede vinlandskaber.

Vi besøgte en af de mest ambitiøse vingårde i området, Weingut Diehl, hvor yngste generation i skikkelse af Thomas Diehl viste os rundt og lavede vinsmagning. Det var ikke bare en smagsmæssigt fin oplevelse, men gav også en unik indsigt i en moderne tysk vingård, som udvikler sig hurtigt for at blive ved med at kunne spille en rolle i en vinverden, der ikke står stille.

De producerer over 200.000 flasker om året.

Vi smagte blandt andet deres prisbelønnede rosévin og deres nye alkoholfri vin, VINØ – med et smukt dansk ø i navnet. De var stadig i proces med at udvikle den, så den får endnu mere smag, og det skal nok lykkes, for med det engagement og den indsigt skal de nok nå langt.

Vi tog bussen det sidste stykke op til Rotenberg, hvor der både er flere hyggelige lokale restauranter og et kæmpe gravkapel på toppen af bakken, der har lagt navn til hele regionen Württemberg.

Her stod i sin tid et kongeligt slot, der senere blev udskiftet med et imponerende gravkapel for dronning Katharina Pavlovna, som døde kun 30 år gammel i 1819 efter et dybt kærlighedsforhold med den daværende konge, Kong Wilhelm I af Württemberg.

Han havde lovet hende et gravkapel, og det blev til det imponerende bygning, der også kaldes ‘det lokale Taj Mahal’ i området. Indskriften står stadig tydeligt: Kærligheden stopper aldrig.

Württemberg Mausoleum – eller gravkapellet, som det også kaldes – bliver i dag betragtet som et oplagt sted for en romantisk tur, og den særlige stemning og den fantastiske udsigt er bestemt den korte vandretur fra Rotenberg værd.

Vi mødte mange par, vennegrupper og familier på tur, og det var et meget passende sted at slutte vores rundtur i regionen.

God tur til Stuttgart, Rottweil, Mössingen, Sigmaringen og alle de andre charmerende steder i denne region i det sydlige Tyskland.

God tur til Baden-Württemberg.

Her er 10 store oplevelser i og omkring Stuttgart i Baden-Württemberg

  • Rottweil: Rottweiler, karneval og udkigstårn
  • Donau-flodens udspring og Danube Sinkhole
  • Historiske Sigmaringen
  • Galli Campus udendørsmuseum
  • Mössingen: Æblesti og madkultur
  • Stuttgart: En moderne tysk storby
  • Stuttgart: Porsche-butik og Porsche-museum
  • Vingårde uden for Stuttgart
  • Württemberg Mausoleum uden for Stuttgart
  • Rotenberg ved Stuttgart

Vidste du: Her er de 7 byer i Europa med flest solskinstimer

7: Nice i Frankrig – 342 timer/måned
6: Valencia i Spanien – 343 timer/måned
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen

Beech hotels resort banner Banner - hoteller    

Om forfatteren

Jacob Jørgensen, redaktør

Jacob er en munter rejsenørd, der har rejst i mere end 100 lande fra Rwanda og Rumænien til Samoa og Samsø.

Jacob er medlem af De Berejstes Klub, hvor han har været bestyrelsesmedlem i fem år, og han har en omfattende erfaring med rejseverdenen som foredragsholder, magasinredaktør, rådgiver, forfatter og fotograf. Og naturligvis vigtigst af alt: Som rejsende. Jacob nyder både at rejse traditionelt som fx bilferie til Norge, krydstogt i Caribien og storbyferie i Vilnius, og mere ud-af-boksen rejser som solotur til Etiopiens højland, road trip til ukendte nationalparker i Argentina og vennetur til Iran.

Jacob er landeekspert på Argentina, hvor han har været 10 gange indtil videre. Han har tilbragt næsten et år i alt på at rejse igennem de mange forskelligartede provinser, fra pingvinlandet i syd til ørkener, bjerge og vandfald i nord, og har også boet i Buenos Aires i et par måneder. Derudover har han særlig rejseviden om så forskellige steder som Østafrika, Malta samt landene omkring Argentina.

Udover rejseriet er Jacob en hæderlig badmintonspiller, Malbec-fan og altid frisk på et brætspil. Jacob har desuden haft en karriere i kommunikationsbranchen i en årrække, senest med titel af Communication Lead i en af Danmarks største virksomheder, og har i en del år desuden arbejdet med den danske og internationale mødeindustri som konsulent, bl.a. for VisitDenmark og Meeting Professionals International (MPI). Jacob er i dag også studielektor på CBS.

Få gratis rejsetips her

Noget gik galt
Tak.

Rejsetilbud

Facebook coverbillede rejsetilbud rejser