RejsRejsRejs » Seneste indlæg » Rejsemål » Mellemamerika og Caribien » Cuba » Top 5 oversete verdensarvsteder
Mexico Palenque Ruin Rejser
Cuba Laos Mexico Zimbabwe

Top 5 oversete verdensarvsteder

At rejse efter Verdensarvslisten er Saras passion. Sara er rejseblogger og skriver under navnet The Traveling Dane. Læs hendes spændende artikel her. God læselyst!

Den kinesiske mur, Taj Mahal og Pyramiderne. Alle tre steder har det tilfælles, at de er på Verdensarvslisten. Listen rummer monumenter eller landskaber udpeget af UNESCO som steder, der skal beskyttes, da de er af ”enestående universel betydning.”

I alt findes lidt over 1000 steder og Danmark har syv, bl.a. Roskilde Domkirke. Men mens de fleste har hørt om eller har set den kinesiske mur gemmer verden på flere skjulte perler.

Verdensarvssteder, der er værd at rejse efter

Great Zimbabwe, Zimbabwe

Midt ude i ingenting står en kæmpe stenkonstruktion. Den er rund, og går du ind i den finder du et mærkelig konisk tårn, hvor rygter om en skjult skat svirrer. Højt oppe på klippen ovenover troner resterne af en kongelig bebyggelse, Great Zimbabwe.

Landet med få turister

Zimbabwe har i forvejen få turister, og derfor er alle deres seværdigheder oversete. Men den store næsten 1000 år gamle by er imponerende, og er den største antikke konstruktion syd for Sahara.

Ruin-byen Great Zimbabwe er det afrikanske lands vigtigste nationalmonument; både landets navn og nationalsymbol stammer herfra. Byens rigdom kom primært fra guldminer i området, og skattejægere har senere ødelagt en del. Men nu får du stedet helt for dig selv med undtagelse af par grønne marekatte.

Great Zimbabwe er lidt uden for alfarvej, og kræver planlægning af transport og overnatning. 

Palenque, Mexico

Mens du går op af templets gamle stentrappe mod gravkammeret for den røde dronning, flyver en farvestrålende ara henover hovedet på dig. I træerne klatrer brøleaberne, og du prøver at forestille dig de første europæeres reaktion, da de opdagede denne gamle by midt i junglen. 

Udforsk selv de gamle ruiner

Mexico har en utrolig spændende historie. De fleste kender ruin-byen Chichen Itza, som er det mest populære af landets tempelområder bygget af den gamle civilisation Mayaerne. Men Palenque derimod ligger inde i junglen, og har derfor fordelen af færre turister.

Byen var en af de mest rige og magtfulde byer i 600-tallet, men blev derefter overladt til naturens kræfter. Få steder sætter så meget gang i fantasien som Palenque.

Et tip er, at bo i nærheden, så du kan opleve både morgen og aften i ruinerne.

Sådan kommer du afsted

Der er flere danske rejsebureauer, som kan hjælpe dig med rejsen, uden at det bliver dyrere af den grund. Find dem her: Rejsetilbud

Hvis du er på udkig efter bæredygtige rejser, så se her: Rejs bæredygtigt

Har du brug for tips og tricks til, hvordan du planlægger din rejse, kan du læse vores store rejseguide her. Du kan også tilmelde dig vores nyhedsbrev, der kommer 1-2 gange om måneden, hvis du vil holde dig opdateret med tips og tricks til rejser

I denne boks er der links til en eller flere af vores samarbejdspartnere. Hvis du vil læse mere om, hvordan det foregår, så se her.

Luang Prabang, Laos

Mekong-floden stiller forbi, mens du blændes af solens refleksion i de gyldne mosaikker og udskæringer. Munke går forbi i orange dragter. Du træder ind i mørket til en kæmpe Buddha statue. 

Det gemte land

Tempelkomplekset Angkor i Cambodia tager al opmærksomheden fra nabolandene og med god grund. Men Laos lige ved siden af gemmer på megen skønhed. Byen Luang Prabang er tidligere hovedstad, og har en overflod af smukke forgyldte kloster-templer kaldet wats.

Buddhistiske munke går dagligt gennem byen for at indsamle almisser, hvilket er en gammel tradition kaldet Sai Bat. Det kan fx være ris, men da landet tidligere har været besat af Frankrig er der også masser af godt brød. Også til dig.

Luang Prabang er nem at nå fra hovedstaden Vientiane.

Rila Klosteret, Bulgarien

I 1300 meters højde i de smukke grønne bulgarske bjerge har der i 1000 år været et religiøst tilflugtssted.

Du måber, da du går gennem porten til det isolerede hellige sted, hvor der siden det 10. århundrede er her blevet bedt, ønsket, håbet og arbejdet. Du kravler op i tårnet for et overblik.

En god endagstur fra Sofia

Klostret er bygget som et helligt sted for den ortodokse kirke, og fastholdt kristendommen mens Bulgarien var styret af Osmannerne. 

Klostret er blevet ødelagt, rekonstrueret og repareret mange gange, men står endnu. Det er det største i hele Bulgarien, og er – udover hovedstaden Sofia – det mest besøgte sted i Bulgarien. Men det er stadig overset. Og så er det gratis.

Klostret kan nemt nås på en endagstur fra Sofia enten med en guidet tur eller ved at køre selv.

Cienfuegos, Cuba

En mojito, smukke bygninger og så går du helt ned i tempo. I arkaden ved byens torv sidder folk og spiller kort omgivet af pastelfarvede bygninger, mens vinden svajer i palmerne. Du er midt i en caribisk arkitektonisk perle. 

Sydens perle

Havana og Trinidad er helt bestemt interessante, men Cuba har mere at byde den kulturelle rejsende. Det er ikke for ingenting denne lille rolige by Cienfuegos kaldes Sydens Perle, og ingen andre steder i Caribien finder du så mange nyklassicistiske bygninger.

Den gamle smukke turkise og mintgrønne bydel er bygget af franskmænd og spaniere, da de styrede Cuba. Sørg for at spankulere langs havnepromenaden Malecón, og husk at se den gamle kirkegård.

Brug mindst et par nætter her – du kommer nemt til Cienfuegos med bussen fra Havana.



Om rejseskribenten

Sara Peuron-Berg

Sara Peuron-Berg

Sara Peuron-Berg aka The Travelling Dane. Rejseskribent med fokus på kultur. Arbejder på et Verdensarvssted. Har besøgt 43 lande på 4 kontinenter. Bliver køresyg og søsyg. Kører rejseguiden om kulturrejser i hele verden travellingdane.org og deltager i årets rejseartikelkonkurrence.

Kommentér

Kommentér