RejsRejsRejs » Seneste indlæg » Rejseguides » Guide til rejseorlov fra jobbet: En vitaminindsprøjtning af dimensioner til hele familien
Road trip, familie, orlov - rejser
Rejseguides Sydafrika

Guide til rejseorlov fra jobbet: En vitaminindsprøjtning af dimensioner til hele familien

Banner RejsRejs Rejs
 

Har du/I nogensinde leget med tanken om at tage et reelt pusterum fra jobbet og hamsterhjulet? Ikke bare at udvide sommerferien fra tre til fire uger, men virkelig rive måneder ud af kalenderen. Pakke sydfrugterne, ungerne, badebukserne og stort set intet andet for så at leve fra dag til dag i en længere periode. Så er du ikke alene. Men det er bare lige det med at tage springet. Og rent faktisk få det gjort. Det lykkedes for denne skribent, og her får du en introduktion til, hvordan du og familien kan realisere en oplevelse for livet.

Læs mere om forfatteren Mikkel Bechshøft her

 

Sådan bliver det muligt at rejse i længere tid

I januar og februar 2018 var jeg og min lille familie med et barn på 5 år på vores livs rejseoplevelse i Sydafrika. Min bedre halvdel og jeg havde meget gavmildt fået mulighed for at holde orlov uden løn fra vores respektive jobs. Og det muliggjorde – sammen med en større opsparing og lidt arveforskud – at vi kunne tage to måneder ud af kalenderen og realisere en gammel drøm om en lang sammenhængende rejseoplevelse med vores søn.

Sydafrika zebra safari - rejserIdeen formede sig allerede i 2011, da vi rejste uden barn på en lignende orlov i fire måneder. Dét måtte vi gøre alt for at opleve igen. Derfor startede vi opsparing et par år før vi planlagde at rejse, og begyndte for alvor at diskutere destinationen et års tid før. Egentlig havde vi planlagt orloven til 2017, da vores søn var 4 år. Men et internt jobskifte gjorde det knap så passende, og derfor blev turen udskudt med et år. Dette viste sig at være et rent held, eftersom fem år ved eftertanke virker til at være den helt rigtige rejsealder. Vores søn havde alle sanser åbne, sugede til sig, kunne forstå og forholde sig til mange flere ting og var langt mere selvhjulpen. Så hermed det første råd til orlov med børn: Hvis du kan, så vent til de er fem år.

Læs mere om familierejser her

Kunsten at lægge rejsebudget og finde en destination

Den største barriere er for de fleste nok økonomien. Men du skal jo også lige have mulighed for det i forhold til dit arbejde eller studie. Jeg tror ikke, der er mange andre gode råd end at mærke efter, hvordan det vil blive modtaget og så egentlig bare få spurgt – i rigtig god tid. Vi luftede begge tanken ét år før, så der var god tid til planlægningen på arbejdet, og så gik det igennem. Økonomien er til gengæld en sværere størrelse. Hvad koster det at rejse? Kan man udleje sit hus eller lejlighed? Hvad med mistede lønindtægter og mindre optjent ferie? Kan noget ferie udskydes? Vi er ikke til helt primitiv backpacking, værdsætter god mad og har den holdning, at er man først afsted, så skal der være råd til de eventyrmuligheder, som byder sig. Vi endte med at bruge cirka 150.000 kroner på selve rejsen og dertil kom så manglende arbejdsindtægt for to. Så ja, det er ikke gratis at holde ferie-orlov. Men hold nu op hvor er det alle pengene værd!

Så er der valget af destination og rejseform. Det hænger tæt sammen. Vi havde vel stort set alle Lonely Planets rejseguides hjemme hen over vinteren for at mærke efter, fornemme, diskutere, overveje, blive klogere på – og til sidst totalt forvirrede over – hvor vi ville hen. Så det hele endte med, at vi tog udgangspunkt i, hvordan vi gerne ville rejse.

Vi ville:
1) rejse i autocamper, så vi kunne have huset med, pakke ud én gang og få en tryg base
2) kunne opleve stort set hele destinationen i løbet af de to måneder, så vi kunne sige, at nu har vi virkelig set dét sted

Og så gjorde det heller ikke noget, hvis landet ikke var for dyrt at rejse i, vejret var godt og rejsetiden nogenlunde overskuelig. De parametre efterlod os med Sydafrika, som vi også tidligere havde besøgt på en kortere tur. Det viste sig at være det perfekte orlovsland for os.

Sydafrika natur safari - rejser

Er det virkelig pengene værd?

Hvorfor er sådan en orlov alle de anstrengelser og penge værd? Hvad gør det ved én? Først og fremmest rykker det én som menneske, forældre og familie.

Først og fremmest har vi haft den utrolige oplevelse at tilbringe to måneder tæt sammen 24 timer i døgnet. Før rejsen tænkte vi, om det overhovedet kunne gå. Ville vi blive vanvittige så tæt sammen i så lang tid? Ville vi kunne ’holde børnehave’ hver dag i to måneder? Om vi kunne! For pludselig er alle – og jeg mener alle – forpligtigelser væk. Der er ingen mobil, intet Facebook, ingen familiefødselsdage, ingen indkøbsture i Netto, ingen pligter, intet husligt arbejde, intet. Kun kvalitetssamvær, Uno, højtlæsning, ispinde, storslået natur og væren.

Sydafrika vin - rejserMen Sydafrika er også et dilemmafyldt rejseland – og dermed måske anderledes end hvis turen var gået til Thailand i to måneder.

I Sydafrika bliver man tvunget til at forholde sig til race, klima, økonomiske forhold, levestandard, materialisme, korruption, dyreudryddelse, naturbeskyttelse, sikkerhed, ytringsfrihed – ja, jeg kunne blive ved. Og det er egentlig ikke en dårlig ting som rejsende og som børnefamilie, at destinationen også tvinger én til svære samtaler og til refleksion over ens eget liv og samfund. Vi fik talt om fattigdom, udryddelse af næsehorn, vandkrise, apartheid, krig, tolerance, hjælpsomhed og alt muligt andet både i voksen- og børnehøjde. Og dét har virkelig også rykket os efter hjemkomsten: Den står på klimavenlig togrejse til sommer, mobilen får lov at ligge urørt lidt længere, vi gør mere af det, som gør os glade, vi spiller flere brætspil, vi læser mere, vi ser mindre Netflix, vi husker hinanden på, hvor privilegerede vi er, og vi forsøger at balancere arbejdstid og fritid lidt bedre.

Sydafrika - pingvin rejserJeg kan kun opfordre til, at du og din familie springer ud i det. Og måske endda planlægger med det flere gange i karrieren. Dét kommer vi helt sikker til.

Herunder er et par lavpraktiske råd, som vi havde stor glæde af – og forhåbentligt kan de være med til at gøre jeres orlov lige så storartet som vores.

Vores vigtigste tips til en orlovsrejse med barn

• Undersøg grundigt om I kan regne med at møde andre børnefamilier på destinationen. Det antog vi, men mødte kun pensionister og backpackere uden for byerne, og børn har af og til også brug for at lege med andre børn
• Øv jer på ord og vendinger på engelsk hjemmefra, så barnet kan sige eksempelvis ’hej, mit navn er’ og ’vil du lege’
• Dit barn kan helt sikkert mere, end du tror. Vi endte med at kunne gå over 10 km på dagsture. Uden brok. Til gengæld med masser af små gættelege og tal-lege (fx læg tal sammen, øv tabeller, gæt et dyr, etc.)
• Giv barnet en ’rejsepakke’ til fødselsdag eller jul før turen. Med egen dagbog, kikkert, dyreklistermærker, en bog eller lignende. Vi havde stor glæde af at skrive/tegne dagbog hver dag – og nu er den et minde for livet
• Indfør en regel om ’familietid’, ’børnetid’, ’voksentid’ og ’alene-tid’ på turen. Så det er klart for barnet, at ikke al tid er legetid med mor og/eller far. Sæt eventuelt et ur under alene-tid og hjælp barnet med at komme i gang med en aktivitet
• Hent lydbøger ned på mobil/iPad hjemmefra, så der er noget at lytte til på køreturene. Far og mor kan godt klare en omgang Brødrene Løvehjerte – det er faktisk ret hyggeligt at have Ellen Hillingsø i højtalerne på sådan en tur
• Husk at afstemme kommunikationsforventningerne med bedsteforældrene. Skyper I hjem hver uge? Hver anden uge? Eller sjældnere? Husk at I er på orlov, og hele pointen er, at I er væk. Også fra de små ting
• Tal om turen med jeres barn cirka to måneder før afrejse, så der er en overskuelig tid til – og så overskygger turen ikke alt andet for barnet i for lang tid
• Knib jer selv i armen hyppigt, og sig: ’Wauv, vi gjorde det sgu!’

God tur!

 

Om rejseskribenten

Mikkel Bechshøft

Mikkel Bechshøft

Mikkel blev smittet med rejsefeber, da han mødte sin bedre halvdel for 15 år siden. Siden har de to rejst på kryds og tværs af Australien, det sydlige Afrika, den amerikanske vestkyst, Asien og Europa, hvor særligt Frankrig har en stor plads i begges hjerter. Og derfor går årets sommerferie endnu engang til Lac d’Annecy, men denne gang med nattog fra Hamburg, som ingen af dem har prøvet før.

Kommentér

Kommentér

Nyhedsbrev

Nyhedsbrevet sendes ca. to gange om måneden.

Rejsesjov på RejsRejsRejs

Her er mere til dig

Show Buttons
Hide Buttons