RejsRejsRejs » Seneste indlæg » Rejsemål » Afrika » Etiopien » Til manddomsprøve med bar røv og AK47
Etiopien - mursi - stammefolk - rejser
Etiopien

Til manddomsprøve med bar røv og AK47

I Omo-dalen i det sydvestlige Etiopien har tiden stået næsten stille. Her belønnes den stædige eventyrer med stammefolk, som lever i pagt med naturen. Det er dog langtfra nogen søndagsudflugt. Ekstremt dårlige veje og primitive forhold sætter min tålmodighed på prøve, jo dybere ind i dalen jeg rejser.

Se mere om forfatteren Søren Bonde her

 

Jeg springer på flyveren i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa og flyver til Arba Minch i den sydlige del af landet. Her mødes jeg af et bredt smil på et venligt brunt ansigt: ”Welcome, my friend – good to see you again!”. Andualem mødte jeg første gang i 2011, hvor jeg, som optakt til at besøge ”verdens varmeste sted” i det nordlige Etiopien, tilbragte otte dage sydpå i Omodalen. Jeg ville undersøge, om der var stof nok til et senere projekt om stammefolk. Det var der i dén grad. Dalens 16 forskellige etniske grupper er ret forskellige, og mange lever meget primitivt og afsides. Nu er jeg tilbage små to år efter, og det føles helt rigtigt. Andualem trækker mig over til firhjulstrækkeren og præsenterer mig for vores chauffør Asrat. ”Jeg har sat Toyotaen i stand, til du skulle komme”, siger Andualem. Han er en frisk fyr i midten af trediverne og utvivlsomt en af dem, som kender Omodalen og dens folk allerbedst. Han taler flydende engelsk og syv forskellige stammesprog, og han har rejst i dalen på kryds og tværs, siden han var barn. Mens Asrat fylder tanken samt de mange dunke på taget, gennemgår jeg ekspeditionen sammen med Andualem. Vi har en løs plan om at besøge to eller tre stammefolk og opholde os en uges tid hos dem hver. Jeg vil ud til nogle af de fjerneste landsbyer, som er så lidt berørt af civilisationen som muligt. Og jeg vil prøve at dokumentere nogle af deres meget specielle ritualer på film og billeder.

Artiklen fortsætter nedenunder

Sådan kommer du til Etiopien

Hvis du vil ud og opleve stammefolkene i Etiopien, så anbefaler vi, at du tjekker de bureauer, der har ture dertil, og som har specialiseret sig i rejser til landet. Du kan se listen over kvalitetsrejser til Etiopien og andre destinationer i Afrika her.

Fly
Lufthavnen Bole Airport i Addis Ababa er Etiopiens mest populære, og den nemmeste at komme til fra Danmark. Du kan flyve dertil fra København på ca. 11 timer, og du skal regne med mindst én mellemlanding i henholdvis Istanbul, Wien eller Frankfurt. Se eksempel på priser og flyruter lige her.

Hvis du har brug for tips og tricks til, hvordan du planlægger din rejse, kan du læse vores store rejseguide her. Du kan også tilmelde dig vores nyhedsbrev, der kommer 1-2 gange om måneden, hvis du vil holde dig opdateret med tips og tricks til rejser.

I denne boks kan der være links til en eller flere af vores samarbejdspartnere. Hvis du vil læse mere om, hvordan det foregår, så se her

En times tid efter at vi har forladt civilisationen, begynder mørket at falde på. Bilens lygter fanger mænd og drenge, som er på vej hjem med kvæget. Dyrenes brølen blander sig med bilradioen og den monotone motorstøj, og jeg nyder solnedgangen gennem sideruden.

Syndflod

Vi følger planen og kører mod den sydlige Omodal til den samme hamer-landsby, som jeg besøgte for to år siden. Vi har fået oplyst, at landsbyen forbereder en manddomsprøve. Det er et helt specielt ritual, som det ikke lykkedes mig at opleve sidste gang, og denne gang vil jeg ikke vil gå glip af det. Men de tunge skyer i horisonten er ikke sådan at diskutere med, og vi forsinkes af adskillige regnbyger. Efter 10 timers kørsel stopper bilen pludselig, og den monotone hoppen forsvinder. Chaufføren hamrer frustreret en knytnæve i rattet. Den hullede jordvej har forvandlet sig til et frådende mudderhul, som selv vores firhjulstrækker må se sig besejret af. Andualem stiger ud med en lommelygte i den ene hånd og en skovl i den anden. Bilens forparti er sunket godt ned i pløret. Dækkene finder intet at gribe fat i. Regnen siler ned, og 10 meter længere fremme løber en mindre flod tværs over vejen. ”Vi bliver her til i morgen tidlig”, konstaterer Andualem med sindsro. ”Vi må vente, til regnen i bjergene stopper”. Jeg finder endnu en skovl, og sammen graver vi hjulene fri.

Etiopien - Omo, tallerken - rejser

Tomgang og tallerkennegre

Radbrækket prøver jeg at finde en komfortabel stilling, men det er umuligt at sove. Vi er mindre end to timers kørsel fra landsbyen, hvor festlighederne nok allerede er gået i gang. Frustrerende. Det var planen, at vi skulle sove der i nat, men i Omodalen går det sjældent som planlagt. Det vidste jeg på forhånd. Alligevel valgte jeg en af de mest afsidesliggende landsbyer, som meget sjældent får besøg. Vil man gøre det mindre besværligt for sig selv, kan man besøge de landsbyer, som ligger nær vejen. De er til gengæld vant til turister – dens slags som bliver en ½ times tid og betaler for at tage nogle hurtige billeder sammen med de indfødte. Det ødelægger landsbyerne og deres indtryk af omverdenen, og det vil jeg ikke bidrage til. Tidligere på dagen passerede vi en gruppe mursier, som sprang ud på vejen i fantastiske kostumer og begyndte at danse i håb om at tjene en skilling. De er meget særprægede og fotogene. Mursiernes kvinder har store huller i ørerne og læben, som fyldes ud med træ- eller lerskiver. Nogle er helt op til 15 cm i diameter, og derfra stammer betegnelsen ‘tallerkennegre’. Det var dengang man ikke var så politisk korrekt. For os ser det vanvittigt ud, men hos mursierne er det et skønhedstegn. En sådan forestilling er nok til at tilfredsstille de fleste turister. Men jeg vil have den ægte vare, og derfor sidder jeg fast i et mudderhul. Jeg forbander min stædighed, men kommer så i tanker om, at netop denne drivkraft har givet mig de mest fantastiske oplevelser verden over. Eventyret begynder oftest der, hvor vejen slutter.

Etiopien - Omo, dreng - rejser

Varm velkomst

Omsider falder jeg i søvn på bagsædet. Da jeg vågner igen, er det stadig mørkt, men regnen er stoppet. Vandstanden i ‘floden’ er faldet, og en times tid senere forcerer vi vandmasserne. Klokken er 3, da vi ankommer til landsbyen. Hamer-folket lever meget primitivt. Jeepens forlygter afslører en gruppe stråhytter omkring en åben plads. Det svage skær fra et ildsted forsvinder bag en flok slanke silhuetter; tre mænd er kommet ud for at modtage os. Jeg får med det samme øje på Nielaman, som jeg boede hos i 2011. Han genkender også mig og byder mig velkommen med et bredt smil og et gedigent håndtryk. Jeg bliver høfligt henvist til en lille hytte. Den er sparsomt møbleret med to primitive ‘træsenge’ og et møbel, der ligner et bord. På den ene seng ligger en mand og sover. Her lader ikke til at være myg, og det skulle ikke være højsæson for malaria. Jeg dropper myggenettet og falder udmattet om på den anden seng.

Etiopien - Omo, masa - rejser

Tynd kaffe og knogler

Allerede klokken halv seks vågner jeg efter en urolig nats søvn. Det klør over hele min krop, og jeg tæller 18 myggestik. Andualem stikker hovedet ind ad døren og forklarer, at min sidemand på sengen har malaria. Storartet. Kunne han ikke have sagt det i går aftes? Nysgerrigheden over, hvad dagen vil bringe, overvinder dog hurtigt bekymringen over, om en af de 18 myg var bærere af parasitten. Dagen begynder som alle andre dage i en hamer-landsby. Vi samles i Nielamans hytte, der består af ét stort rum, som er meget mørkt og tilrøget. Den eneste lyskilde er gløderne fra det åbne ildsted. Der går nogle minutter med at vænne sig til mørket. Landsbyen får sjældent besøg, så glæden og nysgerrigheden er stor. 10 par store øjne stirrer på mig, og jeg stirrer tilbage. Det er som at træde tilbage til stenalderen. Mænd, kvinder og børn sidder langs væggene. De bærer sparsomme trevler af dyreskind på kroppen. Kvindernes udsmykning består af armringe af metal eller fletværk. Det slår mig straks, hvor ordentligt hytten er indrettet. Alt har sin plads, og intet ligger og flyder. Gulvet er af jord, men nyfejet og fint. På ildstedet står en stor metalkedel og koger. Den har de tydeligvis handlet sig til udefra, eller Andualem har haft den med. Denne gang havde vi 50 kilo ris og 20 kilo kaffeskaller med som gave. Risene er et vigtigt supplement til deres kost, og kaffeskallerne er ved at blive serveret. De koges med vand til en lysebrun væske, som hældes op i en flækket græskarskal på størrelse med en halv fodbold. Skallen går rundt, og vi drikker efter tur. Det smager af korn og kun en anelse af kaffe. Nogle afpillede dyreknogler på et træfad bydes rundt. Nielamans familie snakker lavmælt med hinanden og kigger på mig. Et par mænd ligger og hviler. En kvinde maler majskorn til mel mellem to sten, mens hendes bare bryster dingler frem og tilbage.

Etiopien - Omo, pige med ged - rejser

Masser af masaer

Jeg forlader hytten. Udenfor leger to små snavsede børn på jorden, mens solen er på vej ned. Deres mødre ordner hinandens hår. En rødlig lermasse smøres forsigtigt ind i håret, så det klumper sammen som rasta-fletninger. Denne frisure er tidskrævende og et tegn på skønhed. Stilheden brydes gradvist af sang og truthorn – festen er ved at begynde, og folk ankommer i stort tal fra nabolandsbyerne. Alle er for længst oppe for at forberede tyrespringet (bull-jumping), som skal finde sted inden solnedgang. Tyrespring er en manddomsprøve hos hamer-folket, som alle teenagedrenge skal gennemføre som del i deres udvikling. De vinder agtelse og accepteres ind i mændenes rækker. Under et halvtag af palmeblade sidder en stor gruppe unge mænd. De er ‘masaer’ – dvs. bachelorer, som selv har gennemgået ritualet. Nu rejser de fra landsby til landsby, indtil de bliver gift, for at hjælpe andre drenge igennem ritualet. Jeg lægger det ene kamera fra mig og filmer dem med det andet. De forstår hurtigt magien i kameraet og fotograferer snart til højre og venstre. En gruppe halvnøgne piger danser udfordrende ind i mængden, mens de synger og trutter monotont i deres horn. De hviner, da de fotograferes af deres kammerater og ser sig selv på displayet til stor morskab for drengene. Med besvær får jeg kameraet tilbage, og masaerne stiller straks op til gruppefotos med fjollede grimasser. Det er sjovt, og tiden flyver afsted. Vi kommunikerer uden at tale samme sprog. En tredje gruppe af ældre mænd betragter os lidt på afstand. De er småfulde, men for gamle til at fjolle rundt. I stedet kigger de dybt i lerkanderne, som i morges var fyldt med en gæret drik. Mændenes traditionelle klædedragt er suppleret med en AK47. Den har desværre fundet indpas hos mange stammefolk pga. konflikten i nabolandet Somalia, som destabiliserer hele Afrikas Horn.

Etiopien - Omo, børn, flod - rejser

Tyrespring

Midt på eftermiddagen samles vi alle på den store plads omkring en portal af grene. En tyr trækkes symbolsk igennem, og sådan viser hamer-folket deres respekt for dyret, som de er helt afhængige af for at overleve. Nogle unge kvinder overrækker tynde grene til udvalgte masaer, for at de kan blive pisket. Modvilligt lader mændene grenene svirpe hen over kvindernes nøgne rygge, men kvinderne fortrækker ikke en mine. Dette lille ritual er en forsmag på, hvad der venter dem den dag, de skal giftes. Ryggene på gifte kvinder er fyldte med lange ar efter piskeslag. Når en kvinde skal giftes, lader hun sig piske så længe, hun ønsker. Det er et tegn på opofrelse og hengivenhed overfor sin mand og sin stamme. Jo mere smerte hun udholder, jo stærkere bånd knytter hun. Det forventes til gengæld, at manden vil beskytte hende med sit liv, hvis det skulle blive nødvendigt. Kærlighed gør i sandhed ondt.

De andre masaer er travlt optaget med at indfange 16 tyre, som går frit rundt i området. Det tager sin tid. De er dygtige cowboys, som tager tyrene ved hornene og indfanger dem til ritualet. Derefter stilles tyrene på rad og række, mens andre mænd sørger for, at de ikke stikker af. En gruppe kvinder danser glade rundt på pladsen. Resten af landsbyen og alle gæsterne danner ring omkring pladsen, danser og sørger samtidig for, at tyrene ikke kan stikke af. Når alle tyrene endelig er samlet, ankommer ritualets midtpunkt. En dreng, som vel er omkring 15 år, står klar. Han er helt nøgen, men det lader ikke til at genere ham den mindste smule. Masaerne sørger for, at tyrene står helt tæt og nogenlunde stille. Så sætter drengen i fokuseret løb, mens vi alle hujer i begejstring. Ubesværet springer han op på ryggen af den første tyr og fortsætter i elegant løb hen over ryggene på de 15 andre, inden han springer ned på den anden side. Falder drengen eller mislykkes han med sine løb, er han til stor skam for landsbyen og sin familie – og sig selv. Det er fascinerende at betragte, hvordan alle er fokuserede på ritualet. Der er ingen tvivl om, at det styrker landsbyens sammenhold. Drengen drejer rundt og gentager tyrespringet nu i omvendt rækkefølge. En tyr flytter på sig, drengen mister kortvarigt fodfæstet og er nær ved at falde ned mellem de store dyr. I sidste øjeblik genfinder han balancen og klarer skærene. Den genstridige tyr får et dask af en masa og retter ind. Først efter syv løb stopper drengen, og tyrene slippes fri. Han har gennemført ritualet med bravour, og nu betragtes han som en mand. Kun fire løb er påkrævet, så hans familie kan være stolt.

Ritualet er vel overstået, og de gamle går hjem. Men de unge fester til langt ud på aftenen, for nu har de en sjælden mulighed for at gøre nye bekendtskaber fra andre landsbyer. Lidt i tvivl om jeg er for gammel, hænger jeg ud et par timer med de unge, inden jeg omsider går tilbage til min hytte.

De næste dage suger jeg indtryk til mig og oplever livets gang i en hamer-landsby. Nielaman har tilbudt at vise mig rundt. Måske går vi på jagt. Måske stjæler vi honning fra bierne i akacietræerne. Eller vi går en runde med kvæget. Det spiller ingen rolle. Tidsfornemmelsen forsvinder lige så stille her. Spontaniteten hersker, og planlægning er et ukendt fænomen.

Emner

Om rejseskribenten

Søren Bonde

Søren Bonde

Søren er eventyrer, stifter af foredrags-sitet “vagabonde.dk” og direktør og partner i Panorama Travel. Desuden er han passioneret fotograf og forfatter til en bog (om Peru) og adskillige artikler. Søren er uddannet cand.mag. i musiketnologi med studier i teologi og middelalderhistorie og har over 10 års erfaring fra rejsebranchen. Han har rejst jorden rundt siden han var 21 år og har besøgt mange steder, hvor de færreste turister når ud. Derfor modtog han De Berejstes Klubs hæderspris - Folkersenprisen - i 2015.

Selvom det er blevet til et omfattende rejse-cv med besøg i over 85 lande, foretrækker Søren at gå i dybden med rejsemålene. Iran og landene langs Silkevejen har med deres spændende kulturhistorie og svære geografi altid har været nogle af hans foretrukne rejsemål. Således besøger han årligt Iran og landene i Centralasien, men også Afrikas Horn samt Mellem- og Sydamerika er områder, som Søren har stor viden om og til stadighed vender tilbage til.

Søren er landeekspert på Iran og Silkevejen (Centralasien og Xinjiang). Han har rejst på Silkevejen siden 1995 og i Iran siden 2004. Det er sammenlagt blevet til mange måneders ophold på destinationerne, både solo og som rejseleder og i mange fjerne afkroge af regionen. Han har holdt utallige foredrag landet over og underviser desuden i kulturhistorie om Iran og om Silkevejen på universiteterne (FU) i København, Odense, Kolding og Aalborg.

vagabonde.dk
panoramatravel.dk

Kommentér

Kommentér