RejsRejsRejs » Seneste indlæg » Rejsemål » Europa » Østrig » St. Johann-Alpendorf – Østrigsk idyl til familien
ski - østrig - st. johann-alpendorf - rejser -
Østrig

St. Johann-Alpendorf – Østrigsk idyl til familien

 

Hvis du leder efter den optimale skiferie til familien i de fantastiske østrigske alper, så er St. Johann-Alpendorf stedet for dig. Området egner sig især til begyndere og øvede – perfekt, hvis børnene skal have ski på fødderne for første gang. Området tilbyder dog også både udfordringer og aktiviteter til alle ildsjæle, som ikke kan få nok af livet i sneen.

Se mere fra skribent Stefan Slothuus her

Byen St. Johann im Pongau – ikke at forveksle med den mere kendte St. Johann in Tirol – ligger kun 60 kilometer fra Salzburg og er en hyggelig alpeby omringet af store bjerge. Her er charmerende gamle huse, små butikker, hestetrukne kaner og et lille torv – alt sammen indrammet i sne. Få kilometer mod syd ligger Alpendorf; en mindre by med mange overnatningssteder og få, men tilstrækkelige indkøbsmuligheder. Fra hotellerne og skihytterne kan du åbne hoveddøren, klikke skiene direkte på og så afsted på pisten.

Ski - lift, sne - rejser

Perfekt til børnefamilier

St. Johann-Alpendorf er et super valg for børnefamilier. Til at starte med kan bjerget ’Hahnbaum’ være et oplagt valg midt i St. Johann im Pongau, hvor de basale bremse- og drejeteknikker enten kan læres eller forbedres. Der er også danske skiskoler med mange danske børn og danske skilærere, så børnene føler sig trygge og kan få en god oplevelse.

Skiområdet byder generelt på mange brede, overskuelige blå og røde pister, der kan bruges til at øve teknikker og ellers nyde det billedskønne sceneri i Alperne. Der er også sjove og spændende pister til børnene: Prøv eksempelvis Djævleruten, ‘Teufelsweg’, der er en skovsti gennem Geisterberg og den nye skimovie-strækning, og som har et eventyrligt præg med forskellige sagnfigurer og funslopes.

Artiklen fortsætter efter den grønne boks. 

Sådan kommer du nemt til St. Johann-Alpendorf

Der er flere danske rejsebureauer, der har kvalitetsrejser til Østrig.

Der er flyafgange fra København til Salzburgs Lufthavn med både SAS og Norwegian Airlines.

Området har en lang stribe hoteller, her er et par eksempler:
Den billige løsning
Den lidt dyrere løsning

Du kan læse om flere aktiviteter i St. Johann-Alpendorf her

Hvis du har brug for tips og tricks til, hvordan du planlægger din rejse til Østrig, kan du læse vores store rejseguide her. Du kan også tilmelde dig vores nyhedsbrev, der kommer 1-2 gange om måneden, hvis du vil holde dig opdateret med både tips og tricks til Østrig eller til rejser andre steder.

I denne boks er der links til en eller flere af vores samarbejdspartnere. Hvis du vil læse mere om, hvordan det foregår, så se her.

Aktiviteter for alle

Selvom området egner sig mest til børnefamilierne, så kan stedet tilbyde enhver en herlig skiferie. Der er forskellige funparks, hvor de modige snowboardere og skiløbere kan prøve kræfter med freestyle-parken ’Betterpark Alpendorf’. Hvis pistekilometerne i St. Johann-Alpendorf ikke er tilstrækkelige, så kan liftkortet også anvendes i nabobyerne Wagrain og Flachau, der alle er en del af ‘Snow Space Salzburg’ med i alt 120 kilometer og 45 velsmurte lifter. Dermed burde der være pister til alle niveauer af ski-entusiaster. Der går ofte busser til disse områder, som ligger inden for kun 15 kilometer.

Østrig - St. Johann-Alpendorf - rejserHar de tilsyrede lårmuskler brug for en pause, så arrangeres der også lettilgængelige kælketure i området. Og har du lyst til en mere rolig dag, så kan det alpine skiområde udskiftes med snesko eller langrend-ski med 14 kilometers langrendsspor fordelt på tre strækninger. Der er med andre ord mange muligheder.

Læs mere om Østrig året rundt her

Efter en lang og udmattende dag i sneen kan afterski ofte virke tillokkende. Det kan du finde både i skiterrænet og i St. Johann im Pongau, hvor der tordner klassisk tyrolermusik ud af højtalerne, mens der langes fadøl og flügels over disken på adskillige barer.

St. Johann-Alpendorf er altså et bredtfavnende område; både til de små og store, begyndere og øvede.

Om rejseskribenten

Stefan Slothuus

Stefan Slothuus

Stefan har fra barnsben af rejst en del - ofte i Frankrig med sine frankofile forældre. Efter studenterhuen var sikret, blev de typiske europæiske kulturer skiftet ud med en større udflugt med 16 forskellige landebesøg på knap 5 måneder, der inkluderede store dele af Sydøstasien.

Siden bliver de fleste opsparinger ved siden af studiet brugt på rejser - ofte til mere fremmede kulturer til billige penge, som eksempelvis østeuropæiske destinationer kan byde på. Rejse-bucketlisten er nærmest uendelig, men rejser til Latinamerika og fjerntliggende stillehavsøer vægtes særligt højt.

Derudover studerer Stefan medievidenskab i Odense, elsker sport (især cykling) og har nok set lidt flere film og tv-serier, end hvad sundt er.

Kommentér

Kommentér

Show Buttons
Hide Buttons