Fly check-in: Ukraine International Airlines fra København til Kiev og Bangkok af Jacob Jørgensen



Det er for lang tid siden jeg har fløjet på business class. Men denne gang skulle det lykkes, så hvorfor ikke vælge et flyselskab, hvor det faktisk er til at betale, og det er det hos Ukraine International Airlines (UIA).
UIA har en glimrende forbindelse til Bangkok via Kiev, så jeg hentede deres app en uges tid inden, og tjekkede ind og valgte helt ukompliceret sæder. På økonomi-klasse skal man huske at tjekke ind inden man kommer til lufthavnen, mens man på business godt kan vente, men jeg synes personligt det er fedt, at have styr på fly check-in inden.
En råkold torsdag morgen i marts tog jeg i lufthavnen, og med et business boarding pass var der adgang til Primeclass Loungen, der ligger efter den ekstra paskontrol i lufthavnen. Det vil sige, at hvis du skal shoppe stort, skal du gøre det inden du går i loungen. Det er en lille og hyggelig lounge med lidt at tygge på, og så lå den dejlig tæt på gaten.
Vi kom på en nydelig Boeing 737-800, hvor business betyder, at der er et sæde slået op mellem to sæder, og der er ekstra benplads. Der sad nu ikke andre end mig på min række, så jeg havde tre gode lædersæder for mig selv. Straks efter vi havde plantet os i sæderne, kom et par yderst servicemindede stewardesser med et udvalg af kolde drikke, og ikke lang tid efter vi var i luften (til tiden i øvrigt), kom de med menukort, så vi kunne vælge frokost. Der var tre forskellige muligheder for forretter og hovedretter, og jeg endte med laks og pasta og en god, men ret sød kage. Kokken havde efterladt sit visitkort på bakken, og da jeg forhørte mig om det, viste det sig at det er en kendt kok, der som de sagde er “verdensberømt i Ukraine”. Det var absolut velsmagende, og meget passende størrelse for en frokost.
Underholdningen bestod primært af et rejsemagasin, og de to timer forsvandt hurtigt.



Fly check-in i Kiev
Kiev er enhver transitpassagers drøm. I hvert fald den dag. Når der var en kø, åbnede der straks flere båse til sikkerhedskontrol, og jeg tror seriøst ikke der gik mere end 5 minutter fra jeg var landet til jeg var igennem, og det gjaldt for alle passager, også dem på økonomi.
Vi gik direkte til en stor lys lounge med udsigt til flyene. Rigtig fin lounge, faktisk. Indkøbsmulighederne er til at overse i lufthavnen, men der var de obligatoriske butikker med sprut og gaveideer.
➡ Se de bedste rejsetilbud her
➡ Find de billigste flybilletter til destinationen her
Kiev – Bangkok
Næste fly var en 767-300, et af mine favoritfly. Der var direkte adgang til business class (og økonomi flex) fra check-in, og de har de sæder, der kan lægges helt ned. Jeg havde booket 1H, og måtte naturligvis straks teste alle stoleindstillingerne. Og for at se hvor meget plads der var, strakte jeg mig helt ud, og kunne stadig ikke nå væggen foran mig.
Her finder du alle vores rejsetilbud til Europa



Der er fuld damp på underholdningen med en hel del virkelige gode film, både nye og lidt ældre klassikere. Og så var der aviser og magasiner, og jeg fik læst et nyt National Geographic Magazine – det er lang tid siden jeg har gjort det sidst. Også her fik vi valget mellem en række forskellige forretter og hovedretter, og jeg valgte en fin kombination med fisk, grønt og kød.
Flyet var proppet på økonomi-klasse, bl.a. pga. de meget attraktive priskampagner de kører til Asien, men kun halvfyldt på business og economy flex, der ligger ved siden af hinanden, så der var så god plads. Også her var stewardesserne smilende og opmærksomme, og de tilbød at rede op, da aftensmaden var i hus, så der blev lagt et sengeunderlag på og stolen blev lavet om til en seng. Det er da smart.
Find de bedste og billigste flybilletter her



Jeg blev efterhånden lullet i søvn af den dybe brummen fra flyet, og vågnede til duften af kaffe og bacon et par timer inden vi landede i Bangkok.
Af en eller anden grund slukker de for film en halv time før landing, så jeg nåede ikke at blive færdig med den 3. film, men det gjorde nu ikke så meget, for den fik jeg set på vej hjem i stedet for.
Vi landede lidt før tid i Bangkok, og kom meget hurtigt igennem paskontrollen, fordi vi kunne bruge en fast track, og direkte ud i 34 graders fugtig varme. Jeg har stadig mareridt om engang jeg halvsyg stod i 1,5 time i kø for at komme til paskontrollen netop her, men det virker generelt som om hele lufthavnen nu er blevet gearet til de mange nye rejsende, og på business kan man stryge lige igennem.
På vej retur fløj jeg på Economy flex, hvor jeg sad på 4C, og havde virkelig meget benplads. Servicen er næsten identisk med business ellers, dvs. ret god, men prisforskellen er ikke særlig stor. Vi tog en nat i Kiev, og heldigvis ligger det gamle centrum ret tæt på lufthavnen, og der er både tog, uber og billige taxier, så på 20 minutter stod vi ved det nye boutique hotel Aloft på gaden Esplanada, der i store træk er en lige så fin adresse som Esplanaden er i København. Så kunne vi nå lidt sightseeing til fods, og nuppe en cocktail i den trendy bar i bunden af hotellet.
Dagen efter lavede vi endnu et fly check-in og fløj retur til København, der i mellemtiden var gået i forårshumør. Så er København altså noget for sig.
Jeg valgte IUA for deres glimrende business class. Andre vælger dem for deres billige kampagne-billetter til fx Asien og Israel, og nogle vælger dem, fordi de gerne vil opleve Kiev, som er en undervurderet by til en storbyferie.
Få et godt rejsetilbud til Bangkok
RejsRejsRejs var inviteret med på denne rejse af UIA og Marriott. Alle holdninger er redaktionens egne.
Dette indlæg indeholder links til nogle af vores samarbejdspartnere. Hvis du vil se, hvordan det foregår med samarbejder, så kan du trykke her.
Kommentér