RejsRejsRejs » Rejsemål » Europa » Spanien » Barcelona – verdens bedste fodboldby
Spanien

Barcelona – verdens bedste fodboldby

Spanien - Barcelona, Camp Nou, fan - rejser
Barcelona er den perfekte by at besøge, både hvis du er fodboldinteresseret, men også hvis du blot vil have kultur og strand. Der er det hele.
 

Barcelona – verdens bedste fodboldby er skrevet af Jens Skovgaard Andersen.

Spanien - Barcelona, La Barceloneta, strand - rejser - rejse til barcelona

Fodbold- og feriebyen Barcelona

Det kan måske godt diskuteres, hvad der gør en by til verdens bedste, men det er til gengæld ikke til diskussion, at Barcelona i det nordøstlige Spanien er en helt perfekt by til dig, der gerne vil kombinere byliv, bold, shopping, sol og strand.

Og når byen tilmed er hjemsted for stjernerne i verdensberømte FC Barcelona – eller bare Barça – så er det svært at komme uden om, at byen er et mekka for enhver med hang til ’det smukke spil’.

Barcelona ligger på Middelhavskysten, og det lyseblå vand og det bløde sand ligger lige for fødderne af dig, når du besøger byen. Nogle af de bedste strande ligger helt inde i centrum, og du kan gå til og fra de andre kendte områder af byen på få minutter.

Ramblaen er en verdenskendt gågade, som ender ved vandet i den ene ende og mit i den pulserende by i den anden ende. Ramblaen deler også to af byens mest populære kvarterer: det gamle Barri Gòtic på den nordlige side og det hippe El Raval mod syd.

Barri Gòtic er hjemsted for utallige restauranter, barer, butikker og kulturelle tilbud, og der er en stor koncentration af turister nærmest døgnet rundt. El Raval er derimod mere præget af de mange lokale, som bor i området, og du finder spændende alternative butikker, caféer og spisesteder i de smalle gader og stræder.

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Spanien - Barcelona, Camp Nou - rejser - rejse til barcelona

FC Barcelona

Byens sportslige stolthed FC Barcelona holder til i bydelen Les Corts vest for centrum, og det er her, det imponerende historiske stadion Camp Nou ligger.

Stadion byder på caféer, rundvisninger, museum og selvfølgelig merchandise-megabutikker, hvor du kan få alt – vitterligt alt! – med klubbens kendte logo på. Det vrimler med fodboldglade børn og voksne i rød-blå trøjer med Messi, Suarez og Iniesta på ryggen, og livet drejer sig først og fremmest om Barça.

Ved siden af det store Camp Nou ligger et lidt mindre stadion med det passende navn Mini Estadi, og det er her, FC Barcelonas reserver spiller deres kampe. Det er noget billigere og nemmere at få billet til disse kampe, og det er en hyggelig og anderledes afslappet fodboldoplevelse at se bold her.

Billetterne til FC Barcelonas store kampe kan være svære at få fat i, og derfor er det en god idé at tjekke de forskellige billetudbydere, som har billetter til kampene, hvis du planlægger en rejse til Barcelona. Det er ærgerligt at gå forgæves.

Spanien - Barcelona, Espanyol Stadium - rejser

RCD Espanyol

Det er ikke kun FC Barcelona, der repræsenterer byen på højeste fodboldmæssige niveau. Også klubben RCD Espanyol spiller i den bedste række, og de spiller på deres eget nye moderne stadion i den vestlige forstad Cornellá-El Prat.

Der er ikke samme run på billetterne til Espanyols kampe, så det er nemmere at købe billet gennem klubbens hjemmeside, hvis du ønsker at rejse til Barcelona for at se fodbold. Den nemmeste måde at komme til stadion på fra centrum er med tog fra Plaça Espanya, som er lidt af et knudepunkt i Barcelonas trafiknet.

Rejsetilbud: Fodboldrejse til skønne Madrid

Spanien - Barcelona, Montjuïc, solnedgang - rejser - rejse til barcelona

Arven fra OL ’92

Hvis du ikke kan få nok af at kigge på stadions på din rejse til Barcelona, så tag op på bjerget Montjuïc, hvor det olympiske stadion fra OL i 1992 troner. Stadion er åbent for nysgerrige sjæle, og det var her, Espanyol spillede sine hjemmekampe, mens det nye stadion blev bygget.

Du kan tage med metroen derop fra Plaça Espanya, hvis du ikke har lyst til at bestige bjerget til fods (PS: Der er rulletrapper noget af vejen).

På Montjuïc findes også en stribe andre OL-anlæg; herunder et svømmestadion med muligvis byens bedste udsigt, og der er i det hele taget god grund til at tage turen op og nyde udsigten – og eventuelt solnedgangen – over byen og de omkringliggende bjerge.

Spanien - Barcelona, Arc de Triomf - rejser

Barcelona til fods

På din rejse til Barcelona, finder du kunst og kultur både ude og indendørs, og uanset om du er til enestående arkitektur, klassisk kunst, strandliv eller moderne kulturtilbud, så finder du det her.

Bare gå en tur rundt og kig efter. Den specielle ufærdige kirke La Sagrada Familia, triumfbuen Arc de Triomf fra Verdensudstillingen i 1888 og Joan Mirós pudsige skulpturer er blandt favoritterne på en bytur til fods.

Spanien - Girona, kanal, huse - rejser

Girona FC

Hvis du vil have mere fodbold og samtidig se lidt mere af Katalonien, så kan du passende tage et smut op til den nordlige by Girona. Udover at være kendt for sine gallerier og hyggelige gader, som tiltrækker masser af lokale fra Barcelona, har byen også et fodboldhold, som af og til er med i den bedste spanske række.

De rød-hvide fra Girona FC klarede sig godt i deres første sæson i La Liga, og stemningen i byen er høj, når de spiller – især mod de store klubber. Girona er et oplagt mål for en dagstur fra Barcelona, og du kan tage toget fra stationen Barcelona Sants, som ligger tæt på Plaça Espanya. Togturen tager cirka en time.

Spansk fodbold er noget af verdens bedste, og i Barcelona finder du cremen af cremen. Oplevelserne venter på dig i verdens bedste fodboldby.

God rejse til Barcelona!

Om forfatteren

Jens Skovgaard Andersen, redaktør

Jens er en glad rejsenørd, der har rejst i over 60 lande fra Kirgisistan og Kina til Australien og Albanien. Jens er uddannet i Kinastudier, har boet i Kina i 1½ år og er medlem af De Berejstes Klub. Han har en omfattende erfaring med rejseverdenen som rejseleder, foredrag, rådgiver, forfatter og fotograf. Og naturligvis vigtigst af alt: Som rejsende. Jens går ofte efter steder, hvor der også er mulighed for at se en god fodboldkamp i selskab med andre inkarnerede fans og har en særlig forkærlighed for Boldklubben FREM, hvor han sidder i bestyrelsen. For de fleste er det oplagt at se op til Jens (han er knap to meter høj), og så er han 14-dobbelt mester i TV-quizzen Jeopardy og stadig single, så hvis du ikke kan finde ham ude i verden eller på et fodboldstadion, kan du nok finde ham ude at turnere i det københavnske quiz-miljø.

Tilføj kommentar

Kommentér her

Nyhedsbrev

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Inspiration

Rejsetilbud

Facebook coverbillede rejsetilbud rejser

Få de bedste rejsetips her

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.