RejsRejsRejs » Seneste indlæg » Rejsekommentaren » Rejsekommentaren: Derfor rejser jeg billigt
Rejsekommentaren

Rejsekommentaren: Derfor rejser jeg billigt

Banner RejsRejs Rejs
 

Det handler om at prioritere. Det er det korte og lidt for forenklede svar på et spørgsmål, jeg ofte får: ”Hvordan får du råd til at rejse så meget?”.

Drop noget andet

Da jeg var yngre, gik jeg meget i biografen, mens jeg drømte om at rejse. Siden da er biografen blevet dyrere, og flyene billigere, så nu rejser jeg meget, mens jeg drømmer om at gå i biografen… Det er selvfølgelig sat på spidsen, men med lavprisselskabernes indtog på især det europæiske flymarked er det faktisk sådan, at en biografbillet og en flybillet kan ende med at koste det samme. Derfor er jeg holdt op med at søge mod biografens mørke og søger i stedet mod lufthavnen.

I de seneste mange år har jeg levet af ikke ret meget. En længere årrække på SU blev afløst af dagpenge, kontanthjælp, lån, vundne penge og deltidsjob. Og uanset indtægten har prioriteten været at komme ud at rejse. Ikke nødvendigvis langt væk – men væk.

Jeg har rejst med frivilligt arbejde, på forlængede weekender, i perioder mellem job, på strategisk placerede feriedage og groft sagt udnyttet enhver mulighed for at komme afsted. Mulighederne afhænger dog af prisen, og det er derfor prisen, der bestemmer, hvor jeg tager hen, og hvornår jeg tager afsted.

Sydafrika - Cape Town - rejser

Køtilbud og etiske overvejelser

Flybilletter kan nu om dage være meget billige, hvilket der er mange grunde til. Som yngre brugte jeg mange timer og dage på at stå, sidde og ligge i kø, når der var køtilbud hos rejsebureauerne, og jeg har derfor fløjet til Cape Town for 1 krone, til Istanbul for en 10’er og fået en gratis billet til Thailand. Nogle gange bliver billetter brugt som lokkemad for at sælge noget andet – som på endagsturene til Tyskland for en femmer, da jeg var teenager – og det er samme model, der giver billige billetter på fly, busser og tog i Europa. Heldigvis bestemmer man selv, om man køber noget oveni. Når rejsebureauerne sætter afbudsrejser til salg, så tjener de ofte ikke noget på dem, men de taber lidt mindre, end de ellers ville gøre. Det benytter jeg mig af, når jeg kan.

Vil du også ud at rejse billigt, så få gode tips i vores nyhedsbrev her

 

Det er klart, at der er flere ting at opveje, når man går efter at rejse billigt, og rejselysten styres af blandt andet etiske overvejelser og ens egen økonomiske situation. Får de ansatte en ordentlig løn? Er der styr på miljøet? Hvad med alternativerne – er de bedre? Og hvor meget bedre? Det er i sidste ende op til den enkelte, hvad man sætter fingeren på. I mit tilfælde vinder økonomien oftest.

Lev billigt – også på rejsen

Når jeg er afsted, bor jeg så billigt som muligt – som regel på sovesal på et hostel – og lever hovedsageligt af mad fra det lokale supermarked. Det lyder måske lidt skrabet for en mand, som efterhånden er vokset ud af backpackeralderen, men det er det, der gør det muligt at være afsted; jeg bruger helst ikke flere penge, end hvis jeg havde været hjemme. Selvfølgelig skal jeg også ud at se noget, når jeg er afsted, og der falder valget på de ting, der ikke koster penge; der er masser af museer, gallerier, parker og forlystelser, der ikke tager entré, og i det hele taget er der altid noget at se på, når man spadserer rundt et nyt sted. I bund og grund er alt nyt og derfor en seværdighed i sig selv. En masse research på forhånd hjælper til at finde det, der er gratis, og jeg er heldigvis glad for at researche. Uden research må man være mere spontan, og det kan man også sagtens være, uden at det koster mange penge. Det handler om at prioritere.

Hvis du vil afsted til få penge, så må du ofre lidt af din valgfrihed. Køb billetten, når den er billig, rejs uden ret meget bagage, find dig i at dele sovesal med andre, gå rundt i stedet for at køre, spis billig mad og spring de dyre seværdigheder over (og nøjes med at se dem udefra). Det kan sagtens lade sig gøre – jeg gør det selv.

Se redaktørens tips til Paris her:

Gratis Paris

Om rejseskribenten

Jens Skovgaard Andersen, redaktør

Jens Skovgaard Andersen, redaktør

Jens er en glad rejsenørd, der har rejst i over 60 lande fra Kirgisistan og Kina til Australien og Albanien. Jens er uddannet i Kinastudier, har boet i Kina i 1½ år og er medlem af De Berejstes Klub. Han har en omfattende erfaring med rejseverdenen som rejseleder, foredrag, rådgiver, forfatter og fotograf. Og naturligvis vigtigst af alt: Som rejsende. Jens går ofte efter steder, hvor der også er mulighed for at se en god fodboldkamp i selskab med andre inkarnerede fans og har en særlig forkærlighed for Boldklubben FREM, hvor han sidder i bestyrelsen. For de fleste er det oplagt at se op til Jens (han er knap to meter høj), og så er han 14-dobbelt mester i TV-quizzen Jeopardy og stadig single, så hvis du ikke kan finde ham ude i verden eller på et fodboldstadion, kan du nok finde ham ude at turnere i det københavnske quiz-miljø.

Kommentér

Kommentér

Nyhedsbrev

Nyhedsbrevet sendes ca. to gange om måneden.

Rejsesjov på RejsRejsRejs

Her er mere til dig

Show Buttons
Hide Buttons