Tropical islands Berlin
RejsRejsRejs » Rejsemål » Sydamerika » Argentina » Dagsture fra Buenos Aires: Få mere ud af din rejse til Argentina
Argentina

Dagsture fra Buenos Aires: Få mere ud af din rejse til Argentina

gaucho, rejser, argentina, kvæg, hest, cowboy mendoza,
Leder du efter gode dagsture fra Buenos Aires i Argentina? Her er 5 rigtig gode bud
Tropical islands Berlin

Dagsture fra Buenos Aires: Få mere ud af din rejse til Argentina er skrevet af Rebecca Hoffmann.

Dagsture fra Buenos Aires til san antonio de areco  - heste - rejser

Sådan tager du på dagsture fra Buenos Aires

Argentinas hovedstad Buenos Aires er en spændende by med mange oplevelser og seværdigheder. Men vidste du, at der også findes masser af muligheder for spændende dagsture fra Buenos Aires?

Uanset om du er interesseret i at opleve livet på landet i Argentina, smage på lokal vin eller tage en smuttur til nabolandet Uruguay, kan det opleves på små dagsture fra Buenos Aires.

Så lad os se nærmere på disse spændende destinationer og aktiviteter, der ligger inden for rækkevidde fra Argentinas pulserende hovedstad.

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Dagsture fra Buenos Aires til san antonio de areco  - heste - rejser  - San Antonio - Buenos Aires - Sydamerika

San Antonio de Areco: Oplev de argentinske cowboys

San Antonio de Areco er en hyggelig landsby i Buenos Aires-provinsen omkring halvanden times kørsel nord for selve Buenos Aires. Byen har en afslappet atmosfære, der straks får dig til at slappe af. Det er ret tydeligt, at vi har forladt storbyen her.

San Antonio de Areco er en af de ældste landsbyer i Buenos Aires-området. Byen blev grundlagt i 1730, og når du går rundt i byen, får du en fornemmelse af at være rejst tilbage i tiden. Husk at besøge byens 200 år gamle bodega Viejo Boliche Bessonart og nyd et glas vin og nogle traditionelle argentinske empanadas.

Landsbyen San Antonio de Areco er et ikon for den argentinsk gauchokultur. Gauchoerne er Argentinas svar på USAs cowboys. Det er da også her, at den største festival for gauchokulturen i Argentina fejres; Fiesta de la Tradición.

De opdrætter kvæg og heste på de argentinske lavlandsområder i det, som i dag er kendt som La Pampa-provinsen og Buenos Aires-provinsen.

San Antonio de Areco blev berømt i hele Argentina, da landsbyen blev kulisse for beskrivelser af livet som gaucho i bogen ‘Don Segundo Sombra’. Bogen er skrevet af den argentinske forfatter Ricardo Güiraldes.

I dag lægger San Antonio de Areco hus til et museum opkaldt efter ham: Ricardo Güiraldes’ Gaucho Museum. På museet kan du lære mere om gauchoernes liv og den traditionelle argentinske folklore.

En anden måde at lære mere om gauchoerne og livet på landet i Argentina er ved at besøge en estancia – en stor gård – i området omkring San Antonio de Areco.

Mange gårde tilbyder dagsture og overnatning, hvor du kan nyde argentinsk grillet kød, asado, traditionelle småkager kaldet alfajores og opleve den fortryllende argentinske folkedans. Du kan også komme med ud og ride igennem markerne, mens der af og til afholdes hesteshows, du bestemt bør overvære.

Du kan enten organisere udflugten selv eller finde en af de mange organiserede dagsture fra Buenos Aires til San Antonio de Areco. Hvis du foretrækker at organisere turen selv, kan det anbefales at leje en lokal bil med chauffør, som også kaldes remis

Det kan være svært at nå frem og tilbage til Buenos Aires på samme dag med bussen, men det er muligt at tage en langdistancebus fra busstationen Retiro i Buenos Aires til San Antonio de Areco. Turen tager omkring to timer, og du kan tjekke tider og priser på hjemmesiden BusBud.

Du kan selvfølgelig også tage en overnatning i byen.

dagsture fra buenos aires - bodega gamboa 
Vin - vingård - Buenos Aires - Argentina - Sydamerika - rejser

Vingården Gamboa: Smag på den lokale vin

Vingården Gamboa er en perfekt dagstur fra Buenos Aires, hvis du elsker vin – og ikke har tid til at tage til Argentinas vinhovedstad, Mendoza.

Bodega Gamboa, som vingården hedder på spansk, ligger i området Campana i Buenos Aires-provinsen. Det er 65 km fra centrum af Buenos Aires, men det føles som om, man er kørt ud midt i ingenting. På hver side af den lille bitte vingård findes der intet andet end marker og gårde.

Området omkring Buenos Aires forbinder man normalt ikke med det oplagte sted at anlægge en vingård. Det flade område kan ikke måle sig med de stejle bjerge og dybe dale som Mendoza, San Rafael, Cafayate og andre populære vinområder i Argentina.

Men det er netop udfordringen med at få vinstokkene til at gro her i det flade område, der var startskuddet til vingården. Det startede som et hobbyprojekt, som over tid udviklede sig til flere vinmarker og en lille restaurant.

Besøget på vingården består af en lille rundvisning på området, hvor der fortælles om stedets historie og den vin, de producerer. Derefter er der frokost i restauranten med tilhørende vin.

Produktionen af vin fra Bodega Gamboa er stadig meget begrænset. Så du skal være heldig at ramme et tidspunkt, hvor de stadig har noget af deres egen vin tilbage.

Da jeg besøgte stedet var Gamboas egen vin udsolgt. Dog har ejerne af stedet været smarte og indgået en aftale med lignende vingårde rundt om i Argentina. Disse steder leverer speciallavet vin til dem, som serveres i den lille restaurant, når Gamboas egne hylder er tomme.

Du kan bestille besøget direkte hos Bodega Gamboa eller med en organiseret tur. Hvis du selv bestiller besøget, skal du dog være opmærksom på, at du så selv skal sørge for transporten derop. Desuden taler personalet på stedet kun begrænset engelsk.

Hvis du bestiller en organiseret tur, sørger turarrangørerne for transport og en engelsktalende guide til dig.

Vær dog opmærksom på, at det ikke er muligt at komme til Gamboa med offentlig transport.

Mataderos-markedet - Dans - Buenos Aires - Argentina - Sydamerika

Mataderos-markedet: Dans folkedans på et autentisk søndagsmarked

Mataderos-markedet, eller Feria de Mataderos på spansk, er en af flere spændende dagsture fra Buenos Aires, hvor du kan opleve et traditionelt argentinsk marked.

Mataderos-markedet er mindre kendt end søndagsmarkedet San Telmo, som de fleste, der rejser til Buenos Aires, har hørt om. Men det gør det ikke mindre interessant.

På Mataderos-markedet kan du opleve traditionel argentinsk folkedans, musik og masser af små boder med traditionelt håndværk.

På markedet skinner den argentinske gauchokultur klart igennem. Du kan finde boder med lædervarer, smukke udsmykkede knive og selvfølgelig et hav af forskellige modeller af argentinske mate-kopper.

Mate er den traditionelle argentinske te-lignende drik med et meget højt koffeinindhold. Smagen beskrives ofte som grøn te med en røget og måske endda en smule bitter undertone. Drikken forbindes meget med gauchokulturen.

Mataderos-markedet afholdes om søndagen fra april til december, men hvis vejret er dårligt, kan man godt være uheldig, at det aflyses.

Markedet finder sted i bydelen Mataderos i udkanten af Buenos Aire omtrent 17 kilometer fra centrum. Afhængigt af hvor du overnatter i Buenos Aires, kan det godt tage lidt tid at komme til Mataderos. Derfor er et besøg på markedet bedst til en kort dagstur. 

Du kan vælge at tage bussen, en billig taxa eller en Uber til Mataderos-markedet. I bil tager det 30 minuter fra centrum af Buenos Aires og 45 minutter fra Palermo. Med bus tager det cirka en time fra både centrum og Palermo.

Du kan finde den præcise køreplan for busserne på den argentinske udgave af rejseplanen, Cómo Llego, eller på Google.

Bil - colonia del Sacramento - Uruguay - Sydamerika

Colonia del Sacramento: Tag på en dagstur fra Buenos Aires til Uruguay

Colonia del Sacramento – også bare kendt som Colonia – er en historisk landsby beliggende i Argentinas naboland Uruguay. Det ligger lige ovre på den anden side af floden, der adskiller Buenos Aires fra Uruguay, og er en populær og nem udflugt til en af flere dagsture fra Buenos Aires.

Byen Colonia del Sacramento kan dateres tilbage til 1680, hvor den blev grundlagt af portugiserne. Gaderne er brostensbelagte, husene er i gammel spansk stil, og rundt omkring i byen har man valgt at parkere gamle biler som udsmykning. Sidstnævnte er mest for turisternes skyld og for at skabe den rette boheme-følelse – og hyggeligt er det.

En populær aktivitet i Colonia er at besøge byens gamle fyrtårn Faro de Colonia del Sacramento.

Fra toppen har du en fantastisk udsigt over Colonia og floden Río de la Plata. Derudover kan du slentre gennem Colonias historiske centrum, gå igennem den gamle byport, Puerta de la Ciudadela, eller nyde udsigten over vandet fra en af byens mange caféer.

Colonia ligger lige på den anden side af Río de la Plata fra Buenos Aires og kan nemt nås med færge fra Buenos Aires’ færgehavn tæt på Puerto Madero-kvarteret. Færgeturen fra Buenos Aires til Colonia tager cirka en time. Du kan tjekke tidsplanen og priserne på færgeselskabet Buquebus‘ hjemmeside.

Udover færgeturen skal du også medregne tid til at checke ind og gå igennem paskontrollen.

Da du krydser ind og ud af Argentina, skal du igennem paskontrollen begge veje. Det anbefales at stå tidligt op og tage en tidlig færge over og en sen færge tilbage til Buenos Aires. På den måde kan du få mest muligt ud af dagen i Colonia.

Tigre delta Flod - argentina - sydamerika

Tigre-deltaet: Udforsk Buenos Aires’ lille del af Amazonas på en af flere dagsture fra Buenos Aires

Tigre-deltaet er et stort deltaområde nord for Buenos Aires ved byen af samme navn; Tigre.

Tigre-deltaet er udmundingen af Paraná-floden, som løber hele vejen igennem Brasilien, Paraguay og til sidst Argentina. Faktisk er Paraná-floden den næstlængste flod i Sydamerika efter Amazonasfloden.

Deltaet i Tigre kan godt ses som Buenos Aires’ helt egen lille del af Amazonas. Her er der tæt og frodig vegetation med alle mulige slags planter – og ja, også myg.

Deltaets mange floder er perfekte til vandsport og sejlture. En populær aktivitet både for lokale argentinere og udenlandske turister er at tage på en bådtur rundt i området. Fra kajen ved den internationale bådstation, Estación Fluvial Internacional Tigre, kan du finde forskellige tilbud på bådture på deltaets floder. Det er nemt og ret billigt.

Fra bådstationen i Tigre kan du også komme hele vejen til Uruguay via deltaets floder. Det er færgeselskabet Buquebus, der sejler turen fra Tigre til Uruguay.

Det er let og hurtigt at komme til og fra Buenos Aires. Det er en spændende afveksling fra det travle byliv, hvilket gør Tigre til den perfekte dagstur fra Buenos Aires.

Det tager kun en time med det lokale kysttog at komme fra Buenos Aires’ Retiro-togstation til Tigre. Du skal tage lokaltogslinjen Mitre med endestation i Tigre. Lokaltoget stopper også ved stationerne Lisandro de la Torre i Palermo og Belgrano C i Belgrano. Så husk at tjekke om du er tæt på en af disse stationer, inden du tager afsted, så rejsen bliver endnu kortere.

find et godt tilbud banner 2023
Kirke - Buenos Aires - Argentina - Sydamerika

La Plata: Besøg Buenos Aires’ lillesøster på dagsture fra Buenos Aires

La Plata er hovedstaden i Buenos Aires-provinsen, som er den provins, der omgiver selve byen Buenos Aires. La Plata ligger godt 60 km syd derfra og kan let nås med regionaltog fra togstationen Plaza Constitución i Buenos Aires. Kig efter regionaltogslinjen Roca med endestation i La Plata.

Byen La Plata er det administrative og politiske centrum for Buenos Aires-provinsen og føles lidt som at gå rundt i en miniudgave af den argentinske hovedstad.

La Plata er dog særligt kendt for sin imponerende katolske katedral. La Plata Katedral er den største i Argentina, og et besøg i byen bør uden tvivl inkludere et besøg i katedralen. Der er mulighed for at komme op i katedralens ene tårn. Fra toppen har man en fantastisk udsigt over hele byen.

Udover katedralen byder La Plata også på det eneste hus bygget af den schweizisk-franske arkitekt Le Corbusier i Sydamerika. Huset er en del af UNESCOs verdensarvliste, og kaldes Casa Curutchet efter sin tidligere ejer, den argentinske læge Pedro Domingo Curutchet.

La Plata Muséet – på spansk Museo de La Plata – er et lokalt naturhistorisk museum, der byder på en imponerende samling af fossiler, mumier og rekonstruerede dinosaurer. Det er fordelt på to etager og 23 rum.

Byen er ret nem at finde rundt i, for centrum er bygget helt symmetrisk op omkring små parker og helt lige gader.

Og hermed var de 5 udvalgte dagsture fra Buenos Aires.

God tur til et af de bedste rejselande i verden – god tur til Argentina.

Om forfatteren

Rebecca Hoffmann

Rebecca har været udenlandsdansker i over 10 år og har boet i lande som Spanien, Cuba, Sverige og Argentina – og har rejst endnu flere steder!

Egentlig skulle hendes ophold i Argentina kun have været et 6-måneder langt udvekslingsophold, men Rebecca endte med at blive der i over 6 år! I løbet af denne tid tog hun to kandidatuddannelser på spansk, startede sin karriere og fik både en hund og en mand.

Rebecca deler sine erfaringer fra årene i Argentina og hendes rejser i Latinamerika på sin rejseblog, Becci Abroad. På Becci Abroad kan du finde inspiration til rundrejser i Argentina, spanske ord, du bør lære, før du rejser til Cuba, samt tips til at studere og arbejde i Buenos Aires. Becci Abroad findes på både dansk og engelsk.

Til daglig bor Rebecca nu i Barcelona, Spanien, sammen med sin argentinske mand og hund. Når hun ikke skriver på bloggen, arbejder hun som IT projektleder.

Tilføj kommentar

Kommentér her

Nyhedsbrev

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Inspiration

Rejsetilbud

Facebook coverbillede rejsetilbud rejser

Få de bedste rejsetips her

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.