Grønland – mine største oplevelser i menneskenes land er skrevet af Lene Kohlhoff Rasmussen.
Hvorfor Grønland?
Jeg har altid været fascineret af at læse om naturfolket højt mod nord; om dengang de store polarforskere drog på lange og barske slæde-ekspeditioner. Og jeg har moret mig i selskab med alverdens finurlige skæbner i Jørn Riels skrøner.
Så snart jeg fik chancen, søgte jeg arbejde i Grønland. I marts 1999 sendte jeg alt mit habengut til Aasiaat, som ligger i den sydlige del af Diskobugten i et stort skærgårdsområde 350 kilometer nord for polarcirklen.
Byen har omkring 3200 indbyggere og ligger på en 8 x 3 kilometer stor ø. Jeg boede tre år i Grønland og arbejdede ved Boligselskabet INI på filialkontoret i Aasiaat i de første to år. Senere flyttede jeg lidt længere sydpå til Sisimiut.
Et anderledes arbejde
Min første arbejdsdag står stadig meget klart i min erindring. Mens jeg blev vist rundt på kontoret, dukkede en af byens malere op, og min nye chef Per introducerede os for hinanden. Maleren Lars var rejst fra Danmark som ung, dengang der var masser af penge at tjene for håndværkere i Grønland.
Nu var han forsumpet deroppe og levede sammen med en kasse øl og en fordrukken grønlandsk kvinde, som han dagligt skændtes med. Hans tjavsede hår strittede ud til alle sider, og det samme gjorde skægstubbene. Tøjet havde engang været hvidt og nyvasket, men den gule indtørrede pisplet i bukserne vidnede om, at det var længe siden.
”Kan sådan en pige godt blive bygningskonstruktør?”, spurgte han min chef. Imens blottede han de sidste to gule hjørnetænder, som han havde tilbage i overmunden.
”Ja, vi må jo også følge med tiden,” svarede Per. ”I må tage pænt imod hende.”
”Ja, haha”, grinede han.
”Men du er vel ikke alt for sart?” spurgte han, mens han sendte mig et sjofelt blik.
”Øh nej, det er jeg vist ikke,” svarede jeg uden at føle mig helt overbevist. Det skulle vise sig at tage lidt tid, inden jeg blev respekteret af byens håndværkerstab og vice versa.
Ansat som åndemaner
Nogle timer senere havde min chef en samtale med et ungt par. De mente, at deres lejlighed var hjemsøgt, og at der boede et spøgelse inde i skillevæggen. Det spøger usædvanligt meget i Grønland. Jeg tror, det skyldes de lange mørke vintre og de uhyggelige lyde, når vinden river og rusker i træhusene.
”I kan selv komme og se efter; spøgelset har lavet et kæmpe stort hul i væggen,” forklarede parret. ”Hvis ikke vi må få en ny lejlighed, så må I pille væggen ned og få den væk.”
Resultatet blev, at jeg måtte tage med parret hjem for at kontrollere, om det kunne være et spøgelse, der lavede huller i væggene. Jeg var næsten lige blevet uddannet bygningskonstruktør, og nu var jeg åndemaner på min første arbejdsdag.
Min konklusion glædede desværre ikke beboerne. Jeg fandt nemlig ingen spøgelser og konstaterede i stedet, at hullerne var opstået af tryk udefra og var selvforskyldt.
Jeg fik også andre mere fagligt udfordrende opgaver med tilsyn af boligbyggerier og renoveringer af elendigt byggede boligblokke fra 1960’erne. Men jeg måtte sande, at meget var anderledes i Grønland, og jeg udviklede mig meget både personligt og fagligt i løbet af min tid deroppe.
En tur til ‘Chokoladefabrikken’
De fleste udlejningsboliger havde en rimelig standard, og selv boede jeg i et lille hyggeligt træhus. Men da jeg på arbejdet fik til opgave at tilstandsregistrere de kommunale boliger, stødte jeg for alvor på begrebet ‘kondemnable boligforhold’.
Mange af husene havde ingen centralvarme, de blev opvarmet med en lille skibsovn og var meget utætte. Der var ingen rindende vand, så det måtte hentes fra tapsteder rundt i byen, og der var heller ingen kloakering.
Et par gange om ugen kørte de rundt fra kommunen i en lastbil og indsamlede lorteposer fra toiletterne. Det endte alt sammen ude på det, vi kaldte ‘Chokoladefabrikken’.
En dag havde de glemt at lukke bagklappen på lastbilen, og det halve af byens afføring endte i en lang stribe ned ad hovedgaden. Det blev det helt store samtaleemne, indtil det næste lag sne dækkede svineriet, og det hele så normalt ud igen.
Mit forsøg på integration i Grønland
Da det blev vinter, erhvervede jeg mig et hundespand og en hundeslæde. Det blev dog ikke der, jeg fandt mit skjulte talent. Det skete, at jeg ikke havde kræfter til at bremse slæden ved at hænge i opstanderen bagest på slæden. Jeg mistede balancen og gav slip på vej ned af en stejl bakke.
Hundene stak af, og jeg fandt de dumme køtere derhjemme godt viklet ind i slæde og skagler. De havde bidt hinanden til blods, så jeg måtte have fat i dyrlægen og få en af hundene lappet sammen igen. Jeg var måske en håbløs qallunaat – grønlandsk for dansker.
Til trods for det syntes jeg, at det var fantastisk at komme ud på havisen med hundene og nyde den fantastisk smukke natur og stilheden. Det gav øjeblikke, hvor livet aldrig har føltes mere nærværende.
Nord for polarcirklen kommer solen ikke op over horisonten i vinterperioden. Men til gengæld er der en periode om sommeren, hvor solen skinner i døgnets 24 timer.
Mange tror, at mørketiden er ensbetydende med, at der er buldrende mørkt, men sådan er det ikke. Selvom solen ikke kommer over horisonten, er der midt på dagen tusmørke, og månen lyser op. Det kunne alligevel godt være en lang tid at komme igennem, og jeg gik nærmest i hi i den mørkeste tid.
På tur i Konebåden
Den korte arktiske sommer, lyset og midnatssolen skulle nydes i fulde drag. For at komme lidt omkring købte jeg en motorbåd og døbte den Konebåden – inspireret af de gamle eskimoers. Jeg havde ikke den store sejlererfaring, så jeg tog et kursus i navigation og et radiocertifikat, og så var jeg klar.
På trods af kursus og certifikat oplevede jeg alligevel at fare vild i tåge og kom ud i høje dønninger og vildt vejr. Jeg oplevede også at komme tilbage til båden efter en lille vandretur i fjeldene. Jeg fandt den dog halvvejs oppe på land på grund af tidevandet.
Da jeg første gang tog alene afsted på en sejltur i Grønland til nabobyen Kangaatsiaq, havde jeg fornuftigt nok optegnet ruten på søkortet og lamineret det på et A4 ark.
Mens jeg studerede kortet nøje, kom der et pludseligt vindstød og vupti – væk var søkortet. Jeg fortsatte ruten, så godt som jeg huskede den fra kortet og forsøgte mig med landekending. Så længe jeg stadig kunne finde vej tilbage, skulle det nok gå, tænkte jeg. Da jeg fik byens høje antennemast i kikkerten forude, genvandt jeg modet og satte i fuld speed.
Inden længe kom en jolle med en fanger imod mig og viftede med armene. Det var ikke nogen varm velkomst, men derimod en streng advarsel. Jeg befandt mig midt i et lavvandet område, og hele vejen rundt om båden stak klippeskærene op lige under vandoverfladen.
Den lokale fanger guidede mig ud af området, uden at der kom en eneste lille skramme på båden. Han gav mig derefter en uforglemmelig skideballe på grønlandsk, som jeg heldigvis ikke forstod så meget af.
På den store ø, Disko
I forbindelse med mit arbejde besøgte jeg primært de nærmeste byer i den sydlige del af Diskobugten i Grønland. Qeqertarsuaq var et af de steder, hvor jeg oftest kom på besøg. Det er den eneste by på den 8.500 km² store ø Disko, der ligger cirka 100 kilometer fra fastlandet.
Store dele af øen består af høje stejle basaltfjelde, der er skabt af vulkansk aktivitet for 25-65 millioner år siden. I klart vejr kan øen ses fra samtlige af byerne i Diskobugten. Qeqertarsuaq ligger smukt placeret helt ned til bugten, og bagved hæver basaltfjeldene sig i en majestætisk fremtoning.
Når man går rundt i byen, fornemmer man hurtigt stemningen af fangerlivet. Byen er så rodet og autentisk, som en grønlandsk by kan være. Mellem hunde og slæder står tørrestativer til fisk og kød, udspilede sælskind, garn, bøjer og kajakker.
Ved et af mine besøg var der strandet en hval i bugten, og da ingen havde fanget den, var den allemandseje. Nyheden gik som en steppebrand gennem byen, og folk strøg afsted med en slagterkniv i den ene hånd og en balje i den anden. Glæden var stor over udsigten til en gratis luns hvalspæk.
De seje inuitter
1-2 gange om året skulle vi ud til alle bygderne og se til de få lejere i husene derude. Samtidig skulle jeg vejlede selvbyggerne og hjælpe dem med at forstå tegningerne til deres husbyggerier. Selvbyggerne er lokale fangere, som kunne søge om at få et nyt selvbyggerhus i et færdigt byggesamlesæt, som de selv skulle opstille.
Fra Qeqertarsuaq tog vi ud til bygden Kangerluk, og om vinteren kørte vi derud på snescooter. Det var en umanerlig kold tur. Øjenbryn, vipper og selv de små hår i næseborene frøs til is, men det var en tur, jeg altid glædede mig til, fordi hele turen går igennem et ufatteligt smukt landskab.
Kangerluk er en af de mindste bygder i Grønland. Der bor omkring 50 mennesker, og den ligger cirka 40 kilometer fra Qeqertarsuaq. Det er et minisamfund af fangere, og bygden har kun en lille butik, hvor man kan købe de allermest nødvendige dagligvarer, hvis man ellers er heldig, at der ikke er udsolgt. Derudover er der kirke, forsamlingshus, skole og bygdekontor i en og samme bygning.
Vi havde besøgstid på bygdekontoret, da en af lejerne, August, kom forbi. August fortalte, at der var noget galt med hans vinduer, så jeg tog med ham hjem for at se på dem. Jeg fik snart øje på noget plastik, der hang og blafrede, der hvor glasset skulle have siddet.
”Hvad er der sket her, August?” spurgte jeg.
”For et par måneder siden blev jeg lidt fuld og vred på det hele,” svarede han, og det skulle åbenbart gå ud over vinduerne. Der hang istapper ned af væggene inde i huset, men på køkkenbordet stod der flere tomme snapsflasker, så måske var han frostsikret.
Tilbage i Qeqertarsuaq talte jeg med den lokale tømrermester og hyrede ham til at sætte nyt glas i vinduerne i Augusts hus.
”Du skal ikke være bekymret for, om August fryser. Han er vant til lidt af hvert”, forklarede tømreren. ”Han går hele vejen, når han skal ind til Qeqertarsuaq, og når han skal krydse elven, tager han sit tøj af og bærer det over hovedet, så det ikke bliver vådt.”
Grønland: Et anderledes folkefærd
Det var ikke kun grønlændernes forfædre, der var seje, når det handler om at færdes i naturen. Det er ikke et folk, der er kendt for at bidrage med store teknologiske påfund eller for at være dygtige til at forvalte deres fællesøkonomi og løse mange sociale problemer. Men når det er sagt, er det en yderst beundringsværdig bedrift, at det grønlandske naturfolk har kunnet overleve i tusinde år i den barske arktiske natur.
Vores indflydelse deroppe er tydelig på godt og ondt. Det er et lille samfund, der til tider kan være meget problematisk, men også overraskende pragmatisk.
Nogle får økuller deroppe, og det sker af og til, at nye tilflyttere ønsker at vende om og tage med det næste fly tilbage igen. For andre – inklusive mig selv – får naturen og kulturen boret sig så dybt ind i sjælen, at man aldrig helt kan slippe Grønland.
Hvorvidt jeg blev integreret, ved jeg ikke. Men jeg mødte mange dejlige mennesker, både danskere og grønlændere, som jeg kom til at holde meget af.
Der er nu gået mange år, siden jeg forlod Kalaallit Nunaat, som oversat til dansk betyder ‘menneskenes land’, og det er på tide med et gensyn. Jeg har derfor købt billet og rejser derop på ferie denne sommer. Og jeg glæder mig helt vildt!
God rejse til Grønland.
Hvad skal du opleve i Grønland
- Nuuk
- Nordlys
- Hundeslædetur
- Diskobugten
- Isfjorden i Ilulissat
Tilføj kommentar